Horne Land før og nu – del 2
Fortællinger 21 – 42
Af Martin Kej
Hans vejmand, ”Oddi” og Markus
Mange har tjent til deres levebrød på landevejen, og også disse personer. Ikke som Jens vejmand, men alligevel var det ofte hårdt arbejde. Horne Kommunes vejmand, Hans Peter ”ølkusk” Andersen gik på pension i 1958, og hans stilling blev opslået ledig. 17 ansøgere meldte sig, og efter sognerådets grundige gennemsyn valgte man Hans Chr. Nielsen fra Nørreballe. Hans var det, man kaldte løsarbejder, landbrugs-medhjælper, arbejdsmand med mere. Da han fik den betroede stilling, var han ansat hos Carl ”murer” og i gang med at bygge fodermesterhuset hos Chr. Østergaard i Dyreborg. Ras ”møller” kørte forbi, og da han havde hørt, Hans var antaget, råbte han tillykke med det nye job, så på den måde fik Hans at vide, han var den foretrukne blandt de 17 ansøgere.
Hans ”vejmand”, lad os kalde ham det, for det har vi altid gjort, skulle møde hos Gunni Rud i sognerådet kl. 10.00, for ligesom at blive sat lidt ind i tingene. Der var bare det ved det, at da Hans kom, var der ingen Rud, han havde glemt aftalen, så Ruth Mose, som jo passede hele vort lille samfund den gang, sagde pænt vel-kommen, og du får bare nøglerne til skuret. Skuret var en lille nybygning i Djævelsbjerg, og inventaret bestod af den efterhånden gamle vejtromle (en ombygget Klodsmajor), ganske lidt håndværktøj og ellers intet, man kunne klare sig med lidt dengang.
Her mødtes Hans med Aage Larsen fra Bøjden, bedre kendt som ”Oddi”, som den gang havde været ansat ca. 5 år som vej/altmuligmand i Horne Kommune. Sammen spændte de hver en skovl på cyklerne og tog en tur rundt i sognet. At være vejmand i vor gamle kommune den gang var et frit job, men alligevel under ansvar. Ingen sagde, hvad der skulle laves, det var en selvfølge, at man løste problemerne selv. I 1958 havde kommunen stadig mange grusveje, som jo krævede en del vedligeholdelse. Emil ”vognmand” kørte materi-alerne til, og Hans og ”Oddi” klarede resten. Der var altid nok at se til, og udover vedligeholdelse af vejene blev grøftekanterne slået med le, de levende hegn blev stynet med en lang krumkniv og rabatterne skulle rettes af, hvilket foregik med en stor engplov spændt på siden af Emils lastvogn. Det var et krævende 3 mands arbejde, som kommunen godt kunne indse, og anskaffede derfor en rigtig rabatplov, som kunne lægge fugerne til begge sider. Man glemte blot, at en sådan tingest krævede en traktor. En ny Bukh blev indkøbt, og pludselig gik det hele lidt nemmere, da man også fandt ud af, at en tohjulet vogn med tip var en god ting, der kunne begrænse udgifterne til fremmed arbejdskraft ganske betydeligt.
Vores to vejmænd havde rigeligt at lave, Horne Sommerland blev anlagt, sportspladsen kom til, og da det efterhånden kneb med at nå det hele, manglede Hans og ”Oddi” en tredje mand. Markus Thomsen blev ansat, først på deltid, senere på heltid, og sammen udgjorde de et fremragende trekløver i vor gamle kommune
Uden at gå op i titler var det jo nok Hans, der var holdkaptajn i dette trekløver, men ellers passede hver især sine opgaver. ”Oddi”, som var et rigtigt naturmenneske, havde godt styr på hegnene samtidig med, han også havde styr på så at sige hver eneste fuglerede, der befandt sig i disse, og at han tog sit arbejde alvorligt, bevises af, han hver lørdag formiddag cyklede op og rev stykket ved Glasdam. Løb man ind i en sur dag, var Markus mand for at dreje den i positiv retning, da hans altid gode humør smittede af på de andre.
Vinter med masser af sne og mere eller mindre lukkede veje var ganske almindelig den gang. Når landmæn-dene var færdige med efterårsarbejdet på markerne, havde vejmændene 12 km. snehegn at sætte op på de udsatte steder, og grusbunker blev udlagt med jævne mellemrum. De lokale vognmænd kørte sneplov, blandt andet Harry ”bunki” Andersen, og når han kom til, skete der noget, Harry tog bestik af driverne, tog passende tilløb, og så var der kun en stilling på Mercedesens speeder, og det var helt i bund. Sne og even-tuelle indesneede biler fløj til alle sider. ”Bunki” blev vist aldrig nogen rig mand på snerydning, jeg tror ikke han har kørt en hel dag igennem uden at ødelægge bil eller plov.
Sognerådet blev enigt om, man skulle klare snerydningen selv. Et stort skrummel af en ældre Alfa Romeo lastvogn blev købt, og Niels og Vermund Birkemose byggede en højst usædvanlig sneplov op fra bunden. Dette køretøj blev kaldt ”Sputnik” efter russernes nylige indtagelse af rummet, og den kunne virkelig gøre noget ved sneen, indtil kommunen, for at spare penge, fik den droslet ned til 30 km./t. og registreret som traktor, så var det sket med det. Senere blev ”Sputnik” udskiftet med en firhjulstrukket Chevrolet lastvogn ude fra Lindø. Ploven blev flyttet over på denne, Hans gik i gang med at tage stort kørekort, og indtil dette var i orden, kørte Christian ”rutebilchauffør” og William Petersen lastvognen, og ”Musse”, som den blev døbt, fungerede upåklageligt i vore hidsige snevintre.
Med storkommunens indtog i 1970 blev det nye tider for vore vejmænd. Hans blev pilot på fejemaskinen/-støvsugeren, og foruden at passe alle villavejene i Faaborg Kommune klarede han også Ringe og Aarslev. Dette blev til et heltidsarbejde, som kun var afbrudt af frostperioder, hvor han gik til hånde på kommunens smedeværksted.
”Oddi” og Markus udførte fortsat det meste af deres arbejde på Horne Land og stoppede næsten samtidig i første halvdel af firserne, og er desværre borte begge to. Hans klarede fejeriet frem til 1988, hvor han valgte at gå på pension.
Hans ”vejmand”, som selvfølgelig er blevet lidt ældre, men heldigvis rask og frisk, kan så i dag sidde med en god pibe tobak og tænke tilbage på 30 gode år på vejene. Meget er sket, storkommunen er blevet meget større og har i dag et ukendt antal vejfolk og moderne maskiner, men ser vejene, rabatterne, grøfterne, vore levende hegn og kommunale bede bedre ud, som da vore 3 folk klarede det hele selv. Det kan man jo diskutere.
2009, februar
Mathilde og Andreas Nielsen (gl. Schmidt)
Iværksættere er som bekendt folk, der sætter noget i gang. Havde ordet været opfundet for 100 år siden, ville det passe utrolig godt på de to personer, som denne beretning handler om. Andreas Nielsen, født 1881 i det gamle hus i Vesterballe 21, blev udlært smedesvend hos smedemester Krog på Søren Lundsvej (ved siden af GuldBageren). Det almindelige smedearbejde var Andreas dog ikke særlig interesseret i, men i stedet cykler, som den gang var på vej til at blive hver mands eje. I 1904 blev Andreas gift med Mathilde fra Lolland, de købte jorden i forlængelse med fødehjemmet og byggede i 1906 huset/forretningen Vesterballe 23 (der, hvor nu Bente ”sko” Olsen bor). Andreas fik nu for alvor gang i cyklerne, som han selv byggede, samt påtog sig alt i reparationer i den branche. Mathilde havde sin egen forretning med ”fransk vask og strygning” (omsat til nudansk: vask af finere tøj). Dette kunne klare til dagen og vejen, men heller ikke stort mere. Mere skulle til, så i 1910 indrettede de købmandsforretning i ejendommen med et vareudbud, som dækkede det almindelige daglige behov, suppleret med flæsk og diverse pølser, som Andreas selv hentede på Faaborg Andels Svineslagteri. Dette satte mere skub i tingene, og sideløbende kørte vaskeriet og cykelværkstedet videre, købmandskunderne kunne nemt leve med lidt cykelolie i sveskerne og en stump isolerbånd i hvedemelet. Var ægteparret optaget af andre ting, blev butikken passet af genboen, ”Naldi” ovre fra ”Amalienborg”, så det har garanteret været festligt at købe ind den gang.
Andreas fulgte udviklingen nøje, han var en af de første i Horne, der fik telefon og bil, og oven i alle hans gøremål oprettede han køreskole for bil og motorcykel. Eleverne blev undervist på Hornes små veje, men selve prøven skulle aflægges hos en sagkyndig i Svendborg. Man tog lidt lettere på tingene den gang. Andreas havde på et tidspunkt en motorcyklist klar til prøve, men motorcyklen ville overhovedet ikke starte, og resultatet blev, at eleven løb Svendborg rundt med den genstridige cykel, stoppede, når han skulle, og med håndsudrækning viste af, alt imens den sagkyndige cyklede i adstadigt tempo ved siden af. Eleven bestod.
