Horne Land – før og nu – Bog – del 2 – fortællinger 1 – 20

Horne Land før og nu – del 2

Fortællinger 1 – 20
Af Martin Kej

 

NIELS BIRKEMOSE

Niels blev født på Lillemarken på Horne Land 1896 og fik som nykonfirmeret arbejde ved landbruget. Han blev indkaldt til militæret under første Verdenskrig og blev grundet hans fingersnildhed bøssemager ved et regiment nær grænsen. Det var en barsk tid, bl. a. var han med til at følge 24 soldaterkammerater til graven under den spanske syge. Det var en oplevelse, der mærkede ham for livet. Efter hjemsendelsen kom Niels i lære hos smedemester Niels Krog på nu Søren Lundsvej i Horne og blev udlært som en alsidig landsbysmed.

I 1923 købte Niels “Laus Pæsen`s” hus i Vesterballe og byggede et lille træskur (se billedet) og begyndte for sig selv. Alle smedeopgaver blev klaret sideløbende med forskellige opfindelser, bl. a. byggede Niels blandemaskiner, som var en eftertragtet ting dengang. Hele maskinen var selvlavet med undtagelse af drivmekanismen, som i starten bestod af kron- og spidshjul fra Ford T. Senere fik han støbt sine egne på Faaborg Jernstøberi.

I 1924 blev Niels gift med Anna og i 1925/26 byggede han det værksted, som de fleste af os husker. Et utal af forskellige finurlige opfindelser er blevet til på dette værksted i årenes løb, bl. a. byggede Niels radioer sammen med Carl Maulitz og Johs. Høyby og da disse modtagere krævede både gløde- og anodestrøm, fabrikerede han også selv batterierne, som bestod af et antal små syreglas indbyrdes forbundet, til den ønskede spænding var opnået. Disse batterier skulle jævnligt lades op og dette problem klarede Niels også selv. Ude i det bagerste rum til smedien stod en Ford T motor og trak hans eget “elværk”, som så klarede opladningerne, og han kørte så sognet rundt og byttede de friske batterier med de udbrændte.  Når nu Ford T motoren alligevel stod og hamrede kunne man lige så godt udnytte den fuldt ud, så Niels fik lavet en tank, som han koblede ind i motorens kølesystem og fik derved fabrikeret varmt vand, som blev til Hornes første brusebad i smedens bagrum til stor glæde for mange.

En af Niels Birkemoses store opgaver var, da han i 1933 var med til at bygge Horne Vandværk og lagde rør rundt i byen (en del ligger der endnu, men uden vand). Dette medførte også mange husinstallationer, godt nok kun med en enkel eller to koldtvandshaner. Den daglige drift og vedligeholdelse af Vandværket tog Niels sig af i mange år, og på værkstedet var der et stort manometer, som viste vandtrykket i byen, så man havde hele tiden øje med, det kørte, som det skulle.

Under 2. Verdenskrig blev Niels bøssemager igen, forstået sådan at mange af de våben, som englænderne kastede ned, var usamlede, og dem lavede han så færdig derhjemme i kælderen. En farlig opgave, som også medførte, at han “forsvandt” et stykke tid, da jorden brændte lidt under fødderne. I tiden derefter var hverdagen fuldt belagt med reparation af alt mellem himmel og jord, og når den almindelige arbejdsdag var slut, gik Niels`s sønner Helge og Vermund i gang med knallerter og skydepramme og meget andet, så det blev tit meget sent om natten, før lyset blev slukket i smedien.

Utallige historier er fortalt og fortælles stadig om Niels Birkemose og den “lidt” specielle jargon på værkstedet. Jeg husker tydeligt en gang, jeg som 8-10 årig blev sendt op med min fars cykel til lapning. Birkemose klør sig lidt i næsen og kratter sig i bagdelen og siger: Min røv klør knægt – så stiger smørret. Skæbnen ville, at da min far næste dag sidder med avisen udbryder han pludselig: Nu stiger smørpriserne igen! Jeg tænkte ved mig selv, hvordan f….. kunne Birkemose mærke det i bagdelen.

Niels Birkemose kørte den alsidige smedie til hans død i 1961. Vermund fortsatte i en årrække, og i dag har vi, godt nok under helt andre lokaliteter, Horne Biler, men med Leif som 3. generation af Birkemose på samme sted. Jeg og mange andre husker den gamle smedie som et sted, hvor der med rette kunne hænge skiltet med ” Alle svære opgaver udføres hurtigt – det umulige tager lidt længere tid”.

2003, november

ERIK MALMMOSE

 At blive på jorden, det tjener sig bedst, det er ikke lige frem den sætning, Erik Malmmose har rettet sig efter i sit lange og meget spændende liv. Det begyndte allerede som barn. Når de andre unger legede med datidens legetøj, byggede Erik papirsflyvere i stort antal, som blev sendt ud fra 1. sal i hjemmet i Østergade i Faaborg til stor irritation for de omkringboende. Familien Malmmose flyttede til Odense og Eriks interesse for flyvning medførte, at han sammen med 5 kammerater selv byggede et svævefly, som han fik certifikat til i 1938 og fløj med fra Marslev Flyveplads. Svæveflyvning er langt fra ufarlig. En gang gik maskinen i spind for Erik, som dog fik den rettet op i sidste øjeblik og nødlandede mellem en flok køer uden de helt store skrammer.

Under besættelsen var det forbudt for private at flyve i dansk luftrum. Erik var indkaldt til millitæret i Haderslev, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte, senere som kornet og løjtnant. Han deltog i kampene i og ved Haderslev den 9. april 1940, og selv om han elskede flyvemaskiner, holdt det ham ikke tilbage for at trykke på aftrækkeren på maskingeværet, da han havde en tysk JU-52 lige i kornet, geværet svigtede og tyskeren fløj videre. Senere under krigen blev Erik overført til Odense til organisering af modstandsbevægelsen og blev våbenmodtagerleder. Erik blev gift med Hedvig i 1943 under generalstrejken, og hun blev fra første dag hans faste makker i modstandsbevægelsen under dæknavnet Heddy, et navn hun beholdt resten af livet.

Efter krigen ville Erik være erhvervsflyver og søgte myndighederne, som sagde stort nej, da det hidtil havde været en betingelse, at man havde været militærpilot. Erik tog ikke et nej for et nej og i 1947/48 lykkedes det ham at blive landets første civil-uddannede erhvervspilot. I et tidsskrift fra USA havde han læst om landbrugsflyvning (sprøjteflyvning) og startede dette i samarbejde med en godsejer på Nordfyn i en brugt KZ-3 maskine.

I 1949 ophørte samarbejdet med godsejeren og Erik var herefter selvstændig erhvervs-flyver med base i Beldringe. Der var nok at se til med sprøjtning over hele landet, især frømarkerne på Lolland/Falster og Samsø var en stor kunde i starten. Senere blev det også til en del opgaver i udlandet, bl. a. sprøjtning af bomuldsmarker i Sudan og “vilde” birketræer i Nordsverige. Arbejdet i Sverige var ikke nemt, da man manglede start- og landingsbaner, så Erik brugte landevejene, hvad politiet ikke var helt tilfreds med, men alligevel overså.

I 1957 flyttede Heddy og Erik til Ebberedholm på Horne Land og 4 år senere til et mindre landbrug i Egsgyden, hvor græsplænen blev forlænget “lidt” i retning mod Egskrog til en start- og landingsbane, og så var der to muligheder, enten gik han i luften eller i havet. Det sidste er dog aldrig sket.

At være landbrugsflyver er nok et af de farligste job, der findes. Det går stærkt, maskinen skal styres, og sprøjten skal passes. Flyvehøjden foregår mange gange fra 1/2 -2 meter over jorden, og når enden af marken var nået, var det lige op over sten-gærdet og under luftledningerne for at komme op og vende.  Mange farlige oplevelser har Erik Malmmose selvfølgelig været udsat for, f. eks. en gang han var på vej hjem til Egsgyden i mørke og dårligt vejr og lyset i instrumenterne svigtede, da blev der brugt en hel æske tændstikker til at se kompasset med. Da den sidste tændstik var strøget, landede han i god behold.

Erik var ikke den eneste landbrugsflyver her i landet, men han “overlevede” dem alle. Hans sidste fly, en Piper Cub fra anden Verdenskrig, brugte han til et flot luftfoto af Sundbrinken i Faaborg, hvor han nu bor alene, efter han desværre mistede Heddy sidste år, og hans sidste flyvetur var den 9. juli 2003, hvor han afleverede Piperen til en SAS pilot, som havde købt den. Certifikatet blev deponeret en måned før hans 85 års fødselsdag den 22. december 2003, og da var Erik Malmmose landets ældste aktive pilot og samtidig ej at forglemme, også den første erhverspilot. Han har haft et langt spændende og farligt liv på jorden og i luften. Erik har lovet Heddy og nu også mig at skrive sine erindringer, hvilket vil fylde noget mere end denne side.

2004, februar

HORNE BAGERI

 1899 er mange år siden, og jeg kan ikke med sikkerhed skrive, om dette var året for starten på Horne Bageri, men sikkert er det, at det var dette år bager Holm nedsatte sig som bagermester i Horne.

Hans Holm Hansen, gift med Marie fra Sjælland, var en flink og dygtig bager. Langt størstedelen af produktionen fra bageriet var 4 og 8 punds rugbrød, hovedsagelig til gårdene med mange folk på, som der jo var en del af den gang, men datidens wienerbrød, lagkager og tvebakker m.v. klarede Holm med svende og lærlinge også. Alt for kunderne sagde Holm. Butikken havde åbent til kl. 20.00 hele ugen, og skulle gårdmandskonen pludselig bruge en lagkage, måtte bagerikarlen Preben “krølle” Jensen op på cyklen med brødkassen på styret og af sted, selv en pose tvebakker kørte man også flere kilometer med på en kold vinterdag. Bagerikarlen skulle også fyre op i den lidt sindrige 2 etagers stenovn. Dette foregik ved 4 tiden om eftermiddagen med kul, og så var ovnen klar til brug ved 2 tiden om natten, når Holm og svende gik i arbejde. Reklame og slogans havde man skam også den gang, på bageriets poser var der trykt “Skorpen sprød, krummen blød – intet smager som H. Holm Hansens brød”, (den er næsten bedre end “Hvad skal jeg sige? boller fra …).

Som mange bagere fik Holm astma og melstøvlunger og solgte forretningen til bager Madsen fra Ærø i 1941. Den gode Madsen blev ikke gammel som bagermester i Horne. Hans kone kunne ikke undvære Ærø. så allerede i 1943 flyttede de tilbage til øen. hvor Madsen blev kørelærer, og Esther og Svend Busk overtog Horne Bageri.

Bager Busk husker jeg som en rigtig rar mand, han var en slæber, der knoklede i næsten 24 timer i døgnet og i en periode ene mand klarede bageriet samt kørte brødture sognet rundt i bl. a. en Ford Taunus med globus, medens Esther passede butikken. Esther var en dejlig bramfri kone, der gerne sagde,” hvis folk ikke kan lide mig, som jeg er, så kan de sgu` lade være”, havde to store lidenskaber. Den ene var at samle på billeder/autografer af alverdens filmstjerner, den anden var hendes Pekinggeser-hunde, som hun elskede overalt, (vi havde selv sådan en fladsnudet uldtot af Esthers afkom i mit hjem).

Desværre gik det med Busk som med Holm, melstøv og dårlige lunger og først i 60` erne blev bageriet solgt til bager Jensen, der sammen med konen og en datter kørte forretningen frem til 1969, hvor de solgte til bager Larsen.

Magnus Th. Larsen, der var bager fra Jylland og havde hidtil haft et chaufførjob på Nr. Søby Mølle, men ønskede sit eget, var i øvrigt fætter til bager Klitgaard i Faaborg. Larsen overtog et noget nedslidt bageri, men fik hen af vejen lavet mange forbedringer både ude og inde. Der var ingen “kone i huset”, da han var ungkarl, men han havde en uvurderlig hjælp i Ketty, der var altmuligpige såvel i bageriet som i butikken, og brødturene blev klaret af Labbi og Valdemar. I sin sparsomme fritid nød Larsen livet sammen med gode naboer som Harriet, “den lille barber” og Johs Greve. De hyggede sig sammen over et godt måltid, et slag kort og lidt smådrilleri.

Bager Larsen døde i efteråret 1981, men Ketty holdt trods det liv i forretningen et lille halvt år efter med brødudsalg, hvor Klitgaard leverede varerne, foruden hun samtidig og længe efter forretningen var lukket, fyrede op i den gamle bageriovn hver anden dag for at stenene ikke skulle falde sammen.

Bageri og butik stod derefter tomt i ca. 1/2 år og var sat til salg. En beboer i Faldsled så annoncen og havde i sin familie nogle unge mennesker i Odense, som han vidste, var ude efter noget i den retning. De unge Anette og Jan Bagger på 21 og 22 år kom, så og overtog Horne Bageri i april 1982. Jan var nyudlært bager hos Othello i Tarup Centret og Anette under uddannelse inden for handel og kontor. Nu skete der pludselig ting og sager i vort gamle bageri. Allerede året efter blev den gamle stenovn/hærdeovn fra Holms tid udskiftet til en hypermoderne Bago-Stik ovn. Bageriet og butikken blev derefter godt og grundigt renoveret og moderniseret, og en god sund forretning blev stille og roligt opbygget. Anette med rottehalerne og sit gode humør stod for den personlige betjening, og Jan så man ikke meget til. I folkemunde sagde man, “det er sørme godt, at bageren har et visitkort i sin kone, for ham ser man aldrig”.

