Nogle begivenheder i Horne sogn under verdenskrigen 1939-1945

 væsentligt med henblik på forholdet til tyskerne

 Da den anden verdenskrig brød ud 1. september 1939 ved tyskernes overfald på Polen, kom det, selvom de mellemfolkelige forhold var meget spændte, alligevel som en overraskelse for mange af os. Vi stod uforstående overfor den kendsgerning, at noget menneske, der så kort tid i forvejen havde set, hvad en verdenskrig bragte med sig, ikke alene af menneskelige lidelser og døden på slagmarken og de psykiske lidelser for dem, der blev tilbage, af ødelæggelse af værdier af så uhyre summer, at man ikke fatter det, men også en sådan svækkelse af både den sejrende og den besejrede part af de krigsførende, så de på mange år langtfra kunne overvinde følgerne, at mennesker, der havde oplevet alt dette, atter kunne hige efter at tænde krigens fakkel i varden igen, det forstod man ikke, og derfor kviede man sig til det sidste med at ville erkende det som en kendsgerning. Ikke desto mindre var det den bitre sandhed.

Efter den første hektiske tid og den kendsgerning at krigen bredte sig fra land til land og med erkendelse af, at der nu ikke var nogen vej udenom, så måtte man se at komme igennem med så meget som mulig i behold både økonomisk, materielt og nationalt og så håbe, at Danmark også denne gang, som Jeppe Aakjær skrev i 1916 ”kunne hygge sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge”. Ganske vist fik man rationering af forskellig art først og fremmest levnedsmidler, men ellers gik ud- og indførsel både til Tyskland og England så nogenlunde, idet myndighederne og regeringen søgte så vidt mulig at overholde den tidligere procentvise fordeling mellem de krigsførende magter.

Krigen gik imidlertid sin gang ude i Europa. Tysklands fremgang på alle krigsskuepladser var katastrofal, det syntes, som om intet kunne standse deres fremtykning, men man blev dog beroliget her i Danmark, især da Tyskland, nærmere betegnet Hitler, tilbød Danmark en ikke-angrebspagt, som Danmark tog imod, og mange af os var naive nok til at tro, at det var en betryggelse, tro at en mand var en mand og et ord var et ord, og at en ikke-angrebspagt højtidelig ratificeret af begge lande turde man fæste tillid til og kunne stole på.

På denne baggrund blev 9. april 1940 for langt de fleste af os netop det store chok. Vor tro på mennesket, troen på, at når et menneske var blevet betroet meget, voksede ansvaret, og man ville kunne fæste tillid til en sådan mands ord og underskrift, led skibbrud. Man så nu, at et dokument, underskrevet og ratificeret i begge lande, ikke var det papir værd, som det var skrevet på, ja langt mindre for det var falskhed i allerhøjeste grad, kun udstedt for des bedre at kunne virke overraskende ved et angreb.

Nu meldte sig stærkere end før frygten for fremtiden. Hidtil havde vi fået den største import vestfra, og den meste landbrugseksport var gået vestpå. Hvad nu? Ville vort største erhverv stagnere? Ville Tyskland plyndre landet i den forstand, at vi skulle aflevere hele vor produktion til dem? Ville Tyskland overtage eller kontrollere al offentlig administration i Danmark, kræve arbejdskraft overført til Tyskland og den danske produktion lagt i baner, der kun tjente Tyskland og krigsproduktionen til gavn ligesom i alle de andre lande, Tyskland havde underlagt sig, og i den offentlige administration, på kommunekontoret, de forskellige fælles- og private erhverv, mejerier, slagterier, industri og handel og lignende, så vel som os alle ud over sogn og land dirrede af spænding for, hvad der ville ske.

Nu bagefter ved vi jo, at Hitler havde udset sig Danmark som en slags forsøgskanin, Danmark skulle fra tysk side administreres ud fra andre synspunkter end de andre af Tyskland annekterede lande.

Danmark skulle ved indførelsen af en mildere kurs vindes for nazismen, og derfor fik den danske regering i den første tid med visse begrænsninger lov til at blive siddende, ligesom den danske administration ud over land og sogn bibeholdtes, og de gældende love fungerede i det væsentligste videre.

Hitler var så forblændet i troen på sig selv og på sin politiks ufejlbarlighed og levedygtighed, så han var af den bestemte overbevisning, at når han kom til Danmark på den måde, så ville de fleste danskere, lige såvel som tyskerne i sin tid gjorde, acceptere hans lære og grundsætninger og slutte op bag ham som erklærede nazister, og derved kunne han over for andre lande fremhæve Danmark som et mønsterland.

Derfor var der helle ikke i den første tid større gnidninger, særlig ikke i et sogn, der som Horne lå lidt uden for den alfare vej. Længe varede det dog ikke, før modsætningerne mødtes, og gnidningerne begyndte mange steder. På Christiansborg og på de steder, hvor der var nær berøring med den tyske værnemagt, blev det ret hurtig klart, at det måtte anses for ugørligt at få det danske folk som helhed til at antage sig nazismen, og lidt efter lidt begyndte undergrundbevægelsen at arbejde.

Hvorledes begyndte det? – Ja ! – hvem og hvor? Det var ligesom, når kornet kommer i den forårsfriske varmedirrende jord, så begynder den indre kraft i kærnen at arbejde, kærnen kan ikke ligge uvirksom hen, vil vi prøve at pusle lidt op i den fugtige jord, kan man med lidt omhu finde enkelte kærner med en ganske spæd spire, men en skønne dag er hele marken grøn. Sådan omtrent gik det vel også med modstandsbevægelsen. Ingen ved rigtig, hvor den begyndte eller hos hvem, den spirede først, men en indre trang og kraft drev den frem.

Først ganske lyssky, thi det var ikke ufarligt, men så en forblommet udtalelse fra en og et ditto svar fra en anden, efterhånden blev den enlige spire til en hel grøn ager, og som man ser, at en lille spæd spire kan bryde igennem selv nok så hård en grund og løfte sten og jordknolde mange gange sin egen vægt, sådan blev også modstandsbevægelsen så stærk, at den til sidste løftede hele Danmark op.

Modstandsbevægelsen rundt om i Danmark skal jeg ikke komme ind på, den er beskreven så godt andre steder, her vil jeg bare prøve på at fortælle en lille smule om det, der skete i vort sogn.

Her i Horne var der, før krigen brød ud, dannet en lille læsekreds, hvor man læste aktuelle bøger og bladartikler, som bagefter diskuteredes. Efter krigens udbrud søgte man stadig at holde disse møder, da man var af den anskuelse, at nu mere end nogensinde gjaldt, at sammenholdet styrkedes. Der gik heller ikke så lang tid, før man fra en enkelt side fik refereret forskellige ting, som hverken radio eller aviser bragte meddelelser om, der var jo streng censur. Dengang spurgte man ikke om, hvor en nyhed kom fra, tit var det bedst, om man ikke vidste ret meget.

Det er senere oplyst, at der på det tidspunkt ud over landet var dannet en undergrundbevægelse, der kaldte sig ”Ringen”.

En dag var der en dame, hun var født og opvokset i Faaborg, men som senere sammen med forældrene var rejst til København, som henvendte sig til sognerådsformand Gunni Rud og bad om en samtale. Denne samtale kom i stand, og herunder afslørede hun, at hun kom fra denne  undergrundsbevægelse og søgte kontakt med en troværdig mand eller kvinde i Horne gennem hvilken, der kunne refereres vigtige illegale oplysninger.

Gunni Rud stillede sig til rådighed, og i den første tid publiceredes disse oplysninger videre bl.a. gennem denne lille læsekreds, som Gunni Rud også var tilsluttet, uden at de enkelte medlemmer af kredsen kendte noget til, hvorfra meddelelserne kom.

Gunni Rud fik disse meddelelser sendt pr. brev, og så refererede han dem videre, men efterhånden, særlig efter at han havde fået kontakt med maleren Hans Peder Hansen, Assens Korsvejen, blev de fleste meddelelser omskrevne og duplikerede på ny og så uddelt eller udsendt illegalt. På kommunekontoret havde man en gammel duplikator af boghandler Brandrup Sørensen, Faaborg, og til de fleste tider skrev H.P. Hansens hustru stencilen, og H.P. Hansen og Gunni Rud stod så ret ugenerte i den mørklagte boks ved kommunekontoret og duplikerede skrivelserne. At det kunne gå, uden at tyskerne, som på et senere tidspunkt dog havde tilhold på marinestationen ved Vænget, ikke fik nys om sagen, skyldes vel i nogen grad, at den danske befolkning som helhed hadede tyskerne og ikke søgte samkvem med dem, men en gang kunne det dog nær have gået galt, nemlig ved den første razzia, tyskerne foretog til Horne fra Husmandsskolen ved Odense. Det skal jeg dog komme til senere.

Nå! men ellers gik tiden jo, selvom der ud over Danmark særlig i byerne nok skete mangt og meget, der virkede chokerende, så vænnede man sig efterhånden til det. Menneskene har jo en vidunderlig tilpasningsevne, og økonomisk var tiderne ret gode, langt bedre end man ved krigsudbruddet havde turdet vente, og derfor var store grupper af befolkningen i ret lang tid tilbageholdende i aktiv modstand over for tyskerne, særlig her ude på landet, hvor man ingen eller kun ringe kontakt havde direkte med dem.

Efterhånden skete der dog så meget, og tyskernes krav blev skarpere, mere krævende, mere udfordrende og krigens uhygge og dens følgesvend, sorgen, kom helt ind på livet af os her også. Der var minesprængningen ved Illumø, hvor fiskerne Otto Pedersen og søn, Bøjden, satte livet til, og der var adskillige sømænd her fra Horne, som omkom ved minesprængning af de skibe, som de sejlede med på verdenshavene. Man hørte meddelelse om repressaliemord ud over landet, om massenedskydning af fanger, der var under transport og meget andet, men det var dog særlig begivenhederne omkring 29. august 1943, hvor det danske militær blev overfaldet og underkuet, og det danske politi sat ud af spillet samt den uhyggelige razzia efter jøderne, der vakte en ubegrænset harme og åbnede folks øjne for nazisternes sande væsen.

I 1940 var der spredt over hele landet ca. 700 unge jøder, mest tyske emigranter, der væsentlig arbejdede ved landbruget. Omkring en snes stykker fik tid efter anden ophold her i Horne.

Disse unge mennesker havde en hel anden indstilling end vore egne unge. De var faktisk blevet ældet før tiden. De eller deres forældre have mærket jødeforfølgelserne i Tyskland eller i et af de andre lande, som tyskerne havde besat, og de vidste, hvad det betød. Baller og den slags deltog de aldrig i. Legemligt arbejde var de heller ikke så glade for, men alt andet til dygtiggørelse – læsning af gode bøger, sprog – særlig hebræisk – og diskussioner deltog de med iver i. De samledes gerne en gang ugentlig til en slags efterskole. Deres følelsesliv og hele indstilling overfor livet var anderledes end vor. De kunne lidenskabsløst og uden hæmninger fortælle om den skæbne, der var blevet dem eller deres forældre til del.

En fortalte, at hans forældre havde været ejer af et millionforetagende i Wien. Her tog nazisterne alt fra dem og sendte dem til Auschwitz-lejren, en andens forældre var havnet i jødeghettoen i Polen. Faderen hørte de aldrig fra. Der regnedes med, at han var død, og sådan videre. Næsten fælles for dem alle var, at de havde gået i en højere skole, og de havde også fået en god, men sikkert en meget hård opdragelse. Deres tro på Gud og på mennesker var ikke stor, og taknemlighed kendte de ikke meget til. De var fra små vant til at klare sig ved egen hjælp og uden andres medlidenhed.

Her havde man nok hørt om jødeforfølgelserne i de af nazisterne besatte lande, og ved samtaler med de herværende jøder kunne man dunkelt ane, hvorledes det gik de jøder, der var bleven tilbage i Tyskland og de andre lande under nazistyret, efter at de var samlet i ”arbejdslejre”.  De sparsomme efterretninger fra dem ebbede ret hurtig ud, og dette var gerne et tegn på udslettelse, og selv om man hørte rygter om brug af gas for at likvidere en hel banevognfuld af jøder, så troede man dog ikke, at jødeforfølgelserne og likvidationen havde det omfang, som de efter krigen fremkomne autentiske afsløringer fremviste. Jøderne vidste bedre besked, og derfor frygtede de og tog deres forholdsregler.

