ET DEJLIGT FORÅR

 Minder fra Krigens sidste tid og befrielsen den 5. maj 1945

Foråret på Fyn i mit barndoms hjem i Horne Præstegaard står endnu tydeligt i min erindring selv nu efter så mange år med ophold i udlandet. Jeg kan stadig fornemme duften af forår, når sneen smeltede væk efter de lange, strenge isvintre, vi havde under krigen. Så var det vel nok dejligt, når vintergækker, erantis og primulaer myldrede frem i plænerne under  havens store træer. Senere, når luften fyldtes af fuglesang, og bøgen skulle til at springe ud, kunne man ud gennem vinduerne oppe i Horne Skole sidde og se storkene komme flyvende højt, højt oppe i den blå luft på vej fra Syden hjem til deres reder i Danmark og Norden. Og så var det altså svært at følge med i frk. Knudsens timer.

Men eet forår fra min barndom skilte sig ud fra de andre, som en ganske særlig og uforglemmelig oplevelse, og det var foråret i 1945, nu netop for 70 år siden, da Danmark igen blev frit efter 5 års besættelse af Nazi-Tysklands Værnemagt under den Anden Verdens Krig. Om krigens sidste tid og det forår vil jeg gerne berette lidt. Jeg var bare 9 år gammel.

Som bekendt blev Danmark jo aldrig krigsramt på samme måde som de fleste andre lande i Europa. I de første år mærkede man egentlig ikke så meget til krigen. Det skyldtes jo, at vore politikere under ledelse af Erik Scavenius samarbejdede med nazisterne formodentlig i den fejlagtige tro, at tyskerne ville vinde. Da så krigslykken begyndte at vende, ændrede dette forhold sig totalt, og landet blev i den grad udplyndret og nedslidt af Værnemagten, at der blev stor knaphed på så at sige alt, inklusive fødevarer. Da vågnede det danske folk, og en aktiv modstandsbevægelse dukkede op over hele landet med opbakning i befolkningen på nær nogle få medlemmer af det danske nationalsocialistiske arbejderparti, og håndlangere for tyskerne. Modstandsbevægelsen arbejdede tæt sammen med og fik støtte fra England med træning af sabotører, efterretningstjeneste og våbennedkastninger. I London etablerede BBC en særlig radio udsendelse på dansk med nyheder og hemmeligt kodede beskeder til modstandsgrupperne. Forholdet mellem danskerne og den tyske Værnemagt under Dr. Werner Best blev meget spændt med talrige sabotage handlinger mod tyskerne på jernbaner, fabrikker og andre bygninger og installationer, som tjente tyskernes sag. Som modtræk blev mange danskere arresteret af det tyske rædsels politi ”Gestapo” med tortur, fængselsstraf, deportationer til koncentrationslejrene i Tyskland eller henrettelser til følge. Gengældelses aktioner blev også foretaget med ødelæggelser af nationale enemærker som Langelinie Pavillionen i København, Tivolis Koncertsal og vores eget Odins Tårn i Odense. Da jødeforfølgelsen også nåede til Danmark i de senere år af krigen, lykkedes det på forundelig vis at få langt de fleste danske jøder sendt i sikkerhed til Sverige.

Vi horneboere kan idag være stolte af, at en talrig modstandsgruppe blev dannet her på Horne Land. Våbennedkastninger blev ved flere lejligheder foretaget oppe i skovene  ved Holstenshus og omkring Korinth, og våben og ammunition blev gemt forskellige steder bl. a. hos Korsvejs-maleren og på loftet hos Sønderhjørne manden. Gruppens hemmelige kodenavn var ”Vera”. Inde bag i smedien hos Niels Birkemose blev våben renset, samlet og afprøvet.

I 1943 havde tyskerne bygget en lejr nede ved Vænget med en anlægsbro for ubåde og en transformator station til opladning af deres batterier. Under ledelse af greve Lennart Ahlefeldt Laurvig Lehn på Hvidkilde og lærer Alf Toftager Hansen fra Faaborg sprængte modstandsfolk denne transformator i luften på en mørk efterårsnat i 1944. Braget kunne tydeligt høres helt oppe i Horne By. Nogle havde endog set stikflammen. Den næste dag, søndag den 19. november 1944 om formiddagen gik gårdejer Hans Peder Pedersen sammen med sine to sønner Rasmus Verner og Niels ned på deres egen mark nær stedet. Pludselig åbnede tyskerne ild, og Niels blev dræbt på stedet, mens Rasmus Verner blev lettere såret. Niels var lige blevet konfirmeret og skulle have overtaget gården. Det var et frygteligt tab for familien og gjorde et forfærdeligt indtryk på os allesammen. Min mor og far blev så stille og alvorlige.  For mig var det første gang, at jeg oplevede døden på nært hold. Jeg havde svært ved at akceptere, at vi aldrig mere skulle se Niels. Nu var krigen kommet tæt ind på livet af os i Horne.