Livet går ikke altid efter bogen. I 2001 døde Jan, Anette stod pludselig uden mand, deres to små drenge uden far og vi andre uden bager. Bageri med forretning blev sat til salg, men der skulle desværre gå et par år inden det lykkedes i 2003, hvor vort nuværende bagerpar Hanne og Ivan Rasmussen overtog.

Ivan havde i de sidste 4 år været svend hos Guldbageren i Svendborg og før den tid hos Jan og Anette i godt 10 år, så hans bekendtskab med Horne Bageri var jo ikke helt nyt.

En forretning, der har stået stille i et par år, kan godt have en svær genstart, men alt i alt er Hanne og Ivan godt tilfredse og føler, de har fået en god modtagelse og stor opbakning som Guldbagerpar i Horne, og der er heldigvis igen kommet godt liv i vor gamle forretning, hvor der udover bagerparret også arbejder en bagerlærling samt 5 unge piger til hjælp i butikken.

Den gamle forretning kører stadig og godt for det, for dem er der ikke for mange at undvære af i Horne.

2004, maj

DYREBORG BRUGS / LB MARKED

En søndag eftermiddag i 1907 mødtes 24 gæve Dyreborggensere med husmand Peter Banke i spidsen (alle 24 var forøvrigt højre mænd), og over et glas vin og en god cigar blev Dyreborg og 0megns Brugsforening stiftet. Som uddeler antog man fisker Anders “brugs” Hansen, og Brugsen startede i et kælderlokale i hans ejendom på Dyreborgvej 14. Der var intet udstillingsvindue, varerne stod på tilfældige kasser og lignende, men folk krævede ikke meget den gang. Anders “brugs” kørte således Brugsens første 8 år frem til 1915, hvor Peter Sørensen på Dyreborgvej 30 blev uddeler og også selv lagde ejendom til.

Peter ville faktisk hellere fiske, men når han nu havde sagt ja til opgaven, skulle han lige lidt i lære, da det var begrænset viden, han havde om at være brugsuddeler. Læretiden var på 3 uger i Avernakø Brugs, og så var han udlært. Peter havde en uvurderlig hjælp i forretningen i hans kone Kirsten, indtil sygdom desværre satte en stopper for det, men også en datter Anna – senere udlært i Faaborg Brugs – var ham til stor støtte. Forretningen blev med årene for stor til Peters lokaler og den nye Dyreborg Brugs med privatbolig blev bygget i 1932-33. Den kostede ca 17.000 kr. ialt incl. meget frivillig hjælp fra befolkningen. Dette var noget helt andet, nu havde man pludselig meget plads, så varesortimentet blev betydeligt udviet til stor gavn for kunderne. Dengang foregik det hele på en lidt anden måde, så at sige alt blev vejet af, hvilket godt kunne betyde en ventetid på 1/2 – 1 time, men det tog folk i en stiv arm, der var jo stole og andre at sludre med, og skulle man f. eks. have sennep eller sirup, måtte man selv medbringe glas, og så fyldte Peter op, suttede på fingrene bagefter, og så var den i orden. Peter Sørensen var et ejegodt menneske, der holdt hånden over de svage i samfundet. Dyreborgs befolkning bestod dengang af fiskere, som for manges vedkommende havde det småt om sommeren med for lidt fiskeri. Leve skulle man jo, og så fik man bare kredit hos Peter og betalte så regningerne, når ålene kom. Kreditten financerede Peter selv, så det var lidt af et lotterispil. Peter Sørensen var uddeler i Dyreborg i 44 år til 1951, hvor han takkede af.

1. juni 1951 blev en skelsættende dato for Dyreborg Brugs – nye folk nye skikke. Det nye uddelerpar Rosa og Svend Aage Nielsen kom til. Svend Aage, der var landmandssøn fra Vissenbjerg, var den fødte handelsmand. Allerede som dreng handlede han med bl. a. brugte cykler. Som 17 årig blev han elev i Hårslev Brugs, hvor han fik øjnene op for andelsbevægelsen, som facinerede ham, og efter et par år i lære tog han den videre teoretiske uddannelse på Andelsskolen. Efter endt læretid og militærtjeneste fik han stil-lingen som førstemand i Ubberup Brugs og mødte der på egnen sin Rosa, som han blev gift med i 1951. Svend Aages store ønske var at komme videre og blive sig selv, og på et tidspunkt fandt han ud af, at uddelerstillingen i Dyreborg var ledig. Han søgte den, og ud af små 70 ansøgere blev han den foretrukne, hvilket blev til stor glæde for både ham og Rosa samt Dyreborgs befolkning. De følte sig rigtig godt modtaget på Dyreborg af formanden Johs. Nielsen og øvrige bestyrelsesmedlemmer Peder Jensen og Andreas Petersen samt ikke mindst af kunderne.

Fra første dag voksede forretningen stille og roligt under Svend Aages dygtige ledelse og nåede igennem årene et omfang, som nok ingen havde drømt om, og fra at være alene i starten beskæftigede Brugsen senere 4 medarbejdere samt ung pige i huset. Svend Aage var dynamisk og fuld af nye ideer hele tiden. Brugsen blev udvidet flere gange og på et tidspunkt lavede han et “salgstorv”, hvor de annoncerede tilbud var lettere at finde frem til, samt udvidede med udstilling af elementkøkkener, badeværelser og alt i hårde hvide-varer. En ESSO tank kom op, indlevering af post, samt en aftale med Dansk Tipstjeneste, alt sammen gode aktiver for forretningen, hvad regnskaberne også tydeligt viste, da Svend Aage igennem ca. 37 år præsenterede et pænt overskud med undtagelse af et enkelt år, hvor der var foretaget store investeringer. Svend Aages motto var: at opfylde kundernes ønsker, lytte til dem og ændre forholdene efter dem.

Tiderne blev ikke nemmere med hård konkurrence fra de nye supermarkeder, og da Svend Aage som 60 årig valgte efterlønnen blev Brugsen fusioneret med Faaborg Brugs i 1987 og Karsten Rasmussen overtog ledelsen i Dyreborg Brugs og kørte den frem til 1992, hvor Faaborg besluttede at lukke afdelingen. Et AMBA blev dannet, og forretningen blev udlejet til Lena og Bent Andersen med en fortid som købmandspar i Kolding og som i dag kører LB Marked som en almindelig dagligvareforretning.

Intet er som det før har været, men Dyreborg har stadig et sted, hvor man kan få de daglige fornødenheder. Det er der mange små samfund, der ikke har, så pas godt på det.

2004, august

ROKKEDREJEREN

Rokkedrejeren var nok det navn, man kendte ham bedst under på det lidt ældre Horne Land. Johannes Holm Pedersen, husmand, drejer, digter og kunstmaler kunne der godt stå på visitkortet, men i Horne vil det ubetinget være Rokkedrejeren, vi husker ham som. Johannes Pedersen kom til verden i 1878 som søn af klodsemager/træskomager Niels Pedersen og Trine i Faaborg, og hans medfødte evner som håndværker/drejer og kunstmaler viste sig senere i livet. At han også skulle blive husmand, var måske ikke lige efter hans beregning. Han kom i lære som drejer hos grosserer Hartvig i Odense og lærte drejerfaget, især pibedrejning til fulde. Hans bedstefar havde et lille land-brug på små 5 tønder land i Vesterballe i Horne, og da det skulle føres videre, blev det Johannes Pedersens lod at overtage det, og således blev han også husmand.

mennesker”.

Rokkedrejerens bedstefar var for øvrigt Veteran fra 3 års krigen 1848-1851 (det var den gang, vi vandt over tyskerne) og samtidig med at passe det lille landbrug var han også drejer, så Rokke-drejeren overtog også hans drejebænk med tilhørende værktøj, og dette brugte han uændret til den dag, han stoppede, men da var inventaret også et godt stykke over 100 år.

Johannes Pedersen blev gift med Gertrud fra Bøjden, og når jeg betegner dem så ubetinget som et par af Hornes originaler, skal det samtidig understreges, at udtrykket er kærligt ment. De levede et utroligt nøjsomt liv med deres to sønner på det lille landbrug med en enkel hest, et par grise og et par køer, ingen moderne maskiner til hjælp, kornet blev høstet med plejl, roerne taget op med håndkraft, og det hele kørt i hus med trillebør. Når køerne skulle malkes, var det Gertruds arbejde, og i den mørke tid foregik det med petroleumslampen i grebningen. Huset i Vesterballe fik aldrig elektricitet indlagt og som følge heraf heller ingen radio, fjernsyn eller telefon, for som Rokkedrejeren sagde: ”Vi kender ikke de dyre og kostbare moderne ting, og så savner vi dem heller ikke, radio giver spektakel, fjernsynet dårlige øjne, telefonen ulejlighed og det elektriske lys forlænger arbejdstiden, så ellers mange tak, men Gertrud og jeg går rundt her omtrent som vore bedste- og oldeforældre, og vi er velfærdstatens mest tilfredse og lykkeligste mennesker”.

Rokkedrejeren var så sikkert en af Hornes personligheder. Jeg husker tydeligt, når vi som børn mødte ham skridtende Vesterballe af i sin sorte jaket. Vi var ikke bange for ham, men vi havde respekt for ham, og kunne vi ellers komme i snak, var han utrolig spændende at lytte til. Han havde sin egen måde at gøre tingene på, bl. a. en gang, der var problemer med en grime på en af hans køer, da trak han koen med grimen på ind på værkstedet hos smed Birkemose, som reparerede grimen, mens den sad på koen, til alles tilfredshed.

Han var også en filosofisk natur, som havde megen glæde af højskoleophold, økonomisk gav det ham ingen udbytte, men til gengæld tanker og værdier for resten af livet. I religionen havde Rokke-drejeren også stor indsigt, men han var trods det ikke altid enig med præsterne, tværtimod, hvem, der så var den klogeste, må stå hen i det uvisse.

Et andet kapitel af hans liv var hans evner som kunstmaler, evnen var medfødt suppleret med ophold på Zartmanns Kunstakademi i årene 1903-1906, et ophold, der lærte ham meget, og samtidig lærte han mange af de ”de store navne” at kende bl. a. alle de berømte fynske malere, og som han sagde: ”Drachmann var en konge i min barndom og beundret af folket – P.S. Krøyer tjente de fleste penge, men ikke så mange, som hans kone brugte, da jeg ville sælge, ville ingen købe, nu vil en del købe, men nu har jeg ikke råd til at sælge, for prisen på mine billeder stiger, og ingen ved, hvor højt de stiger”.

Sikkert er det, at Rokkedrejeren har skabt sig et eftermæle, hans fremragende tegninger og malerier er meget eftertragtet, og man kan den dag i dag jævnligt se i rubrikkerne – kunst og antikviteter – at nogen søger efter et billede af ”drejeren fra Horne”. Rokkedrejeren døde den 8. marts 1966, 88 år gammel og ca. 14 dage efter gik Gertrud også bort. Kommunen overtog og fjernede ejendommen i 1967 og et stykke Hornehistorie forsvandt.

2004, november

BØJDEN POSTHUS

I næsten 60 år var der brevsamlingssted på Bøjden. Den 1. maj 1917 åbnede Post & Generaldirektoratet kontor for indlevering af forsendelser og indbetalinger, men allerede før den tid var der en slags posthus på Ramsevej 2A i det såkaldte Ryehus. Fra Faaborg udgik der en fodpost til beboerne på Horne Land og i Ryehuset kunne de lægge de forsendelser, der skulle sendes og samtidig kunne de afhente deres egen post. Fodposten var vist ikke så god til at læse, så det var jo meget godt, at folk selv kunne hente deres post, for så fik de da det rigtige.

Efterhånden som postmængden steg blev der ansat flere landpostbude og oprettet små brevsamlingssteder rundt i landet bl.a. på Bøjden. Det første brevsamlingssted blev oprettet på Bøjdenlandevej 33 og passet af Julie Pedersen, kaldet Julie “Marslev” efter sit giftemål med Anders “Marslev” Pedersen. De blev gift i en moden alder, og da den gode Anders var en herre, der ikke overlod noget til tilfældighederne, byggede han selv sin egen lastbil. Fra Sønder Hjørnegården, hvor han havde tjent, overtog han et nedlagt dueslag og monterede det på et købt chassis. På den tid har det sikkert været en flot vogn, selv om bagruderne var de tre runde ind- og udflyvningshuller til duerne og retningsviserne blev betjent med snoretræk, som var påmonteret et bræt, hvorpå der stod “Marslev”. Da mesterværket var færdigbygget, tog Anders mål af Julies garage, fandt ud af, at bilen kunne være der, friede til hende og fik ja og med denne bil startede han en fragtrute fra deres bopæl. Set med datidens øjne har det været et aktivt ægtepar, og udover fragtkørsel havde Anders “Marslev” også import af kul, som blev indskibet i Bøjden Havn, samt fremstilling og salg af høstativer og meget andet.

Den næste brevsamler blev Nanne Hansen, Nanne bager, og hun passede posthuset i ca 10 år i deres private hjem på Bøjdenlandevej 29 og indtil 1940, hvor hun og Svend flyttede op i bageriet, hvor hun skulle hjælpe til i forretningen og Svend i bageriet.