Den 29. august 1943 overfaldt tyskerne trods løfter vort militær og politi og erklærede landet i undtagelsestilstand, og der blev nedlagt udgangsforbud om aftenen. Fra ledende jødisk side var man nu klar over, at en razzia kunne forventes når som helst. Jøderazziaen kom natten til lørdag den 1. oktober. Den var fra Hitlers hovedkvarter bestemt meget snedig, da alle jøder ifølge deres religion denne nat skulle opholde sig i deres hjem og kun begrundet i at en del af de tyske myndigheder i Danmark ikke var stemt for jødeforfølgelserne og faktisk advarede de ledende, blev det ikke så alvorligt.

Et par af de ledende jøder her i Horne ville rejse til København for at prøve, om der kunne skaffes skibslejlighed til Sverige. De kom også til Nyborg, og ved en færgekaptajns hjælp blev de smuglet over bæltet og kom frem. De andre jøder her i sognet forsvandt, og kun ganske enkelte kendte deres opholdssted.

Ude på Næsset helt inde i skoven ligger et sommerhus, dengang tilhørende en pastor Fabricius. Her samledes de fleste af jøderne fra Horne, men de skulle jo også have mad.

En af jøderne havde været hos gdjr. Poul Jensen, Horne Egsmark, og samme sted var der en fodermester Anders Jakobsen, og denne Anders Jakobsen var af jøderne kendt som en ældre, retsindig og pålidelig karl, og det blev ham, der formidlede transporten af fødemidlerne. Selv kunne han ikke så godt købe ind, da han ikke havde selvstændig husholdning, men en af de første dage efter at jøderne var forsvundne, fik tobakshandler Christoffer Hansen (kaldet Stoffer) et brev med rationeringsmærker smør, brød og havregryn, og da han nok kunne tænke sig, hvad de skulle bruges til, købte han ind, men for ikke at vække mistanke, fik han nogle børn til at købe nogle brød ved en bager, andre købte ved en anden bager og et tredje ved en tredje bager og ligeledes for de andre varers vedkommende ved forskellige handlende, og så afhentede Anders Jakobsen varerne og bar dem ud til jøderne. Det kneb med at skaffe havregryn, så en dag ringede Stoffer ud til grosserer Nielsen, Faaborg og bad om 10 kg havregryn, og det fik han, men Nielsen sagde senere, da faren var drevet over, at han anede nok, hvad de havregryn skulle bruges til, ellers havde han aldrig fået dem.

Mellem pastor Fabricius og gdjr. Jens Jacobsen, Sønderhjørne, var der en aftale om, at Jens Jacobsen skulle have lidt opsyn med sommerhuset i skoven i den tid, Fabricius ikke boede der, og en dag mente Jens Jacobsen at have set nogen pusle ved huset og gik derhen og låsede bagdøren op og så ind i 17 forskræmte ansigter. Han beroligede dem og spurgte, om de manglede noget. Først langt senere fortalte han sin oplevelse til andre.

Som dagene gik, blev jøderne imidlertid bange for, at deres opholdssted skulle blive røbet, og en nat prøvede de af skaffe sig forbindelse med omverdenen, bl.a. med pastor Andersen, Vester Aaby, og natten mellem torsdag og fredag blev de så afhentet af lægebiler fra Odense. Da de først havde fået forbindelse med de rette mennesker, var det ikke så vanskeligt at komme videre. Adskillige tyskere var velvillig indstillet, når bare de ubemærket kunne komme af sted med det.

Efter at de var kommet til København, blev de samlet på Bispebjerg Hospital, og da natten kom, da de skulle over sundet, blev de atter i lægebiler kørt til Frihavnen. Undervejs skiftedes biler flere gange, for trods alt var det jo dog med livet som indsats, at rejsen foregik. I Frihavnen blev de samlet i et skur for senere at blive ført om bord i en båd og gemt i lastrummet. Før de sejlede, havde de en slem forskrækkelse. Tyskerne kom om bord for at foretage en undersøgelse, men ved hjælp af bestikkelse forsvandt de omgående.

Så vidt vides kom alle jøderne her fra Horne velbeholdne gennem krigen.

Senere kom så det uhyggelige drab på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944. Dette udløste jo en bølge af harme og utryghedsfølelse over det ganske land, og bragte stemningen på kogepunktet.

Også her i Horne gjorde dette drab et stærkt indtryk, da det omtrent faldt sammen med det tidspunkt, da tyskerne var ved at opføre en militærlejr ved Vænget. De havde udset og beslaglagt et ubeplantet areal af en skovparcel tilhørende gdjr. Axel Lysemose, ”Klintegaard”, og er beliggende ud til stranden øst for og stødende ud til vejen, der fører gennem skoven ned til stranden. Tillige havde de beslaglagt et beboelseshus tilhørende stationsforstander Aadal, Nr. Broby, et sommerhus tilhørende cigarhandler Christoffer Hansen og et bådehus ved stranden tilhørende Christoffer Ploug og Jørgen Hvilendal samt et areal ved en skovlod vest for vejen tilhørende gdjr. Christoffer Ploug, Horne. Tyskerne satte sig i forbindelse med ejerne, og der oprettedes lejekontrakt.

På arealet opførte tyskerne en del barakker m.m., og udenom blev der sat pigtrådsspærringer. Det grænser ned til stranden, og der blev anlagt en lang og kraftig træbro. Der er på dette sted dybt vand langt ind mod kysten. På arealet blev også opført en transformator, og ved forhandling mellem den tyske værnemagt og Faaborg Elektricitetsværk blev der fra tysk side stillet krav om, at der skulle være adgang til, at der eventuelt kunne leveres store strømstyrker gennem transformatorer.

Der var en del mystik omkring hele sagen. Hvilke militære planer kunne den tyske værnemagt have med sådant et anlæg på denne afsides liggende plet, man gisnede på noget med undervandsbåde (den lange kraftige bro ud til dybt vand og kravet om den stærke strømtilførsel). Først langt senere kom en anden teori frem.

Nå! tyskerne indrettede sig i lejren, og man må vel egentlig sige, at når man fraregner de nærmestboende, så mærkede man ud over sognet ikke meget til dem. De holdt sig mest for sig selv, var ikke aggressive, og der var ikke større gnidninger mellem dem og den øvrige befolkning. En del af tyskerne prøvede på at købe eller tiltuske sig forskelligt hos de handlende og også hos private, hos private var det væsentligt fødevarer, æg, flæsk, mælk og lignende. Nogle solgte til dem, fordi de turde ikke andet, andre afviste dem koldt og klart, og det tog de, uden at der blev episoder af nogen art. En ting var man straks klar over, nemlig at man i hvert fald foreløbig skulle passe lidt mere på, hvad man åbenhjertigt udtalte i manges påhør. Ikke sådan at forstå at man skulle befrygte stikkere, men en del af beboerne havde jo mere eller mindre omgang med tyskerne fra lejren, de kom i forretningerne, og der hørte de folks samtale, og nogle af tyskerne kom også i enkelte private hjem, og nogle piger eller koner kom sammen med tyske soldater, og blev der snakket for højlydt om illegale ting, kunne sådanne personer – uden egentlig at ville det – let komme til at give tyskerne et tips, som kunne komme til at koste dyrt for en eller anden person.

Nogle gnidninger var der selvfølgelig, på kommunekontoret var der nogle uoverensstemmelser angående melassen til en hest, tyskerne havde anskaffet, og der var mere, men jeg skal bare nævne en enkelt episode: Der var en gårdejer, der boede et stykke fra lejren. En aften havde han nogle gæster. Nu var der jo strengt påbud om mørklægning, ikke en lysstribe måtte trænge ud fra vinduerne om aftenen, og dette håndhævedes temmelig strengt. De tyske vagter i lejren havde nævnte aften iagttaget, at der kom nogle underlige lysglimt fra nævnte ejendom, og pludselig i al selskabeligheden stod der en afdeling tysk militær med skudklare geværer i gildesgården, og anføreren – en tysk officer – krævede under højrøstede vredesudbrud, gestikuleren og trusler af enhver art, som tyskerne nu engang var mestre i at udslynge, de skyldige for lyssignalerne afhørt, anholdt og straffet efter militærets strengeste straf, og da det nok var signaler til fjendtlig magt, så var livsstraf sandsynlig. Altså skydning af den skyldige.

Gårdejeren og hele selskabet stod uforstående over for alt dette, men til sidst gik det op for dem, at en person ved at gå fra et af de oplyste værelser ind i et ikke oplyst eller mørkelagt værelse ved at åbne og lukke døren ufrivillig var kommet til at ”sende” disse lysglimt ud i den mørke nat. Tyskerne var dog ikke helt til sinds at godtage en sådan forklaring og for dog at vise, at man ikke kunne omgå deres påbud, uden at det ville få ubehagelige følger, beordrede anføreren samtlige lysekroner skudt ned, og da det var besørget, kom turen til den elektriske måler, og også den blev molesteret ved geværskud. Sammen med nedskydningen skete der selvfølgelig en del ravage på loft og vægge m.m. Da tyskerne således ikke kunne finde den egentlige skyldige person til afsendelserne af ”lyssignalerne”, så tog de gårdejeren med sig. Tilbage stod det chokerede selskab i fuldstændig mørke.

I løbet af nogle dage blev gårdejeren dog efter medvirken af nogle gode venner og indflydelsesrige mænd atter frigivet.

Efterhånden som den hele landet omfattende modstandsbevægelse blev sammenarbejdet og opdelt efter landsdele, og der var begyndt våbennedkastning og våbentildeling (det skal jeg komme tilbage til senere), så fremkom der stadig stærkere krav udefra om mere aktiv deltagelse også fra grupperne i Horne. Det må vist anses for givet, at de fleste af disse krav ude fra blev fremsat over for Gunni Rud, som så på forskellig måde kom i kontakt med andre herboende, så der mod krigens slutning var 3 grupper i sognet. Tillige foregik der nogen illegal transport ad søvejen fra Dyreborg ved fisker Peder Christensen, Dyreborg. Han sejlede dog ikke direkte til Sverige, men vistnok væsentlig til Karrebæksminde, og de foregik uden særlige dramatiske hændelser.

Foruden dem, der var direkte tilsluttet modstandsbevægelsen, var der dog en hel del andre, som på en eller anden måde bistod og hjalp til i en given situation, som forholdene nu kunne arte sig.

Som helhed kunne man godt stole på folk og udtale sig ret frit, men der var dog enkelte, om hvem man vidste, at de var tysker- og nazivenlige. Her var nogle kvinder, der havde omgang med tyskerne på marinestationen ved Vænget, men dem kendte man og kunne tage sig i agt for, dog tror jeg ikke, at de var egentlige stikkere, derimod var her nogle sludrebøtter særlig kvinder, som fortalte væk løst og fast mellem hinanden, som de havde hørt og opfattet fra andres samtaler, og det kunne nok blive farligt, hvis det kom forkerte personer for øre. Således var der en kone på Dyreborg, der fortalte los om alt, hvad hun kunne opfange, og da der på Dyreborg ofte er mange fremmede gæster, kunne det let ske, at der mellem disse gæster var personer, der havde tilknytning til den tyske værnemagt, og de kunne let opfange ting, som ikke gerne skulle publiceres videre. Dette skulle der sættes en stopper for, og en dag ankom den af tyskerne senere henrettede grev Lennart Ahlefeldt af Hvidkilde til Dyreborg, og mens personer af Dyreborggruppens modstandsbevægelse ”tilfældig” holdt vagt ude omkring huset, gik grev Lennart Ahlefeldt ind til konen, og stilfærdig lagde han en maskinpistol på bordet foran den forskrækkede kvinde, og i en rolig tone sagde han til hende, at hvis hun ikke kunne holde tand for tunge med, hvad hun så og hørte, så var der en anden måde at få hende til at tie på. Så tog han maskinpistolen, så skarpt på hende og gik sin vej. Efter den tid var hun ikke så villig til at fortælle.