Det var den nu i virkeligheden noget før, men højt oppe i luften over os. Allerede i begyndelsen af krigen var englænderne begyndt at bombe Berlin, meget til Hitlers fortrydelse. Når flyverne så vendte hjem om natten, valgte de ofte ruten hen over Syd-Danmark, så vi børn kunne ligge i vores senge og høre dem brumme deroppe i mørket. Hen mod slutningen af krigen tog disse bombetogter til på dramatisk vis. Vi kunne nu tydeligt se og høre, når Kiel blev bombet om natten. Jeg kan aldrig glemme glimtene og den konstante dybe rumlen, som nåede over vandet til os og lufttrykket, som fik gardinerne bag det åbne vindue i børneværelset til langsomt at vifte ind mod rummet og sænke sig igen. Engang så min storebror HC, hvad der lignede et helt lysende juletræ på himlen. Så kom mor og trak os væk fra vinduet og flyttede vores senge længere tilbage i rummet. Min far stod tit og så på dette skue i nattens mulm og mørke oppe på kirkestien. Nu fik de hjemvendende bombe flyvere heller ikke mere lov til at flyve uforstyrret over Danmark. I et regulært luftslag over Faaborg kort før Fastelavn i 1944 blev en canadisk flyvemaskine skudt i brand og faldt ned over ”Sundet” bag ved Sygehuset, hvorved flere canadiere omkom. Den næste morgen kom en overlevende soldat i fuld flyver uniform gående på landevejen op gennem Horne by. Heltemodigt sprang Linda Jensen, som boede i ”Solhøj” lige over for købmand Bild, ud og trak ham ind i sit hus, hvorefter hun kom over til min far for at få hjælp. Far turde ikke tage ham over i præstegården på grund af os 4 børn; men gennem kontakter til modstandsbevægelsen blev der lavet et falsk pas til ham, og han blev klædt i civilt tøj, så han kunne komme væk. Overflyvningerne blev ved og en gang smed en engelsk maskine, som må have været i besvær, to bomber ude over Egsmarken, lidt længere ude, end hvor Horne Sommerland nu ligger. To mægtige kratere kom der på marken, men mærkelig nok havde vi ikke hørt bragene, og heldigvis kom ingen noget til.  En nat kom en lysbombe svævende hen over Horne og lyste landskabet op, som var det dag. På markerne kunne man samle lange ruller af blankt staniol papir op, som blev kastet ud af  af englænderne for at forvirre anti lufts skytset. Bombningen af de store tyske byer længere sydpå kunne vi ikke se; men jeg husker, hvordan solnedgangene blev røde efter de frygtelige bombardementer af Hamborg, som udløste en ”holocaust”, hvor hele byen brændte i flere dage, så asken blev slynget helt op i stratosfæren.

Lejren i Vænget kom til at betyde, at vi nu til dagligt kom til at se tyske soldater på gaderne i Horne. De kom ofte gående op gennem Præstegårdsgyden gerne nogle få stykker sammen, somme tider enlige, men, som jeg husker det, aldrig marcherende i geled, idet de for det meste blot kom for at proviantere i byens butikker. De var altid i uniform og opførte sig efter omstændighederne pænt og mængede sig ikke meget med os danskere, som normalt gav dem en kold skulder. Men forhindre dem i at handle i butikkerne kunne man ikke, og der blev også gerne set igennem fingrene med, at nogle danskere lod sig hyre af tyskerne til at arbejde nede i lejren. Det var hårde tider, og folk blev nødt til at tjene til føden.  Soldaternes kontakt med nogle letlevende damer i byen vagte dog stor forargelse. Hen mod slutningen af krigen blev soldaterne mere og mere usoignerede at se på. Marine soldaterne fra ubådene kom vadende i deres store gummidragter, så de lignede dykkere. Udgangsuniformer havde de øjensynligt ikke mere. En aften kom to unge tyske soldater op til hoved døren i Præstegården og ringede på, mens vi børn var alene hjemme. Da vi gik ud og lukkede op for dem, stod de og fnisede og sagde: ”Milch, milch”. Men min storesøster Kirsten lukkede døren for næsen af dem, og så gik de igen uden at gøre mere postyr. Bedre gik det ikke en tysk soldat, som en dag kom kørende ind i gården med en vogn trukket af en gammel radmager hest og bad vores forpagter Valdemar Lund, om hø. Der var han godt nok gået galt i byen. Han blev bortvist med fynd og klem. Det siger lidt om Valdemar, at han havde en gal tyr nede i kostalden med ring i næsen, som han kaldte Hitler. En gang stod min legekammerat Robert og jeg ude ved havens stendige mod Præstegårdsgyden, mens en tysk soldat kom marcherende ned af vejen i fuld uniform med geværet over skulderen og den store stålhjelm ned over ørerne. Jeg kunne ikke dy mig og kylede et æble efter ham. Heldigvis ramte det ham ikke, men faldt ned på vejen og rullede foran ham. Jeg ved ikke, om han så det;  men han fortsatte ihvertfald, som om intet var hændt. Ih, hvor var vi skrækslagne. Jeg kan huske, at Robert stod med hænderne i vejret, indtil faren var drevet over. Ikke længe efter kom jeg en morgen løbende på vej til skole igennem slippen mellem Marie Vies og Klingenbjergs hus. I det samme stikker den gamle fru Klingenberg hovedet ud af vinduet og råber i den mest ophidsede og bekymrede tone:”Løb hjem til din far og fortæl, at tyskerne har taget skolen”. Min første tanke var, at det var dog dejligt, for så ville vi jo få fri fra skole; men det så mine forældre jo desværre ganske anderledes på. Det viste sig nu, at det kun var den nye skole bygning, de havde beslaglagt, så undevisningen fortsatte i den gamle bygning. Når vi spillede rundbold i frikvartererne ude på pladsen mellem de to bygninger, hændte det flere gange, at bolden løb hen foran den tyske vagtpost, som ustandselig gik frem og tilbage foran hoveddøren. Så bøjede han sig hver gang ned og smed bolden over til os med et stort smil. Jeg syntes, han så gammel og miserabel ud, og det skal jo nok passe, for mod slutningen af krigen måtte tyskerne skrabe bunden og indkalde selv folk over 50 til hæren. Mange af dem blev så sendt til forholdsvis rolige steder som Danmark, mens de unge elite tropper blev slagtet på Østfronten.