Gerda Bentzen passede nu posthuset, som blev flyttet til hendes hus på Bøjdenlandevej 9C, og til det lukkede med udgangen af 1976. I mange år var der åbent både formiddag og eftermiddag og Gerda fik i starten 36,00 kroner om måneden. Der har været nok at se til, for medens der endnu var mejeri på Bøjden, blev der derfra sendt mange oste både indenlands, men også til USA, indtil krigen satte en stopper for den eksport. Selv med datidens papirer har det sikkert krævet en hel del arbejde.

Gerda var en meget omhyggelig person, men en gang havde hun lavet en fejl, og det voldte hende store kvaler. Hun talte og talte og måtte til sidst ringe til Faaborg Postkontor i sin nød og fik at vide, at hun kunne tælle frimærkerne en gang til og ellers vente til næste dag. Heldigvis havde hun talt et ark frimærker forkert, så hun kunne gå til ro med visheden om, at hendes kasse stemte.

Fridage var det sparsomt med, men Gerda havde en stor hjælp i Peter Voxen, som gerne hjalp hende på travle dage. Dagens post blev hver dag sendt med rutebilen på den lille Faaborg – Bøjdenrute og skulle afleveres nede ved landevejen, hvis ikke chaufføren forbarmede sig over hende og hentede den. Under krigen måtte Gerda mange gange cykle den mørke og ofte farefulde vej til Horne med dagens post, men var heldigvis skånet for overfald og røveri.

Tiden var efterhånden løbet fra de små brevsamlingssteder og Lars post, som betjente Bøjden, var også blevet motoriseret og kunne derfor have mere post med, så med udgangen af 1976 lukkede Bøjden Brevsamlingssted.

Bøjdenbilen var hele det lille lokalsamfunds livsnerve og havde også sin egen historie. Ruten blev oprettet 1. november 1915 af Chr. Clausen, som kørte i en flot såkaldt “Hurravogn”(passagererne sad overfor hinanden på langsgående bænke). Han drev ruten indtil 1921 hvor “Horne” Jensen tog over. I starten var der kun to ture hver vej, men med en stigende persontransport og samtidig tilskud fra Sydfyenske Jernbaner blev turtallet øget til 4 daglige ture. Senere blev ruten overtaget af DSB, men havde stadig garage i Bøjden og startede derfra hver dag på de daglige ture indtil færgeforbindelsen til Fynshav blev etableret i 1967, og der nu blev direkte forbindelse helt til Nyborg, som sammen med Faaborg blev endestation for busserne.

2005, februar

HELGA OG ALFRED ”DIK” SKOV

Inden de brølende tyvere med Charleston dans m.v. gik over i tredivernes økonomiske depression, havde Alfred og Helga lært hinanden at kende. Helga kom fra Mellemhaverne ved Korinth som tjenestepige til Malmmosegården på Bjerne Mark. Alfred var indfødt Horne/Bjernebo, og i foråret 1931 startede Helga i en alder af 22 år sin frisørsalon i lejede lokaler på førstesalen oven på det, der dengang kaldtes ”Afholdscafeen”, i dag Hornelandevej nr. 19.

I denne periode forsøgte Alfred sig med stort set alt muligt, han var en overgang ansat som altmuligmand ombord på Mommark færgen på ruten Faaborg-Mommark. Helgas forretning gik, efter en lidt træg start, efterhånden rimelig godt og deres 2 personers Essex bil fra ca. 1927 blev godt og grundigt rørt på ture rundt i det sydfynske.

Essexen blev i ca. 1934 byttet ud med en ældre Ford T med lad, samtidig med de byggede et nyt hus på Hornelandevej (i dag nr. 3). Alfred, også kaldet Dik, havde omsider fundet ud af, at han ville være selvstændig, og ladvognen indgik i hans planer om at opkøbe fjerkræ og videresælge det til slagtning på det daværende Hårby Fjerkræslagteri, som han havde en handelsaftale med.

I 1940 satte Anden Verdenskrig imidlertid en stopper for stort set al kørsel med bil, og Alfred måtte hente fjerkræet i småportioner hos landmændene og hønseavlerne på en til formålet nyindkøbt cykel, der blev forsynet med en cykelanhænger lavet hos den lokale smed samt en lille cykelstol til deres søn, Svend Erik, født i 1940. Hårby Fjerkræslagteri (som under krigen havde tilladelse til kørsel med lastvogn) kunne så hente fjerkræet hos Alfred, når han havde samlet tilstrækkeligt sammen. Alfred supplerede i denne periode indtægterne med også at sælge radioer (agent for daværende Thoma Radio i Odense) til omegnens befolkning, der havde brug for underholdning og information i en trist krigstid.

Helgas frisørforretning voksede under og efter krigen. Måske netop fordi der var krig, skulle egnens damer have frisuren sat som kompensation for mørklægning og stor usikkerhed om fremtiden.

Endelig sluttede krigen i 1945, og Helga og Alfred fortsatte deres virke med krøller og fjerkræ samt for Alfreds vedkommende nu også med fisk. Han havde erhvervet sig en 2 personers Chevrolet fra 1931 med såkaldt svigermorbagsæde, som fiskekasserne blev placeret i, og kørte således rundt i sognet og tilbød sine varer. Han var en velkommen handelsmand ude på landet, altid god for en historie og en frisk bemærkning, dog skulle kunderne ikke vove at kritisere hans varer, så gav Dik dem et svar på tiltale, så det ikke var til at misforstå. Børnene elskede ham, da de vidste, han altid havde lommerne fulde af ”de sorte pastiller”, som han gavmildt delte ud af.

Alfred var også et naturmenneske. I 1939 overtog han en skøn plet ved stranden i Horne Vænge. Tyskerne beslaglagde den ret efter uden at spørge, men fra 1945 og frem til sine sidste dage, til-bragte Alfred en stor del af sine fritimer der, det var en sjælden dag, han ikke lige var dernede og kigge, og det var timer, han nød til fulde.

Da Danmarks muligheder for eksport af fjerkræ til Tyskland blev væsentlig forringet grundet ”de seks og de syv” (senere EF og EU), døde fjerkræeksporten langsomt ud, hvorfor Alfred måtte til-passe sig de nye tider. En ny Opel Rekord varevogn blev købt og indrettet udelukkende til detailsalg af fisk.

Sådan fortsatte deres selvstændige virke indtil Alfred langsomt stoppede først i halvfjerdserne og døde i august 1974, 67 år gammel. Helga ophørte efter 40 år med frisørforretning den 1. april 1971 og overlevede Alfred med 24 år, de sidste 4 år på Tømmergården i Faaborg, hvor hun døde i 1998, 89 år gammel.

De to unge fra de brølende tyvere havde ydet deres bidrag til forretningslivet på Horne Land og var ikke mere.

2005, maj

 

JØRGEN BANKES ÅLEEKSPORT

Det var et gammelt familieforetagende Jørgen i sin tid overtog, da både hans far og farfar var fiskere / åleeksportører i Bøjden. Jørgens forældre, Gerda og Chr. Banke flyttede til Dyreborg og byggede i nu Fiskervænget 26 huset, som blev kaldt Blæsenborg på grund af den frie beliggenhed, og der kom Jørgen til verden i 1915. Som ung mand gik Jørgen også i gang med fiskeriet. Hans far havde købt en ny og større kutter SG 264 Valkyrien, og Jørgen overtog hans gamle SG 9 Johanne Kristine, som han brugte til trawl om vinteren og ruser om sommeren.

Hos landmand Carl Hansen, Dyreborg var der en feriepige fra Brandsmark ved Sorø, som hed Else. Hun blev senere tjenestepige på ejendommen, og hende fik Jørgen et godt øje til, der var bare det ved det, at Carl ville ikke af med hende, da hun var alle tiders malkepige, men Jørgen vandt dog og blev gift med Else i 1939, og kort efter flyttede de ind i Bakkely på Dyreborg.

Den næste snes år drev Jørgen almindeligt fiskeri med hvad, det nu indebar, og forsørgede med dette familien, som voksede med 3 piger og 2 drenge, indtil han sidst i halvtresserne gik i samarbejde med sin far, og lidt senere overtog han både Valkyrien, Chr. Bankes åleeksport samt huset i Fiskervænget. At være åleeksportør er slet ikke så enkelt, da man både skal købe og sælge og helst til de rigtige priser. Jørgen fik med årene opbygget en stor kundekreds på begge fronter, og sejlede rundt i det Sydfynske Øhav lige fra Assens til Bagenkop og opkøbte ål, som han forsynede sine kunder med. Der var nogle ret store firmaer imellem, bl. a. Priess & Co i Glyngøre, firmaet Koch i Flensborg og Gottfried Friderich i Hamburg og mange flere. Jørgens tyske ordforråd var ikke noget at prale af, men det var han ret ligeglad med, og når der skulle handles med tyskere, talte han blot lidt højere i en skøn sammenblanding af fynsk og tysk, men de forstod udmærket hinanden, og de, der overværede sådan en handel, lå flade af grin.

De store tyske firmaer afhentede ikke selv varerne, så Valkyrien sejlede til Kiel, hvor ålene blev losset og videresendt til Hamburg. En mindre lastvogn blev anskaffet og brugt til bl. a. levering i Flensborg. Turene både til vands og til lands foregik flere gange om ugen, så der var lange arbejds-dage ind imellem.

Som leverandør af ål var alle lige velkomne hos Jørgen lige fra den mindste lystfisker til den største erhvervsfisker. De, der brugte ham mindst, var Dyreborgfiskerne, han skulle faneme ikke tjene på dem, dog lige undtagen når det var sæson for ”rødål”. Jørgen handlede med dem uden at fortrække en mine, men grinte vist lidt indvendig.

I takt med udviklingen kom nye ting til så som oms, moms og diverse rapporter til Fiskeriministeriet. Disse grimme ting havde overhovedet ikke Jørgens interesse, han skulle jo handle med ål, men der havde han en uvurderlig hjælp i Else, som tog sig af regnskabet i forretningen samt støttede ham på alle mulige måder i det daglige.

Om fiskere fortælles mange gode historier, og et par stykker skal lige med her. Jørgens farfar, som også hed Jørgen, lå i Sønderborg Havn, hvor han fik besøg af Toldvæsenet, som tjekkede vægten og fandt, at den var vist ikke meget værd. ”Er den ikke noget værd, vil jeg ikke have den” sagde Jørgen, greb vægten og smed den i havnen før nogen kunne nå at reagere. Det der med hurtig handling havde Jørgen arvet lidt af fra bedstefaderen. En gang han og en makker var på havet, ville de forkæle sig selv lidt og havde indkøbt en flot oksesteg til aftensmaden. Da tiden nærmede sig siger Jørgen til makkeren ”gider du stege den?” nej det gjorde han ikke, ”jeg gider sgu heller ikke” sagde Jørgen, tog stegen og strittede den i baljen.

Jørgens sparsomme fritid brugte han helst på familie og venner, han var god på både violin og harmonika og holdt meget af hjemlig hygge. Efter kort tids sygdom døde Jørgen i 1978, kun godt 60 år gammel. Hans tiltro til læger og sygehuse lå på et meget lavt plan, men om det kunne have ændret på noget, må ligge hen i det uvisse. Valkyrien led heldigvis ikke samme skæbne som mange andre gamle kuttere. Den er i dag toprestaureret som lystbåd og registreret i København og har efterfølgende været på visit i Dyreborg.

Da Jørgen Banke og Valkyrien forsvandt mistede Dyreborg et kendt havnebillede.

2005, august

KØBMAND ANNA RYE

Sidst i 1920 erne blev ejendommen Hornelandevej 73 sat til salg. Købmand Hans Henrik Skytte fra Bøjden så lidt større udfordringer i Horne, købte huset og startede købmandsforretning der med det udvalg, som en landsbybefolkning dengang havde behov for. Skyttes forventninger blev ikke helt indfriet, og efter få år valgte han fra og solgte sin selvstartede forretning til købmand Nielsen fra Odense. Nielsen blev i Horne frem til 1939, hvor butikken blev overtaget af Martha og Aksel Rasmussen fra Faaborg. Aksel, som var bedst kendt som ”købmands slips”, fordi han altid gik med slips, var en driftig og dygtig købmand. Martha og døtrene Birthe og Margit tog sig af forretningen, og Aksel, som havde anskaffet sig en gammel Ford med kaleche og gasgenerator, kørte vareturene, hvilket var en ret stor service for kunderne den gang.

”Købmand slips” holdt skansen frem til 1947/1948, hvor Peder Greve fra Jordløse overtog forretningen. Peder var kørelærer og cykelsmed og havde det ret godt med det, så han indrettede et cykelsmedeværksted i den østlige del af huset og fortsatte sideløbende med at lære folk at køre bil og motorcykel. Købmandsbutikken klarede hans kone, Alfi, og på den måde havde de deres levevej indtil 1950, hvor de flyttede tilbage til Jordløse og fortsatte henholdsvis køreskole og kiosk. I ca. 20 år havde forretningen på Hornelandevej 73 nu eksisteret med 4 ejere, så det var ikke noget at prale af, men tingene blev anderledes, da Anna Rye kom til.