Sådan gik der ca. 20 år for Andreas og Mathilde med alle deres gøremål, til de i 1926 solgte forretningen til Jørgine og Søren Wikkelsø, og den blev videreført som mere almindelig købmandsforretning de næste ca. 60 år. Vi prøver noget nyt.. Mathilde og Andreas havde luret, der var behov for en cafe i Horne, i 1926/27 byggede de huset Hornelandevej 19 og indrettede det som sådan. Der var bare lige det ved det, at daværende sognerådsformand Nørrelund med ”rødder” ikke ville give spiritusbevilling. Dette var en streg i regningen, så resultatet blev en såkaldt afholdscafe, som ikke gav den kundekreds, Mathilde og Andreas havde satset på. De gamle prangere og handelsfolk med flere ville ”sgutte” sidde der og søbe i te og lyse pilsnere, så parret måtte finde på noget mere. På den tid overtog staten Hvedholm Slot og påbegyndte en større ombygning til det, vi den gang kaldte et sindssygehospital, hvilket medførte en større indvandring af håndværkere udefra. Mathilde så en evt. forretning der, cyklede til Hvedholm og tilbød sig med kost og logi i afholdscafeen. Det var en god ide, for på kort tid var alt udlejet, selv deres eget soveværelse, og ægteparret måtte tidligt op for at sørge for morgenmad og madpakke til deres logerende. ”Hvedholmeventyret” fik en ende, og efter 3-4 år solgte Mathilde og Andreas afholdscafeen og flyttede til Snedkervej 3, der lige var blevet ledig efter kreaturhandler Ras Andersen havde bygget nyt hus på Hornelandevej, (der hvor nu Super Spar købmanden har kontor, kantine med mere).
Hvad skal vi så? Andreas havde set, at snedkeriet ved siden af måtte købe hjælp til transport, både til og fra firmaet. Han købte en lastvogn og tilbød sig, fik stille og roligt alt kørsel med afhentning af træ i Korinth og aflevering af færdigvarer til jernbanen i Faaborg samt meget andet, skulle der opstå en ledig stund, byggede han robåde og skydepramme derhjemme. Som habil håndværker havde han ingen problemer med at afsætte disse. Mathilde var jo langtfra den type, der sad med hænderne i skødet, så hun tog cyklen en gang mere til Hvedholm, som nu var i gang efter ombygningen, henvendte sig til forstanderinden, frk. Lassen, og sagde, at hvis de havde flere patienter, end de havde plads til, ville hun godt tage nogle stykker i hjemmepleje. Hun blev taget på ordet omgående og blev således foregangskvinde for hjemmeplejen fra Hvedholm, som mange hjem på Horne Land senere havde i en lang årrække, men udover damerne, som de blev kaldt, havde Mathilde også grise, høns og kyllinger, samt drivhus med gartnervarer i sin egen forretning, så alt i alt må man sige, det var et særdeles aktivt ægtepar med gang i mange ting.
Med alle Mathilde og Andreas` forretninger fik de kun tid til at få en søn, Kristian, som blev født i 1906 og selvfølgelig blev kaldt ”ny Schmidt”. Da han blev gift med Ulrikka byggede han sammen med Andreas i 1933 nyt hus til de unge på Snedkervej 7 (Ejnar Millings hus), og Mathildes drivhus blev ombygget til værksted til sønnen, der arbejdede inden for blikkenslagerfaget. Værkstedet er igen senere ombygget til almindelig beboelse, Snedkervej 5, så Alice Rasmussen, der er nuværende ejer, kan prøve at forestille sig sit hus først som drivhus og senere værksted.
Andreas` helbred skrantede lidt, hans søster Kristine, kaldet ”salmebogen”, som boede alene i fødehjemmet Vesterballe 21, var ikke helt tryg ved det. Mathilde og Andreas tog i 1946 den beslutning at flytte tilbage, hvor det hele startede, og blev der til Andreas døde i 1961. Mathilde fik ca. 3 år mere på Præstekærgård, til hun gik bort. Et par driftige menneske, der i høj grad har sat deres præg på vor lille by – og det helt uden iværksætterydelse.
2009, maj
Fra Kirkevej 16 til Kirkevej 11
Horne Kommune overtog i 1950 Præstekærgård efter snedkermester Andersen, kendt som en meget dygtig møbelsnedker. Andersen havde værksted i ladebygningen og boede i stuehuset, der yderligere var beboet af et par lejefamilier. Grunden til kommunens overtagelse var, at ønsket om et alderdomshjem i Horne var opstået, og man havde udset sig pladsen som velegnet. Snedker Andersen byggede nyt hus på Degnevej 4 og lejefamilierne fandt andre boliger. Kommunen udbød derefter i oktober 1950 nedbrydning af gården i offentlig licitation. Var det i dag, havde det kostet et antal mange kroner at få sådan en ejendom fjernet, men den gang var det lige modsat. Den højestbydende til licitationen betalte til kommunen, men havde så til gengæld fuld rådighed over alle materialerne. Ved fristens udløb den 6. november 1950 var der indkommet 7 tilbud, og arbejdet blev overdraget til den højestbydende, murermester Alfred Hein, Tåstebjerg for en købssum på i alt 2.700,00 kr. Den 17. november var kontrakten udfærdiget og underskrevet af alle parter. Tænk en gang – rent papirmæssigt startede projektet i oktober og var afsluttet i november. Det kunne vores nuværende kommune lære en hel del af.
Præstekærgård var oprindelig en stor firlænget gård, som havde hørt under Hvedholm, men var i tidens løb skrumpet ind til et stuehus mod nord og en stor lade ud mod Kirkevej. Dette havde Alfred Hein købt med henblik på at bygge egen bolig af nedbrydningsmaterialerne. Alfred havde kort forinden ansat Marinus murer fra Nørreballe (som for øvrigt blev både den første og sidste ansatte, han havde), og Marinus blev sat på nedbrydningsopgaven, som foregik således, at hver eneste stolpe, bjælke, gulv, loftbræt, dør, eller vindue blev nummereret og lagt i et system, som kun han selv kunne finde ud af. Det lyder skrubskørt, men den gang var arbejdslønnen lav og priser på byggematerialer forholdsvis høje. Selv om alt, hvad der på nogen måde kunne genbruges, blev lagt til side, vil der i sådan et projekt være en del, der er uanvendelig. Til bortkørsel af dette, blev Ludvig vognmand hyret, men det gik ikke, da Ludvigs lastvogn var for bred til at bakke ind af den smalle port i den gamle gård. Alfred og Marinus lavede en ny aftale med Harry vognmand. Hans lastvogn var 6 cm. bredere end Ludvigs, men den kunne fint gå igennem porten, og han påtog sig samtidig bortskaffelse af alt affaldet. Harry valgte den nemmeste løsning, han kørte hele skidtet ned i enden af Horne Strandvej og væltede det i vandet, og dermed opstod den lille rundkørsel, vi har dernede i dag.
Alfred, som jeg husker som jordens flinkeste mand, der altid havde tid til en kvik bemærkning og en sludder med os børn, var kendt som en rigtig dygtig murer, der virkelig kunne sit fag, men til gengæld var han også kendt for at være den type menneske, der overhovedet ikke tænker på dagen i morgen. De problemer, der kommer i dagens løb, får vi løst på en eller anden måde, dem i morgen spekulerer vi ikke på. Om det er en god eller dårlig indstilling, ved jeg ikke, men i hvert fald fik Alfred et ”lille” problem. Husmandsstedet på Tåstebjerggyden 12, som han og Inger med deres 5 børn boede i, var solgt til overtagelse juni termin 1951. Grunden til det planlagte nye hus på Kirkevej 11 var også købt, men mere var heller ikke sket, da man nåede dagen før familien skulle flytte ud. Ved fyraftenstid denne dag, siger Alfred til Marinus > Det er noget bras, det her, vi skal flytte i morgen, kan du ikke få et eller andet op at stå, vi kan bo i et par dage til vi får vores nye hus bygget?< Marinus og en kollega, Niels Frisk blev enige om at gøre, hvad de kunne, og næste morgen kl. 03.30 gik de i gang på Kirkevej 11 med nogle af nedbrydningsmaterialerne fra den gamle gård. Det blev en lang dag uden pauser, og kl. 22.00 om aftenen havde de bygget et ”hus” på ca. 30 m2, som bestod af et rum, hvoraf den ene gavl var af lettere ombyggede kaninbure fra husmandsstedet og udgjorde sovepladsen for familien. Inger og Alfred nederst og de 5 børn derop af. I midten en kakkelovn til madlavning og petroleumslygter som belysning. Familien flyttede ind samme aften, som byggeriet var påbegyndt, godt nok tidlig om morgenen. Vand blev hentet fra en nærliggende brønd, og dagen efter byggede Marinus et, lad os kalde det lokum, som jo ikke kan undværes. Dette blev rejst af to sider og en bagside med en gammel mælkespand derinde. Ingen forside, hvad der måske kunne have sine fordele, dels var det nemt at se, om der var optaget, og samtidig kunne de sidde på spanden og nyde den dejlige udsigt over Hvedholms marker og Bjernekrogen.