Først på sommeren 1944 modtog Gunni Rud en henvendelse om at udpege et sted, hvor et par mænd ugenert kunne foretage illegal radiomodtagelse, det var ved den tid, hvor man ventede en engelsk invasion. Gunni Rud foreslog pastor Fabricius’ s sommerhus på Bøjden Næs, dertil kom senere de omtalte to mænd, men da det varede et stykke tid, og der stadig ikke kom nogen radiomodtager, satte Gunni Rud sig i forbindelse med en herværende radioforhandler, og fik ham til at fremstille en radiomodtager med akkumulator. Denne blev så bragt ud til sommerhuset, hvor de to mænd opholdt sig. I den første tid bragt Rud dem mad, og hvad de nu ellers trængte til. De kunne jo ikke så godt forlade vagten ved radiomodtageren, og befolkningen som helhed skulle helst ikke kende noget til radiopostens eksistens. Senere fik de mad fra eller spiste på Sønderhjørne. Eftersom tiden gik, og de allieredes invasion i Frankrig lykkedes, og dermed grundlaget for englændernes invasion i Danmark bortfaldt, så bortfaldt også grundlaget for radioposten på Bøjden, og en skønne dag bortrejste også de to mænd, der i en tid havde haft ophold i pastor Fabricius’s sommerhus. Radiomodtageren, som jo var stillet dem til rådighed herfra, lod de blive på Sønderhjørne. Jens Jacobsen ville imidlertid nødig have den stående på gården, og en dag pakkede han den ind i en papkasse og tog den med op på kommunekontoret og afleverede den, idet han sagde, at det var en gammel ”symaskine”, som han gerne ville aflevere til museet. Den blev sat ind i boksen. Hvor den blev af, ved jeg ikke, mon ikke radioforhandleren har fået den ind ved lejlighed?

Den 11. august 1944 tilrejste en hr. Brunvang fra Esbjerg og bosatte sig i Bjerne. Der var en vis mystik omkring hans person. Hans hustru fik udbetalt invaliderente, og han kom ofte på kommunekontoret, hvor han fortalte forskellige krøniker om tyskerne og deres færden der, hvor han kom fra, og ellers gik han og nussede rundt, som om han søgte at komme i kontakt med kontorpersonalet og få dem til at fortælle noget, og somme tider så han sit snit til at gå helt ind i bokslokalet. Man følte sig ikke helt sikker på ham og troede ikke ret meget af, hvad han fortalte. Han forekom at være meget interesseret i tyskerne, men han kunne lige så godt være en stikker som en modstandsmand.

Efter kapitulationen kom det da også frem, at hans oplysninger til tyskerne var skyld i meget af det, der senere skete, og man forstod nu, at hans stærke interesse for kommunekontoret muligt var foranlediget af, at han mente at have set noget, der havde en mistænkelig lighed med en radiosender, måske havde han set et lille glimt af ”symaskinen” fra Jens Jacobsen. Han havde derigennem øjnet en chance til en god dusør fra tyskerne.

Hvad der egentlig foregik i visse tyske mystiske anlæg indenfor pigtrådsspærringen, bliver sikkert ikke opklaret, i hvert fald næppe offentliggjort, selv efter fuldendt undersøgelse af nogle efterladte, yderst mystiske apparater, som engelske teknikere straks efter kapitulationen fjernede sig med under alle tegn på ophidset interesse. Mulighederne for en regulær V.11-forsøgsstation i idylliske fynske omgivelser forekom dog allerede tidlig så nærliggende, at Faaborg’s byleder, lærer og løjtnant Toftager Hansen traf en dristig beslutning om at skride til aktion, da et større transformatoranlæg med adresse ”Bojden” ankom til Faaborg havn. Vanskelighederne var ikke små. For det første stod det straks bylederen klart, at en bombe for at få nogen rigtig virkning måtte anbringes til eksplosion ca. to meter oppe på transformatoren, og dernæst formodedes hele anlæggets nærmeste omegn at være så at sige brolagt med miner. Det første problem klarede Toftager Hansen med fremstillingen at et solidt stillads, hvori bomben kunne anbringes i den ønskede højde, og det sidste lille personlige risikomoment besluttede han sig simpelthen til at ignorere. Han satte sig i forbindelse med fisker Peder Christensen, Dyreborg, og sammen foretog de en ”fisketur” langs hele kysten ved Vænget også ud for tyskerlejren. Peder Christensen førte båden, og Toftager Hansen ”satte kroge”. Så var terrænet rekognosceret.

Så en sen aften den 18. november 1944 mentes vejret at være passende. Toftager Hansen samt grev Lennart Ahlefeldt, Hvidkilde, begav sig da på vej tillige med fisker Peder Christensen og margarinefabrikant Valdemar Lorentzen, Dyreborg, medbringende bl.a. hele stilladset.

Faren for at vække skæbnesvanger opmærksomhed tiltog, da selskabet fra Sinebjerg frejdigt fortsatte langs stranden. Omtrent 500 meter fra den høje trappe, der fra havet fører op til lejren ved transformatoren, gjorde man holdt. Dyreborgerne blev ladt tilbage klar med geværerne i påkommende tilfælde, og alene fortsatte Toftager Hansen og grev Lennart Ahlefeldt mod målet, ganske rolig slæbende på stilladset, i hvis top en forsvarlig ladning plastik dinglede åbenlyst med allerede ”klemt” sprængblyant. Risikoen voksede for hvert sekund. Med ganske korte mellemrum passeredes transformatortårnet af svært bevæbnede tyske vagtpatruljer, men også denne biomstændighed besluttede d’herrer sig til at se stort på. Et tilsyneladende gunstigt øjeblik blev grebet i luften – hurtig op ad trappen med stilladset, bomben og det hele! og virkelig ….. netop i dette øjeblik stod tårnet ubevogtet – stilladset anbragtes møjsommeligt, sabotørerne nåede usete ned, og ikke længe efter fik hele anlæggets vagtmandskab et chok for livet! Tårnet med indhold så uigenkaldelig ødelagt, at tyskerne dagen efter egenhændigt med en ny eksplosion fuldendte pulveriseringen. Fortsættelsen af de sandsynligvis skæbnesvangre eksperimenter nåede aldrig at blive iscenesat.

Det var med livet som indsats, disse mennesker handlede. De slap i første omgang fra det. De nåede det mål, de havde sat sig: at lægge hindringer i vejen for den tyske værnemagt, men følgerne viste sig på en anden måde. Det er senere blevet hævdet, at den tyske værnemagtsledelse ved indberetningen om sprængningen af transformatoren skal have krævet, at som gengældelse skulle der ske et repressaliedrab i sognet.

Efterretningen om sprængningen gik jo som en løbeild over sognet, og næste dag gik gdjr. Hans Peder Pedersen, Geskemosegård, hvis skovareal ligger i umiddelbar nærhed af transformatoren, sammen med sine to sønner ned over deres jord og kiggede efter tyskerlejren. Da den tyske vagt så dem komme, alarmeredes vagtkommandøren, og hele vagtmandskabet blev kommanderet ud. Da de kom stormende med skudklare geværer og råbte ”halt”, blev de to sønner bange og vendte om og løb. Straks blev der kommanderet ”fyr”, og den ene af sønnerne, Niels, blev ramt og faldt død om. Tyskerne tog ham med til lejren, men i løbet af få dage blev liget udleveret til forældrene.

Her fik man tyskernes form for terror lige ind på livet. Man havde nok hørt om det mange andre steder, men det er ligesom om, det er mere virkelighed, når det er helt inde på livet af en selv, og man kan ikke lade være at spørge sig selv: Hvorfor blev det nu denne unge mand, der blev skudt? Hvorfor var det de senere nævnte ejendomme, der blev sprængt i luften? og mangt et andet hvorfor, som stod ubesvaret? Der var stadig dette vilkårlighedspræg, som man så overalt fra tysk side, men det hænger vel sammen, i hvert fald i nogen grad, med nazisternes hele mentalitet, hele deres tankesæt og væremåde. Det militaristiske, det brutale, det er magt, og alt skal bøje sig for magten. Vil det ikke bøje sig godvillig, må der terror til, og for at terroren skal virke efter sin hensigt, skal den være vilkårlig. Ingen må føle sig sikker, enten det er lidt eller meget eller slet intet, men er sigtet for. Ingen må ane, hvor der vil blive slået ned. Alle må føle sig usikker. Selv dem, der synes, at de intet har at frygte. Når ingen ved sig sikker, så er først terror det, den skal være. Kan man ikke få fat i den rigtige, godt så tager man den første den bedste, som nu drabet af Niels Pedersen. En fuldstændig sagesløs person. I den nazistiske mentalitet gør det intet. En person skal dræbes som repressalie for det sprængte tårn. Hvem det bliver, er for dem underordnet. Terror i første potens.

 Våben- og sprængstofnedkastning

 Allerede på et ret tidligt tidspunkt af krigen var der fra ledende inden for modstandsbevægelsen stillet krav om våben- og sprængstoffer til brug i givne situationer. Vi andre – den almindelige befolkning – tænkte ikke synderlig over hvilket problem og hvilke farer for liv og lemmer, det ville være at fremskaffe disse ting. Det gik egentlig først rigtig op for folk efter våbennedkastningen ved Hvidsten den 10. maj 1943, hvor tyskerne kom på sporet efter modstandsfolkene og arresterede en del af dem, der var med til at modtage våben, og hvor flere af dem blev henrettet. Man må jo forstå, at når et land er besat af en krigsmagt, kan denne krigsmagt ikke tolerere, at der i det besatte land findes en undergrundbevægelse, der på alle måder – også med voldelige midler – søger at modarbejde krigsmagten, og at denne undergrundsbevægelse forsynes med våben og sprængstoffer fra fjenden. Det bliver med livet som indsats for dem, der går med til en våbenmodtagning. At der skete så forholdsvis få tab af menneskeliv på den konto her i Danmark, er jo et bevis på den omhyggelige tilrettelægning og det gode kammeratskab, der var.

Der måtte ikke herske nogen tilfældigheder ved en sådan tilrettelæggelse, og hele landet var inddelt i forskellige sektioner. Fyn var en sektion for sig. Fynsledelsen var i Odense, og derigennem gik al rapport til og fra England som oftest med mellemmænd, der kun kendtes ved dæknavn, der af hensyn til eventuel optrevling af bevægelsen, hvis tyskerne skulle finde frem til nogen af gruppen, vidste disse ikke navn på de virkelige, der stod bagved.

Uden at komme nærmere ind på hele det omfattende arbejde med våbenmodtagelse på Fyn, det kan læses i Jørgen Hæstrups forskellige beskrivelser bl.a. i Fynske Aarbøger årgang 1956, skal jeg blot oplyse, at det synes, som om de første våbennedkastninger på Fyn fandt sted ved Enebærodde i juli 1943 og derefter i august samme år ved Rugaard, men derefter skal man helt frem til maj 1944, før næste nedkastning fandt sted på Fyn. Man må her være opmærksom på, at begivenhederne den 29. august 1943 (tyskernes overfald på det danske militær) på mange måder ændrede forholdene indenfor landets grænser, men det gjorde også meget til, at mange, som før havde stået afventende, nu tog afstand fra ”værnemagten”, og en del gik til aktiv modstand.

I løbet af foråret 1944 kom der fra England krav om større aktivitet indenfor våbenmodtagelsen, det drejede sig blandt andet om cirka en snes pladser på Fyn, og disse blev af fynsledelsen alle anvist syd for en linje øst-vest gennem Ringe.

Denne aktivitet blev af mange opfattet, som om man kunne forvente en engelsk invasion i Danmark. Disse tanker var heller ikke fremmede for tyskerne.

De lyse sommernætter var meget uheldige for våbennedkastning og under invasionskampene i Frankrig var der umådelig brug for al disponibel materiel dertil, og først hen i september kom der rigtig fart i våbennedkastningen også over Fyn. England havde accepteret en del pladser over hele Fyn, og fra da af sker der regelmæssige og rigelige nedkastninger over hele øen. Teknikken var også udviklet. De forskellige modtagepladser havde et eller andet dæknavn f. eks. Vera – Tito – Henriette – Max – Philip – Inger osv. I begyndelsen blev der signaliseret med lys, og dermed kunne der morses et kendingsord til vejledning både for flyver og for modtager. Senere blev der nedkastet de såkaldte ”eurekaer”, en let transportabel kombineret sender og modtager. Den var meget indviklet, og værdien af den lå deri, at modtageholdet med ringe fare for fjendtlig pejling kunne lede flyvemaskinen frem til det punkt, hvor modtagepladsen var, og ved hjælp af eurekaen sikre sig, at maskinen var den rigtige, så man turde sætte lysene til. De første eurekaer, der kom til Fyn, blev kastet ned den 26. november 1944 ved Krengerup og ved Holstenshus.

Her på Fyn var der dannet våbenmodtagerhold i Odense med 2 hold Svendborg, Faaborg, Nyborg, Middelfart og Bogense. Kerteminde og Assens opstillede ingen hold, men assisterede mod slutningen henholdsvis Odense og Faaborg.

Her fra Horne var ca. 10-15 mand tilsluttet modtagerholdet i Faaborg. Kendingsnavnet var ”Vera”, men det kendtes ikke af alle de personer, der var tilknyttet modtagelserne, her, som i mange andre forhold var det bedst, at kun så få som absolut nødvendig var inde i de interne forhold, hvis tyskerne skulle finde frem til nogle af holdet. De, som kendte kendingsnavnet, måtte så hver aften være opmærksom på den engelske radio B.B.C., og kom så hilsenen til ”Vera”, så måtte vedkommende sende bud til de personer, der var tildelt hans gruppe.