Anna, der var født i 1916 i Bjerne, flyttede sammen med forældrene til et lille landbrug i Søbo Løkker. Det meste af hendes ungdom foregik som medhjælp derhjemme, da helbreddet for både hendes mor og far ikke var allerbedst. Et par andre job blev det dog til bl. a. som tjenestepige på Falsled Kro. I 1937 blev hun i Jordløse Kirke gift med tømrer Viggo Rasmussen fra Gammel Rye ved Silkeborg (deraf navnet Rye), og sammen flyttede de til Stenstrup og overtog en tømrervirksomhed, som godt 10 år senere fik en brat afslutning, da Viggo desværre omkom efter en tragisk trafikulykke ved Gribsvad.

Anna stod nu alene med 2 mindre drenge og skulle pludselig finde en ny tilværelse. Forinden havde hende og Viggo puslet med tanken om en købmandsforretning og bl. a. også set på en i Strib, men det sydfynske trak lidt mere, så det blev til en blomster- og grøntforretning i V. Skerninge. Anna drev denne forretning i ca. 9 måneder sammen med sin svigerfar, Salmon Rasmussen, som var hende en stor hjælp og støtte både i den svære tid, men også fremover. Blomster og grønt er lidt svært at handle med, begrænset holdbarhed m. v., så da Anna fandt ud af, der var en ledig købmandsforretning i Horne slog hun til, og i januar 1951 overtog hun butikken, hvor hun som medhjælper fortsat havde sin svigerfar. Anna og Salmon drev det man i dag kalder en god gammeldags købmandsbutik sammen indtil 1967, hvor Salmon døde, og derefter fortsatte hun alene. Pladsen var trang og udnyttet optimalt, næsten alt kunne købes. Var der forespørgsel på en ikke helt almindelig ting, mente Anna, at – jo det har vi vist nok – og efter en rum tid og megen rumsteren i baglokalet kom hun som regel frem med den ønskede vare. Hun var en flink og venlig købmandskone, der gjorde alt for kunderne, mange afleverede bare deres indkøbsliste i butikken, så blev varerne pakket og bragt ud af Frits eller Bent pr. cykel. Det var også deres arbejde at veje sukker, mel og gryn af ude i baglokalet og klargøre disse ting til hylderne i butikken. Mange kunder købte ”på bog” og når der så blev afregnet, fik man som regel en lille ting. Dem, der betalte kontant fik ingenting, det burde have været omvendt. Til jul fik kunderne også små gaver, et år husker jeg, det var en lille skål, som vi stadig har til minde om en svunden tid. Hverdagen var travl, på pladsen udenfor stod en BP benzinstander, og da det var før selvbetjeningstiden, skulle hun også passe denne. I baggangen kunne der også være liv og glade dage, fodtøjsbænken derude var tit tæt besat, og alverdens problemer blev løst over en øl eller to, en ganske naturlig ting hos alle mindre købmænd den gang. Telefonen var heller ikke hver mands eje, men det blev betragtet som en naturlig ting, at man blot kunne ringe til Anna, så løb hun ud med beskeder til naboer m. v., så når man siger butikken, benzintanken, baggangen og telefonen forklarer det lidt, at Anna Rye altid var i småløb.

Da Anna overtog butikken i 1951, var der 5 andre købmænd i vor lille landsby. Senere voksede konkur-rencen også udefra, hun stod flot distancen i 33 år, drejede nøglen for sidste gang kort før jul i 1983, og blev boende i huset indtil 1994, hvorefter hun flyttede til Faaborg og nyder i dag sin pensionisttilværelse som næsten 90 årig, hvor hun, trods livets modgang, med glæde kan mindes mange gode år som købmandskone i Horne.

2005, november

AMICO MARKISER 

For år tilbage var Horne Land meget større end i dag forstået sådan, at afstandene virkede længere. Der var betydelig længere ud til Bøjden, Bjerne Mark og Dyreborg som nu til dags, og man havde også hele tre skoler, Horne, Bjerne og Bøjden, som hver især fungerede udmærket. Udviklingen gik, også den gang, i retning mod lad os kalde det stordrift, og i 1967 besluttede de vise mænd, at samle hele Horne Lands skolegang på Horne Skole, og et par bygninger blev ledige til andre formål.

Bøjden Skole blev overtaget af daværende kromand Egon Johansen, som lagde lærerboligen ind til kroen og ellers havde forskellige planer med skolebygningen. Disse planer blev aldrig rigtig gennemført, og bygningen stod mere eller mindre ubrugt hen til omkring årsskiftet 1971/72, hvor en interesseret køber henvendte sig, og handelen gik hurtigt i orden. Køberen, Henrik Baltzer kom fra København, var udlært radio- og TV mekaniker, men havde luret en fremtid i fremstilling af markiser. Nu ligger en markisefabrik rimelig langt fra radiobranchen, men Baltzer havde en god bekendt i Norge, som hed Peder Hecton og var ejer af Norsk Amico Markisefabrik. Hecton var en god hjælp i opstarten, og på denne måde opstod Dansk Amico Markiser i den gamle skole i Bøjden.

Baltzer skulle nu indrette bygningen og have personale til sin fabrikation. Til at holde styr på det papirmæssige ansatte han en kontordame, Lise Mortensen fra Mynderup. Lise havde en fortid som teknisk assistent hos firmaet Boye Thygesen i V. Aaby, og hende vender vi tilbage til senere.

Baltzer og hans medarbejdere gik nu i gang. Meget skulle klares, materialer blev indkøbt, så som Alu. profiler fra Norge, Somfy motorer fra Sverige og markisedugen fra fabrikker i Schweiz, Tyskland og Holland. Et forhandlernet skulle opbygges, det var fortrinsvis møbelfirmaer, sadelmagere eller forretninger med butiksinventar, der blev foretrukket, og med tiden nåede Amico at have en forhandler i næste hver større by i Danmark.

Med Henrik Baltzers fortid i elektronikbranchen havde han bl. a. et indgående kendskab til avancerede lyd-, casette- og videobånd m.v. til undervisning, og i de første år af hans tid på Bøjden var en del af hans forretning handel med dette. Amico på Bøjden havde det motto, at intet var for stort eller for lille, den private kunne gå ind og købe en enkel markise til parcelhuset og montere selv, eller et stort foretagende kunne bestille en helhedsløsning. Lokalt kan bl. a. nævnes, at da Hammer Hansen byggede den nuværende forretning i Mellemgade i Faaborg, monterede Amico ca. 30 meter markiser, og af lidt større opgaver var f. eks. 109 markiser til Danske Bank på Kgs. Nytorv København opsat og indkørt samt mange andre opgaver fordelt over hele landet.

Amico i Bøjden gik strygende og 5-7 ansatte havde deres levevej der. Firmaet gav samtidig en del ekstraarbejde til bl. a. posthuset i Horne og fragtmanden i Bøjden med forsendelser i begge retninger, men alle medaljer har som bekendt en bagside. Højsæsonen for markiser, og hvad dertil hører, er ganske kort, ca. fra 1. marts og til 1. juli, så ud over reparation og vedligeholdelse af det solgte havde Amico en sideproduktion af bl. a. fenderbetræk, sejldugstasker, bådsmandsstole og militærtelte til at klare beskæftigelsen den øvrige del af året. Dette gik fint nok, men krævede også sin mand. Henrik Baltzer var den type, der altid havde fuld fart frem og var altid et vist antal timer/dage bagefter. Han fik så den lyse ide at tage flycertifikat, så kunderne meget hurtigere kunne besøges, og eventuelle problemer og tilbud også hurtigere klares. Ret efter fik Amico en henvendelse fra Hærens Materielkommando i Hjørring, som bad om tilbud på 300 militærtelte med hvad dertil hører hurtigst muligt. Baltzer for ud til sin 1. mand, Jørgen Johansen, satte ham ind i sagen og sagde: Vi flyver til Hjørring i morgen tidlig. Der var bare det ved det, at for det første havde Jørgen aldrig været oppe i en flyvemaskine, og for det andet, så kendte han Henrik Baltzer rimelig godt, så han sagde ret så bestemt, at skulle han med til Nordjylland, så var det i firmabilen, og efter ”lidt” snak om dette bøjede Henrik sig. Dagen efter – et par timer forsinket – drog de af sted med Henrik ved rattet og speederen i bund. Da de kom til 5-Vejen i Nr. Broby, var Jørgen et rystende nervevrag og besluttede, at det nok var mere farligt at flyve lavt som højt og så hellere blive slået rigtig ihjel som til invalid, så han sagde til Henrik: Du får din vilje, sæt kursen mod Beldringe. Et fly blev lejet og de gik på vingerne. Henrik havde travlt med alle knapperne, så Jørgen fik flykortet og skulle vise vej. Havde det været et søkort ville Jørgen være på hjemmebane, et flykort havde han aldrig set før, og forskellen er kæmpe stor, men af forskellige omveje og efter flere opkald fra radiotårne, som fortalte, at de var lidt på afveje, fandt de H.M.K. i Hjørring, fik ordren i hus og kom heldigvis helskindet tilbage til Beldringe.

Efter ca. 7 år som markisefabrikant med videre ville Henrik Baltzer prøve nye udfordringer, og han fik en stilling som TV producer på DR 1, og Dansk Amico blev overtaget af Hecton i Norge, der var med i opstarten. Lise kontordame, som havde været med fra begyndelsen i 1972 var stadig i firmaet, og hendes mand, Morten blev 1. januar 1979 ansat som leder af fabrikationen i Bøjden.

Morten havde en fortid som landmand, vognmand og tømrer og vidste alt om dette, men havde til gengæld ikke en pind forstand på markiser. Det var Morten i bund og grund godt klar over selv, men det gik rigtig op for ham på et besøg hos en af deres forhandlere, som sagde rent ud til ham: Tag hjem og læs på lektien min ven og kom så igen, når du ved noget mere. Dette råd var noget af det bedste, han fik. Han gjorde som så, og allerede året efter den 15. februar 1980 overtog Lise og Morten Mortensen Dansk Amico i Bøjden og flyttede fabrikken til deres bopæl på Mynderup Hestehave 7 i Hundstrup, hvor de og deres medhjælpere havde 17 gode år til de den 1. maj 1997 afhændede firmaet til et par driftige forretningsfolk i Kværndrup. Henrik Baltzer`s ide for ca. 34 år siden var således ikke helt tosset. Dansk Amico v/ Torben Krolykke i Kværndrup består i bedste velgående den dag i dag.

2006, februar

”GROSSI”

Denne side er jo som bekendt om forretningslivet på Horne Land for 50-60 år siden, som især inden for enkeltmandsforretning var særdeles blomstrende. En af de lidt mere specielle var Grossis produkthandel m.m.. Grossi / Johannes Ebensgaard Sørensen, født i det lille stråtækte hus i Vesterballe af Marie og Jens Peder Sørensen den 02.02.1912, til Kyndelmisse, som han altid selv sagde, og tilbragte hele sit liv der, var en af de personligheder i Horne, som mange stadig vil huske som et godt minde fra den gang. Om navnet Grossi er opfundet fordi, han var en slags grossist, eller det var fordi, hans far blev kaldt ”fatter Gråben”, har jeg ikke kunne klarlægge, så det må stå hen i det uvisse, men alle kendte Grossi og kun få Johs. Sørensen, men han kendte også selv alle mennesker.

Grossi levede et liv som jeg kunne forestille mig en del inderst inde misundte ham, da han lavede lige nøj-agtig det, han havde lyst til . Som yngre var han karl hos Jørgensen på Grønvang, men det med alt for mange faste tider og i det hele taget fast arbejde, var ikke lige ham. Han foretrak hellere løsarbejde bl. a. på Vester Møllen sammen med ”Affi” / Alfred Møller og Niels. De forstod at kombinere arbejde og hygge og når dagens strabadser var overstået og maven og ganen trængte til lidt pleje, startede ”Affi” sin Harley Davidson, og Grossi indtog sidevognen og så kørte de ellers på indkøb til et ordentligt herremåltid, som de garanteret hyggede sig med.

Vester Møllen var nok et af de steder, Grossi holdt mest af, men et andet sted, som også stod ham nært, var hos Emil vognmand, som han gik en del til hånde, og uanset om der var brug for hans hjælp eller ej, var han en daglig gæst i hvert fald til fyraftensmødet sammen med Ludvig og Ole Røssel m. fl.. Så blev der fortalt nogle hårrejsende historier, som hver især vidste, var mere eller mindre sandfærdige. Jeg husker, når Grossi havde fyret en sådan af, sluttede han gerne med ”tror du på den?”

Sideløbende med løsarbejdet havde Grossi jo også sin egen produkthandel. Han havde evnen til at finde de rigtige ting til den rigtige pris, gamle landbrugsmaskiner blev transporteret hjem og grovskilt udendørs til enheder, der ikke var større, end de kunne gå gennem gangdøren. Så kunne han sidde inde i stuen i varmen og hygge sig sammen med mor Marie og findele stumperne. Nok ikke det mest renlige arbejde, men det tog Marie ikke så højtideligt, og at Grossi havde et godt forhold til sin gamle mor, var ingen i tvivl om, når man hørte, hun altid kaldte ham ”Goi”

Ude i baghaven stod et lille træskur (resterne står der endnu), dette blev brugt til de bedre ting. Midt i skuret stod en gammel lænestol, og resten var tætpakket med alverdens spændende ting, samt spande og kasser med sorterede dele, bly, kobber, messing, tin m.v.. Se her unger, sagde han med sit specielle glimt i øjet og cigaren skråt op, dette er ædle metaller. De ædle og mindre ædle metaller blev så efter grundig adskilning og sortering videresolgt til bl. a. ”Jøden” i Faaborg og var med til at give mad på bordet, og god mad, var noget, han holdt meget af. Han sagde gerne, når jeg får sulemad igennem halsen, er det lige så jeg kan jodle, hvad han også kunne. En stor børneven var han også, hvad nabobørnene nød godt af og besøgte ham tit, for i skuret mellem alle tingene, stod nemlig også en ”skattekiste” med bl. a. gamle Tarzanhæfter. Så blev Grossi placeret i lænestolen med ungerne omkring sig, og så blev der læst højt og snakket om mange ting, og det var stunder, som både han og børnene holdt meget af.