Arbejdet med det nye hus blev hurtigt påbegyndt, men kunderne skulle jo også passes, så efter ca. ½ år var kælderen færdig og lukket. Heinfamilien flyttede fra de ret så primitive forhold ind i den i december 1951 og klarede sig på den måde til deres i øvrigt rigtigt kønne nye hus stod færdig i foråret 1952. Samme år stod også vort nye alderdomshjem færdig og blev indviet under stor festivas. Daværende sognerådsformand Gunni Rud forfattede Hornesangen, som blev afsunget under festligheden og bliver det stadig den dag i dag ved mange forskellige lejligheder. Materialerne fra den gamle Præstekærgård strakte også til to sommerhuse på Sinebjerg, og skulle familien Outzen, der de sidste 21 år har ejet Kirkevej 11, få lyst til at flytte, men gerne vil have deres kønne hus med, burde det være muligt, da så at sige hver eneste del er nummereret.
2009, august
Anna og Martin Skelbæk
Ud af en søskendeflok på 7 overtog Martin huset matr. Nr. 5, Dyreborgvej 69 ved Dyreborg Havn efter deres far, Hans Peder Hansen, stedsøn af arbejdsmand Rasmus Skelbæk i Horne. Deraf fik de navnet Skelbæk, som de faktisk ikke hed, men er altid blevet kaldt, ingen på Dyreborg kendte Anna og Martin Hansen, men alle kendte Skelbækkerne. Martin blev gift med Anna fra København, og de bosatte sig i hans fødehjem ved havnen.
Omvæltningen fra København til Dyreborg var måske lige voldsom nok for Anna, da hun på et tidspunkt var lidt nede med flaget, som man siger, så hun blev anbefalet af sin læge at finde et eller andet at rive i. Dette blev taget til efterretning og i 1942 åbnede hun et ishus med lidt kiosk ved hjemmet. Det var ingen dårlig ide, for foruden at blive beskæftiget fik Anna oparbejdet en lille god forretning over de næste godt tredive år, og i den periode blev ishuset udskiftet 3 gange til lidt større hver gang, men alligevel var pladsen trang. Udvalget, som udover is, bestod af sodavand, slik, ugeblade og tobaksvarer var anbragt på hylder, men fryseren og disken fyldte godt på gulvpladsen. Indenfor døren stod 2-3 taburetter på hver side, og dem var der virkelig rift om når Dyreborgs ungdom med flere mødtes om aftenen eller søndag eftermiddag. Det var nærkontakt af første grad, men ikke så ringe endda, især hvis man kom til at sidde ved siden af en pige, man syntes helt godt om. Snakken gik lystigt, og blev vi for højrøstede, kunne Anna nemt dæmpe os på en venlig, men fast måde. På bænken udenfor sad de lidt ældre og havde en saglig snak om de lokale problemer, som mere eller mindre blev løst over en enkel eller to.
Der er heldigvis stadig liv og miljø i Dyreborg Havn, men for 50 år siden var livet og miljøet helt anderledes. Havnen var fyldt af lokale erhvervsfiskere med den hyggelige lyd fra de ”langbenede” dieselmotorer. Turismen holdt sit indtog, og der summede af aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften. Alt dette smittede selvfølgelig af på Annas kiosk, men hun kom ikke sovende til dagens omsætning, da hun tit var i gang fra kl. 5.00 om morgenen, når fiskerne manglede et eller andet, før de stod til havs. Det var ikke for ingenting, de kaldte hende solsorten, for hun stod lige så tidligt op og snakkede lige så meget. Det var et eldorado for børnebørnene at holde ferie hos Anna og Martin på Dyreborg, der skete altid så meget spændende. Anna var altid glad og udadvendt og løb i trav hver gang klokken fra ishuset kimede. I travle perioder havde hun også unge piger fra området til at hjælpe sig. De tyske sejlere havde fundet Dyreborg Havn, og når de besøgte Anna for første gang, kunne der godt opstå problemer. De skulle aldeles ikke tro, de var noget. Samtalen foregik med mærkelige fagter og armbevægelser de første 2-3 dage, så havde de set hinanden lidt an og talte derefter udmærket sammen. En del af Annas sparsomme fritid blev brugt på sortering af ispinde for ”Dippedutten” i Svanninge, men ellers var dagene lange, da det først var lukketid, når der ikke var flere kunder. Dette blev dog ændret, da fjernsynet holdt sit indtog, for så var det lukketid præcis 10 minutter før TV avisen gik på skærmen.
Martin Skelbæk med sin hvide kasket og uundværlige pibe samt sit rolige og venlige væsen var en af havnens personligheder den gang. Martin var næsten hele sit arbejdsliv ansat på Fiona i Faaborg. Jeg husker ham mest fra autoværkstedet i Horne, når han kom med sin lille Lloyd til smøring.
> I ska et skivte olie, for den er jo i benzinen<, sagde han med et lunt glimt i øjet. Da Martin gik på pension, blev tiden brugt til lidt fiskeri, samt forskellige småjobs, blandt andet kørsel med regninger for ”Jussi”, hvilket må have været ret overkommeligt, da ”Jussi” vist ikke skrev regninger ud hvert år.
Anna Lukkede for sidste gang i 1974, to år efter gik Martin bort, hun fik ca. 10 år mere, som blandt andet blev brugt som medhjælper i Dyreborg Brugs. Annas sidste ishus eksisterer endnu i bedste velgående. Det blev flyttet over på den anden side af vejen og er nu, som før, ”et af Dyreborgs samlingspunkter”. Disken står, hvor den altid har stået, og hylderne er der også. Men meget har ændret sig, i dag er det ikke Anna, men Hans, der styrer gemytterne efter bedste evne. De besø-gende er måske blevet lidt ældre, men nærkontakten er der endnu, og Dyreborgs- samt Verdens problemer bliver løst på højt ”sagligt” plan, og udenfor står bænken også endnu. Sammenlagt et godt minde fra dengang, som jeg er sikker på, Skelbækkerne ville synes om.
2009, november
Skrædder Damgaard
Skræddermester, en titel, der sikkert er mange børn og unge, der i dag ikke aner, hvad det står for. I Hornes travle forretningsliv i halvtresserne havde vi tre af slagsen: Vilhelm Olsen, Holger Andersen og Damgaard, og det er sidstnævnte, vi ”besøger” denne gang.
Niels Lund Damgaard fra Hjels valgte at uddanne sig som skræddersvend, blev gift med Minna Asta Henrika fra Nørrebro i København, der var uddannet dameskrædder, og sammen startede de forretning i Viby Sjælland med alt inden for herre- og dameskrædderi.
Om kundekredsen i Viby var for lille, eller konkurrencen for stor, vides ikke, men i 1946 så ægte-parret i en annonce, at skræddermester N. Christensens forretning (nu Søren Lundsvej 5) i Horne på Fyn var sat til salg som en god 1. kl. veldrevet skrædderforretning. Damgaard med familie slog til, rykkede teltpælene op, flyttede til Horne og overtog forretningen samt Vagn, der var ansat som svend.
Nye folk – nye skikke, forgænger Christensen havde måske efterhånden drevet det lidt gammel-dags, men med Damgaards indtog skete der også en nytænkning for horneboerne inden for den branche, noget man lige skulle se lidt an. Kunne det mon gå, var det dog ikke lidt for moderne, skal det se sådan ud nu til dags, jamen de kommer jo også helt fra Sjælland?
Da man så havde set hinanden lidt an, gik det faktisk ikke så ringe endda. Niels Damgaard og Vagn, som senere blev afløst af ”Dejs” havde pænt at se til. Den gang gik man ikke ind i en herretøjs-forretning eller supermarked og købte en habit, nej et sæt tøj, som det kaldtes, det fik man skam syet hos skrædderen. Et sæt bestod af 2 par bukser, en vest og en jakke, lidt senere blev dog det ene par bukser slettet. Undervejs i dette syarbejde kom kunderne til prøvning flere gange, før arbejdet var klar til levering, så intet var overladt til tilfældighederne. Udover dette blev der også syet frakker samt stort set alt inden for herretøj. Færdigvarer var der meget lidt af i butikken, lidt skjorter, slips og andre småting, ellers lavede man det hele selv. Var det så dyrt den gang, jo, det var det nok Da Lars post blev gift i 1955 syede Damgaard en smoking til ham for ca. 500 kr. I dag kan vi vade ind i Føtex og købe en til en hund, men nok ikke i samme kvalitet.