Vænget Lejren 1945.

Anløbsbroen for de tyske ubåde i Vænget 1945.

I februar måned i 1945 kom krigen igen for alvor til Horne. En stikker ved navn Brunvang, som sikkert havde hørt for meget, da han arbejdede ude på sognerådsformand Gunni Ruds gård, angav for en pris af 1000 kr. nogle af modstands folkene i Horne Gruppen. Under ledelse af den modbydelige danske Gestapo chef og tortur bøddel Ib Birkedal Hansen fra Shell Huset i København forsøgte de i første omgang at arrestere Gunni Rud, dog uden held, men tog så istedetfor kommunekasserer Jens Holm. Nogle få dage senere blev falske betjente sendt til Horne, som i første omgang sad på lur om natten i et lysthus nær ved Glasdam.

Herfra lykkedes det dem at trævle en del af gruppen op, og med tilstedeværelse af Birkedal selv med sine danske håndlangere og et hold tyske soldater blev ialt 12 horneboere sammen med nogle af deres koner arresteret og kørt til Husmands Skolen, som var Gestapos hovedkvarter i Odense. Mens en af mændene, købmand Johs. Bild sammen med sin kone Anna Bild, Rigmor Stoffer Hansen og Ellen Andersen ret hurtigt blev løsladte, blev de 11 resterende mænd sat i skarpt forhør, og de fleste af dem kom også under tortur. Deres navne er Vognmand Harry Andersen, Gårdejer Søren Glasdam, Gårdejer Johs. Greve, Tobakshandler Christoffer Hansen (kaldet Stoffer), Maler Hans Peter Hansen (Korsvejs-maleren), Kommunekasserer Jens Holm, Snedker Kristian Jørgensen, Gårdejer Jens Jacobsen og sønnen Johs. Jacobsen, Smed Ernst Jensen og Smed Johs. Hørkild Nielsen, (også kaldet Jussi). Efter nogle uger i fængsel i Odense blev de i åben kreaturvogn midt i den iskolde vinter kørt til Frøslev Lejren, hvor de sad som fanger indtil krigens ophør nogle måneder senere. Den dag idag kan man se den barak, de sad i, hvis man besøger Frøslev Lejren, som nu er et museum.

På en dejlig, tidlig forårsdag ikke længe efter arrestationerne legede min storebror HC og jeg sammen med vores kammerater Poul Erik, Carl, Robert og Arthur på plænen i præstegårdshaven. Pludselig lød der et brag, så voldsomt, at det tog pusten fra os, og vi fik sådan et chock, at vi alle faldt pladask om på plænen. I det næste sekund løb vi op på udsigts højen, og netop som vi kommer derop, lød der endnu et brag, og vi så et tag løfte sig op i luften over husene til venstre for Vestermøllen. Da vi kom op i gården, stod min far på trappen og råbte ophidset, at vi øjeblikkelig skulle gå ind i kælderen, og blive der. To minutter senere var vi ude igen og løb krumbøjede langs stengærdet udenfor haven, så far ikke kunne se os fra sit studereværelse. Vi løb som gale hele vejen ned gennem Vesterballe til Horne Landevej, og der lå Harry Andersens hus. Aldrig har jeg set noget lignende. Der hvor bygningen havde stået, lå taget mere eller mindre uskadt helt nede på jorden. Man kunne stikke hånden ind ad gavlvinduet og røre ved gardinerne. Det hele så så unaturligt dukkehusagtigt ud. Ved siden af huset sad en kone og en ung pige og græd. En stor forsamling af horneboere flokkedes omkring huset. Snart efter fik vi at vide, at Korsvejs-malerens hus og Sønderhjørne gården også var blevet spræmgt i luften af tyskerne. De to sidste steder havde de fundet våben og ammunition. Som lille dreng havde jeg flere gange besøgt Sønderhjørne gården sammen med mine forældre, hvor vi havde beundret de smukt dekorerede lofter med dyremalerier af Søren Lund og Jørgen Ploug. Nu var det altsammen splintret. Min mor var hvid i ansigtet af vrede.