Grossi fik først i tresserne sin egen bil, en Ford A med et lille lad. Da var han meget stolt, og cigaren fik et ekstra vip op. Nu kunne han nemmere komme rundt og finde stumperne, og han udvidede forretningen med lidt fiskehandel. Ikke fisketure som sådan, men folk bestilte, og han leverede, og det passede ham fint, for mange gange havde han fisk med ud og gammelt jern med hjem. En af disse fisketure var dog en undtagelse.

En gårdmand i Krarup havde bestilt fisk, men i stedet for jern tog Grossi tjenestepigen, Johanne med hjem. Grossi var i mellemtiden blevet alene og der trængte måske til lidt oprydning derhjemme. Johanne var en gæv pige, som smøgede ærmerne op og gik i gang fra en ende af. Den 16.01.1965 blev de viet hos daværende sognefoged Lars Jørgen Larsen med Gunner Jørgensen og Niels Henriksen som vidner, for øvrigt på Johannes 50 års fødselsdag. De var jo begge i en moden alder, men nåede dog at fejre kobberbryllup sammen. Festen blev holdt den 16.07.1977 i Abbelines ”selskabslokaler” og var en rigtig god dag for dem begge sammen med gode naboer og venner. Kort tid efter svigtede Grossis helbred ham, og han døde 16.04. 1978. Johanne blev boende i huset nogle år til hun fik en lejlighed i Bryggergården, hvor hun sluttede sin tilværelse i sidste halvdel af 1990’erne.

2006, maj

HORNE KOMMUNE

”De vise mænd”, som sad på deres faste sten rundt om Stævnetræet i Horne kniber det lidt med, nogen kan fortælle mig noget om, så vi nøjes med at gå tilbage til den 06.07.1867. Da blev der vedtaget en lov, som dannede grundlag for vore kommuner i den skikkelse, de faktisk har den dag i dag (indtil 01.01.2007). Deres befolkningstal og størrelse faldt i mange tilfælde sammen med den kirkelige inddeling, sognet, som var meget ældre.

Johannes Nørrelund var sognerådsformand fra 1917 til 1943, og med fra 1917 var også Jens Holm som sognerådsmedlem. Jens Holm blev senere kasserer, først som medlem af sognerådet og fra kommune-kontorets oprettelse i 1943, som heltidsansat lønnet kommunekasserer og sekretær. I den forbindelse trådte han ud af sognerådet. I 1943 blev Nørrelund afløst af Gunni Rud. Rud blev samtidig formand for det sociale udvalg – to vigtige poster, som han klarede helt frem til kommunesammenlægningen i 1970.

Steinckes socialreform fra 1933 bestemte, der skulle oprettes sociale udvalg i alle kommuner. Jens A. Jensen var socialudvalgsformand i 1930`erne og udskrev anvisninger til de, som skulle have socialhjælp, disse kvitteringer blev så bragt til Nørrelund, og hvis han ellers godkendte dem, gik man videre til Jens Holm, som derefter udbetalte pengene, så på en måde kan man sige, de arbejdsløse var på heltid den gang, da de jo skulle løbe mellem de tre ovennævntes bopæl, hvor de havde kontor. Som vi kan læse, var der allerede den gang hjemmearbejdspladser, det er ikke noget nyt.

Horne Kommunekontor blev oprettet i 1943 i den vestlige fløj af den nybyggede skole. I samme fløj blev der indrettet et lokale til sognerådet og på første sal lejlighed til pedellen. Indtil da var sognerådsmøderne blevet holdt på 1. sal i vort forsamlingshus.

Det første personale på kommunekontoret bestod af Jens Holm, som var der indtil han holdt som 70 årig i 1958, samt assistent Ellen Egelund. Ellen blev den 01.03.1946 afløst af Ruth Mose. Det skal nævnes, at i selvangivelses- og skatteberegningsperioder var der indkaldt ekstra personale. Sognerådsformanden var der ikke hele tiden, men kom helt sikkert flere gange om ugen for lige at se, om alt gik, som det skulle. Tiderne og udviklingen krævede mere og mere, kommunesekretæren deltog i sognerådsmøderne som sekretær, og sognerådsformanden var den ansvarshavende leder af den kommunale administration. Den 01.07.1958 blev Karl Peter Schacht ansat som kommunesekretær. Schacht kom fra Revisionsfirmaet Munk i Svendborg med blandt andet HD i regnskab. Senere blev hans kone, Astrid og Maja Paustian ansat på deltid i bogholderi-afdelingen. Schacht og Ruth Mose flyttede begge med til Faaborg, da vi fik kommunesammenlægning i 1970.

Samme år den 01.01. blev kildeskatten indført. Før den tid var der i de første år en såkaldt skatteopkræver. I mange år var det Andreas Andersen fra Bjerne, som besøgte sognets beboere en gang hvert kvartal. I midten af 1960èrne fik Horne kommune et kasseapparat, som alle skatteindbetalinger skulle gå igennem. Da de fleste beboere i kommunen betalte deres skat personligt, var der stor trængsel på kontoret de sidste dage, som var den 20. i månederne februar, maj, august og november. Hvis man kunne forestille sig lige at gå tilbage til dette system i dag, er jeg ikke sikker på, trængslen ville blive særlig stor.

Udover kasseapparatet fik kontoret også en bogholderimaskine og en regnemaskine, og i 1966 kan man sige, at vort nuværende IT-stade tog sin begyndelse, da vi fik hulkortet. Et kort pr. person, som i begyndelsen blev kodet med folke- og invalidepension til indberetning til Hulkortcentralen, nu Kommunedata. På det grundlag blev der så hver måned udskrevet checks til de berettigede. Disse ”moderne hjælpemidler” er faktisk ikke mere end ca. 40 år gamle, men Horne Kommune var rigtig godt med, for man havde jo Ruth Mose, som med sin ”indbyggede harddisk” lynhurtigt kunne besvare et spørgsmål om så at sige alt, hvad der havde med kommunen at gøre. Når Gunni Rud manglede f. eks. et telefonnummer eller en fødselsdato, sagde han: ”Vi slår lige op i Ruth” , og så var svaret der med det samme.

Kommunesammenlægningen foregik ikke lige på en gang. Som noget af det første, der blev flyttet, var folkeregisteret i 1968. Det var ca. samtidig med, at man indførte personnumre, som også var en forudsætning for kildeskattens indførelse. Den 01. april 1970 fandt den egentlige sammenslutning sted. Beboerne, som skulle have offentlig hjælp kom fra 8 kommuner, Faaborg, Horne, Svanninge, Brahetrolleborg, Ø. Hæsinge, Diernæs, Aastrup og V. Aaby, og da de havde hver sit journalsystem, var den første tid meget kaotisk. Mange andre ting var nået til hulkortet takket være cpr. registeret, så de gik nogenlunde gnidningsløst.

Med flytningen til Faaborg fik Schacht og Ruth tittel af henholdsvis kommunebogholder og overassistent. i socialforvaltningen. Det var arbejdsmæssigt en lettelse, da de begge fik et mere afgrænset arbejdsområde. Karl Peter Schacht stoppede den 30.06.1980, medens Ruth Mose fortsatte frem til den 01.07.1987, hvor hun efter godt 41 år i det kommunale regi , gik på pension

Horne Kommune er historie, Faaborg Kommune er snart ligeså. I 2007 træder vi ind i en ny epoke, endnu meget større. Da vi i 1970 gik over i storkommunen, sagde et af vore daværende sognerådsmedlemmer Ove gartner: ”Lav en` kommune på Fyn, der ender vi alligevel en dag” – han får muligvis ret.

Tak til Ruth Mose for venlig hjælp.

Sognerådsmedlemmerne samlet til det sidste møde. Fra venstre: Aage Hansen, kommunesekretær K.P. Schacht, sognerådsformand Gunni Rud, kommuneingeniør A. H. Christensen, Aage Larsen, Morten Hansen, Peter Dauning, Knud Mogensen, Rasmus Jacobsen, Børge Larsen, Niels Pedersen, Kr. Østergaard og Ove Pedersen

2006, august

CARL MURER

Carl murer er han blevet kaldt i over 60 år og kaldes den dag i dag, så det laver vi ikke om på.

Carl blev født den 24.04.1916 på nu Søren Lundsvej 4 af Grethe og Lars Chr. Larsen som den yngste ud af en søskendeflok på syv, og som han siger, er han den yngste og ældste, da han er den sidste, der er tilbage. Senere overtog han ejendommen og har således faktisk boet der hele sit liv.

Da skoletiden var overstået, gik Carl forældrene til hånde i deres lille købmandsforretning i et års tid. Forældrene mente, han som de fleste den gang, skulle ud og tjene bønder, og en aftale med en gårdmand i sognet var også lavet, men da slog Carl bremserne i, han ville være håndværker, og da det var murerfaget, der trak mest, kom han som 15 årig i lære hos en murermester i Faaborg.

En murerlærling fik den gang 12 kroner om ugen, og dem ville Carl godt beholde selv, så for at betale for kost og logi der hjemme havde han en del fritidsarbejde hos de lokale landmænd, da han blandt andet var god til at malke, så på en måde var der alligevel lidt af en landmand i ham.

Da læretiden var overstået, fortsatte han som svend i firmaet et stykke tid, men arbejdede senere for mestre blandt andet i Svendborg. I hans sidste tid som murersvend var han ansat hos en  lokal mester, Carl Wie, hvis murerforretning han overtog den 02.01.1946.

En af de første større opgaver Carl og hans folk fik, var at genopbygge stuehuset på Sønder Hjørnegården, som tyskerne havde nedlagt i slutningen af Krigen. Det var slet ikke så nemt for en nybegynder, da transport ud og hjem foregik på cykel overlæsset med værktøj og materialer, og der gik heller ikke længe, før Carl fik anskaffet sin første bil. Det var en almindelig 4 personers Ford A fra 1929, som mirakelmanden, smed Jussi på Bjerne Mark havde gemt for prøjserne ude i Dyreborg Skov, hvor den bare stod med et par gamle sække over motoren og ellers ikke andet. Jussi fik ”lynhurtigt” sat det mekaniske i stand. ”Hjulmanden” i Horne pillede bagsædet ud og byggede et lad, som passede ind i bilen fastgjort med et par store vingemøtrikker, så det kunne demonteres. Bagsædet på plads og det var en almindelig personbil igen – ganske smart. Det var den første af mange varebiler, Carl havde, men et kæmpe fremskridt dengang.

I 1948 blev Carl gift med Ruth fra Skaarup og fik mange gode år sammen med hende. Foruden at være ham en god hustru var hun også en uvurderlig hjælp i firmaet, da det var ganske naturligt, at hun med sin handelsuddannelse tog sig af alt regnskab og telefonpasning

I hele Carls tid som murermester i Horne har han aldrig manglet arbejde. Firmaet beskæftigede til tider over 10 mand, og et utal af lærlinge har fået deres svendebreve der. Opgaverne var for det meste lokalt samt i Faaborg og omegn. Hvor meget, han har opført i tidens løb, ved han knap selv, men en ting er sikkert, at går du med Carl murer en tur rundt i Horne og slår et kryds på de huse og bygninger, han står bag, vil det blive til mange krydser. Horne Skole kan man godt sige at Carl har sat sit navn på. Som ung murersvend var han i 1943 med til at bygge den vestlige bygning, også kaldet 43 bygningen, i min skoletid var det den nye skole. 24 år senere i 1967 opførte han den nuværende nye skolefløj, som heller ikke er helt ny mere, da den snart kan fejre 40 års jubilæum. Alt i alt et par byggerier, der har sat sit præg på vort lille samfund, som han i høj grad har medvirket til.

Dagens mand har Carl også prøvet at være. I 1959 mistede vi Øster Møllen ved en voldsom brand, den lå meget tæt på Carls udbygning, som den gang havde stråtag, og vinden var lige i den retning. Uden tøven kravlede han op på tagrygningen med haveslangen og fik slukket hver gang ilden fængede i strået, hvad den gjorde flere gange, og ind imellem gav han sig selv en omgang, når varmen blev for slem. En indsats der blev belønnet med en flot pokal fra Brandinspektøren.

Murerfaget er ikke et skånejob, og efter store problemer med begge hofter lukkede Carl firmaet i 1969. Trods hans hofteproblemer klarer han sig flot som nu godt 90 årig og passer selv hus og have til stort UG.