Mens mændene tog sig af herretøjet, klarede Minna dameafdelingen, hvor det meste bestod af syning af kjoler, nederdele og jakker m.v.
I Damgaards fritid var han ivrig badmintonspiller sammen med Chr. rutebilchauffør, Arne Bjørnø og læge Kærn, og skulle der være en time til overs, smuttede han ned til Emil vognmand og fik en hyggesludder over en kop øl.
Efter 13 år i Horne rejste familien Damgaard i 1959 tilbage til Sjælland, hvor de i Tåstrup overtog en lignende forretning. Huset på Søren Lundsvej 5 blev overtaget af Karen Sørensen fra Tåstebjerg sammen med hendes ældste søn. Butikken og værkstedet blev lejet ud til ”den lille barber”, Svend Jensen, som vi måske hører mere om en anden gang.
Normalt var Damgaard en ganske fredelig mand, men alle har jo en grænse. Kort før lukningen var udstillingsvinduerne blevet tømt, tilbage lå en enlig mursten, der sikkert havde holdt et eller andet på plads. På vores daglige tur i det store frikvarter op til bager Busk for at se, om der skulle være et par basser fra dagen i forvejen, var vi nogle knægte, der undrede os over den mursten. Et væddemål, som undertegnede uheldigvis tabte, gik ud på at gå ind og spørge, hvad den mursten kostede. Måske var jeg lidt for provokerende, eller også var Damgaards lunte kort den dag, i hvert fald kom jeg MEGET hurtigt ud af butikken
At Horne Land ikke er så ringe et sted beviser følgende. En af Damgaards 3 sønner, Rene, der havde tilbragt sin barndom og skoletid her, vendte med familie tilbage i 1984. Minna og Niels Damgaard kom også til Horne igen i 1987, hvor de flyttede ind på Skolevej, desværre ikke så længe, da sygdom tvang dem på Gl. Møllegård, hvor de fejrede guldbryllup med æresport og det hele i 1990. Niels Damgaard døde i 1994, Minna ca. 4 år senere, men horneboere nåede de at blive en gang mere.
2010, maj
Bøjden Maskinstation
Firmanavne brugte man ikke så meget dengang, det var kort og godt Lysemose, så vidste alle hvem, det drejede sig om. Axel Lysemose fra Lysemosegård i Diernæs startede som de fleste den gang med at tjene bønder, som man sagde og aftjente senere sin værnepligt ved garderhusarerne, hvad der passede ham rigtig godt, da heste igennem hele hans liv har været hans store kærlighed. Ved en dilettantforestilling i Horne Forsamlingshus først i 1930`erne mødte han Julie ude fra Ebberedholm i Egsgyden, og som han senere blev gift med. Julies mor var alene på gården, og Axel blev ganske naturlig bestyrer der i nogle år, men hans ønske var at få sit eget. I 1935 overtog de Klintegården nede i enden af Tåstebjerggyden, en på den tid ret så stor gård, som de med flid og dygtighed drev i 13 år frem til 1948, hvor der kom en mand forbi, som af en eller anden grund havde kastet sin kærlighed på bedriften, i hvert fald bød han så meget på gården, at Axel og Julie ikke kunne sige nej, selv om det slet ikke var planlagt at sælge. Se alt dette gik jo rimelig stærkt, Axel med familie stod nu med en pæn pose penge, men så at sige uden tag over hovedet. Hvad nu? Ude på Bøjden i bunden af Sivresbjerg var en lille landsbrugsejendom, Bakkely, på 10 tdr. land ledig, den købte de som springbræt til noget større og bedre, altså en mellemstation. Dette regnestykke skulle dog vise sig at være helt og aldeles forkert.
Springet fra en pæn gård til et lille husmandssted passede ikke rigtig til Axels kemi, og en dag, da han gik og pløjede med hestene foran, fik han den ide, hvorfor ikke købe en traktor for noget af overskuddet på handelen og måske få lidt arbejde ved gårdmændene i sognet. Det skal lige nævnes, at en traktor var sidst i fyrrene ret ualmindeligt og da især på et husmandssted. Axel havde ikke langt fra tanke til handling, en David Brown traktor med tilhørende plov og harve blev anskaffet, og dette blev begyndelsen på Bøjden Maskinstation. Pløjearbejdet, som det faktisk startede med, tog hurtigt fart både i og uden for sognet samt på Lyø og Avernakø, hvor Axel med medhjælpere bosatte sig til arbejdet var færdigt.
Ret hurtigt blev en kvashugger og brændesav anskaffet, så der var arbejde til denne årstid. Udviklingen gik stærkt, i 1951 blev maskinparken udvidet med en ny Nuffield Universal traktor, og senere samme år en svenskbygget bugseret Thermænius mejetærsker med presser, et stykke maskineri, som er lidt at sammen-ligne med en selvbinder bygget sammen med et tærskeværk, men så helt sikkert noget af en nyhed dengang. Kun ca. 3 år efter ideen til Bøjden Maskinstation blev født, kunne Axel med medhjælpere klare de fleste af årstidens opgaver inden for landbruget. Mejetærskning var endnu i sin spæde start, så firmaet havde side-løbende et stort 48” transportabelt Holbæk tærskeværk med ilægger og presser, som en del af de landmænd, der brugte selvbinder, benyttede. Det blev efter ønske opstillet i marken eller ved gården med traktor som drivkraft, men det var mejetærskning, der var fremtiden, når høsten skulle i hus. I 1956 købte Axel en ny selvkørende Munktels, en af hans måske største investeringer efter datidens regnestykker, idet den kostede ca. 65.000 kr.. Til sammenligning havde han givet 44.000 kr. for hele ejendommen 8 år før, og i 1960 var der hele 3 mejetærskere i gang, og der var arbejde nok til dem alle.
Landbrugsarbejdet er jo sæsonbetegnet, og vinter den mest stille tid. Af en eller anden grund havde vi mere sne den gang. Axel lavede en aftale med kommunen om snerydning. En sneplov blev anskaffet og monteret på Nuffielden i 1952, og så var det bare fremad for fuld fart, men problemet var, at når han skulle igennem en stor snedrive var både traktor og chauffør, som sad ude i det fri uden førerhus, totalt indhyllet i sne. Axel vidste knap nok, hvor han befandt sig, og traktoren, som var benzindrevet med tændrørene strittende ud i det fri, gik i stå på grund af sneskyerne, men han var ikke så rådvild, en presenning blev tilpasset og monteret på traktoren, og så gik det bedre, indtil der gik ild i denne overdækning. Da dette blev for surt, fremstillede Thorkild ”mirakelmand” overfor en afskærmning til motoren, og karetmageren i Horne et finerførerhus, og således gik det hele meget bedre, men alligevel et barsk arbejde til 17 kr. i timen.
På ca. samme tid, 1952-53, kom mælkekørsel også ind i billedet. Turene som var Egsgyden og Hornelande-vej, blev klaret med sønnen Mogens på 8-9 år som chauffør på traktoren (det kunne lige klares før skoletid) samt en medhjælper på vognene til af og pålæsning af mælkejungerne. Om efteråret var det blandt andet roetid. Maskinstationen havde også moderne roeoptagere samt opstillede transportører på stationen i Faaborg til læsning af sukkerroer i banevognene med Finland som bestemmelsessted.
I sidste halvdel af halvtredserne kom noget helt nyt frem, som hed ammoniak. Dette så Axel, som en af de første på Fyn, en fremtid i, og investerede i et anlæg til dette. Det blev en klog beslutning, og i løbet af kort tid havde han hele 5 anlæg i gang og klarede ammoniaknedfældning over det meste af Sydfyn. Et arbejde, der krævede en del, både af maskiner og personel. I starten var ammoniakken i flasker, som man om natten hentede i Fredericia og kørte ud og placerede de steder, de skulle bruges næste morgen. Senere gik man over til levering i tankvogne, så det gik lidt lettere.
Det var lange og travle dage. Landbrugsarbejde, høst, pløjning o.m.a. er nu engang temmelig afhængig af vejret, så i højsæsonen var det tit meget sen fyraften. Fritid var det også så som så med, da Bakkely selv havde dyr i stalden og marker, som også krævede pasning, så det var for det meste søndagsarbejde, når dette blev udført. En stor del af Axels sparsomme fritid blev brugt på heste. Han var en anerkendt dommer ved hesteskuer og var bl. a. med til at starte Brahetrolleborg Hesteskue op, og som består i bedste velgående endnu.
Igennem de ca. 30 år, Axel Lysemose kørte Bøjden Maskinstation, prøvede han hele tiden at være på forkant med udviklingen, en vigtig ting, der kom ham til gode. Han var en vellidt arbejdsgiver, man vidste ikke altid, hvor han var, men han var der, når der var brug for ham. Hans folk måtte næsten bruge maskineriet, som de ville, men han krævede, de skulle arbejde, – ingen plads til driverter her -, det gjaldt alle, også hans 2 sønner Leif og Mogens, der havde været med fra starten og som i 1977 tog over, og omdøbte Bøjden maskinstation til brdr. Lysemose I/S. Lidt spildt for folk på Horne Land sagde stadig ”ude ved Lysemose”. Leif og Mogens kørte videre i stort set samme regi og selvfølgelig med løbende fornyelse af maskinparken, som unægtelig havde ændret sig i de ca. 60 år, der efterhånden var gået. I 2007 tog 3. generation over, og kører det i dag mere som entrepenørvirksomhed.
