Emil ”vognmand” Hansen
I Horne havde vi i 50-60`erne hele 4 vognmænd, og en af dem, Emil vognmand skal vi høre lidt om denne gang.
Emil Hansen, født 2. juledag 1899, var bagersøn fra Horne, hvor forældrene, Karen og Johannes. E. Hansen havde bageriet på Hornelandevej 58, som senere blev overtaget af Gudrun og Anton Pedersen. Efter endt skolegang tog han det arbejde, der nu en gang var at få, samt var medhjælper der hjemme i bageriet. Om det har ligget lidt i kortene, at han skulle overtage bageriet, er muligt, men sådan skulle det ikke gå.
Emil bliver den 5. juni 1923 gift i Svanninge Kirke med Martha fra Millinge Mark, og sammen lejer de sig ind i huset, Hornelandevej 69 på hjørnet af Degnevej, hvor han begynder sin vognmandsforretning, der i starten bestod af en fladvogn og et par heste, som var opstaldet hos gartner Knudsen i Nørreballe, da der ikke var plads nok der hjemme. Dette var lidt besværligt, så da ejendommen på hjørnet af Vesterballe og Skolevej, der var ejet af Valdemar Lund bliver ledigt sidst i 20`erne, flytter Martha og Emil dertil, først på lejebasis, men efter nogle få år overtager de det hele og fik nu den plads, der var brug for. Vognmandskørsel med hest og vogn svarede efterhånden ikke helt til efterspørgslen, og i 1935/36 fik Emil sin første lastbil, en brugt Volvo, som senere blev afløst af bl. a. Ford V8, Triangel og Bedford, der for øvrigt blev hans foretrukne mærke.
Forretningen tog sig af alt forefaldende vognmandskørsel, men det er altid en god ting at have flere strenge at spille på. Emil havde i en lang årrække kørsel og handel med brændsel. Det var jo længe før olie og gas. Under Krigen, hvor der var rationering og mangel på alt, fik folk tildelt en portion brænde. Den skulle hentes i skovene, hvilket Emil tog sig af, og dette var skam ikke så helt enkelt. Træet var opdelt i 3 forskellige størrelser. Det største og bedste blev kaldt ”Knuden” eller ”Klov”, det næstbedste eller mellemste hed ”Forgot”, og det dårligste eller tyndeste hed ”Knippel”. Alt dette styrede han med fast hånd, og det gav meget arbejde. Tyskerne prøvede gentagne gange at få Emil til at køre for dem, hvad han slet ikke havde lyst til, og han klarede hver gang frisag med en god forklaring eller løgnehistorie. Kørsel og handel med fast brændsel, kul, koks m.v. fortsatte Emil med efter Krigen, og dette blev en rimelig del af hans levevej.
Fast kørsel var en god ting, og der havde man bl. a. mælketurene, som Emil har haft flere af, og disse ture går der mange gode historier om. en enkel skal lige med her. På sådan en mælketur holdt man en eller flere pauser bestemte steder, hvor man mødtes med kolleger og andet godtfolk og løste verdensproblemerne over en pilsner eller to, som blev givet på omgang. Et af mødestederne var hos en landmand på Bjerne Mark. Landmanden deltog gerne i disse møder, men havde svært ved at huske, når det var hans omgang og sprang helst helt over, hvilket han selvfølgelig fik en del stikpiller og hentydninger over. På et tidspunkt, hvor de havde drillet ham nok, vrisser han til Emil, > så hent da en kurv øl på min regning<. Dette lod han sig ikke sige to gange og drog straks afsted. Da han kommer ud i bryggerset, ser han en ret så stor kurv fyldt med brænde, som står ved komfuret. Resolut hugger Emil denne og tømmer brændet ud på gulvet og kører til købmanden. Efter sigende kunne der være ca. 75 bajere i kurven, så da fik de lagt over ørene på landmanden.
I 1950`erne var der stadig en del grusveje i Horne Kommune, som man var i gang med at asfaltere, men først skulle de grundforbedres, som det hed, og der havde Emil i en lang årrække meget kørsel med grus og sten. Omkring 1954 var man i gang i Præstegårdsgyden, hvor jeg boede den gang, og det var meget spændende, især hvis jeg kunne få lov til at køre med i en rigtig lastbil, og det var ingen problem hos Emil, som var en stor børneven. Så gik turen til Karl ”vitamins” grusgrav i Svanninge efter materialer og tilbage til aflæsning, som foregik med håndkraft, da det var før tipladets tid. Emil havde vurderet, at jeg med mine ca. 10 år var stor nok til at køre frem, så efter et lynkursus i betjening af kobling og 1. gear og ca. 3 meter frem af gangen, når han bankede på ladet, gik det fint, og det var alle tiders for en knægt som mig. ”Store” Emil, som vi kaldte ham, var bomstærk. Han fik selv sine skovle fremstillet hos den lokale smed, og de var ca. dobbelt så brede som en almindelig skovl. At de så også var dobbelt så tunge at arbejde, med tog han ingen anstød af. Ild på piben, ærmerne smøget op, og så var ladet tømt på rekordtid. Bagved kørte Niels Frisk i sneglefart med kommunens gamle, petroleumsstinkende Fordson vejtromle.
Martha og Emil fik i 1935 datteren Inge. I 1954 gik Martha alt for tidligt bort, og far og datter stod alene tilbage. Det var hårdt, men livet og vognmandsforretningen gik videre. Som ung pige sagde Inge, at skulle hun nogen sinde giftes, skulle det være med en, der lignede hendes far. I 1960 bliver hun viet til Erik Damgaard Hansen fra Fangel, og ligheden var der faktisk, – stor, stærk, rolig og besindig. Erik, der havde arbejde på Jernvirke i Faaborg, men ønskede sit eget, bygger og starter i 1961 Horne Maskinværksted på matriklen, der efter Eriks pludselige død i 1989 videreføres af sønnen, Carsten. Det er for øvrigt en af de få erhvervsvirksomheder, der er tilbage i Horne, der kan familiemæssigt føres flere generationer tilbage.
En voldsom øretæve mere fik familien i 1968. Den 11. maj brænder deres gamle stråtækte ejendom omgivet af alle de smukke stokroser ned til grunden, uden nogen kunne stille noget op. Da Emil hurtigt kunne se, han ikke kunne gøre noget som helst, gik han stille og roligt midt under branden over til genboen, Løkke og Frede Bekker og siger >Gir du en kold bajer ”Fedthas”, for mine er sgu for varme? <
Efter godt 50 år som vognmand i Horne stopper Emil midt i 70`erne og fik ca. 5 år som pensionist, hvor han gik lidt til hånde i maskinværkstedet og ellers hyggede sig sammen med gamle venner. Noget han holdt meget af, var et slag kort sammen med ”Pastoren”, ”Naldi” og ”Grossi”, og der kunne det have været sjovt at være fluen på væggen, for var der nogen, der kunne fortælle gode historier, så var det dem.
Emil døde den 24. juli 1980.