Fra nu af kom der rigtig fart over feltet, og så mange ting skete på en gang, at det er svært at holde styr på. Først og fremmest var det jo underligt, at så mange folk omkring os pludselig var forsvundet. De var alle modstandsfolk, som nu var gået under jorden. Valdemar Lund, som vi jo ellers så hver eneste dag, og som vi var meget nært knyttet til, var bare væk, og et ungt familie medlem fra en anden by, Jørgen måtte tilkaldes for at passe både deres egen gård omme i Kirkeballe og præstegården. Johannes Hjulmand var også forsvundet og Gunni Rud, som nåede at løbe væk, fordi  han blev advaret på telefonen af købmand Dahl længere ude ad landevejen mod Bøjden, hvor Gestapo var stoppet ind for at spørge om vejen ned til gården. Gunni Rud lå og gemte sig nede i skoven ved bækken ikke langt fra gården, da de kom. Hans kone Elna nåede at flytte den gamle bestemor ned i Gunni Ruds seng, så de ikke kunne se, at han lige havde ligget i den.

Fru Rud var naturligt nok meget nervøs for, om tyskerne skulle komme tilbage og sprænge gården i luften, så sønnen Jens kom til at bo hos os i Præstegården indtil krigens slutning. I 1943 var den danske garnison i Sønderborg blevet overført til Faaborg. I forbindelse hermed havde oberstløjtnant Chr. Hemmingsen med sin frue Jenny lejet sig ind i huset overfor tømmer Poulsen i Præstegårdsgyden. Hver aften kom de over til os til kaffen, hvor de spillede historisk firkort sammen med os børn. Det var først efter krigen, at vi fik at vide, at de slet ikke gik hjem bagefter. De sov for en sikkerheds skyld i et af vore gæsteværelser.

En dag kom en benzin dreven bil kørende ind i gården og en mand gik op og ringede på hoveddøren, mens vi drenge så på det ud gennem kældervinduet. En benzin dreven bil på den tid betød jo næsten altid Gestapo, så Carl Udenby, som var med os, foreslog, at vi skulle tage en hammer og søm og gå ud og punktere alle fire hjul på bilen. I det samme kom oberstløjtnanten ud inde fra brænderummet bagved, hvor han havde skjult sig og sagde, at det måtte vi ikke gøre. Vi var overraskede over at se, at han var i fuld uniform, men skulle han arresteres, var det nok bedst sådan. Lidt senere kom manden ud og kørte igen, uden at der skete noget. Efter den dag så vi heller ikke mere til oberstløjtnanten og hans frue, før krigen var forbi. Senere efter krigen fortalte min far os, at manden, der kom i bilen, havde vist ham sit politi skilt og spurgt: ” Er lærer Nielsen her?” Hvilket min far benægtede, men spurgte så, om han måtte få lov at vise skiltet til min mor. Det havde han ikke noget imod, og min far gik ind og viste det til lærer Nielsen, som sad inde på gæsteværelset bagved. Først da han sagde god for manden, blev han vist ind til ham. Det drejede sig om trykning af illegale blade, som lærer Nielsen fra Faaborg var involveret i. Efter krigen fik vi også at vide, at fru pastor Kloppenborg i al hemmelighed havde undervist modstandsfolkene fra Horne i engelsk oppe på loftet i kappelan boligen i Vesterballe.

Eftrhånden som vejret blev lunere i foråret 1945, blev det klart, at et stort opbrud var igang ude i den store verden omkring os. Nyhederne fra London underrettede os dagligt om, hvordan den russiske Østfront og den engelsk/amerikanske Vestfront bevægede sig med stormskridt fra begge sider mod Tysklands hjerte. Når jeg blev sendt af min far ud for at dele kirkeblade rundt i Horne, havde jeg selv malet og klippet små engelske og danske papirsflag, som jeg lagde ind i dem. Når man gik rundt i byen ved middagstid, kunne man tydelig høre, BBC nyhederne for vidt åbne vinduer, selvom det var strengt forbudt. De startede jo altid med Prins Jørgens march fulgt af trommeslagene bom, bom, bom, booom, tre gange efter hinanden, som ifølge morsealfabet betød bogstavet ” v”  og stod for ”vi vil vinde”. Hvad krigens udkomme ville blive, var ingen mere i tvivl om. Spørgsmålet var nu blot, hvornår og hvorledes, det ville ske. I skolen havde jeg hørt, at når englænderne kom, ville de tage alle drenge ned til 12 år og indrullere dem i deres hær. Jeg var dybt ulykkelig over, at jeg kun var 9 og fortalte min far, da jeg kom hjem, at jeg ville skynde mig at løbe englænderne imøde, når de kom, så kunne jeg måske alligevel få lov at være med.Det ville min far ikke høre tale om. Når englænderne kom, skulle vi alle gemme os nede i kælderen, for det ville sikkert komme til kamp med de tyske tropper, som ville forsvare sig.Vore forældre var tydeligvis nervøse for, hvordan det skulle gå og ikke uden grund, for der befandt sig mod slutningen af krigen stadig ca. 200.000 tyske soldater spredt over hele landet. Men ellers må man nok sige, at vore forældre gjorde, hvad de kunne, for at vi børn skulle opdrages til at føle os som patriotiske danskere.