2006, november

BØJDEN – FYNSHAV OVERFARTEN 40 ÅR

Horne Lands og dermed Fyns forbindelse til det sønderjyske ad søvejen er faktisk en gammel historie. For godt og vel 150 år siden så nogle søfolk muligheden i en fast forbindelse mellem Fyn og Als. I 1843 startede man med en smakke hver tirsdag kl. 8.00 fra Dyndkrogen til Fynshav og retur samme dags eftermiddag. Denne ”færgeforbindelse” bestod frem til 1864 og var, kan man godt sige, forløberen til vor nuværende Bøjden-Fynshav forbindelse. Om behovet for denne sejlads var for lille eller for urentabel, ved jeg ikke, men der skulle i hvert fald gå 58 år før vi igen fik kontakt med det sønderjyske med forbindelsen Faaborg-Mommark, som blev oprettet i 1922 som fast jernbaneforbindelse og tillige med plads til automobiler. Mommark færgen var den gang så ubetinget en succes, men udviklingen de næste 20-30 år frem tillige med nedlæggelse af baneforbindelserne gjorde, at den tabte terræn, og økonomien skrantede lidt. Et eller andet skulle der ske, de vise mænd på hver side af bæltet lagde hovederne i blød, og ideen om en fast moderne forbindelse mellem Bøjden og Fynshav opstod først i 1950`erne.

Dette var et projekt af format set med datidens øjne. Der var tilhængere og modstandere på begge sider af vandet, de lokale forkæmpere her i Horne var sognerådsformand Gunni Rud, mejeribestyrer Laurits Rasmussen og gårdejer Peter Krogh. Disse tre herrer skylder vi tak, for vi har færgeforbindelse den dag i dag. I starten var opbakningen til vore lokale fra øverste myndighed lig nul. I 1954 udtaler daværende generaldirektør Terkelsen fra Statsbanerne, at han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig muligheden af en færgehavn i Bøjden. Hans efterfølger P.E.N. Skov så med lidt andre øjne på sagen, og Skov var en af de tunge drenge på vægtskålen. Hidtil havde det været snak frem og tilbage, men den 25. oktober 1955 blev sagen lagt i faste rammer på Teater Hotellet i Sønderborg. I mødet, som hed bane- og færgeforhandling, deltog repræsentanter fra Danske Statsbaner, Amtsrådet i Sønderborg og Svendborg, byrådet i Sønderborg og Faaborg, samt vore tre folk fra Horne Sogneråd. Ud fra referatet, som fylder ca. 50 tætskrevne A4 sider, fra mødet fremgår det tydeligt, at ca. halvdelen af de 40 deltagere var stemt for en modernisering af Mommark forbindelsen, og den anden halvdel for oprettelsen af Bøjden-Fynshav ruten, og først nu kunne kampen så tage sin begyndelse for alvor. En lang sej kamp, som man brugte de næste 10 år på.

Faaborg var stor modstander af ideen, Mommark færgens afstand var ca. 23 km. og sejltiden på 1 time og 20 minutter, og selv om dette kunne kortes betydeligt ned ved flytning til Bøjden, var Borgmester Toftager overbevidst om, at kom der en ny større færge, ville antallet af både passagerer og bilister stige, og da det var en af Danmarks smukkeste sejlruter, var han sikker på, at folk gerne brugte lidt mere tid. Hornes modspil var, at med nedkortelse af afstanden til ca. 13 km. og sejltid på 45 min. og deraf også billigere overfarts-priser, samt da farvandet var mere isfrit, var der ingen tvivl om, hvor færgen skulle være. Der blev gået til sagen mange steder fra med stor ildhu. Vort lokale Dansk Arbejdsmands Forbund, som i halvtresserne havde stor ledighed i området, gik til Trafikministeriet og forklarede, at kom færgen til Bøjden, ville mange tage arbejde på Danfoss, og tillige ville Horne Land få mere industri. Disse spådomme gik vist ikke lige i opfyldelse, dog fik en del arbejde med anlægningen af Bøjden Færgehavn, og de lokale handlende fik også deres bid af kagen. Dansk Fiskeriforening anbefalede også ruten, da det ville skabe hurtigere forbindelse til det store europæiske marked.

Fantasien fik frit spil. Fra Lysabild Sogneråd på Als blev der foreslået at føre sejladsen fra Mommark til sydsiden af Lyø, og så skulle Lyø Øst forbindes over til Knold på Horne Land med en dæmning brudt af en bro over sejlrenden. Dette ville spare anlægningen af et færgeleje og yderligere forkorte sejlafstanden, og begrundelsen derfor var, at en sådan dæmning måtte komme under alle omstændigheder. Det fremgår ikke hvad Lyøs befolkning ville sige til af få hovedvej 8 hen over deres dejlige ø.

”Tovtrækkeriet” tog som sagt ca. 10 år, inden Bøjden-Fynshav tilhængerne vandt slaget. I 1964-1965 begyndte man arbejdet med dæmningen og færgehavnen ved Kalvøre. Et stort arbejde, der foregik mere eller mindre i døgndrift med den daglige ledelse fra ”kontoret”, som var en skurvogn, kaldet Stillehavet 17, ude ved dæmningen.

Efter ca. 2½ år var anstrengelserne slut. 2 topmoderne færgehavne med kontorer og kiosker m.v. stod klar til at modtage færgen Fynshav, der forinden havde sejlet Faaborg-Mommark i et par år. Et stykke tid efter blev der oprettet det, der kaldes en flydende bro, idet færgen Heimdal blev indsat sammen med Fynshav. Dette gik dog ikke i længden, begge færger blev taget ud og erstattet af Najaden, som igen blev afløst af vor nuværende færge, Thor Sydfyn.

Bøjden Færgehavn blev indviet den 27. maj 1967, og kan således fejre sit 40 års jubilæum her til maj. Indvielsen foregik under stor festivitas, og havnen var sort af mennesker. Mange prominente personer var til stede med gaver og taler, blandt andet Sønderborgs borgmester, Anders Andersen, der i sin tale sagde, at først nu var genforeningen mellem Sønderjylland og øerne fuldbyrdet.

2007, februar

HORNE FORSAMLINGSHUS

Matr. No. 12n Hornelandevej 33 blev bygget i 1897 af Lars Mortensen, hvis ide var, at oprette et mødested for sognets beboere, hvad han også fik gjort, men allerede efter 5 år sælger han i 1902 til Carl Nørrelund, der overtog ejendommen med tilhørende inventar, som bestod af: 4 kakkelovne, 1 komfur, 1 indmuret gryde, 2 borde, 20 bænke, 6 lampetter samt 1 flagstang med tilhørende line og flag. Endvidere skulle Nørrelund forpligte sig til uden vederlag at give ”Logen til Hornes vel” ret til afbenyttelse af salen en gang om ugen.

Efter 13 år sælger Nørrelund i 1915 hele huset med tilbehør til skræddermester Mads Søren Madsen. Om skrædder Madsen ikke magtede opgaven tilfredsstillende, ved jeg ikke, i hvert fald samledes en del af sognets beboere den 19. november 1920 for at forhandle med ham om køb af Huset. Man blev enige og over-dragelsen blev berammet til den 1. januar 1921, og hermed opstod A/S Horne Forsamlingshus. Nu skulle man så finde pengene. Købsprisen var på 25.000,00 kr., 14.000,00 kr. for ejendommen og 11.000,00 kr. for inventar m.v.. En flok ihærdige folk fik tegnet aktier for 15.400,00 kr. og restbeløbet blev finansieret med et lån. Da alle besværlighederne var på plads, blev der søgt en vært til Huset med det nedslående resultat, at ikke en eneste ansøgning indkom. Efter en del forhandling blev man enig med malermester Svend Nielsen, som blev den første vært i Horne Forsamlingshus.

Starten var svær, mange opgaver ventede, pengene var små, og ønskelisten stor, blandt andet elektrisk lys, som blev lagt ind i 1923. Et lokale på 1. sal blev udlejet til Horne Sogneråd, hvilket gav en fast indtægt, som sammen med det utal af foreninger, Horne var velsignet med i førkrigsårene og som var flittige brugere af Huset, fik det hele til at køre rundt op igennem de såkaldte kriseår. Udlejningspriserne kan man godt trække på smilebåndet af. F. eks. i 1935 kostede Alfred Voldgaards bryllupsfest 15,00 kr. for den store sal, mens Belgisk Hesteavlerforening måtte hoste op med 3,00 kr. for den lille, det samme måtte Kirkeballe Kreatur-forsikring, hvorimod Gl. Ægforening kunne nøjes med 2,00 kr., men priserne har jo nok passet til den tid.

I 1934 fik Huset ny vært, frk. Marie Jørgensen, som havde stillingen i 7 år frem til 1941, hvor hun sagde fra. Jobbet var åbenbart blevet lidt mere eftertragtet, for Kirsten Klingenbjerg blev valgt ud af en håndfuld ansøgere. Kirsten ”sutsko”, som vi kaldte hende, var en lille venlig kvinde, som jeg/vi husker hende fra hendes mange daglige gåture fra hjemmet i Præstegårdsgyden, ned over købmand Jørgensens sti til Forsamlingshuset, som blev hendes hjertebarn.

Kirsten blev en ældre pige og stoppede, og blev nu afløst af landpostbud Ejvind Nielsen fra Faldsled. Valborg og Ejvind med fem børn ankom til Horne og overtog hele Huset den 1. november 1960. Pludselig kom der liv i det gamle hus. Lejligheden på første sal, som hidtil havde været depot for Kirstens møbler og et utal af mus, blev renoveret og familien Nielsen flyttede ind, foreløbig på en fem års aftale, som skulle vise sig at blive til 27 år som værtspar i Horne Forsamlingshus (indtil nu rekorden)

Det populære værtspar blev afløst af Birthe og Tage Larsen ved en reception den 01. oktober 1987. De klarede opgaven til UG i 7 år, men så en større udfordring, da Korinth Kro blev sat til salg i 1993, og købte denne.

Pladsen blev nu overtaget af Kirstine Østergaard, som kun stod distancen i 10 måneder frem til oktober 1994, hvor Jeanette og Flemming blev ansat. I de 7 år, Birthe og Tage drev Huset, var der sket store omvæltninger, men da Jeanette og Flemming tog over, måtte de begynde næsten forfra igen efter de forgangne 10 måneder. Unge mennesker og nytænkning er ingen skade til. De formåede at banke Horne Forsamlingshus op til noget, jeg vil sammenligne med fem stjerner. Det hele fungerede, som det skulle, og man følte sig rigtig velkommen, når Flemming i ”uniformen” stod i gangdøren og tog imod gæsterne. En god start er næsten altid lig med en god fest.

Efter ca. 12 år trængte Jeanette til et pusterum, og i mellemtiden havde Flemming startet eget firma. Den 1. juli 2006 blev de afløst af vores nuværende værtspar, Gitte og Michael Tost fra Haagerup, som vi hermed lidt forsinket byder velkommen.

Mange ting er sket i Husets historie. Der har været gode år og svære år, og hele tiden var det et spørgsmål om at følge med og kunne byde på det, som tiderne nu en gang krævede. I 1951 lavede man tribune til orkester, i 1953 blev der anlagt parkeringsplads langs landevejens nordlige side (ca. 50 m.). Huset manglede udenomsplads, og i 1954 var urmager Johs. Pedersens hus med ret stor grund omme bag ved ledig. Der blev forhandlet om køb af både hus og grund til eventuel senere udvidelse af Huset og parkeringsplads, men man enedes om, kun at købe et lille stykke af grunden, hvilket sikkert passer Henny og Helge ret godt. I 1955 blev der bygget nyt køkken, og i 1960 blev der bygget scene. I forbindelse med værtskifte i 1960 blev sognerådslokalet lagt ind til værtens lejlighed, som samtidig også fik både toilet og telefon, men centralvarmen måtte Valborg og Ejvind vente med til 1963.

I 1971 fik forgangen en stor omgang, den gamle garderobe blev slettet til fordel for nye toiletter, og i 1975 skete der ting og sager. Ny tilbygning med en mindre sal og et moderne stort køkken, som blev indviet den 18.oktober. Forgangen fik igen en ansigtsløftning i 1989, hvor der blev lavet handicaptoilet og afskærmning af trappeopgang. Dette er kun et meget lille udpluk af de ting, der er sket igennem tiderne, og som stadig heldigvis sker.

Horne har i nyere tid fået flere muligheder, når en fest skal holdes. Jeg vil håbe, der er plads til dem alle, men jeg vil også håbe, at Horne forsamlingshus stadig vil være

STEDET, HVOR VI MØDES.

2007, maj

Maler Hans Lillemark

Igennem årene har der været et rigt kunstnerliv på Horne Land. Hans Lillemark var en af dem, der om nogen, har sat sit eftermæle på væggene i utallige hjem, både lokalt og vidt omkring i landet. Lillemark blev født i 1901 i Kuskehuset på Lillemarken. Forældrene, Sidsel og Niels Jørgen Hansen havde en lille fæsteejendom under Hvedholm på ca. 3 tdr. land, og sammen med faderens arbejde som murer brødfødte den familien, der også omfattede en yngre broder. Som det fremgår, var efternavnet Hansen, men da folk oppe i byen altid omtalte familien som dem nede fra Lillemarken, købte de i 1928 navnet Lillemark.

Lillemarks evner som kunstmaler må være medfødt, da ingen i familien havde vist tendenser i den retning, og da det lå i stjernerne, at broderen Johannes, skulle overtage ejendommen, gik han som næsten nykon-firmeret i malerlære hos Hemstra i Faaborg og fik som de fleste kunstmalere den gang en uddannelse som almindelig husmaler. I læretiden, som også omfattede en del timer på Teknisk Skole, lavede han mange fine tegninger og akvareller. En af de ældste tegninger, der findes i dag, er fra 1917, hvilket beviser, at det alle-rede som 16 årrig har været kunsten, der stod hans hjerte nær. Læretiden blev overstået, og Lillemark fik sin egen lille afdeling med atelier hjemme i Kuskehuset, hvor han klarede dagen og vejen ved hovedsagelig malerarbejde for sognets beboere.