Som før nævnt var der begyndt en stærkere aktivitet indenfor modtagelsen af våben fra de mørkere nætters begyndelse i august 1944, og forberedelserne for Faaborggruppens vedkommende tog også sin begyndelse, og fra 1. november var man klar til og ventede spændt på en modtagelse. Man ventede utålmodig dag efter dag efter det forløsende ”Vera”, men det kom ikke. Vejret var regnfuldt og blæsende, og maskinerne kunne ikke orientere sig. Så endelig oprandt den 26. november. Det var første gang i november måned, vejret var til overflyvning. Der blev den nat foretaget tre nedkastninger. Der var ”Rosalie” ved Krengerup, ”Tito” ved Lykkesholm og så ”Vera” ved Holstenshus. Pladsen ved Holstenshus var ikke god, da den var bleven oppløjet dagen før, men nedkastningen forløb ellers upåklagelig. Maskinen fløj ind over pladsen, der signaliseredes til den, hvorefter den foretog en svingning og tilbage igen, og så kastede den. Der var 24 containere + en pakke, den før omtalte eureka.

Da det var første gang, faaborgholdet havde modtagelse, var en af fynsholdets ledende mænd Erik Frandsen selv med som instruktør. Det var spændende øjeblikke. Ikke alene den dramatik, der lå i at skulle modtage våben som en hilsen fra den frie verden, men også hele det livsensalvorlige moment, om tyskerne skulle ane, hvad der skete og komme uanmeldt. Der var vel mellem 35 og 50 mand samlet, og på forhånd var den enkelte jo aldeles ukendt med, hvem han ville komme til at møde, og mange udbrud som ”er du her” lød mellem de mødte, men ellers passede hver sit job og spurgte ikke om navne på nogen af de andre. Pladsen ved Holstenshus ligger ganske vist en del afsides, men alligevel holdt vagten 8 mennesker op samt en hestevogn. Personernes navne blev noteret, og man appellerede i en lille tale til velvilje i form af ”tæthed”.

Men ellers forløb det programmæssig, trods den bløde jord blev alt godset læsset på biler og kørt væk. Det var reglen, at det modtagne skulle køres mindst 10 km væk fra modtagepladsen. Det kunne jo ikke skjules, at en sådan plads havde været brugt til noget ekstraordinært med al den trampen og kørsel på nypløjet jord, og så var det bedst, at de modtagne våben var så langt borte som mulig.

Den samme plads blev heller ikke brugt hver gang. For eks. var der averteret modtagepladser for faaborgholdet foruden ved Holstenshus også ved Brændegaards sø og ved Steensgaard og måske flere steder. For eks. hed pladsen ved Brændegaards sø ”Thorkild” nytårsaften 1944/45. Der var omkring denne modtagelse en del forvirring. Omkring midten af december 1944 havde den danske modstandsbevægelse insisteret på, at der den 24., 25., 26. og 31. december ikke skulle finde våbennedkastning sted af hensyn til modtageholdenes sikkerhed. Tanken var jo, at hvis folk, som sådan en aften måske sad i et hyggeligt familieselskab, pludselig enten ved en telefonopringning eller efter at have hørt radioavisen, måtte forlade selskabet, ville dette let kunne vække mistanke om et eller andet, og i særdeleshed var der nytårsaften livlig trafik på vejene, så det kunne volde vanskeligheder, at få det nedkastede transporteret bort ubemærket.

Fynsledelsen havde derfor adviseret alle grupper på Fyn om beslutningen og meddelt, at England var indforstået hermed, og skulle der alligevel fra Englands side blive meddelt kendingsord, skulle et par mænd møde ved nævnte modtagested og signalisere maskinen tilbage til England.

Alle modtagehold på Fyn var derfor indstillet på, at der ikke blev modtagelse før efter nytår, og så pludselig nytårsaften annoncerede B.B.C. 4 pladser her på Fyn. En ved Rugaard, en ved Nordskov, en ved Østerballe og så en ved Brændegaards sø. Den sidste var under faaborgholdet. Ved de tre førstnævnte mødte der personer, som signaliserede maskinerne hjem igen. Ved Brændegaards sø forløb det lidt anderledes. Der var en dansk officer og faldskærmsmand, dav. premierløjtnant E.H. Jensen, der efter endt uddannelse i England var bleven sendt til Fyn, og han skulle i tilfælde af modtagelse ved Brændegaards sø tage dertil og betjene eurekaen på pladsen. Da han hørte annonceringen af pladsen satte han sig i forbindelse med fynsledelsen, men denne fastholder den en gang tagne beslutning, at maskinen skulle signaliseres tilbage. Trods dette tog E.H. Jensen alligevel til Faaborg og fik samlet folk sammen. Det vakte en del forstyrrelse, men selv om telefoncentralerne i hvert fald på landet var lukkede hele nytårsnat, så forstod centralbestyrerne jo godt, at det var ”livsvigtige” samtaler, og de fik lov at gå igennem. Der blev også samlet mandskab nok, og maskinen gik fint ind over pladsen og kastede, og det forløb planmæssigt, men ved faldet gik den ene container i stykker, og det var uheldigvis en med indhold af ammunition, og patronerne lå spredte ud over jorden. Nu er det jo ikke nemt at gå og samle patroner op i mørke, og mændene blev derfor kommanderet ned på knæ og kravlende side ved side, måtte de så se at finde så mange som mulig. De fleste fandt de da også, og næste dag blev der så sendt en mand ud med en botaniseringskasse for at finde ”sjældne” planter på pladsen.

Fra fynsledelsens side gik man ud fra, at alle fire maskiner var blevet signaliseret hjem igen, og dette meddeler de til England ved telegram af 1. januar, og stor var forbløffelsen derfor, da de den 2. januar, inden de endnu havde modtaget indberetning fra faaborgholdet om modtagelsen, fra England modtager telegram: ”glad – godt vejr satte os i stand til at sende ladning og pistolpakke thorkild sidste nat ……. piloten rapporterer fortræffelig modtagelse thorkild enogtredivte december stop …. eureka arbejder udmærket stop….

Det blev efter krigen opklaret, at misforståelsen nytårsaften skyldtes en kontorfejl i London. Telegrammet, der afblæste operationer i helligdagene, var ikke blevet ekspederet, som det skulle.

Der fandt senere flere modtagelser sted (Stensgaard, Rødkilde, måske flere), og disse skete uden nævneværdige forhindringer.

Nu bagefter er man vel tilbøjelig til at se hele modstandsbevægelsen specielt våbennedkastning og modtagelse fra den dramatiske – den spændende side, hvor arbejdet var med livet som indsats, men uanset alle dramatiske episoder og al spænding, så var det det sure slid, de kolde, triste ventetider om natten, og den besværlige og krævende tilrettelægning, der ar arbejdets grundvold.

De fleste af dem, der var tilsluttet modtagerholdene, var jo ganske almindelige mennesker, der skulle passe deres job om dagen, og så havde de deres lyssky arbejde om natten, og selv om det nok for mange kunne være en tilfredsstillelse af indre trang for fædrelandets skyld at være med til at modtage våben og sprængstoffer til brug mod undertrykkerne, så kunne disse ventetider i kulde og blæst nok være lidt skår i glæden over forhåbningerne. Der måtte jo ikke tales højlydt sammen, al lys og tobaksrygning var bandlyst, det kunne næsten være det værste for mange, og enkelte snød sig også ned i en grøft og en trøje over hoved og overkrop og så næsen ned i grøften og et par drag af den eventyrlige cigaret. Men der skulle varsomhed til, og somme tider kunne mændene stå der den meste nat og så hen på morgenstunden gå hjem, uden at den ventede maskine havde vist sig. Det var som Jørgen Hæstrup slutter sin beretning: Modstandskampen var ikke romantik, men realistisk hverdag.

Nå – tiden går, vi aner, at afslutningen ikke kan være så forfærdelig langt borte. Vi er nået til midten af februar. Så natten mellem 17. og 18. februar 1945 kom der en stor rutebil kørende gennem Horne by efter Bøjden. Lidt uden for Horne by mødte de en ung mand, chaufføren spurgte denne unge mand om vej til sognerådsformand Gunni Rud. Den unge mand fortalte dem, at de skulle længere mod Bøjden, så gik der en vej ned til hans gård. Tyskerne kørte videre, men de kørte for langt og kom helt ud til købmand Dahl, der gjorde de holdt og spurgte købmand Dahl om vej. Han fortalte dem, at de var kørt for langt og anviste dem, hvor Rud boede. De vendte så bilen og begyndte tilbagekørslen. Så snart Dahl så bilen vende og køre tilbage, ringede han øjeblikkelig til Rud og fortalte, at tyskerne var på vej efter ham. Da Rud fik denne telefonopringning, greb han sit tøj og for ud af gården og ud over markerne. Her lå han bag et hegn og så, at tyskerne kørte ned til gården.

Nu var det så heldigt, at de på gården den nat havde en ung lærerinde indkvarteret i deres gæsteværelse, og så snart Rud havde forladt gården, fik fru Rud denne lærerinde ind i soveværelset og anbragt i Ruds seng, hvilket var meget fornuftigt, eller ville tyskerne sikkert have anet uråd, om Ruds seng havde været varm og i uorden, da de kom.

Da tyskerne nåede gården og var kommet ind, forespurgte de fru Rud om, hvor Gunni Rud var, og hun sagde, at han formentlig var på kommunekontoret, da han ikke var kommet hjem endnu. Efter lidt nærmere afhøring og undersøgelse kørte de tilbage til Horne.

Så snart Rud fra sit skjul på marken så lysskæret fra bilen forsvinde efter Horne, løb han over til naboen kommunekasserer Jens Holm, for at forskellige aftaler med ham kunne træffes, da han var klar over, at nu var det nødvendigt for ham at ”gå under jorden”. Han fik også Jens Holm vækket og kom ind, og de to stod i mørke i bryggerset og talte sammen. Så åbnede Jens Holms kone døren fra soveværelset og sagde ganske sagte, at nu stod tyskerne udenfor. Jens Holms ejendom var en landbrugsejendom, hvor stuehuset var sammenbygget med ladebygningerne, og da Rud kendte bygningerne ret godt, tog han flugten gennem stalden og ned i en med stalden sammenbygget roekælder. Det ville nemlig være farligt at prøve på at forlade ejendommen, for tyskerne brugte af erfaring den trafik, at næsten før bilen holdt, sprang en del af gestapoerne ud og omringede ejendommen for at forhindre flugtforsøg.

Jens Holm gik så ind i soveværelset igen selvfølgelig uden at tænde lys. Tyskerne stod da uden for vinduerne og lyste med stærke lommelygter og krævede i den tyske værnemagts navn, at der skulle lukkes op. Jens Holm reagerede ikke straks, han ville give Rud bedre chancer for at skjule sig, men til sidst måtte han tænde lys og lukke op. Gestapo spurgte først efter Gunni Rud, hvortil Jens Holm svarede, at ham havde han ikke set, efter at de om aftenen havde forladt kommunekontoret, hvorfra Jens Holm tog hjem, hvorimod Rud skulle på posthuset med forskellige forsendelser. Dette kunne for så vidt godt falde sammen med fru Ruds udtalelser, at Rud ikke var kommet hjem fra kontoret.

Så begyndte gestapo at forhøre Jens Holm om, hvor han gemte våben og andre illegale ting, men dette hævdede han, at han ikke var i besiddelse af. Efter at have kigget lidt omkring i stuerne og efter forskellige spørgsmål forlangte de, at Jens Holm skulle vise vej til smed Nielsen i Bjerne. Til Jens Holms hustru sagde de, at han ville komme tilbage igen, og så kørte de mod Bjerne.

Smed Nielsen, Bjerne, var heldigvis ikke hjemme, og efter en kortere afhøring af hans hustru og undersøgelse i hjemmet kørtes til kommunekontoret.

Da tyskerne kørte fra Gunni Ruds gård, kørte de op til kommunekontoret, her fik de vækket pedellen, som boede oven på kontoret, og efter at have set lidt på lokalerne, forlangte de at få lov at se ind i boksen, hvortil pedellen svarede, at det var kun formanden Gunni Rud og kommunekassereren Jens Holm, der havde nøgle til boksdøren. Herefter forlangte de, at pedellen skulle vise vej til kommunekassereren. Ved bortkørslen efterlod de nogle gestapo som vagt over nogle tilfældige opsnappede personer.