Hver søndag aften samlede mor os om klaveret i dagligstuen, og så sang vi for fuld hals fædrelandssange som ”Den gang jeg drog afsted”,”I natten klam og kold, på Fredericia Vold”og ”Dansken har sejer vundet”. I skolegården lærte vi at synge en dansk smædesang over melodien til den tyske sang, ”Lili Marleen”, som under krigen var meget populær i den tyske hær. Jeg kan endnu huske den danske version, som naturligvis var forbudt at synge. Den lød nogenlunde sådan her:

Først så ta’r vi Göring ved sit vingeben

og så ta’r vi Goebbels og slår ham med en sten,                                                                                  

og Hitler vi hænger i en strop  

ved siden af Von Ribbentrop

der hænger de til grin, de fire nazi svin

 

En solskinsdag i april hørte vi om formiddagen en dyb brummende lyd, som kom ovre øst fra i retning af Kirken. Lyden blev hele tiden kraftigere og kraftigere, og vi børn løb op på Kirkestien, og der fik vi øje på en masse flyvemaskiner, som kom som en stor bisværm med retning lige imod os. Da de nåede op over os kunne vi tælle ca.100 store amerikanske bombemaskiner, de såkaldte flyvende fæstninger, som fløj i en helt regelmæssig formation og skinnede som sølv mod den blå himmel. Ikke så snart var den første bølge forsvundet mod vest, før den næste begyndte at brumme i øst og komme ind over os. Min mor, som var ved at holde storvask, kom løbende ud på plænen med vores dannebrog, som hun spredte ud på plænen. Så rev hun sit hovedtørklæde af og hoppede og dansede, mens hun svingede med det i luften og vinkede op mod flyverne. Opildnet af mor sprang vi alle rundt på plænen og vinkede og hujede. Så kom der pludselig en skarp hvinen helt forskellig fra den konstante brommen, og vi kunne tydeligt se to tyske jagere angribe formationen fra oven. Det lød så underligt, da maskinkanonerne begyndte at knitre deroppe, næsten som når havisen slår revner, og min far kom ud og sagde, at vi skulle gå indenfor. Men overflyvningerne blev ved, bølge efter bølge til langt ud på eftermiddagen, og da de endelig holdt op, havde vi talt over 1000 flyvende fæstninger. Senere fik vi at vide, at den dag, havde de allierede styrker bombet fabrikken i Peneműnde, hvor V-2 bomberne blev fremstillet. Dette skulle blive den sidste erindring, jeg har fra den Anden Verdenskrig. Mange år senere skulle jeg se flyvende fæstninger stå i lange rækker langs vejen i Arizonas ørken klar til ophugning. Det var egentlig lidt vemodigt. De så så forfaldne og forsømte ud, som de stod der og ventede. Den dag i min barndom, da vi så dem højt oppe i luften over Horne, var de så skinnende nye, sejerssikre og uovervindelige at se på, og vi var allesammnen så glade og taknemmelige for, at de kom.

Fredag aften den 4. maj 1945 sad vi fire søskende alene hjemme i den lille stue i præstegården om aftenen og lyttede til nyhederne fra BBC. Pludselig siger den kendte stemme af vores danske speaker, Johannes G. Sørensen med usædvanlig høj røst:”I dette øjeblik meddeles det, at feltmarskal Montgommery har oplyst, at alle tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig, jeg gentager—–”. Meddelelsen kom som et lyn fra en klar himmel. Min storesøster Kirsten løb øjeblikkelig ud og informerede de to tjenestepiger i pigeværelset, og så begyndte vi allesammen at hoppe oppe i sofaen og stolene og smide puder og hynder i hovedet på hinanden af bare glæde. Snart kom mine forældre glædestrålende hjem, for de havde også hørt det. Nu var mørklægnigs-rullegardinerne pludselig ikke længere nødvendige, og min mor satte istedetfor levende lys i vinduerne, som hun havde set andre gøre på vejen hjem. Ide´en med lys i vinduerne var en spontan reaktion, som bredte sig over hele landet med lynets fart, og som jo senere blev en skik, der skulle holde sig i mange år til minde om den 4. maj, Danmarks befrielse. Den aften fik vi lov at være længe oppe. Senere, da det var blevet næsten mørkt, kunne man ude i haven tydeligt høre nogle sønderrivende skrig og råben ovre fra Vesterballe. Det kom sig af, at folk derovre slæbte de to ”tyskertøse”, Tusmotoren og Erna Skratten ud på gaden og klippede dem skaldede, mens de blev overfuset og spyttet på.