Axel Lysemose gik bort i 1988, 82 år gammel.
Der står som bekendt en kvinde bag alt. Julie, som måske ikke var så synlig i forretningen, stod i alle årene ude på sidelinien i 24 timer i døgnet, passede telefonen og tog imod de skideballer, der altid vil være i sådan en bedrift, tømte Axels lommer for kvitteringer og fakturaer, som han ikke afleverede, samt stod altid parat med mad på bordet, når folkene vendte hjem. Somme tider kl. 3 om natten. I dag er hun en frisk ældre ”pige” på 101 år, og hun har om nogen i hvert fald oplevet landbrugets mekanisering. Hun bor stadig på Bakkely – mellemstationen -, hvor hun kan se tilbage på et langt godt liv og glæde sig over, firmaet på Bakkely stadig hedder A Lysemose.
2010, august
Horne Vognmandsforretning v/ Laurits Stage
Laurits overtog forretningen i 1956 efter Ludvig Jørgensen. Laurits var da 47 år, men først skal vi lige se tilbage på hans tilværelse indtil da, hvilken jeg synes, har været utrolig hård og barsk, men også spændende – en kamp for dagen og vejen.
Laurits blev født på ”Arnholm” i Bøjden i 1909. Da skoletiden var overstået, arbejdede han hjemme på gården og hos andre landmænd i sognet, til han blev 18 år og fik kørekort. Vi er nu i 1927 og den gang var der langt imellem person- og lastbiler, især ude på landet, men det var automobilen, der havde hans store interesse.
Hans første job med det nyerhvervede kørekort blev så fornemt som herskabschauffør på Arreskov Slot hos Schaffalitzky de Mucadell, hvor arbejdet foregik både med hestekøretøjer og biler. Laurits havde åbenbart evne til at få foden inden for i de fine kredse, da hans næste job blev hos Stor-fyrstinde Olga i Ballerup, søster til den sidste russiske Zar, Nikolaj 2., hvor han fik titlen som gartner, forvalter og privatchauffør. Se, det var da en mundfuld, der ville noget, men en spændende hverdag imellem mennesker, langt fra hans hjemegn.
Horne Land trak åbenbart i ham, og i 1935 vendte han tilbage til Bøjden og fik arbejde hos vogn-mand Peter Greve, som senere blev hans svoger. Greves vognmandsforretning var ret alsidig, der var bl. a. meget kreaturkørsel, og det blev Laurits, der tog sig af denne afdeling, og det var ikke altid lige nemt. En gang skulle han hente en velvoksen tyr på Sønder Hjørnegården, da den skulle på dyrskue i Hjørring. Ferdinand havde absolut ikke lyst til den lange køretur, den satte rumpen til lastbilen og lagde den nok så pænt om på siden. Godt nok var lastbiler ikke var så store den gang, men alligevel. Sideløbende med chaufførjobbet havde Laurits selv egen taxaforretning, droske-kørsel, som man kaldte det, men både det og meget andet blev stoppet af krigsårene med manglende brændstof. I 1942 blev Laurits gift med Sigrid Minna Hansen fra Stenvad, og de bosatte sig i ”Smedehuset” på marken bag Bøjden Smedie, hvor han tog det arbejde, der var at få, bl. a. fiskede han blåmuslinger i farvandet fra Bøjden, og var man lidt heldig, var det ikke så ringe endda, men at de dyrebare dråber til den lille bådmotor var et stort problem i de mørke år, beviser følgende beretning. Da en kreaturdamper blev minesprængt ved Helnæs, sank og lækkede en del petroleum, sejlede Laurits med flere omgående derud og skummede petroleum af havoverfladen, hjem og stikke det om et par gange, og så var det reddet. Efter krigen tog han arbejde på Horne Teglværk og senere som murerarbejdsmand hos flere lokale mestre. Familien, som var udvidet med en datter og en søn, var flyttet fra Smedehuset og til Remset i Bøjden. I 1952 mistede de Minna, kun 33 år gammel, idet hun døde under fødslen af familien tredje barn, en datter, som kom til at hedde Minna, og Laurits stod tilbage med 3 børn. Et meget hårdt slag for dem alle, men livet skal jo på den ene eller anden måde gå videre, og den nyfødte kom til Laurits`mor og søster, og her var de to andre børn også meget af tiden. Derfor fik familien også i 1959 en stor hjælpende hånd i Grethe, der kom som husbestyrerinde og var hos Laurits, til han døde, og er i dag deres ” alle sammens oldemor”.
I 1954 byggede Laurits nyt hus på Horne Strandvej, og familien flyttede dertil. Et par år efter overtog han Ludvig Jørgensens vognmandsforretning, som bestod af en begrænset kundekreds og en ældre faldefærdig Bedford lastvogn for en samlet pris på 5000,00 kr., lidt af et vovestykke midt i halvtresserne, men Laurits kom hurtigt i gang. Hans store kendskab til de lokale håndværkere kom ham til gode, da de vidste, at havde man en aftale, så blev den overholdt. Hans forgænger havde kort tid forinden startet skraldekørsel i Horne. Et ukendt antal udrangerede 40 liter mælkejunger med toppen skåret af stod ude ved kunderne og blev så tømt efter aftale. Smart nok, men alligevel ikke, da folk kom alt muligt og især umuligt i de massive tønder. Laurits indførte et nyt system med affaldssække samt stativer til disse, som kunderne selv købte og betalte. Den ugentlige afhentning af sækkene kostede i 1964 10,00 kr. i kvartalet, og det fungerede perfekt og har jo næsten kørt uændret til for kort tid siden.
En vognmandsforretning på landet klarede mange opgaver, levering af sten og grus, mælkekørsel, kørsel til GASA og SAS i Odense og Svendborg, flytning af alt muligt fra det ene sted til det andet, slid og slæb fra morgen til aften, f. eks. kørsel med marksten, som skulle bruges til udvidelse af Kielerkanalen, til udskibning fra havnen i Fjællebroen. Der var et ca. krav om størrelsen på disse sten, så de, der var for store, flækkede Laurits selv med håndkraft og en stenhammer.
Jeg husker Laurits Stage som en rar omgængelig mand. Han var kunde på det lokale autoværksted, hvor jeg arbejdede, og i en af vores mange samtaler, fandt jeg ud af, at hvis nogen glædede sig til at pensionen, så var det ham. Han så frem til mere tid til jagt og fiskeri og at nyde livet. Han fik ganske få måneder, da han døde i 1976 som 67 årig – bunduretfærdigt.
Hans søn, John kørte forretningen videre de næste 10 år, men løb ind i firsernes finanskrise og valgte derfor at stoppe og tog andet arbejde.
Efter ca. 20 års stilstand genopstod firmaet med 3. generation ved rattet. Et minde fra en svunden tid består dog stadig. Laurits fik sammen med vor lokale kunstner, Hans Lillemark fremstillet et firmalogo sidst i tresserne. John kørte videre med dette i hans tid, og i dag står det selv samme logo over frontruden i Jacobs biler med gotisk skrift: HORNE VOGNMANDSFORETNING.
2010, november
Johannes Bønneland Larsen (”den lange post”)
I skrivende stund, først i januar 2011, hvor sneen fyger og frosten har bidt sig fast, og alle taler om det stygge vejr, går tankerne tilbage til barne- og ungdomsårenes vintre, dengang, der var nogle strenge ind imellem med meget sne, lang og hård frost, som blev til isvinter, når havet frøs til, og når vi taler om isvinter, kommer jeg ganske automatisk til at tænke på ”den lange post”.
Johannes Bønneland Larsen var født i Hornegyden 13, hvor faderen, Henrik Bønneland Larsen havde et lille husmandssted og var samtidig landpostbud, to erhverv som Johannes senere i livet førte videre, da han overtog naboejendommen, som også var et mindre landbrug, og sidst i tresserne blev han ansat som landpost i Horne, så man må sige, han gik i faderens fodspor. Johannes var om nogen et friluftsmenneske. Når han gik til stranden med haglbøssen over skulderen, kunne alverdens fortrædeligheder godt gå hjem og lægge sig. Han havde øje for alle de små ting, som naturen tilbyder, som vi andre desværre mere eller mindre overser. Han havde sit eget lille paradis i sin lille skov med rødgran, og når han viste den frem, var det med julelys i øjnene.