Da vognen var ankommet til kommunekontoret fra Bjerne, blev Jens Holm beordret ind på kontoret. Det første han så, var et par officerer, der stod med et legitimationskort i hånden, og Jens Holm forstod, at de talte om dette, og han var bange for, at tyskerne måske havde opsnappet et eller andet af de falske legitimationskort, der havde været udstedt på kontoret, men det viste sig heldigvis, at dette ikke var tilfældet. Tyskerne forlangte så, at Jens holm skulle åbne boksdøren ind til arkivet, og dette undersøgtes en del, uden at de dog fandt noget, hvorpå de kunne slå ned. Det, der interesserede dem mest, var en duplikator, men Jens Holm forklarede, at en sådan var der ofte brug for på et sådant kontor, og tilsyneladende slog de sig til tåls med den forklaring.

At deres undersøgelser ikke var så gennemgribende effektive fremgår af, at der i sognerådets mødelokale står et par rytterstatuer anbragt på et par skabe, og i det ene af disse skabe er der foroven anbragt et halvt hemmeligt rum, hvor en lem på et par hængsler er til at lukke ned, så man kan anbringe en del på denne skuffelignende lem og så lukke den op, og et par fjedre holder den så på plads. Hvis man bøjer sig ned og kigger ind i skabet, er lemmen let at se. I denne skuffe lå der en masse illegale skrifter m.m., men det havde undgået gestapos opmærksomhed, endskønt de betragtede statuer og skabe interesseret.

Efter at have kigget endnu en del rundt i kontor og boks siger føreren, at Jens Holm hellere må tage med, de andre anholdte kunne tage hjem.

Jens Holm blev så taget med til tyskernes højborg på Fyn – Husmandsskolen ved Odense. Ankommet hertil blev han efter en kort afhøring indsat i en fangecelle.

Lad mig med det samme fortælle, hvorledes disse fangeceller og de daglige forhold var. Cellerne var opført i skolens tidligere spisesal i kælderen. De var ca. 4 meter lange og ca. 1 ¼ meter brede, ret højt til loftet og øverst oppe et lille vindue ca. ¼ m2. En dør ud til en gang. Døren var forsynet med en meget kraftig slå til at låse den med udvendig fra. I denne gang var der et lille aflukke med toilet og håndvask, og fra gangen var en aflåset dør ud til andre lokaliteter.

En celle var altså beregnet til en mand, men længe varede det ikke, før fangernes antal forøgedes, så der til tider har været op til 8 mand i en celle. Der var 6 celler. Når der var så mange fanger i en celle, så var det vilkårlig hvor mange tæpper, der blev smidt ind. Tæpperne var ikke indbydende at se på. Mange havde store blodpletter og andre uhumskheder stammende fra fanger, der havde været underkastet tortur. Fangerne fik lov til at komme på toilettet morgen, middag og aften. Mens en fange var på toilet, måtte en anden vaske sig og hele tiden stod fangevogteren og skældte ud over, at det varede så længe. Stød og knubs og sommetider slag haglede ned over fangerne, og man kunne ikke kalde det at vaske sig, ingen sæbe, ingen håndklæde at tørre sig på, ikke tid til at blive skyllet ordentlig af.

For at illustrere hvorledes situationen kunne udvikle sig i retning af svinsk behandling kan anføres, hvad fanger, der sad der, da de første horneboere ankom, kunne berette. Kort tid før havde fangerne fået nogen mad, som bevirkede, at de fik stærk diarré. Der var som nævnt kun disse tre tider på døgnet, hvor de fik lov at komme på toilet og slet ikke tale om natten, og følgen blev, at de alle sammen måtte forrette deres naturlige ”ærinde” på gulvet hen langs den ene side af cellen. Bælgravende mørkt var der jo, og når så 3-4-5 personer gang på gang må træde af på naturens vegne, er det umulig andet, end at svineriet og stanken breder sig over hele cellen. Næste morgen fik fangerne dog lov til, men kun lidet effektivt at vaske cellens gulv. Det skulle jo gå hurtigt, og stanken holdt sig i cellerne i flere dage. Effektiv udluftning kunne der jo heller ikke være tale om.

Om morgenen serveredes en kop sort kaffe med en humpel rugbrød med en anelse af marmelade på. Om middagen en suppe af temmelig ubestemmelig substans og om aftenen kaffe og rugbrød som om morgenen.

Nå – dette med maden var nu ikke det værste for fangerne, men den uvished overfor fremtiden, dette, at de vidste, at der ingen retssikkerhed var, at behandlingen af dem kunne blive både vilkårlig og brutal samtidig med de næsten umenneskelige forhold, der eksisterede, øvede en større åndelig belastning end det rent legemlige krav.

Tyskernes forhørsmetoder var opdelt i tre grader. Første grads forhør var et ganske almindeligt forhør, ja måske med en ganske enkel lussing. Anden grads forhør var under bevogtning af bevæbnet gestapo med bøssen skudklar, og der vankede prygl med stokke, gummiknipler eller lignende, samt stød og slag med knytnæve og sparken med benene. I et tredje grads forhør blev alle tænkelige og utænkelige midler taget i brug, ligesom fangerne ofte var påført håndjern tit samlet på ryggen.

Under de fleste forhør regnede det ned over fangerne med beskyldninger og trusler, de ville blive skudt, blive pryglet ihjel, blive sendt til tyskland i koncentrationslejr, aldrig få lov at se deres familie mere, og hvad tyskernes håndlangere – de danske tolke – nu kunne finde på, og så til sidst for at virke mest deprimerende sende sådan en fange måske med hænderne i håndjern på ryggen under puf og stød tilbage til en enecelle med højtidelige løfter om, at han nu skulle få lov at sulte og tørste, til han rådnede på stedet, og at han aldrig skulle få lov at se eller tale med nogen hverken familie eller andre.

Som før nævnt blev Jens Holm taget af tyskerne lørdag nat, men han kom ikke i forhør før tirsdag eftermiddag, og i begyndelsen var det kun i et rent orienterende forhør, men der gik ikke ret lang tid, før forhøret kom til at dreje sig om våbennedkastning. På dette felt vidste Jens Holm dog intet, og efter en del trusler blev han efter nogen tid sendt i enecelle med henstilling om, ”at komme i tanker om noget mere”. Lidt senere på aftenen kom han på ny i forhør, og da stadig ikke kunne oplyse noget om eller vedrørende våbennedkastning, gik forhøret ret hurtig over til et anden grads forhør. Efter forhørets slutning blev han sendt tilbage til enecellen med alle tænkelige trusler for fremtiden.

Vel nok begrundet på at tyskerne samme nat blev så stærkt optaget af Gelstedepisoden (det var dengang forstander for Gelsted ungdomshjem, Steffensen, blev skudt), så kom Jens Holm ikke i forhør igen de første dage.

Onsdag aften den 21. februar kom to mænd til Horne, de var begge midt i tyverne, havde ingen anden bagage med end en taske, som den mindste bar i en rem over skulderen. De forsøgte at få natlogi forskellige steder, men blev afvist. De kom også ind til købmand Johannes Bild, og der fremviste de politiskilte og fortalte, at de kom fra Gelsted og var politibetjente, og at der dagen før havde været en razzia i Gelsted, hvor gestapo havde skudt forstander Steffensen på Gelsted ungdomshjem og arresteret gæstgiveren på Gelsted Kro. De opholdt sig vistnok det meste af natten i snedker N.P. Larsens lysthus. Om morgenen søgte de hen på afholdscaféen. En fru hovmester Larsen, der boede over for købmand Bild, havde af fru Bild fået alt dette at vide, men fru Bild havde samtidig udtalt, at hun nærede nogen mistanke til de to fyre. Fru Larsen, der på anden måde havde vist initiativ og hjælpsomhed, tog tidlig om morgenen hen til tobakshandler Stoffer og fortalte det passerede. Hvis de to fyre var rigtige nok, skulle de hjælpes, og Stoffer ringede til maler H.P. Hansen, Korsvejen, Svanninge. Han kom op på formiddagen og satte sig i forbindelse med snedker Jørgensen og gdjr. Johs. Greve, disse mente dog, at det kunne være farligt at røre ved. Senere kom H.P. Hansen til at tænke på, at han kunne få overbetjent Gunnar Larsen fra Faaborg til at komme her, og på opfordring kom overbetjenten omgående. Han mente, at det var bedst at få hen på caféen og holde dem op og visitere dem, men så kom han i tanke om, at han kunne gå hen og købt en kop kaffe og se to fyre lidt an. Det var imidlertid blevet over middag, og maleren og Stoffer ventede i spænding. Efter at overbetjenten havde talt med de to herrer, var han kommet til det resultat, at de var dansksindede nok, og for at tale mere ugenert tager han dem med hen til Stoffer, hvor de og maleren kom ind i stuen. Stoffer opholdt sig på værkstedet. Maler H.P. Hansen kom en gang imellem ud til Stoffer og fortalte, at de to fremmede kunne legitimere sig ved at fortælle ting, som kun overbetjenten og ”Richard” alias Toftager Hansen, bylederen i Faaborg, vidste. De to herrer fortalte, at var kommet til Gelsted for at få en ordre hos kromanden, der fra skulle de tage til Horne og sætte sig i forbindelse med modstandsbevægelsen. Det drejede sig om nogle svenske våben, der skulle komme med skib til Faaborg havn, og derfra skulle bringes videre af en vognmand Harry Andersen. Grundet på gestapos arrestation af kromanden i Gelsted havde de dog ikke fået den endelige besked. Dette med de svenske våben var rigtig nok, men på hele Sydfyn var der kun overbetjenten og ”Richard”, der vidste det, og de havde fået ordren om at afvente nærmere. Alt tydede på, at det var disse to mænd, der skulle have bragt denne ordre. Under samtalen viste det sig, at de og overbetjenten havde flere fælles bekendte inden for politiet, og de havde hørt, at havde en læge her, vi skulle tage os i agt for. Aftalen blev, at de to herrer skulle blive på caféen til det blev mørkt, så skulle de blive hentet i bil til Faaborg.

Omkring kl. 18.30 blev der banket på bagdøren hos Stoffer. Han stod lige med en pakke illegale blade, som han havde fået af maler H.P. Hansen, og i en fart sætter Stoffer pakken ned ved siden af køkkenskabet. Det var den ene af de to mænd, der stod udenfor og spurgte om, hvorfor maleren ikke kom og hentede dem, som aftalen var. Stoffer kunne dertil kun svare, at det kendte han ikke noget til.

Cirka en snes minutter senere kom der en kortege tyske biler kørende og parkerede ved gadekæret Glasdam. Dette mærkede hverken Stoffer eller nogen andre, der boede lidt derfra noget til.

Så snart bilerne holdt, blev der posteret vagtposter i den nærmeste omkreds, hvorefter der blev banket på ved købmand Bild, og tyskerne brasede ind, den første, de traf, var kommisen, og da gestapo kommanderede ”hænderne op” troede han, at det var bluf, og at det var nogle ungdommelige spasmagere, der ville drive gæk med ham, men han blev snart belært om noget andet, for nu fik han på en brutal måde en maskinpistol stukket i siden, og nu blev han så forbløffet, så han ikke engang kunne række hænderne op, og først da Anna Bild siger til ham: ”så ræk dog hænderne op mand”, så endelig faldt tiøren, og han rakte hænderne op.

Fru Anna Bild, der er født i Sønderjylland, kunne perfekt tysk, men det vidste tyskerne ikke, og hun opfangede en bemærkning fra en af gestapo’erne, at ”fruen der skal vi passe godt på, for hun kender de hemmelige telefonnumre”. I det hele taget var tyskerne af den overbevisning, at Anna Bild var stærkt engageret i modstandsbevægelsen. Blandt andet spurgte de, om der fandtes våben i huset, og hvor disse var at finde. Anna Bild hævdede, at der var ingen våben, og at hun intet som helst kendskab havde vedrørende våbenbesiddelse. Gestapo foreholdt hende, at hun hellere måtte sige sandheden med det samme, for ellers tog de hende med til Odense, hvortil Anna Bild ganske nøgternt sagde, at ”det gør I jo alligevel, hvis det passer jer”.

Der kom adskillige kunder ind til købmand Bild for at handle, og alle, der kom, blev holdt op.

Det kunne være morsomt at tilføje, at tyskerne beordrede en fru Kirsten Madsen fra Bjerne til at spille frue i huset og gå ud og låse hoveddøren op, når der kom nogen, men hun var så nervøs, så hun ikke engang kunne dreje nøglen om, og hun blev ved med at spørge, om hun ikke kunne få lov til at gå hjem og give sit barn bryst (barnet var langt over et år). Til sidst fik hun lov at gå.