Den 5. maj kl. 8 om morgenen trådte kapitulationen officielt i kraft, og freden blev ringet ind med kirkeklokkerne over hele landet også i Horne Kirke. Samtidig blev dagen erklæret for en fridag, så folk blev sendt hjem fra arbejdet, og børnene fik fri fra skole. Min storesøster og storebror, som gik i skole i Faaborg, kom cyklende hjem og fortalte, at de havde overværet et optog på torvet, hvor tyskertøse, værnemagere og sympatisører med nazisterne blev kørt rundt i hestetrukne kærrer, mens folk råbte skældsord efter dem og spyttede på dem. Imellem dem var vores egen læge Gram Hansen fra Horne, som var meget afholdt og, endskønt han havde erklæret sig for at værer nazist, aldrig havde været aktivt involveret i noget som helst. En sådan spontan, lovløs handling af folk ved befrielsen, som idag er svær at forstå, kunne vanskeligt kontrolleres dengang, for vores danske politi var jo taget og sendt til koncentrationslejre i Tyskland og de lokale vagtværn hverken kunne eller ville stoppe den ophidsede mængde. Som bekendt forløb den 4. og 5. maj jo på alt andet end fredelig vis mange steder rundt i landet specielt i København og de større købstæder, hvor ialt 400 mennesker mistede livet og over 1000 blev såret i kampe mellem frihedskæmperne og især de danske hipo- folk i tysk tjeneste samt enkelte tyske enheder, som ikke ville overgive sig.

Men disse dystre begivenheder blev fuldstændig overskygget af den jublende glæde over befrielsen og lettelsen hos vore forældre over den måde freden var kommet på. Det kunne jo sagtens have gået meget værre. Vi kunne jo lige så let være blevet skudt sønder og sammen ligesom resten af Europa. Hjemme i Horne forløb dagen på fredelig vis og folk var travlt beskæftigede med at opføre en stor æresport udsmykket med gran og blomster tværs over Horne Landevej et lille stykke forbi Kirkevejen. Den næste morgen kom så de 11 frihedskæmpere hjem til Horne fra Frøslev Lejren. Det var et uforglemmeligt øjeblik, da de stod ud af bilerne og begyndte at gå langsomt hen mod æresporten, hvor vi allesammen stod og ventede på dem. De så så tynde, blege og hærgede ud, som de kom gående der i deres usoignerede klæder, de havde måttet bære i fængslet. Snedker Jørgensen, som ellers var sådan en rørig forretnings mand, manglede neglende, som var blevet revet af ham under torturen, Stoffer, som ellers altid smilede, så så alvorlig ud.

Alle var de tydeligt mærket af den rå behandling, de havde fået. I æresporten blev de først budt velkommen af lærer Sønnichsen, hvorefter vi allesammen råbte hurrah for dem, mens der blev viftet med fanerne. Her blev de modtaget af deres koner, børn og familier, mens Horne bys orkester dirigeret af malermester Laurits Larsen gik foran dem hen til forsamlingshuset. På pladsen foran forsamligshuset blev mange velkomst taler holdt bl. a. af Gunni Rud, som nu også var kommet tilbage til Horne sammen med de andre frihedskæmpere, som gik rundt med flotte armbind på i rødt, blåt og hvidt med skarp ladte karabiner over skulderen. Imellem dem var Johannes og Valdemar. Det var dejligt at se dem igen, og hvor var vi stolte af dem. Hele Horne Sogn var med til at fejre denne festlige begivenhed, både dem med de sjove tilnavne og mere almindelige navne. Jeg tror, der må have været over 1000 mennesker.

De hjemvendte frøslevfanger  foran Æresporten den 6. maj 1945.

Musik og taler ved forsamlingshuset 6. maj 1945.

Fangerne klædt om i pænt tøj ved forsamlingshust 6. maj 1945.

Harry Andersen på torvet i Faaborg den 6. maj 1945 før ankomsten til  Horne.

Da min mor spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis han mødte den Gestapo mand, der havde gennembanket ham så forfærdeligt oppe på Horne skole, svarede han, at han ville pande ham sådan en lige i synet. Det syntes min mor sandelig også, at han havde fortjent.