Han var også en ”hård hund”, som man siger, og nu er vi tilbage ved isvintre, som fik mig til at tænke på ham. Det var bidende koldt, og Johannes var cyklet ud på havisen ved Sønder Hjørne for at pilke torsk. Et godt stykke ude røg han i en våge med cykel og det hele og kom ind under isen, hvor han kom om på ryggen og svømmede tilbage til iskanten, kravlede op igen, og der lå hans pirk med snor, som var faldet af cyklen. Johannes tømte gummistøvlerne for vand, sokkerne skulle ikke vrides, for dem brugte han aldrig, så pilkede han cyklen op og kørte hjem, en tur på ca. 8 km. i det iskolde, gennemblødte tøj. Der blev fortalt, det frøs så hårdt, at buksebenene knækkede under turen. Vel hjemme tog han tørt tøj på, cyklede tilbage og pilkede så mange store torsk, han næsten ikke kunne slæbe dem hjem.
En anden oplevelse på havisen var en gang, da Johannes og en bekendt var gået ud for at stange ål. Da de skulle hjem, opdagede de, at de befandt sig på en stor isflage, som var drevet godt og vel fra land. Når Johannes havde et problem, sagde han gerne: > det gælder ”søtme” om at finde på det<. Dette problem løste han ved at hugge en rimelig stor isflage løs med isøksen, få den bakset på plads ved siden af den, de befandt sig på, og så ellers vente nogle timer, til de var frosset nogenlunde sammen, hvorefter de så gik nogenlunde tørskoede i land. En kat har som bekendt 9 liv, hvor mange Johannes havde, ved jeg ikke, men det blev til nogle stykker med disse og andre oplevelser, han har haft.
Den lange post var små 2 meter høj, og med højden fulgte også usædvanlig mange kræfter. Der blev sagt, han var stærkere, end han selv vidste, hvad følgende også beviser. Johannes var i sine yngre dage en habil håndboldspiller på Hornes herrehold. I en kamp, hvor hjemmeholdet fik straffekast, skulle han klare dette, og det skete med sådan et tryk på, at målmand med bold og kasket røg ind i målnettet. Ved næste straffe flygtede målmanden langt væk, han skulle ikke nyde mere. På et tidspunkt måtte idrætsforeningen bede Johannes om at skrue lidt ned, økonomien kunne ikke klare fornyelse af alle de målnet, han skød sønder og sammen. Som diskoskaster havde han muligvis haft en fremtid. En gang stod han med en knækket haverive, som hans far havde lovet at sætte nyt skaft på. I stedet for at aflevere riven på normal vis, kastede Johannes den på bedste diskosmaner de godt 100 meter op til sin far.
Et andet eksempel på hans kræfter husker jeg fra følgende. Omkring 1960 fik Edvin Mogensen forhandling af Bukh traktorer, og Johannes var en af de første, der købte en. Det var en Bukh DZ30, 2 cyl., rimelig højkomprimeret diesel. Da Edvin i sin instruktion af det forskellige nåede til startsvinget, sagde han, det her får du aldrig brug for, da motoren er alt for tung, (alle vi andre havde prøvet forgæves). >vi kan søt`me da prøve<, sagde Johannes, satte svinget i og trak den i gang uden besvær. Edvin sagde bagefter, at hvis motoren ikke havde givet efter, var han sikker på, Johannes havde væltet traktoren. Efter ca. 3 år var startbatteeriet brændt ud. Det blev aldrig fornyet, Johannes brugte startsvinget i alle de efterfølgende år, hvor Bukh` en blev brugt til landbruget samt hans daglige mælketure.
Hans styrke gjorde også, at han bl. a. var meget eftertragtet som udsmider ved de lokale baller, og som lerduekaster på flugtskydningsbanerne.
Johannes var altid i godt humør. Han elskede sit arbejde som landpostbud, og det var godt, det var på den tid, da jeg slet ikke kan forestille mig ham som et moderne postbud, der i dag fiser rundt og scanner stregkoder med usynlige øjne i nakken hele tiden og ellers rette sig efter etatens mærkelige påfund. Det havde garanteret ikke været ham. Han nød sine daglige ture på Horne Land, nærkontakten med kunderne og en sludder om vind og vejr, og som det naturmenneske, han var, gik han meget op i vejret. Han havde sine egne teorier, når han forudsagde dette. Det bliver flot vejr, regnvejr, stormvejr skidtvejr o.s.v.. Mange gange fik han ret.
Han ville helst tro det bedste om sine medmennesker, hvis ve og vel lå ham meget på sinde, og manglede folk en hjælpende hånd til så at sige alt muligt, gik man aldrig forgæves til den lange post.
Johannes stoppede sin postgerning 1. maj 1990, da han som 70 årrig faldt for aldersgrænsen. Han havde ellers gerne fortsat længere, men måtte ikke. I hans sidste tid svigtede kræfterne, men han var frisk nok og fulgte godt med i alting. Han døde den 8. januar 2002, knap 82 år gammel, og beskeden, som han altid havde været, blev han efter eget ønske begravet på et ukendt sted på Horne Kirkegård.
2011, februar
Stoffers Tobakshandel
Christoffer Hansen, Stoffer, var født i 1898 på et af de kønneste højtliggende steder på Bjerne Mark, i folkemunde kaldet ”Blæsenborg”, under den store sølvpoppel, som desværre er borte nu, men i årtier brugt som kendepunkt/sømærke, da den kunne ses viden om både til lands og til vands.
Stoffer var ud af en gammel håndværker- og husmandsslægt. Håndværket var bødkerfaget, som kan føres helt tilbage til hans tipoldefar, og at han lærte dette gamle håndværk til fulde, har han senere i livet bevidst. Drenge- og ungdomsårene blev brugt på det lille landbrug, samt som hjælp i faderens bødkerværksted.
I 1925 blev Stoffer gift med Rigmor Jørgensen, husmandsdatter fra Alleskoven, og sammen købte de et hus i Kirkeballe, nu nr. 8, i Horne, hvor de de næste ca. 10 år tjente til dagen og vejen af en tilfældig dagløn, samt det gamle efterhånden hendøende håndværk, men kunne se, at resten af deres liv ikke kunne hænge sammen på denne måde. Da ejendommen Hornelandevej 31 blev sat til salg, slog de til og overtog denne i 1935, byggede lidt om og indrettede Stoffers Tobakshandel ud mod landevejen og det rimelig store baghus til bødkerværksted, da det gamle håndværk ikke helt skulle lægges på hylden endnu, hvad det for øvrigt heller aldrig blev i Stoffers tid. Stoffers Tobakshandel startede, som navnet siger, med tobaksvarer, piber, tobak, cigarer, cigaretter, skråtobak og alle disse rare ting, som er bandlyst nu til dags, blev stille og roligt udvidet med et righoldigt udvalg af slik, barbergrej, papirvarer, sæbe tandpasta, julepynt og meget mere. Butikken, som jeg husker den, er nærmest ubeskrivelig. Den var ikke ret stor, hver eneste millimeter var udnyttet fult ud, trods det blev der også plads til apotekervarer senere. Udenfor stod automaten med 10 stk. cigaretter og Pernille/Senator chokolade, og den kunne Bjarne og undertegnede godt snyde enkelte gange, når man lukkede den betalte låge meget langsomt til et vist punkt, kunne lågen under åbnes ubetalt.
Hverdagen i butikken gik efter deres eget faste skema. De var fælles om alt, men når der var lejlighed til det, gik Stoffer på værkstedet til sit gamle oprindelige fag og fremstillede smørdritler til Grøndal mejeri, tønder og baljer m.m. som var bestilt, samt diverse reparationer af disse. Han var det, vi i dag kalder en rigtig gammeldags håndværker, der med få midler kunne lave det utrolige, blandt andet hans små tobaksskabe, der hænger i en del Hornehjem, er meget flotte og eftertragtede. At komme som kunde i tobakshandelen var en speciel oplevelse. Man følte sig altid velkommen, og der var altid tid til en sludder om løst og fast. Rigmor og Stoffer var jordens mest gæstfrie mennesker. I køkkenet bag butikken på Rigmors blankpolerede komfur stod madam Blå klar hele dagen. Utallige kopper kaffe over en hyggesnak er foregået der.
Stoffer var på en måde en lidt speciel mand, jævn og ligetil, men en mand, folk havde respekt for og tillid til. Havde man et problem, personligt, økonomisk, familiemæssigt eller lignende, gik mange til Stoffer, fik snakket ud om tingene og fik nogle gode råd med hjem. Efter sigende endda også sognerådsformanden, når de vise mænd var kørt fast, og en ting var sikker, det, der blev talt om, kom ikke uden for hjemmets fire vægge.
Ægteskabet forblev barnløst. Det var ikke fordi, de ikke holdt af børn, tværtimod. Elna fra København kom til Rigmor og Stoffer som feriepige inde fra stenbroen, og hende havde de nær forbindelse med resten af livet. Efter krigen fik de via Red Barnet kontakt med Zygmunt fra Polen, der kom hertil første gang som 10 åring. Kontakten blev så nær, at han kaldte Rigmor og Stoffer for mor og far, og kunne, når Stoffer sendte penge til rejse og visum, besøge dem jævnligt. Zygmunt flygtede senere hertil og blev dansk statsborger.