Blandt dem, der blev holdt op, var bl.a. lærer Sønnicksen og flere andre, og mente tyskerne, at der var mistænkelige personer på vejen, blev de beordret derind. Midt under aktionen kom smedesvend Svend Jensen, Horne, kørende i bil fra Nørreballe med landpost Henrik Larsen og hustru, Nørreballe, som passagerer, de skulle efter Faaborg. Da de drejede til venstre på korsvejen, blev bilen holdt an, men da Svend Jensen ikke reagerede hurtig nok, åbnede tyskerne ild, og flere kugler gik gennem karosseriet på bilen, en enkelt kun nogle få centimeter fra fru Larsens hoved. Så stoppede Svend Jensen bilen, og alle tre blev de beordret ind til købmand Bild. Der var efterhånden forsamlet adskillige, og alle måtte de stå med ansigtet ind mod væggen, og enhver samtale var forbudt. Efter at landpost Larsen havde gjort rede for, hvor han skulle have været hen, men udtalte at efter det nu passerede ønskede han at komme hjem, fik de lov at gå, og da fru Larsen var meget dårlig gående, kørte en tysker dem til deres hjem. For øvrigt meget humant.

Da klokken var cirka 20.45 forlangte gestapo, at Anna Bild skulle vise vej til, hvor Harry Andersen boede. Hun måtte tage plads i bilen, og de kørte ud ad landevejen mod Bøjden. Da de nåede Harry Andersens ejendom, så Anna Bild en lysstribe ved døren, men sagde ikke noget. En af gestapo siger så: ” Er det ikke her Harry Andersen bor?” Anna Bild svarede ikke, men bilen holdt, og gestapoerne sprang ud af den, næsten før den holdt og omringede huset, forinden lederen bankede på døren. Anna Bild måtte også stå ud af bilen og stod under bevogtning og så på og iagttog, hvad der skete. Harry Andersens hustru Ellen fandt de med det samme, og nogen tid efter fandt de Harry ude bag huset. På gestapos spørgsmål, hvad han lavede der, svarede han, at han havde været på lokum. Da Harry så Anna Bild, så han på hende, som om han ville sige: ”Er det dig, der har stukket mig?”, men Anna Bild rystede på hovedet, hvilket Harry Andersen accepterede. Harry frøs, da han kom ud, og Anna Bild lagde en trøje over skulderen på ham, men skønt Ib Birkedal skældte grusomt ud på tysk, rørte det overhovedet ikke Harry Andersen.

Som eksempel på at ikke alle indenfor det tyske sikkerhedspoliti var forbryderspirer, og at nogle dog var i besiddelse af medmenneskelige følelser, kan lige nævnes en episode. Der var jo stor forskel på det tyske sikkerhedspoliti eller værnemagten og så på gestapo. De fleste medlemmer af den tyske værnemagt var tyskere, der var udskrevne til militærtjeneste, men som ikke egnede sig til krigsmæssige operationer, og derfor blev brugt i de forskellige besatte lande, og mange af dem var oprigtig kede af hele tilværelsen, som den formede sig. De fleste tyske gestapo var SS-folk, og både blandt dem og blandt de danske gestapo, som kunne være de mest sataniske, var der mange, der havde en blakket fortid, og de fleste af dem regnede overhovedet ikke et menneskeliv for noget. Man var tilbøjelig til at regne dem alle for gestapo, fordi de gik sammen, og for udenforstående ikke nemme at skille fra hinanden, men der var stor forskel på deres mentalitet.

Blandt dem, der var med ved Harry Andersen, var der en, vistnok dansker, der gik og luskede rundt omkring for sig selv, og Anna Bild så godt, at han engang imellem stak nogle smykker til sig. En af de andre tyskere må have fundet hans færd lidt mistænkelig, for han siger til ham på tysk: ”hvad er det, du går og lusker rundt efter, kan du ikke opføre dig ordentlig. Det er galt nok, at vi skal være her”. De tog sig jo ikke i agt for, at Anna Bild forstod hvert ord.

Harry Andersen havde en gasgeneratordreven bil stående i sin garage, og den forlangte tyskerne, at han skulle starte, men Harry, der var en hård negl, nægtede på det bestemteste at parere ordre. Senere nåede tyskerne dog at få vognen startet, og den og Harry og hans hustru Ellen og Anna Bild måtte så med tilbage til købmand Bild. Efter at de var komne tilbage, blev Harry ført ind i Bilds privatlejlighed til nogen afhøring. I sin baglomme havde Harry sin tegnebog med temmelig mange penge i, og den ville han nødig have, at tyskerne skulle få fingre i, og under foregivende af, at han ville rette lidt ved sin påklædning, lykkedes det ham at få tegnebogen listet op af lommen og stoppet ned bag brændekassen i køkkenet, og der fandt kommisen den næste dag.

Omtrent samtidig med at dette foregik omkring eller i købmand Bilds ejendom, kom snedker Chr. Jørgensen over til Stoffer for at høre, hvordan det gik med de to fremmede mænd. Klokken var da omkring 19. Ingen af dem anede noget om det, der foregik kun nogle få meter fra dem. Stoffer fortalte, hvad han vidste og sagde, at han ville hen på centralen og ringe til Hans Peder Hansen, og så gik de begge, låsede fordøren og tog nøglen med. Snedkeren ventede udenfor, mens Stoffer gik ind og ringede til H.P. Hansen. Han fortalte, at han havde haft forbindelse med ”Richard”, og det så ud til, at de to mænd var rigtige nok, og de stod lige og ville op efter dem.

Da Stoffer kom ud fra centralen til snedkeren, ser de, at der henne på Stoffers trappesten står fire mænd. Da var det, som om de anede, at der var noget galt. Stoffer og snedkeren forsøgte så at komme mellem et par huse på den anden side landevejen, men der var låset. Så slentrede de hen imod korsvejen, og de fire mænd kom hen imod dem. Nu fik de vished for deres anelser, for ved bryggeriet stod en soldat i uniform og sigtede efter købmand Bilds privatindgang, og i lyset fra den oplukkede gangdør så de flere mænd med maskinpistoler i skudstilling. Ved Glasdam stod der flere biler, og instinktmæssig drejede Stoffer og snedkeren ind ad mejerivejen. De to, der var fulgt efter dem, var på det tidspunkt lige bag dem, og pludselig lød der raslen af en maskinpistol, hvor der toges ladegreb og en skarp ordre: ”Hænderne op, det er det tyske sikkerhedspoliti, der bliver skudt ved mindste bevægelse – fortsæt”. Snedkeren og Stoffer fortsatte. Det næste, der blev sagt nærmest henvendt til snedkeren var: ”Vis os hvor cigarhandleren bor?”. Snedkeren svarede meget roligt, at han var ikke ret godt kendt på denne vej. Da de nåede Stoffers havelåge, gik de forbi, men kun tre – fire skridt, så lød det: ”Holdt, det er her, march op ad havegangen”. Da de nåede Stoffers bagdør, gav den ene af mændene Stoffer håndjern på, mens den anden buldrede på døren og forlangte den lukket op. Stoffers kone kom så og lukkede op og ser til sin forskrækkelse snedkeren stå med hænderne i vejret og Stoffer i en underlig stilling med sine på ryggen og de to fremmede, som hun genkendte som dem, der havde været der om eftermiddagen og disse med skudklare maskinpistoler. Den ene spurgte i en bøs tone: ”Er cigarhandleren hjemme?” Stoffers kone – Rigmor – svarede, at han var gået for lidt siden. Snedkeren og Stoffer blev så beordret ind i stuen, og de to fremmede spurgte stadig efter cigarhandleren, og pludselig peger den ene på Stoffer og siger:” De er jo cigarhandleren”. Stoffer, der nu var klar over, at det ikke kunne nytte at nægte, svarede:” Ja, det er mig”. Tyskerne havde dirket gadedøren op, og pludselig vrimlede det med gestapofolk i stuerne, og huset blev gennemset fra kælder til kvist. Blandt gestapoerne var selv Birkedal-Hansen, og han spurgte flere gange, om der var våben i huset, og hvor de gemte dem. Gamle Martine Madsen, som boede lige ved siden af, kom som sædvanlig med avisen, og trods hendes protester blev hun sat ind til snedkeren og Stoffer. Johannes Greve, der tidligere på dagen havde hørt om de to betjente, kom intetanende ind ad bagdøren, han blev sat ind til de andre. På spørgsmålet om, hvad han skulle, svarede han, at han ville købe cigaretter. Snedkerens søn, Peder, kom også og blev også beordret ind til de andre. Så kom Birkedal-Hansen endnu en gang og spurgte arrigt, om de ikke havde våben i huset. Da Stoffer svarede benægtende, holdt han en ældre 9 mm salonbøsse, som de havde fundet på et loftsværelse, frem og sagde: ” Hvad kalder de da dette?”. ” Å – det gamle lig”, svarede Stoffer ironisk, hvilket indbragte ham et dundrende: ” Hold kæft!” Bøssen satte han ved siden af komfuret, og der stod den, da Rigmor kom hjem fra fangenskabet i Albanigade. Pakken med illegale skrifter, som stod ved køkkenskabet, så tyskerne ikke. Da tyskerne havde rumsteret i huset i ca. tre timer, gav de ordre til Stoffer, snedkeren og Johannes Greve om at tage med. Snedkeren, der var gået derover uden at tage overtøj på og med træsko, fik Stoffers stortrøje og hans gummistøvler på, og så blev de tre lænket sammen med håndjernene. De, der blev tilbage i huset, fik påbud om ikke at forlade det den første time. De tre sammenlænkede blev sat ind på bageste sæde i en bil, der holdt henne ved korsvejen, på sædet foran sad Rigmor, altså Stoffers hustru. Så var der en gestapo, der holdt vagt. Fangerne måtte ikke tale sammen.

Lige efter at Stoffer havde talt med maler H.P. Hansen i telefonen, var maleren blevet ringet op af cykelhandler Alfred Ladefoged, Odensevej, og han fortalte maleren, at der lige var kørt benzindrevne biler forbi på vej efter Horne. Maleren satte sig med det samme på sin cykel og kørte efter Horne for at prøve, om han kunne nå at advare nogen. Han slap også gennem tyskernes afspærring og nåede mejerivejen, men opdagede så, at han var kommet for sendt, og han slap på ny gennem tyskernes afspærring og hjem igen, fik advaret nogle mennesker og drog så med hustru og barn og sine gamle forældre bort fra hjemmet, som han ikke så mere, idet tyskerne kort tid efter sprang det i luften. At tyskerne havde opdaget, at han havde været i Horne, synes at fremgå af, at Anna Bild hørte en udtalelse fra en af tyskerne, at ham – maleren – skulle have haft en kugle.

Efter at de tyskere, der havde været hos Harry Andersen, var kommet tilbage med de tre personer og Harrys lastvogn, fik de tre sammenlænkede personer – Stoffer, snedkeren og Johannes Greve – ordre til at kravle op på ladet af Harrys bil. Det var meget besværligt for tre sammenlænkede personer at kravle derop, og det fremkaldte adskillige smertensudbrud fra dem. Købmand Bild blev også beordret derop. Der var en del generatorbrænde på bilen, og de fire fanger lagde sig til rette, så godt som det efter omstændighederne lod sig gøre, heldigvis var der en gammel presenning, som de fik trukket lidt hen over sig, men behagelig var det ikke, i særdeleshed for de tre sammenlænkede. En gestapo var som vagtpost placeret i det ene hjørne af ladet med skarpladt maskinpistol. I sin pengepung havde Johannes Greve en seddel med en del telefonnumre, som han i en given situation skulle ringe til, og denne seddel ville han gerne have ud af verden, men da han var sammenlænket med de andre, var det noget af et kunststykke at få pungen op af lommen og sedlen ud og revet nogenlunde i stykker, der gik sikkert også et par pengesedler med i købet.

Så var transporten efter Odense begyndt, men tyskerne kunne ikke rigtig klare generatorbilen, og så forlangte de, at Svend Jensen skal køre den, han kørte sin egen bil og som passagerer havde han Anna Bild, Stoffers hustru Rigmor og Harrys hustru Ellen samt en tysker som vagtpost. Han hævdede imidlertid, at han ikke kunne køre en generatorbil. Så skulle lastbilen bindes efter Svend Jensens bil, som Svend kørte, men hver gang bilen skulle til at trække, så satte Svend Jensen fart på, og hver gang sprang rebet.