På de tider havde vi den nok så berømte Horne maler og Charlottenborg udstiller, Søren Lund, og ham fik Lillemark kontakt med i 1928, et bekendtskab, der gav hans liv et skub i den retning, han ønskede inderst inde. Lund kunne se, han havde evner og gav ham mange gode råd, samt lagde et godt ord ind for ham de rigtige steder. I 1929 kom Lillemark på malerskole i København, og her mødte han kammerater og lære-mestre, som var til fælles glæde og gavn.

Han blev gift med Julie Banke fra Dyreborg i 1941, og sammen flyttede de ind i et lejet hus i Egsgyden 2, hvor Carl Maulitz før havde værksted, og i 1943 blev familien forøget med sønnen Jørn, der som godt 20 årrig med lidt hjælp af lokale håndværkere byggede nyt hus til sine forældre på Vesterballe 33 i 1964.

I efterkrigsårene var der rigeligt at lave med malerarbejde for sognets beboere. Folk satte pris på hans ven-lige væremåde og grundige arbejde. 2 svende var ansat, Jørgen Larsen over for Bystævnet var ham til stor hjælp i mange år. Lillemark prøvede så vidt muligt at fordele tiden mellem den store og lille pensel, hans billeder og akvareller var efterspurgt og solgtes ret hurtigt. Jeg husker Hans Lillemark som en stille og rar mand, når han i sin hvide jakke og kasket og på cykel med staffeliet fastspændt samt med kurven bagpå var på vej ud i vor smukke natur for at finde et egnet motiv, selvvalgt eller bestilt. Det var en meget benyttet gave til den runde fødselsdag eller sølvbrylluppet at forære et maleri af Lillemark. Han opfyldte gerne folks ønsker, skulle den gamle slægtsgård foreviges, blev man f. eks. enige om, om den skulle have strå- eller fast tag. Et yndet motiv var vor gamle rundkirke, som han har malet fra mange vinkler, et andet var skoven ved forårstide.

Italien er alle kunstneres drømmeland. Helt tilbage til 1951 var Julie og Hans Lillemark på en bustur dertil, hvor der selvfølgelig blev fotograferet og tegnet flittigt, som senere blev til akvareller der hjemme.

Han var en meget dygtig tegner også karrikaturtegninger mestrede han. En gang underholdt han ved en festlig lejlighed med en tegneserie med motiver af forskellige sangere og musikere i sjove situationer til stor morskab for forsamlingen. Portrætmaleriet har han også dyrket., og blandt andet portrættet af hans far har fået meget anerkendelse på flere udstillinger.

Musik fyldte meget i tilværelsen. Han begyndte tidligt med violin og trommer og senere cello. Som ung spillede han til bal f. eks. på Dyreborg Sommerhotel. Han var aktivt medlem af Horne Sang- og Musikforening næsten hele livet og var en tid også dirigent for orkesteret. Der var mange gode og muntre stunder. Den ugentlige øveaften, koncerter samt den årlige dilettantforestilling, hvor han også stod for kulisserne og var sminkør. Det flotte scenetæppe i Forsamlingshuset med motiv set fra Strandvejen med byen, kirken og begge vore møller var også hans værk.

Hans Lillemark døde i december 1978, og sammen med ham forsvandt en af Hornes personligheder. Hvor mange værker, hans pensler har udført, vides ikke, men i dag er hans billeder nærmest uopdrivelige. I lidt nyere tid, da moderne kunst dukkede frem, blev den modtaget med blandede følelser, og tit har man hørt sætningen nej lad os få et Lillemark, det kan man da se hvad det forestiller, en sætning man kan høre den dag i dag.

2007, august

Smed Jussi

Johannes Hørkild Nielsen, født 1909 på Hørkildgård på Bjerne Mark, var ikke en helt almindelig landmands-søn. Landbruget havde ikke hans store interesse, men derimod landbrugets mekanisering var noget, der tiltalte ham. Efter endt militærtjeneste i 1930 lejede han af sin fars fætter, Knud smed, den gamle smedie i Bjerne by. Dette var lidt af et sats. Planen var at få hverdagen til at fungere med lidt smedearbejde, hvis efterspørgselen var der, og resten af tiden som landbrugsmedhjælper. Den plan blev dog hurtigt gjort til skamme, for næsten fra første dag blev smedien en heltidsstilling. Jussis første kunde var Severin Hansen, som fik loddet en spand, hvilket kostede en 25 øre, som blev sømmet op over smededøren.

Starten var ikke problemfri. I 30`erne var det ikke så ligetil at få materialer, og da Jussi var såkaldt selvlært smed uden svendebrev, var der nogle, der forsøgte at bremse ham. Dette kom smed Kjær i Sh. Lyndelse for øre, han tilbød sin hjælp, og Jussi aflagde og bestod sin svendeprøve hos ham og senere mesterprøve i København.

Pladsen i den gamle smedie i Bjerne blev for trang. Jussi overtog et stykke af sin fars jord ved korsvejen på Bjerne Mark, fik bygget nyt smedeværksted med beboelse i 1939/40 og blev i 1941gift med Karen fra Stenbjerggården.

Det var ikke det bedste tidspunkt at starte ”ny” forretning på. Krigen satte en stopper for meget i den branche, men det tog Jussi som en udfordring, meget kunne laves med små midler og de rigtige hænder i disse år, desuden var han aktivt medlem af en gruppe gæve mænd, der gjorde alt for at irritere tyskerne, hvilket blev gjort så godt, at resultatet blev et ufrivilligt ophold i Frøslev Lejren i krigens slutning. Jussi tog til Frøslev i sutsko og vendte hjem i de samme sutsko, hjem til ”den gamle”, som han altid kaldte Karen, og en datter, der var født kun 3 uger før han blev taget af tyskerne.

Krigen var slut, lysere tider på vej, og der kom atter gang i hjulene. Jussi var den type, der lagde fortiden bag sig – færdig med den – det var her og nu og fremtiden, det handlede om. Opgaverne var mangfoldige, hestene blev skoet, cykler, biler, traktorer og landbrugsmaskiner repareret, problemer med de ”langbenede” motorer i Dyreborgkutterne blev også klaret. Sideløbende med alt dette drev han også lidt maskinstation. Sognets første mejetærsker, en Massey Harris, blev anskaffet og sprøjtning med Bladan blev udført. En kvashugger og flere biler var til udlejning. Reparation og vedligeholdelse af bilerne foregik som regel om natten, da de jo skulle være køreklar næste morgen, så til tider blev det meget sent. Forretningen havde også depot for Kosangas med en ugentlig gastur, benzinsalg fra Gulf-standeren på pladsen og den farvede traktorbenzin bag værkstedet, så Jussi og hans ansatte havde nok at se til.

Fritid og ferie var ukendt for familien, dog med enkelte undtagelser. Værkstedsvognen, en Ford A med svigermorbagsæde, som til daglig var afmonteret af pladshensyn, blev til pinse genmonteret, og så drog man på pinseudflugt sammen med familien Jensen i 6. Julis Minde. En tur til Helgoland sammen med ”Kaninen” fra Dyreborg og til Norge med kammeraterne fra modstandsgruppen blev det dog også til.

Udviklingen gik stærkt. Traktorer og landbrugsmaskiner m.v. blev henvist til specialværksteder, til gengæld oplevede man et byggeboom i 60´erne og 70`erne, som gav utroligt meget arbejde med VVS. Jussi, hans svende og lærlinge lå vandret med nybygninger, både i og uden for kommunen. Et par steder, han holdt meget af at komme, var Horne Skole og Gl. Møllegård, hvilket var gensidigt, da de problemer, der nu engang opstod, blev klaret uanset tidspunktet på døgnet. Hvis opgaven var vigtig, helst spændende, f. eks. et sprun-get vandrør, en defekt mejetærsker eller en havareret bil, stod han gerne op midt om natten for at hjælpe, men var det småting, som en dryppende vandhane eller lignende, kunne folk vente i årevis, og blev han spurgt ”hvornår kommer du?” var svaret tit ”i næste uge”, da der jo altid vil være en næste uge.

Jussi befandt sig utrolig godt med et stykke værktøj i hånden, modsat havde han det desværre meget dårligt med en blyant eller kuglepen. Kunderne måtte tigge om at få lov til at betale, hvad der selvfølgelig gav lidt problemer i hverdagen. Lidt synd, men sådan var det. Vilhelm ”kontrol” Andersen fra Bjerne var i en lang årrække medhjælper i regnskaberne, og han kæmpede en forgæves kamp med Jussi, som kunne finde på de mest utrolige undskyldninger for at blive væk fra deres aftalte regnskabsmøder.

Jussi var en spændende mand at besøge. Stille og rolig og med hans specielle humor kunne han fortælle om mange forskellige oplevelser og genvordigheder med mekanikken i hans tid, og at gå på jagt efter stumper til en gammel motorcykel eller knallert på loftet eller i skuret, hvad jeg selv fik lov til og er taknemmelig for den dag i dag, var en oplevelse.

Jussi stoppede efter 61 år i 1991 og solgte hus og smedie til sit barnebarn Bo og fik 5 år som pensionist, til han døde i 1996, men mindet og fortællingerne om mirakelmanden derude ved korsvejen på Bjerne Mark vil garanteret leve i mange år.

2007, november

FRAGTMANDEN I BØJDEN

Fragtruten Rute 32 Horne – Odense, hidtil ejet og drevet af Ejnar Nielsen, blev i 1955 ledig og sat til salg. Ejnar Nielsen havde en fætter i Langeskov, Erling Johansen, der arbejdede på Langeskov Værktøjsfabrik, medens hans hustru, Rigmor var ansat ved DSB i Langeskov. 2 gode faste stillinger og med styr på hverdagen, men Erlings familie mente, han skulle se at blive selvstændig. Rigmor og Erling besluttede at overtage fætter Ejnars fragtrute og flyttede fra Langeskov til det ”gamle mejeri” på Bystævnevej i Bøjden. En beslutning Erling bitterligt fortrød så at sige fra det øjeblik, han havde sat sin underskrift. Fragtruten, som omfattede en Mercedes L35, kostede familien 50.000 surt sammensparede kroner, og de kendte ikke en sjæl på Horne Land. Erling havde ikke en gang stort kørekort, ruten var ikke passet alt for godt, det hele var faktisk så galt, som det kunne blive, og havde Erling kunne annullere handelen og fået bare nogle af sine penge igen, havde han gjort det, så man kan ikke lige frem sige, det var en drømmestart.

Alt det negative blev dog heldigvis vendt i den gode retning næsten fra første dag. Erling startede med chauffør på til det store kørekort var hjemme, og så var det ellers bare fremad.Han fik oparbejdet en god stor kundekreds på Rute 32, som med udgangspunkt i Bøjden gik over Horne, Bjerne, Svanninge, Millinge, Faldsled, Haastrup, Jordløse og Trunderup for at slutte hos købmanden i Ernebjerg, hvor madpakken og en sodavand blev indtaget, før turen så gik direkte til Fragtcentralen i Odense, hvor en del af varerne blev omlæsset til andre fragtmænd, og de øvrige kørte Erling selv ud med til forskellige adresser i Odense for igen at returnere til Fragtcentralen og læsse til hjemturen. Turen hjem var næsten altid god, udturen skulle planlægges. Også boligmæssigt gik det fremad, i 1961 byggede parret deres nuværende bolig med tilhørende garager på Bøjdenlandevej 7.

I 1950/60`erne havde hver landsby på ruten op til flere købmænd, smede, mejerier, gartnere og et utal af andre håndværkere, som alle havde mere eller mindre brug for fragtmanden. Kunderne fandt hurtigt ud af, at fragtmand Johansen kunne man stole på, var forsendelserne indleveret rettidigt, var de også fremme til tiden og ikke som i dag, hvor de kommer, når de kommer, hvis de i det hele taget når frem. Erling havde også nøgler til flere firmaer på turen, hvilket må sige at være et godt bevis på kundernes tillid til ham. Blandt kollegaer var han også respekteret og sad i mange år i bestyrelsen for Odense Fragtcentral, endda som formand i godt 10 år. Rute 32 kunne nemt nå op på 100 ekspeditioner på en dag. Når han kørte hjemme fra om morgenen, var en del bestillinger indløbet, og ellers ringede kunderne til Rigmor, som Erling stod i kontakt med fra forskellige steder på turen, for at aftale afhentning af varer. Mobiltelefonen havde været en stor hjælp, men det var før den tid.

I 1957/58 blev den gamle L35 byttet ud med en fabriksny Mercedes 312, købt og betalt kontant (som alle hans andre biler). Den stod distancen i 20 år og gik på pension med 800.000 km. på speedometeret uden nævneværdige reparationer. Mercedes`en blev afløst af en ny Dodge, som havde stået i garagen de sidste 2 år uden nummerplader, noget folk smilte lidt af i krogene, men som bekendt, den, der ler sidst, ler bedst. Da fragtmanden købte Dodge`en kostede den 50.000 kr., da den 2 år senere blev taget i brug, ville en tilsvarende have kostet 140.000 kr., en rigtig god handel og ingen spildtid med at se på ny bil m.v.. Da det blev tiden, så pladerne på og fremad. 8 år senere blev den udskiftet med en ny Volvo F6 til 400.000 kr., og da fik Erling for første gang liftbagsmæk.