En af Stoffers store fritidsinteresser var hans virke i Horne Sang- og Musikforening, som han i 1924 indtrådte i. Allerede i 1910 havde han som 12 åring bygget sin første violin, da han regnede med, det var dette instrument, der passede til ham, men lederen af orkesteret fik ham på andre tanker. Violiner havde de rigeligt af, men manglede klarinetter, der var ret sjældne den gang. Stoffer fik en aftale hos en musikdirektør i Svendborg, hvortil han cyklede en gang om ugen og lagde 1,25 kr. for en times undervisning. Han blev en rigtig habil klarinetspiller i orkesteret og fik mange dejlige oplevelser sammen med gode musikkammerater i årene fremover.
En anden del af deres liv var det lille sommerhus, ”Duereds Skanse” nede i Vænget, som Stoffer selv byggede i 1927. Beliggenheden var valgt med omhu, endnu en af de skønneste pletter på Horne Land med en prægtig udsigt til Lyø med Als i baggrunden og oven i købet et historisk sted, da det, som navnet siger, var en skanse i fordums tid, bemandet med en kanonstilling oppe, hvor huset ligger endnu, og i klinten nede ved stranden, var der gravet en hule/grotte, hvor soldaterne sov og holdt frivagter. Rigmor og Stoffer tilbragte mange fritimer der, hvor han hyggede sig med sin lille båd, lidt fritidsfiskeri og ellers i gode venners lag en skøn sommeraften med madkurven. Sang- og Musikkammeraterne mødtes også jævnligt dernede, og hvis de ikke sang, når de kom, gjorde de, når de gik hjem.
I 1970 vedtog vores regering at forhøje momsen fra 12,5 % til 15 %, hvad der var ensbetydende med en omprismærkning af samtlige varer i tobakshandelen. Rigmor og Stoffer, der begge var blevet 72 år tog den store beslutning at lukke forretningen efter 35 gode år, det var dog ikke ensbetydende med at sætte sig med hænderne i skødet. I den lille stue ind mod Forsamlingshuset havde advokat Laursen fra Faaborg kontortid et par gange om ugen. Den blev nu delt med Sydfyns Sparekasse, der udstationerede sin højt betroede medarbejder, Arne Larsen til at varetage horneboernes økonomiske interesser. Stoffer blev hans medhjælper, da blandt andet mange transaktioner krævede 2 underskrifter. Kom kunderne til et tomt kontorlokale, vidste de, at så kunne de finde Arne og Stoffer ude i Rigmors køkken. Stoffer fortsatte dette job næsten til hans død i 1977. Forinden var sparekassen rykket ind i den gamle tobaksforretning og blevet til Amtsparekassen Fyn og endnu senere Fionia Bank (dem med de gode aktier). Rigmor blev boende i huset til hun gik bort i 1984.
Et helt andet kapitel af Stoffers liv var hans tid i Modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, men det er for omfattende at komme ind på her. Stoffer har skrevet en bog ”En sejlads på mindernes og erindringens hav”, en spændende historie om hele hans liv, som kan læses på Horne Lands Folkemindesamling.
2011, maj
Troldalens Planteskole
Ove Riget Petersen, årgang 1926 fra Lammesø ved Odense Fjord med en fortid som landbrugsmedhjælper, stod i 1949 efter endt militærtjeneste på Odense Banegård og tænkte, hvad nu? Hans forældre var flyttet til Solevad, og via dem kom han i kontakt med gdr. Kaj Brændgård og blev ansat der. Brændegårds hustru, Anne Lise var datter af gartner Emanuel Hansen fra Herning, som udover sin virksomhed i Jylland også var ejer af Troldalen i Horne. Hansen manglede en ny bestyrer der og blev enig med Ove, som sammen med Ruth, som han havde mødt i Solevad, flyttede hertil den 2. januar 1950. Fem dage efter, den 7. januar 1950 blev de gift og startede som bestyrerpar med en månedsløn på 350,00 kr. deres nye liv, et liv som de to ikke havde drømt om skulle blive et liv i Paradis.
Troldalen var den gang på ca. 4,5 tdr. land, der lige efter krigen var plantet til med frugttræer, især æbletræer, som Ove vidste meget lidt om. For at få det optimale udbytte, skal de beskæres korrekt, og det vidste han slet intet om, men Hansen var en god lærermester, han klippede en gren af og forklarede Ove, at den afklippede gren giver ingen frugt. Således blev han sat ind i tingene på god humoristisk vis, men tog dog senere beskæringskurser forskellige steder i landet.
De næste 7 år gik for bestyrerparret med pasning af frugtplantagen, og hvad dertil hører, og det hele kørte stort set til alle parters tilfredshed, men Ove havde et stykke tid leget lidt med tanken om at prøve noget andet eller helst blive sig selv, som man siger. Dette kom Hansen for øre, og han sagde, I skal købe Troldalen, for I kan simpelthen ikke undvære den, og således blev det. Handlen tog 15 minutter, og i februar 1957 overtog Ruth og Ove hele bedriften for 43.000,00 kr., hverken dyrt eller billigt, men rimeligt den gang. De nybagte ejere fik en kanonstart, vinteren havde været slem med frostskader i mange frugtplantager, men på grund af beliggenheden havde Troldalen undgået dette. Priserne var i top, og i Oves første sæson som selvstændig solgte han frugt for 20.000,00 kr. – tænk en gang næsten halvdelen af, hvad hele molevitten havde kostet. Sagfører Perregaard i Faaborg, som klarede papirarbejdet med handelen, havde lovet Ove at være behjælpelig med hans første selvangivelse som ejer. Da Ove afleverede regnskabet, læste Perregaard det igennem, glippede lidt med øjnene, læste det en gang til, drejede sig en halv omgang og råbte til sin sekretær: frøken, sådan en mand skulle De finde Dem.
Som bekendt er det jo ikke fortjeneste det hele, skattevæsenet tog sin del af kagen, men der var rigeligt råd til en brugt Ferguson, som trofast fulgte Ove resten af hans tid i Troldalen.
I plukkesæsonen havde Ove hjælpere ansat og kunne på en god sæson levere op til 35 tons frugt til Gasa i Odense. 1960 blev et skelsættende år for Troldalen. En nabo, Hans Peder nede fra Geskemosen manglede et par solbærbuske og spurgte Ove, om han kunne skaffe dem, og dette blev faktisk starten på Troldalens Planteskole. Et rigtigt godt tidspunkt, da nybyggede parcelhuse rejste sig overalt, og med husene fulgte jo også haver. Haveselskaber o. lign. dukkede også frem med tilbud om tegninger og gode råd til nybyggerne. Ove blev enig med sig selv, at det kunne han selv klare, sortimentet i planteskolen blev lynhurtigt udvidet med alt, hvad folk krævede af planter og buske o.m.a.. Der var fart på i Troldalen, en del købte de planter, de havde udvalgt, en anden del købte en helhedsløsning ved Ove. Man blev enige om, hvordan haven skulle lægges an, og så klarede han resten, hvad der betød, at kl. 5.00 om morgenen var han i gang med at plante haver, da han skulle være hjemme igen kl. 10.00 for at ekspedere de første kunder. Ove gjorde meget ud af at kunderne skulle føle det som en oplevelse at komme i Troldalens Planteskole. Til tider var der sort af mennesker, og ventetid kunne ikke undgås, men det tog folk i en stiv arm, de gik rundt og hyggede sig og så på alle de kønne ting i de smukke omgivelser, der hører til stedet.
Ove øste gavmildt ud af sine erfaringer og kom med gode råd, og at det var en oplevelse at komme der, kan mange bekræfte, f. eks. en dame i Faaborg, der flere år senere råbte Ove an med følgende: Halløj din laban, kan du huske, da du forklarede mig, at det er roden på planterne, jeg skal putte i jorden.
Efter 37 år med lange og travle dage kunne Ove fornemme, at helbredet ikke kunne klare dette tempo i det lange løb. I 1987 blev planteskolen nedlagt, ejendommen var i årenes løb vokset til ca. 13 tdr. land, der blev plantet til med juletræer og diverse klippegrønt, og dette gik de næste 14 år med. I 1995 mistede han Ruth, og i 2001 besluttede han at afhænde det hele. Det blev sat til salg i de landsdækkende aviser til højestbydende, hvorfor bruge penge til mægler, og som Ove siger. Jeg var heldig at få solgt til Kirsten og Jørgen fra København, som er Jordens flinkeste folk, og han føler sig altid velkommen i Troldalen, hvad han er glad og taknemmelig for. Ove betragter sine 51 år i Troldalen som et stort eventyr. Mere klart kan det vist ikke udtrykkes.