Allerede en af de følgende dage kom englænderne. De kom i tre små panservogne på gummihjul armeret med lette kanoner. Nu kom æresporten igen i brug, og hele Horne samledes atter  for at byde dem velkommen. De havde toplugen åben og deroppe stod anførerne og vinkede og smilede til os med montgommery huerne kækt på sned. Jeg kan huske, at jeg sad bag på Carl Udenbys cykle og viftede til dem med et stort engelsk papirsflag, som jeg selv havde malet og sat fast på en kæp. Carl cyklede hele tiden rundt om dem, og jeg nåede lige at se, hvordan manden inde i vognen, der styrede den, kun havde udsyn gennem en ganske tynd sprække, så han var svær at få ram på. Englænderne holdt nu ikke så længe, for de skulle ned til Vænget for at overtage den tyske lejr, som kort tid efter blev brugt til opholdssted for tyske flygtinge fra Øst Preussen. De var flygtet for russerne og kommet til Danmark i stort antal mod krigens slutning. Flygtningelejren blev bibeholdt et godt stykke tid efter krigen og min far måtte jævnlig holde gudstjeneste på tysk dernede. Dødeligheden var stor p.g.a. sygdomme og underernæring, især blandt børnene, så mange blev begravet på Horne Kirkegård. Min far fortalte os om de tragiske skæbner, han mødte dernede. En gammel mand fortalte far, hvordan han havde mistet både sin kone og alle sine børn samt alt, hvad han ejede og havde. I 1946 udbrød en slem gulsot epidemi i lejren og vores pige i huset Ruth (senere Ruth Pedersen), min bror HC og jeg blev alle smittet, muligvis gennem min far, og både Ruth og HC blev alvorligt ramt af sygdommen.

De engelske panservogne så vi ikke mere til; men kort efter deres besøg etablerede engelske telegraf tropper en pejlestation med radio master, en vogn med indbygget radio sender og modtager station, et par lastbiler og en teltlejr på toppen af den høje bakke mellem Trolddalen og Hans Peder Pedersens gård i Vænget. Den gang var den jo ikke bevokset med skov, som nu; men var bar mark, så der var frit udsyn ud over landskab og hav og derfor gode sende og modtage forhold. Vi børn syntes naturligvis, at det var meget spændende, og fra den dag de kom, cyklede vi næsten hver dag ned og besøgte dem. På det tidspunkt købte mine forældre en dejlig lille collie hvalp til os fra Anton Pedersens gård nede i Nørreballe. Det første, vi gjorde, var at sætte den i cyklekurven og køre ned for at vise den til vores engelske venner. Da de spurgte, hvad den hed, og vi fortalte, at den endnu ikke var navngivet, sagde telegrafisten ”Walter”, at han syntes, vi skulle kalde den for ” Rowdy”, (rowdy=bidsk og støjende), og det kom den til at hedde. Under et besøg i præstegården fortalte deres leder ”Ted”mine forældre, at den dag, han gik i land i Normandiet næsten et år tidligere, troede han ikke, han skulle komme levende igennem krigen.

Nu længtes han bare efter at komme hjem til sin kone og børn. Vi drenge begyndte at lege ”englændere” , hvor vi kørte ligesom dem rundt med de små lastbiler, som vores nabo Poul Tømmer havde lavet til os af bøgetræ.

Straks efter befrielsen begyndte de tyske soldater at rømme Danmark, og det var en ynkelig skare at se på, når de kom gående i lange rækker ned til Mommark færgen i Faaborg havn på vej hjem til et land, som nu lå fuldstændigt i ruiner. Jeg husker, at jeg sammen med mine forældre besøgte Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor tyske soldater havde boet. Sjældent har jeg set magen til svineri. Senge og møbler lå ødelagte på gulvet. Træværket havde de brugt til at fyre med til opvarmning og madlavning. Væggene var overmalede med kultegninger; snavset var der overalt og vinduesruder var slået itu. Vi cyklede også op til den udsigtspost, tyskerne havde haft i Svanninge Bakker inde i skoven lige bagved, hvor ”Skovtrolden” nu ligger. Når man gik rundt i skyttegravene, lugtede der overalt fælt at latrin. Al slags affald, inklusive våben og ammunition, lå spredt over hele landskabet. I Horne by havde nogle af drengene fundet tyske stålhjelme, våben og ammunition. De tomme patron hylstre egnede sig fint til at lave bomber af. I Præstegårdsgyden samlede en stor flok drenge sig tit om aftenen omkring Rasmus Jordemoder. Mens vi allesammen stod i dækning bag kastanje træerne i alleˊen ind til præstegården, lagde Rasmus sine hjemmelavede bomber ovenpå stendiget ved kirkestien. Han havde stålhjelm på og stak hovedet op, så splinterne røg rundt om hjelmen, hver gang en bombe eksploderede. Men heldigvis var der aldrig nogen, der kom til skade. Kun Søren ovre i Lundsgården kom slemt i knibe, da brandvæsenet måtte tilkaldes, fordi der gik ild i papiret vædet med en opløsning af natriumsklorat, som han havde lagt til tørre på sin mors brændekomfur i køkkenet.