Efter mange besværligheder nåede de omsider Husmandsskolen, hvor de fire mandlige fanger blev anvist plads i en celle, hvor der i forvejen var et par fanger, mens en anden celle blev rømmet for at give plads for de tre kvindelige fanger. Det var for resten den celle, hvor Jens Holm havde siddet i enecelle, og han og de tre kvinder mødtes på gangen, men det var et trist møde, ingen turde sige noget kun trøstesløse blikke.

Tilbage i Horne var Harry Andersen. Formentlig for at trække tiden lidt ud, så andre kunne få lejlighed til at forsvinde, så fortalte han, at der var et våbenlager et sted i Damsboskoven. Han blev så ført dertil og gik og støjede rundt, men kunne stadig ikke ”finde stedet”, hvor våbnene skulle være. Til sidste gik det op for tyskerne, at han holdt dem for nar, og Harry blev truet med alt mulig, samtidig med at han fik slag og stød. Til sidste blev han stillet op mod et træ og fik at vide, at nu talte de til ti, og hvis han ikke inden den tid havde anvist, hvor våbnene var, så ville han blive skudt, og i nogle skridts afstand var opstillet gestapo med maskinpistolerne skudklare, men Harry lod sig ikke anfægte ”skyd I bare”, sagde han, ” men I tør jo ikke I lorte”.

Nå – følgen blev jo også, at de kørte til Odense ud til Husmandsskolen med ham med uforrettet sag.

Næste dag blev der travlt med afhøring, særlig af Johs. Greve, snedkeren, Stoffer og Harry. Det var jo forhør af anden og tredje grads karakter, så man forstår, at det var ikke hyggeligt, når en af de afhørte kom tilbage til cellen i sådan en forfatning, så kunne det nok virke deprimerende særlig på dem, der ventede på at komme i forhør. Gestapo havde fået den opfattelse, at Stoffer var identisk med ”Richard” (Toftager Hansen), og da han havde været i forhør og underkastet tortur, så fik han ikke lov til at komme tilbage til cellen til de andre, men blev sat ind i en celle ved siden af, hvor der på døren stod: Enecelle – ingen forplejning! Her i denne celle sad kromanden fra Gelsted, mere død end levende. Han var blevet taget om tirsdagen ved razziaer i Gelsted og havde i de tre dage hverken fået vådt eller tørt, hans hænder var sammenlænket på ryggen med håndjern af en sådan type, så de ved en vis bevægelse automatisk strammede sig fastere om håndleddene og med deres skarpe kanter skar sig ind i kødet. Der var næsten ikke et sted på hele hans krop, uden at der var spor af slag og vold. Han fortalte senere, at en gang bar de sig rigtig raffineret ad, han blev med hænderne sammenlænket på ryggen anbragt på en stol, så gav de ham en gasmaske på, og en tysker stod op på hans sammenlænkede hænder, og med en stok pryglede han løs på kromandens bryst, og hvor han ellers kunne ramme, lige til knapperne sprang af hans stortrøje. Om natten talte han i vildelse, og Stoffer troede i det hele taget ikke, at han ville overleve den medfart, han havde været udsat for, men han klarede sig alligevel og kom senere med til Frøslev.

Efterhånden var cellerne blevet helt overfyldte, helt op til 8 fanger i en celle, og ud på aftenen blev en del kaldt ud på gangen foran cellerne og derefter ført op i gården til ventende biler og anvist plads i dem. Hvorhen de skulle, vidste ingen, men der gisnedes på Albanigades arresthus. Det viste sig også at være rigtigt. De horneboere, der var med denne transport var: Jens Holm, de tre fruer Anna Bild, Rigmor Hansen og Ellen Andersen samt Johannes Bild og Svend Jensen.

Ankommet hertil blev Jens Holm på ny sat i enecelle efter medbragt ordre fra Doose, den kommanderende på Husmandsskolen. (Tyskerne må have fået en helt forkert opfattelse af Jens Holms betydning inden for modstandsbevægelsen).

På Albanigades arresthus havde tyskerne beslaglagt en del celler på øverste etage, men sikken forskel fra Husmandsskolens celler, her var de cirka 3 gange 4 meter. I den ene ende døren, man kom ind ad, med et kighul i med en skodde udvendig, der kunne skydes fra, når vagten ville kigge ind i cellen. I den anden ende af cellen var der et ret stort vindue højt oppe under loftet. Lige indenfor fordøren var til ene side et skab til garderoben og et mindre hængeskab til spisebestik og mad. Ved den anden side lige inden for døren var et toilet (træk og slip) og en vaskekumme og vandhane. På den ene langside var en briks fastgjort i væggen med et par hængsler, så den var til at slå op om dagen, og på den anden langside var der i stols højde indmuret et par planker beregnet til at sidde på, og imellem disse to var indmuret en bredere planke i bordhøjde beregnet til bord.

Til hver fange blev udleveret kniv, gaffel og ske samt en bliktallerken og en drikke skål, som de så skulle opbevare i skabet og selv renholde. Om morgenen blev udleveret smør, brød, ost og pølse til en dags forbrug samt en skål kaffe, og så kunne fangerne spise, som de ville, og når de ville. Om middagen blev serveret to retter mad, og om aftenen kunne de så spise, når det passede dem.

Ligeledes udleveredes der til hver fange lagner – rene og nyvaskede, og hver tre tæpper. Det var næsten hyggeligt, når man lige kom fra Husmandsskolens uhumske lokaler, men det var også, så vidt jeg ved, det danske fængselsvæsens inventar, der blev brugt, og det var også det danske fængselsvæsen, der forestod bespisningen, men der var stadig usikkerheden, uvisheden, man havde ikke fået nogen dom, man vidste overhovedet intet og så ensomhedsfølelsen, det hjalp jo noget efterhånden som flere af de kendte horneboere kom til at bebo samme celle men bare dette, at man kunne blive vasket rene, at kunne få tid til at barbere sig, at kunne bruge toilettet efter behov øvede et vist legemligt velvære.

Nå – dette var et lille sidespring. Det var altså natten mellem fredag og lørdag, de første fra Horne overførtes til Albanigades arresthus. Tilbage var tre – fire stykker, som tyskerne ønskede at arbejde videre med. Om lørdagen foretog gestapo så en ny razzia til Horne.

Først blev snedkeren hentet op fra cellen, og med ham kørtes der over Assens omegn, hvor der blev gjort holdt et stykke tid, hvorefter der kørtes videre mod Horne. Ved Hvedholm punkterede bilen, og da tyskerne ikke var ret godt bevandrede i det danske sprog, måske også af andre grunde (de ville være anonyme), krævede de, at snedkeren skulle ringe op til kommunekontoret i Horne, som i mellemtiden, mens den bil, hvori snedkeren befandt sig, havde været over Assens, var blevet besat af tyskere fra en senere fra Odense udsendt bil. Forinden snedkeren ringede op, tog han røret af, og så var det umulig at få forbindelse. (Tyskerne må åbenbart ikke have kendt fremgangsmåden ved opringning, ellers ville de have opdaget, at snedkeren tog røret af, før han ringede). Men de står på vejen, kommer kabelmesteren fra Faaborg elværk kørende, og tyskerne holder ham an og forlanger, at han skal køre op til kommunekontoret efter assistance. Snedkeren når lige at hviske til ham, at han skal advare Sønderhjørne, men kabelmesteren svarer, at det er for sent. Det er sket.

Efter at tyskerne har fået bilen gjort køreklar igen, forlanger tyskerne, at snedkeren skal vise vej til arbejdsmand Aage Jensen Kjøller. Ankommet hertil fandt de Aage Kjøller i sengen, han var ikke rask, men der hjalp ingen kære mor, han måtte klæde sig på og tage med. Derefter gik turen til smeden i Bjerne, men heller ikke denne gang var smeden hjemme, og for dog ikke at tage tomhændet derfra, tog de hans svend Ernst Jensen med. Så gik turen ud til smedemester Johannes Hørkild Nielsen, Bjerne mk. (kaldet Jossi), han var hjemme og måtte tage med, og endelig tog de til Dyreborg, hvor de forlangte, at snedkeren skulle vise dem, hvor fabrikant Lorentzen boede, men snedkeren erklærede, at han ikke var ret godt kendt her og kunne ikke finde hans bopæl. De kom ind i nogle forkerte huse til at begynde med, og da de endelig fandt det, var han der ikke. Under al denne søgen fra hus til hus opdager også fisker Peder Christensen, der bor et lille stykke derfra, at der er tyskere i farvandet, og han aner uråd og benytter lejligheden til at forsvinde, og da tyskerne lidt senere kommer til hans hjem for at anholde ham, er han over alle bjerge. Så går turen mod Hvedholm, der skulle bo en Charles Christiansen i et hus ved alleen til Hvedholm, og ham skulle de også gerne have fat i, men da de kom dertil, var han heller ikke hjemme. Lige kort efter, at de var kørt derfra, mødte de Charles Christiansen, han kom kørende med et læs brænde, men der var ingen, der kendte ham, og ingen fortalte, at det var ham, de mødte.

Den anden bil, der gik fra Husmandsskolen efter Horne medbragte Johannes Greve. Den kørte direkte til Sønderhjørne, hvor Jens Jacobsen og hans søn Johannes måtte vedgå, at de havde illegale våbenlagre. Efter at våbenlageret var konfiskeret, blev også disse to taget med, og der kørtes op til kommunekontoret, hvor den tredje bil medbringende Harry Andersen i mellemtiden var ankommet, og kommunekontoret besat af tyskere. Herfra kørte den anden bil med Johannes Greve efter Nørreballe for at anholde landpost Søren Glasdam, som også havde et våbenlager. Det var uheldigt, for Søren Glasdam, som ellers var på sin postrute, havde den dag glemt sit legitimationskort hjemme, og han var lige taget hjem for at hente det, og i samme øjeblik ankom tyskerne, så var han leveret og måtte tage med. Derfra kørtes til Østrupgaard for at anholde nogen der og senere tilbage til Odense. På kommunekontoret bemægtigede tyskerne sig skrivemaskine og duplikator, men lavede ellers ikke noget hærværk. På pladsen udenfor skolen blev Harry, der havde hænderne lænket med håndjern på ryggen, under en afhøring flere gange slået i jorden af en dansk gestapo.

Der var nu taget i alt 16 beboere fra Horne, deraf var de tre kvinder.

Tid efter anden var alle fra Horne, blevet overført til Albanigade, og de tre kvinder samt Johannes Bild og Svend Jensen var blevet frigivet og var rejst hjem. Det var ikke så trist mere, eftersom at der i hver celle var kommet flere bekendte her hjemme fra. Fangevogterne, der var tyske militærpersoner, var nærmest meget flinke og menneskelige, noget helt andet end gestapo på Husmandsskolen. Her var jo heller ingen afhøringer. De fanger, der havde penge, kunne købe næsten alt, lige fra aviser og dagblade til spillekort og om søndagen lagkage, ja selv smør både med mærker og uden mærker, men uden mærker var det dyrt. Aviserne måtte ikke være på cellerne, og når der var gået et stykke tid, efter at fangevogteren havde solgt en i en celle, kom han igen og hentede den igen, og så solgte han den videre i en anden celle. Det var en god forretning, og det var nok også derfor, fangevogteren var så villig til at sælge, og fanger fik lov til at købe.

Allerede den 26. februar kom der atter en tyskerbil til Sønderhjørne. Jens Jacobsens hustru, Marie, var ude bag gården, da en tjenestepige kom farende derud og siger:” At nu er tyskerne her igen, du må ikke komme ind”, men Marie Jacobsen, der var bange for, at hvis hun ikke gik ind, så tog de måske hendes ukonfirmerede søn med, gik så ind til tyskerne, som holdt i gården, så snart tyskerne så hende, siger de:” Nu har De ti minutter til at redde, hvad De kan af Deres ejendele, om ti minutter sprænger vi gården i luften”. Folkene gik straks i gang med at få alle kreaturerne ud af staldene, selv tyskerne hjalp til, når det ikke kunne gå raskt nok, nogle af kalvene var bundet med reb, og tyskerne tog en kniv og skar rebene over, selv hønsene blev drevet ud på marken. Marie Jacobsen og pigen slæbte ud af stuehuset, hvad de kunne nå. Først og fremmest penge og værdipapirer samt sengetøj og hvad der ellers på så kort tid, kunne nås. Man forstår hvilket nervepres, der i et sådant øjeblik har ligget på de mennesker, det gik ud over, særlig fru Jacobsen. To dage før havde tyskerne taget hendes mand og hendes ældste søn, og hun vidste ikke, om hun nogensinde ville få dem at se igen, og nu stod tyskerne på ny over for hende og gav hende kun en frist på ti minutter til at samle af hele deres store ejendele, det hun helst ville bevare. Hun vidste jo ikke, hvor meget sprængningen ville ødelægge, eller om der ville gå ild i ruinerne bagefter og ødelægge de rester, hun ikke nåede at få reddet ud. Tyskerne anbragte så sprængladning i stuehuset, beordrede alle mennesker bort og sprængte stuehuset i luften. Der gik heldigvis ikke ild i ruinerne i stærkere grad, end at de nåede at få det slukket med det samme, og ladebygningerne forblev uskadte, så kreaturerne kunne komme på stald straks igen.