Der var lange arbejdsdage ind imellem. I høsttiden havde Erling en aftale om kornkørsel med nogle af sognets landmænd. Om aftenen blev der, med håndkraft, læsset 70 sække korn a` 100 kg., og så kørte han hjemmefra kl. 4.00 næste morgen for at være den første til aflæsning ved Muus´s Pakhus i Odense, dernæst retur til Bøjden for at begynde fragtruten kl. 8.00. Dette gav en pæn ekstraindtægt, men også en arbejdsdag på op imod 18 timer. I nogle år var der ansat unge medhjælpere, hvad de fik udbetalt, ved jeg ikke, men et er sikkert, de behøvede ikke at bruge lønnen på motionscenteret. Rigmor og Erling ville helst passe sig selv, så i stedet for fremmed arbejdskraft købte de en Morris 1000 pick-up med ruf hos snedker Jørgensen i Horne, og den blev Rigmors fragtbil. Formiddagen gik med kontorarbejde og telefonpasning, men efter middag satte hun sig ind i Morris`en og kørte til Trunderup, hvor hun hver dag mødtes med Erling kl. 15.00 og fik omlæsset de mindre forsendelser og tog alle de tidskrævende smutture. En rigtig god ordning for alle parter, at de så et par gange under omlæsningen, som foregik på landevejen, blev antastet af politiet, som troede, det drejede sig om smuglervarer, er en anden sag, som selvfølgelig endte i en hjertelig latter.

 Rigmor og Erling Johansen kørte Rute 32 i 36 år til 1991, hvor han som 66 årig sagde stop og solgte ruten. Han var ked af det, da han købte den, men lige så ked af det, da han solgte den og lægger ikke skjul på, at øjnene var fugtige, da en fremmed fragtmand kørte bort med hans bil. 36 gode år som fragtmand – ikke et eneste år med røde tal i regnskabet – halvanden million kilometer uden uheld og med 1 sygedag, det må siges at være ganske flot. Han ville være en værdig kandidat i vor moderne tid, hvor man udlover præmier for minimalt sygefravær og stabil arbejdskraft.

I dag er Erling fragtmand en frisk ældre herre på 83 år, som bruger meget af sin tredje alder i sin store velplejede køkkenhave bag ejendommen, på en grund, som elektrikerparret på Bøjden har stillet til hans rådighed, hvilket han er dem meget taknemmelig for.

2008, februar

Kaos i Horne

Efter overstået jul og årsskifte 2007/2008 med de glæder, sorger og problemer, der nu en gang følger med, melder et nyt højaktuelt problem sig, nemlig den nye affaldshåndtering/skraldeordning i vores storkommune, noget vi jo alle var informeret om, men samtidig havde læst, at her i Horne ville den først træde i funktion til april, og det var der jo længe til. Vi kom ikke langt ind i det nye år, før dagspressen berettede om utallige genvordigheder. I Ryslinge havde de ikke fået afhentet skidt i 3 uger, dem der var lidt mere heldige, fik tømt på forkerte datoer, og HCS bilerne var for store til de små markveje o.s.v..

Vi her i Faaborg området gik og grinte lidt af den daglige avispolemik, for der var jo flere måneder, til vi skulle med i det nye, og så har de vel for ”faen” lært det inden den tid. Lært det eller ej, det skulle i hvert fald vise sig at blive samtaleemne uden sidestykke i vores lille by. Omdelte foldere og informationer i pressen vedrørende det nye system gjorde folks forvirring total. Den grønne spand, som man imødeså omkring 1. april, hvad måtte man i grunden komme i den, er indkøbsposen blød eller hård plast, hvad med mælkekartonen, som indeholder stanniol, må vi kyle det tomme pilleglas i, og hvordan med blikdåsen fra makrel i tomat, skal vi blende den og æde den som drys ovenpå???

Ved en af de daglige avisombytninger hos min rare ældre svigermor kommer hun mig meget målbevidst i møde med stokken i den ene hånd og en tom 10 stk`s Mini Golf i den anden, og uden at sige goddag eller anden indledning spørger: >Hvad med den<?  Da det efterhånden går op for mig, at det er bortskaffelsen af den tomme cerutæske, hun mener, er mit forslag, at vi kan grave den ned ude i baghaven, hun kunne holde op med at ryge eller smide den i sækken/spanden, som altid gjort. Spøg til side, jeg forstår udmærket, at mange, især ældre, er meget i tvivl om, hvad vi må og ikke må, og det er helt sikkert, at hjemmehjælpere har været spændt hårdt for med diverse spørgsmål. Hos Spar købmanden fandt jeg ud af, at det var ret ligegyldigt, om druerne har gul pris eller kaffen var billigere i Føtex, nej samtaleemnet var skraldespand, hvornår kommer den, hvad må jeg komme i, og hvornår skal jeg have tømt?

Nye tiltag behøver nødvendigvis ikke at være lig med dårligere tiltag, lad os se positivt på det. For mit eget vedkommende kom jeg frem til, at fik jeg problemer med den nye grønne spand, så fik genboens Hugo Hankat eller ræven det i hvert fald også, for hvordan skulle de nu få resterne af fladfisken revet ud af min spand, og samtidig spekulerede jeg på, om vi måske kom tilbage til min barndom, hvor familien samledes ved køkkenbordet om aftenen, blot nu udstyret med hver sin saks for at klippe kulørte billeder ud af aviserne (som nogle mener, man skal), samt hyggesnakke om skidt, bredbånd og andet møg, og når benene skal strækkes, kan vi jo lige vaske et par marmelade-glas, så de kan være pæne til genbrugen på onsdag.

Vi nærmer os nu april og den skelsættende dato, som vi ser frem til med forventning. Så pludselig begynder Energi Fyn at grave vores lille kønne by op på kryds og tværs. Nyt samtaleemne, >vil du tænke dig, jeg kunne umuligt komme igennem Degnevej, og har du set Vesterballe, hold da op<. Folk, der hidtil kun hilste på hinanden, står nu i småklynger og indleder voldsomme diskussioner, peger på skraldespandene eller glor ned i hullerne og slår ud med arme og ben, >har du set Ingrids fortov og indkørsel, det ligner resultatet af et granatnedslag, og på lørdag har hun jubilæum?< (tillykke med det). Gravkøer, mærkelige maskiner, lastvogne og kæmpespoler med tynde og tykke orange kabler spærrer mere eller mindre vore små gader. Kan det virkelig passe, at en hel landsby skal ødelægges, fordi nogle få personer mener, fibernet er det eneste rigtige og vil skabe mere vækst i Horne. Og som om det ikke var nok, begynder Laurits tømrer sørme midt i hele forvirringen at rive den gamle Trælast ned, hvad der resulterer i endnu flere lastbiler og gravemaskiner. Heldigvis benyttede han den ”rigtige” vej, hvad der ellers kunne have skabt et helt andet problem.

Vild panik, vi er nu nået 1. april, de fleste har modtaget den nye grønne, men alle er enige om, skraldebilerne umuligt kan komme frem igennem roderiet, hvad gør vi så? Et af forslagene lød på: Vi kører bare hele lortet ind i Grete Justesens carport, det er hendes skyld det hele, stakkels Grete, nu igen, det er godt, du har nogle brede skuldre. For øvrigt var forslaget måske ikke helt tosset. Grete og Steffens carport plus en fire fem mere fordelt i byen som modtagestationer ville forenkle det betydeligt for afhentningen, hvilket burde kunne mærkes på ejendomsskatten.

I skrivende stund (den 14. april) skulle jeg ifølge den allersidste tømningsplan få afhentet skrald, og pokker tage mig, om ikke HCS bilen havde forceret alle forhindringer og ankom præcis kl. 11.00. Chaufføren hilste pænt og tippede min spand af uden at skæve det mindste til indholdet, som for en gangs skyld var næsten efter bogen. Lidt senere kørte jeg igennem Vesterballe, som var rimelig pæn og ryddelig, så jeg håber og tror på, at vores lille by vil falde til ro, og at det bliver hverdag igen, hvor vi mere behersket kan snakke om købmandens udvidelser,  Horneslagterens lukning, Hennings svinefarm og Hannes Vaffelhus.

2008, maj

Sinebjerg Camping 

Det hele startede en smuk sommerdag i 1963. Jørgen Krog på ”Noralund” ved Sinebjerg stod og betragtede en smal strimmel af hans jord, som var aldeles uegnet til landbrugsdrift og lå nærmest i vejen. Jørgen kom i snak med to turister fra Odense, der lå i telt omme i Sinebjergskoven, og sam-men blev de enige om, at den lille plet var velegnet til et par teltpladser. OK sagde turisterne, vi henter vores telte omgående, der er sikkert heller ikke så mange myg her som i skoven, og hermed var ideen til Sinebjerg Camping født. Lidt tilfældigt måske, men fremtiden skulle vise, at det ikke var nogen dårlig ide.

De følgende år voksede antallet af teltpladser hurtigt, og der blev bygget en lille bygning med 4 toiletter og 4 håndvaske til teltliggerne. Senere blev der bygget en iskiosk, som også forsynede gæsterne med brød og andre dagligvarer. Teltene havde hidtil domineret pladsen, men omkring 1970 holdt campingvognene for alvor deres indtog. Campisterne havde rigtig fået øje på den smukke plads ved Sinebjerg omgivet af skov, mark og vand. Hvad mere kan en naturelskende campist ønske sig. Det hele gik stærkt, udvidelser blev løbende foretaget. I 1977 blev der bygget en stor moderne servicebygning med toiletter, baderum m. v.

I 1978 havde pladsen 160 enheder og havde hidtil været drevet som en såkaldt piratplads, men blev nu efter ansøgning til Campingrådet vurderet og godkendt som privat campingplads, og fik i kvali-tetsbedømmelse tildelt 2 ud af 3 mulige stjerner – ganske flot. Hele historien blev passet af Jørgen Krog og hans kone Anne Marie samt sønnen Henning, og sideløbende havde de tre gården med grise i staldene og korn på markerne at tage vare på, så døgnets 24 timer gik meget hurtigt for dem. Tidernes krav blev fulgt efter bedste evne. I 1989 blev der opført et 140 kvadratmeter stort aktivi-tetshus med billard, bordtennis og morskabsautomater, samt udenfor en stor trampolin, som ungerne lystigt brugte fra morgen til aften, og somme tider de voksne efter mørkets frembrud. Samme år blev der indgået samarbejde med Dansk Camping Union, så endnu flere fik øje på den smukke plet på Sydfyn.

Et generationsskifte var på vej. I 1990 overdrog Jørgen Krog campingpladsen til Ragnhild og Henning. Henning, som jo havde fulgt udviklingen op igennem tiderne, gik omgående i gang med en omfattende renovering af servicebygningen. Pladsen blev udvidet med 1,5 ha. Specielt for telt-campister, da det ikke var glemt, det var dem, der startede det hele, en ny legeplads, mooncarbane, petanquebane og boldbane. Et utal af andre aktiviteter blev senere sat i gang f. eks. skattejagter, ponyrideture og krabbefangstkonkurrencer, alt i alt nye tiltag, som børnene befandt sig godt med, og som bekendt, når ungerne har det fint, har forældrene det også.

En sjov tradition er også kåringen af ”Årets Campist” og ”Årets æsel”. Førstnævnte har udmærket sig ved at have gjort noget godt/positivt for campingpladsen, f. eks. været hjælpsom med opsætning af fortelte, lægning af gulve m.m., og æslet er en campist, der har gjort sig bemærket på en lidt uheldig/ sjov måde, som ham, der lagde nyt tæppe i forteltet. Tæppet skulle ligge pænt, og samtidig med han skar kanterne til, skar han bunden ud af teltet.

Romantikken har også blomstret på pladsen. Der er blevet friet og holdt bryllupsfest. Selve vielsen måtte dog foregå andetsteds, da præsten åbenbart ikke var særlig ivrig campist.

Sinebjerg Camping var nu nået op på 220 enheder (pladser), og arbejdspresset blev større og støre. En beslutning skulle tages, landbrug eller camping? Det sidste vandt, og landbruget blev bort-forpagtet, en beslutning Ragnhild og Henning aldrig har fortrudt, og de gik nu 100 % ind for campinglivet.

I 1999 byggede de en ny stor selvbetjeningsbutik med reception og i 2007 et stort moderne køkken, samt opholdsstue med storskærms TV, og efter disse tiltag blev Sinebjerg Camping med virkning fra i år (2008) opgraderet til 3 stjerner. De 3 stjerner er campingparret godt tilfreds med og ønsker ikke flere. De lægger mere vægt på at beholde nærkontakten til campisterne, som for en stor dels vedkommende er de faste, der kommer år efter år, og ellers glæde sig over ventelisten er rigtig pæn. Der er flest danske gæster, men også en del svenskere, tyskere og hollændere har fået øje på den smukke plet og rolige natur – bedre anbefaling kan næsten ikke opnås.

Ragnhild og Henning har i dag et fuldtidsjob på Sinebjerg Camping, og i højsæsonen yderligere 8 ansatte, hvoraf de fleste er skoleelever i fritidsjob. Pressen har beskrevet Sinebjerg Camping som græsmarken, der blev til en af landets skønneste pletter, og når Henning selv siger, at det er et ønskejob at være campingbestyrer, så kan man vel ikke forlange mere.

2008, november