Som jeg tidligere har nævnt, blev Danmark slemt udplyndret og nedslidt under krigen, og der var knaphed på mange ting. Det tog faktisk flere år efter krigen, før tilstandene igen blev normale og vi nåede op på den levestandard, vi havde haft før krigen. Tøjet, vi gik i, blev jo efterhånden slidt op, og min mor måtte anskaffe sig en gammel rok og begyndte at karte og spinde uld og strikke trøjer og bukser, huer, vanter og sokker til os. Sommetider kunne foret i gamle luvslidte frakker genbruges, når det blev taget ud og syet om. Ellers måtte man gå i cellulds tøj, som ikke holdt ret længe. Kul og koks til brændsel kunne man ikke få, så man måtte fyre med brunkul, tørv eller brænde, hvis man kunne få det, for det var rationeret, og vintrene var jo anderledes kolde end nu om dage. For almindelige daglige fødevarer som brød, mælk, smør, ost og kød måtte man ligesom for brændsel have rationeringsmærker. Ved befrielsen kørte de fleste rundt på cykler med faste dæk. Benzin drevne biler var en undtagelse. De fleste lastbiler og hyre vogne kørte rundt med gas generatorer fyret med brænde og tørv. Vores egen gamle Ford 29 stod opklodset under hele krigen, som de fleste andre private biler. Det var en stor begivenhed, da den kom igang igen; men i lange tider var der restriktioner med hensyn til, hvor langt, man måtte køre, og for benzin måtte man også have rationeringsmærker, som begrænsede hvor meget, man kunne købe. Importerede luxus varer som kaffe, the og tobak kunne man naturligvis ikke få. Istedet måtte man nøjes med ”erstatningskaffe” og senere, da der begyndte at komme lidt ægte ind, med ”tilsætningskaffe”. Hjemme lavede vi te af æbleskræller, som blev tørret på radiatoren. Min far blev så glad for ”æbleteen”, at han havde svært ved at vænne sig til den rigtige te, da den endelig kom.

Tobak dyrkede vi selv på markerne; men denne industri forsvant nu hurtigt, da havana cigarerne begyndte at dukke op igen. Chokolade og sydfrugter kendte vi børn kun til fra de voksnes omtale, eller hvis vi havnede i ”den sorte gryde”, når vi legede”Bro, bro, brille”. Så blev vi nemlig spurgt, hvad vi helst ville have, ”bananer eller appelsiner”. Hvad det egentlig var for noget  udover noget meget dejligt, opdagede vi først, den dag efter krigen, da det pludselig rygtedes, at ”Josefine” havde fået appelsiner, og vi måtte stå i kø foran hendes butik nede ved Glasdam i lang tid, for at få vores første appelsin.

Vores gamle Ford 29 kører igen, maj 1945.                                                                                                 Fra venstre mod højre: Kirsten, min far, Bodil, mig selv, HC.

Næppe var den første glædesrus efter befrielsen overstået før nyhederne kom væltende ind over os, først fra vores eget Bornholm, hvor Rønne og Nexø blev bombet af russiske flyvere den 7. maj 1945, så nogle mennesker omkom og over1000 blev hjemløse. Kort efter blev øen besat af russiske tropper, som blev der et helt år, før de afleverede øen på fredelig vis til de danske myndigheder. Dernæst fra Norge, som nu måtte lide den tort, at deres befrielse trak ud til den 8. maj, som om de ikke allerede havde lidt nok under den tyske besættelse. Men samtidig kom nyhederne væltende ind ude fra den store Verden. For første gang fik vi rædselsberetningerne og så billederne fra de tyske koncentrations lejre, hvor millioner af mennesker var omkommet af sult og kulde fra mange nationer, også danskere, og hvor alene 6 millioner jøder var blevet sendt til gaskamrene. Vi så billeder af de forfærdelige ødelæggelser forårsaget af bombningen af alle de store tyske byer, men også af London, Rotterdam, Warszava, Stalingrad (=Volgograd) og utallige andre steder i Europa. Overalt var der flygtinge og folk, der sultede og led nød. Nødhjælpsorganisationerne anført af Røde Kors arrangerede, at børn fra de ramte lande kom herhjem til privat indkvartering for rekreation. I sommeren 1946 ankom således flere hold af børn fra bl.a. Sydslesvig, Polen og Frankrig til Horne. Genopbyggelsen af Vest Europa med financiel støtte fra USA igennem Marshall hjælpen og af Øst Blokken under det russiske kommunistiske styre skulle komme til at tage mange år.

På trods af disse nedslående nyheder forblev stemningen herhjemme efter befrielsen i foråret og sommeren 1945 så høj som aldrig før eller siden i den nyere Danmarks-historie; folk var simpelt hen så glade over, at vi igen var blevet en fri nation og forhåbningsfulde m.h.t. fremtiden. En samlingsregering blev hurtigt udpeget til genindførsel af et demokratisk styre. Både felt-marskal Montgommery, og den øverst befalende for de allierede tropper på Vestfronten, general Eisenhower samt premier minister Winston Churchill kom på besøg i København og blev modtaget med stormende jubel. I Horne blev mange offentlige møder afholdt med taler og underholdning af både kor og orkester. Jeg husker specielt et møde i præstegårds-haven, hvor vi drenge fik lov at stå med de store faner, min bror HC med dannebrog og jeg med det norske flag. Harry Andersen viste mig engang, da han var blevet en gammel mand et fotografi, som viste min mor og min moster Ellen sammen med et hold af andre damer fra Horne siddende oppe på ladet af hans lastbil på vej til at stort folkemøde på Skamlingsbanken i foråret 1945. De så så unge og friske og glade ud. Det var et dejligt forår for os allesammen.

Jens Ove Bang 12.01.2015