Efter denne aktion kørtes til Horne til vognmand Harry Andersens ejendom, hvor det samme gentog sig, derefter til maler H.P. Hansens ejendom ved Faaborg – Assens korsvejen, som også sprængtes i luften. I alt var der 8 ejendomme her på Sydfyn, der den dag blev sprængt i luften, nemlig foruden de førnævnte tre, så var der en garage i Svanninge tilhørende fabrikant Brønner, tapetfabrikken Fiona i Faaborg, et beboelseshus tilhørende forvalter på tapetfabrikken Fiona, Jakobsen, Svendborgvej, Faaborg, et hus beboet af forpagter Rasmus Pedersen, Nakkebølle, et hus tilhørende vognmand Nellebjerg, Vester Hæsinge samt et husmandssted tilhørende hmd. Ejner Jensen, Frederiksgave ved Assens. Af de sidstnævnte var fabrikant Brønner, forpagter Rasmus Pedersen og hmd. Ejner Jensen blev også interneret i Frøslev.

Med hensyn til dagspressen var det sådan, at nogle ting forlangtes hemmeligholdt, og andre ting forlangte de optaget på forsiden med store typer. Således dette med sprængningen af de otte ejendomme på Fyn, og da denne notits sammen med et stort billede af en af de sprængte ejendomme var optaget i et af Odensebladene, kom fangevogteren med et sådant blad ind i en celle og pegede på meddelelsen. Det var en meget deprimerende meddelelse at få, og det virkede i høj grad forstemmende, ingen vidste jo om sprængningen ville blive fortsat over for andre ejendomme. Det gik som en løbeild gennem cellerne. I den ene ende af cellerne gik der nogle varmerør fra celle til celle, og en dag opdagede en af fangerne, at når han lagde sig ned til varmerøret og talte ind mod muren, så kunne fangerne på den anden side muren ret godt høre, hvad der blev sagt, og der kunne føres en hel samtale mellem fanger i de to celler.

Men ellers sneglede tiden sig jo hen i uvirksomhed og for så vidt også i uvidenhed, dog på den celle, hvor Jens Holm var anbragt, blev ensformigheden afbrudt den 1. marts, da han fyldte 60 år, da kom der både en bakke med godt belagt smørrebrød, en hjemmebagt kage, blomster og frugter, og han fik lov at modtage besøg af nogle gode venner fra Odense, selvom det kneb med at få tilladelse dertil. Der kunne dog være enkelte menneskelige handlemåder også blandt de ledende tyske myndigheder.

Den 5. marts om aftenen fik fangerne besked om at holde sig klar tidlig næste morgen. De pakkede deres ejendele sammen, og næste morgen den 6. marts kl. ca. 4 blev der tændt lys, og de fik ordre til at gøre sig klar til en transport. Hvorhen eller af hvad art det skulle være, blev ikke omtalt. Cirka en times tid senere blev alle fangerne kaldt ud på gangen og en del navne læst op i alfabetisk orden, og fangerne måtte stille sig op efterhånden som deres navne blev råbt op. Derefter førtes de gennem fængselsgården, og her i gården opholdt sig en del af de fængselsbetjente, der gjorde tjeneste i den danske afdeling, og idet fangerne gik forbi, sagde de danske betjente: ” Ja – vi kan ikke hjælpe jer”. Fangerne, hvorimellem befandt sig de otte fra Horne, blev ført ud til to ventende biler. Den ene var en åben lastbil, den anden var overtrukken med presenning, en såkaldt prærievogn. Heri måtte fangerne så tage plads, og lidt efter kørte bilerne. På hver bil var placeret nogle tyske soldater som vagt med skarpladte maskinpistoler. Det var ret stille, men lyst og frostklart, så det blev en kold tur. Det gik mod vest over Lillebæltsbroen og derefter mod syd gennem Kolding og videre. Det var spændende øjeblikke, da bilerne nærmere sig den tyske grænse. Ville de dreje af efter Frøslev, eller ville de køre videre mod de berygtede tyske koncentrationslejre: Nå – det blev da Frøslev, fangerne blev ført til. De tyske koncentrationslejre og opholdet der er så godt beskrevet mange steder, så det skal jeg ikke komme nærmere ind på blot sige, at lige så stor forskel, som der var på Husmandsskolens uhumske celler og Albanigades arresthus, lige så stor forskel var der på koncentrationslejrene i Tyskland og så på Frøslev. I Frøslev, under den danske forvaltning indenfor lejrens ydergrænser, levedes der dog et vist menneskeligt liv, og den danske lejrledelse afbødede mange gnidninger, der ellers uvægerlig ville komme mellem fangerne og tyskerne, men der var dog stadig denne uvished. Ingen vidste, hvor længe de skulle være der. Der var ikke nogen, der havde fået deres dom forkyndt. Ingen vidste, om de skulle føres til koncentrationslejr i Tyskland. Ingen vidste, om desperationen blandt tyskerne mod slutningen af krigen ville blive så stor, så fangerne ville blive beordret ud på pladsen mellem barakkerne og skudt ned i hobetal fra vagttårnet på midten af pladsen.

Jeg skal bare anføre et ganske lille træk som bevis på, hvordan lejrledelsen med sammenhold indenfor kredse i lejren kunne bluffe det tyske vagthold. I hvert fald var der nogle stuer, hvor der så og sige hver aften, efter at lyset var slukket, og barakken var aflukket, blev oplæst en beretning om krigens gang, og en gang, da man fra lejren kunne se et bombeangreb syd for grænsen, hørte man om aftenen, vad det var, der var blevet bombet. Den tyske ledelse var mange gange på jagt efter, hvorfra disse oplysninger kom, men de nåede aldrig at få forholdet optrævlet, selvom det et par gange nær var gået galt. Det var endog således, at selv de menige tyske soldater somme tider ligefrem, såfremt de kunne se deres snit dertil, gerne ville høre, hvad fangerne vidste. Det var også således, at umiddelbart forud for 4. maj vidste mange af fangerne, at der udenfor lejren lå en flagstang, og at et Dannebrog var parat til at blive hejst, så snart kapitulationen kom, og da fredsbudskabet over BBC kom til Danmark om aftenen den 4. maj, så var der i hvert fald i en barakkerne, at så snart lejren var gået til ro omkring kl. 22 -23, så blev fredsbudskabet meddelt i alle stuerne.

Og så kom den 5. maj, hvor krigen standsede lige uden for Danmarks dør, sådan vi jo alle kender det. Således at det danske land og folk blev fri for at blive tromlet ned og ødelagt, som så mange andre nationer var blevet det i de nærmest forudgående år.

En lykkeberust frihedsfølelse gennemstrømmede i løbet af øjeblikke hele det danske folk. En frigivelse af hele den indestængte trang til frit at tænke, tro og tale. Det var som at kaste et ondt mareridt af sig, og jeg tør påstå, at hele denne følelse var så dyb og gennemgribende, at den lader sig ikke beskrive, men må opleves for at kunne fatte den fuldt ud. Jeg vil også mene, at det var på baggrund af denne følelse, at ”sognets” hjemkomsthilsen til fangerne, da de den 6. maj kom hjem fra Frøslev, gav sig den spontane tone og omfang, som det skete. Aldrig har der vist være samlet så mange horneboere på et sted hverken før eller siden. Der var rejst en mægtig æresport af telefonmaster tværs over landevejen ved Kirkevejen, hvor bilerne med de hjemvendte fanger måtte stoppe op, og hvor førstelærer Sønnicksen på sognets vegne bød velkommen både til fredens og til fangernes tilbagevendelse. Derefter gik masserne med musikforeningen i spidsen til forsamlingshuset, hvor sognerådsformand Jørgen Jørgensen bød velkommen, og hvor sognefoged Jørgen Larsen talte for kongen og fædrelandet.

Ja! så var besættelsestiden, tyskertiden forbi, men lidet anede man dengang, at det ville tage mange gange krigens tid at ”vinde freden” tilbage.

Ud over landet var der jo meget at ”rydde” op bagefter med hensyn til stikkere og danske gestapofolk. Også her fra Horne var der jo lidt, bl.a. et par stykker af de såkaldte ”hetære”. Vistnok et gammelt græsk eller romersk ord, som Kaj Munk bruger blandt andet i hans digt om de danske kvinder, der følger ja næsten opsøger de tyske soldater. En aften er en del, som er blevet enige om, at nu skal et par af disse kvinder, som man i et stykke tid har haft et godt øje til, have en omgang. De får fat på et par stykker, den ene endda så vidt vides i pyjamas, de binder dem med et stykke reb og trækker dem gennem byen for til sidst at klippe håret af dem, så fik de lov til at løbe, men der gik nogen tid, før de viste sig for offentligheden igen.

Medens fangerne var i Frøslev, og man en gang imellem indbyrdes kom til at berøre de hjemlige forhold vedrørende anholdelsen, var det et almindeligt synspunkt, at den tidligere omtalte Brunvang vist ikke havde helt rene linjer, og kort efter kapitulationen blev Brunvang også anholdt og kom i forhør, men han klarede frisag, og begrundet på beviser måtte han til manges store ærgrelser atter frigives. Han var endda så fri at forlange skadeserstatning for uforskyldt varetægtsarrest, hvilket han dog ikke fik.

I 1945 rejste Brunvang atter tilbage til Esbjerg.

Det tog ofte lang tid med eftersøgning og undersøgelse af stikkeri og krigsforbrydelsessager, og under en sådan afhøring af en i Tyskland anholdt mand, vist nok en hr. Holbeck, fremkom denne med en oplysning om, at en vis hr. Brunvang engang omkring midten af februar 1945 havde bedt ham medvirke til, at han (Brunvang) kom i forbindelse med gestapo i Esbjerg, da han var i besiddelse af forskellig viden, som han mente kunne være af betydning for den tyske værnemagt, og han spurgte, om han kunne forvente at få et honorar for at fremkomme med en sådan oplysning. Nu kom Brunvang atter i forhør og stillet over for kendsgerningerne, måtte han om end modstræbende vedgå, at han med Holbeck som tolk overfor gestapo havde meddelt: ” At store dele af befolkningen på Sydfyn, derunder sognerådet i Horne og vagtvæsenet i Horne sogn, var med i modstandsbevægelsen, at man beskæftigede sig med våbenfordeling, at sognerådsformand Gunni Rud, Horne og smedemester C. Nielsen, Bjerne var med i modstandsbevægelsen, at der blev fremstillet illegale blade og fandtes en illegal sender på kommunekontoret, og at fisker P. Christensen, Dyreborg deltog i illegale transporter”.

Under de forskellige afhøringer af Brunvang og Holbeck m.fl. blev anklagen udvidet til også at indblande likvidationen af grev Lennart Ahlefeldt til undersøgelse, idet hele Horneaktionen flere gange bragte han navn i forgrunden, og således indirekte kunne siges at være en følge af Brunvangs angiveri.

Hele sagen var af stort omfang og tog temmelig lang tid. Anklagemyndighederne krævede dødsstraf for Brunvang. Dommen kom til at lyde på livsvarigt fængsel. Brunvang appellerede, men landsretten stadfæstede.

Under sagen blev det oplyst, at Brunvang af gestapo modtog et honorar på 1.000 kr., som han efter tilskyndelse af Holbeck kvitterede for med et falsk navn.

For en fuldstændigheds skyld skal blot nævnes, at i tiltalen mod Brunvang var tillige en sigtelse for bedrageri mod firmaer, som Brunvang havde været repræsentant for. Sigtelsen lød på ca. 19.000 kr. Også dette forhold måtte Brunvang vedgå.

Og til sidst blot dette, at det har været hævdet, at den højstbefalende på Husmandsskolen skulle have udtalt, at aktionen til Horne var en af de største sager, han havde haft med at gøre, mens han var på Husmandsskolen.

Jens Holm

 

Englænderne kom til Horne og blev modtaget med æresport