Hans tredje tilværelse blev et parcelhus på Bytoften i Horne. Ove gartner er i dag et kendt ansigt i vor lille by, når han på sine daglige inspektionsture besøger autoværkstedet for at se, om Lilly har det godt, om alt står ordentligt til hos købmanden, eller giver folk gode råd om deres planter på sin friske ligefremme måde, og det er i hvert fald ikke hans skyld, at ænderne forsvinder fra gadekæret.
Som gammel nabo husker jeg tydeligt, når du i mit hjem kom og gav en hjælpende hånd blandt andet i høsttiden, dit altid gode humør kunne gøre sure dage til sjove dage. Du lærte mig meget, og jeg lærte dig to ting, nemlig hvordan man bruger en vaskeklud og at stoppe rød Dublin i piben. Tak for mange gode minder nede fra Dalen.
2011, november
Landinspektør Andersen, Inge Lisbet og Verdens Ende
I 1949/50 solgte Havrebjerggård på Lillemarken en jordlod, nu Duereds Vænge 2, fra skoven og ned til stranden til en brugtvognsforhandler fra Stenstrupegnen, der hed Nielsen. Det var alt, hvad man fandt ud af om ham, da han ikke blandede sig med de lokale, men da han begyndte at opføre et hus på stedet, blev han anset for bindegal. Man bygger da ikke nyt hus på et så Guds forladt øde sted. Tiden skulle dog vise, at Nielsen langt fra var bindegal, matriklen og husets beliggenhed er i dag uden overdrivelse en skøn perle.
Landinspektør Jørgen Andersen overtog huset i 1953 for ca. 50.000,00 kr og, sammen med hustruen, Inge Lisbet og børnene Holger og Aase flyttede hertil, og så kom der ellers rigtig gang i snakken blandt de lokale indfødte. Hvad ville de dog her ud efter, deres påklædning var ikke som vi andres, og så talte de københavnsk. Det var vist nogen, der bare skulle passe sig selv, disse bange anelser blev hurtigt gjort til skamme, da det viste sig at være nogle rigtig rare mennesker, der ikke var længe om at komme på talefod og blande sig med lokalbefolkningen. Inge Lisbet døber omgående stedet til Verdens Ende, da man ikke kunne komme meget længere ud uden at få vand i skoene.
Lige i starten var landinspektør Andersens transportmiddel fra Verdens Ende til Faaborg en almindelig cykel, hvilket forgik i et frisk tempo. Den blev dog hurtigt afløst af en dobbeltstemplet Adler motorcykel, og så var der ellers fart på, når Andersen kom med landmålerstokkene bundet på siderne og skelpælene i en kasse bagpå. Det blev helt nye tider for Carl Knudsens høns, der hidtil havde regnet vejen for deres egen, men de lærte hurtigt at holde sig væk. Selv vores egen pekingeser, som jeg mente var en halvdum hund, lærte lynhurtigt lyden fra motorcyklen på lang afstand, så den kunne nå i dækning. Motorcyklen blev afløst af et par Folkevogne, derefter et ukendt antal Saaber og Volvoer. Først i tresserne blev Inge Lisbet også motoriseret. Det var en Ford A årgang 1930, som hun kaldte Tulle, og selv om Tulle var en halvgammel tøs, kunne hun godt komme fremad med Inge Lisbet ved rattet. Hun var en dygtig bilist, der kunne klare de små sving i Duereds Vænge med en hastighed, der ville havde gjort Jason Watt eller Tom Christensen grønne af misundelse. En enkel gang gik det dog lidt galt. Inge Lisbet og Alfred Skov (Dik) ”mødtes” på den smalle skovvej, og der ville jeg gerne have været fluen på væggen, da de begge havde en rimelig bramfri måde at sige tingene på.
Jørgen Andersen, der var fra Randers, tog sin landinspektøruddannelse på den Kongelige Veterinære Landbrughøjskole i 1939-1944, blev derefter assistent hos landinspektør Chr. Hvenegaard i Svendborg til Krigens slutning, hvor han blev indkaldt til ingeniørtropperne og sluttede som sekundløjtnant i Krigsministeriet i 1947. Samme år, den 19. april bliver han gift med Inge Lisbet Michelsen, og måneden efter, den 11. maj flytter de til Parkvej 20, Faaborg, hvor han som leder styrede Chr. Hvenegaards filialkontor frem til 1959. I 1960 overtager landinspektør Andersen hele Faaborg afdelingen og bliver selvstændig. Ret hurtig derefter gik han i gang med en stor og svær opgave, nemlig udstykningen af Horne Sommerland. Det svære bestod i, at det aldeles ikke var med Horne Sogneråds velsignelse. Alle midler blev taget i brug for at bekæmpe Andersen og ejeren, Randrup. Bølgerne gik højt med fede overskrifter i dagspressen og endte til sidst for en domstol, hvor Andersen og Randrup vandt sagen. Det blev til lange travle dage, da der i årene fremover var fuld gang i privat nybyggeri, udstykning af boligområder, sommerhusområder samt udstykning og sammenlægning af landbrugsjorder m.v., et arbejde, der mange gange var forbundet med en del problemer og uenighed om skel og meget andet. Andersen havde den sjældne evne at gøre alle parter tilfreds, når han på sin rolige måde og med ild i piben forklarede, at sådan skulle det være. Og så blev det respekteret. Hans ekspertise blev også belønnet med mange opgaver uden for kommunegrænsen, blandt andet i Broby og Ringe kommuner, og hvis nogen vidste hvordan, vores kommune hang sammen, så var det ham. Han nævnte ikke folk med navn og adresse, men med matrikelnummer. Landbruget stod hans hjerte nær, han betragtede gårdene som hans vigtigste kunder. Landmændene satte stor pris på ham, og det gjorde deres koner så absolut også, for når de inviterede Andersen ind på et måltid varmt mad, blev det værdsat og spist med en appetit, de sjældent havde set.
Orden i tingene havde Andersen, dog med en enkel undtagelse. Kiggede man ind i hans bil, var det en rodebutik af støvler, jord, piber og tobak, landmålergrej og jagtudstyr, og midt i det hele sad en dejlig hønsehund og logrede med halen.
I 1979 var firmaet oppe på 7 medarbejdere, og en af dem, Eske Brun, som havde været med siden 1972, gik Andersen i kompagniskab med, og det blev så til landinspektørerne Jørgen Andersen & Eske Brun. Midt i firserne trapper Andersen ned, Eske Brun køber hans halvdel og Jørgen Andersen fortsætter som konsulent et par år til han stopper i 1990. Lidt før i 1987/88 indgik Eske Brun samarbejde med Landinspektørfirmaet Hvenegaard, så man kan sige, at ringen atter blev sluttet. En udvikling, som Jørgen Andersen selvfølgelig fulgte med stor interesse.
En stor del af landinspektør Andersens fritid var jagt. Han elskede naturen og plejede den nænsomt, hvilket jo må have gået godt i spænd med hans arbejde. Gennem årene blev det også til flere jagtrejser bl. a. til Polen, Bulgarien, Scotland og en storvildjagt i Sydafrika, hvor han var ledsaget af sine to ældste børnebørn. Det blev også til en del fiskeri med både garn og stang.
Inge Lisbet var på sin vis også et friluftsmenneske, men hendes kærlighed lå hos heste. Hun var en blændende rytterske og opnåede mange flotte resultater inden for den sport. Desværre blev de begge ramt af alvorlig sygdom. Jørgen blev alene i 1998. Han satte sig 2 mål, det ene var at fejre sin 80 års fødselsdag den 29. november 1999 i Verdens Ende sammen med familien, det andet var at opleve millennium 1999/2000. Han nåede dem begge, men også kun lige, da han døde den 19. januar 2000.
Verdens Ende blev overtaget af Aase og Holger i 1998, som i årene derefter foretog en grundig renovering, om- og tilbygning. I dag står deres i alt 5 børn som ejere af den skønne plet, hvilket jeg er sikker på, ville glæde Inge Lisbet og Jørgen.
2012, februar
Gram-Hanssen
For år tilbage var det meget almindeligt, at hver landsby/sogn havde sin egen læge. Horne har haft flere gennem tiderne, alle dygtige læger, men ham, denne beretning drejer sig om, kan vi godt prale lidt af, for det er ikke mange småsamfund, der var velsignet med en så speciel doktor og altmuligmand.
Claus Johannes Beyer Gram-Hanssen blev født i Tved Præstegård i 1898. Som 12 årig mistede han sin far, og måtte sammen med sin mor og 3 søskende forlade deres dejlige hjem og flyttede via Svendborg til Odense, hvor børnene efter almindelig skolegang gik videre på gymnasium.
Gram-H tog den ret så krævende uddannelse som læge. I 1926 blev han gift med sygeplejerske Ella Marie Elisabeth Nielsen, og samme år overtog de Gl. Møllegård i Horne, hvor han som 28 årig begyndte sin gerning. Han blev hurtig kendt som en omhyggelig og dygtig læge, samt en mand, man kunne stole på, men også en mand med meget faste meninger om mangt og meget, og disse blev udtalt lige ud uden hensyn til, om de passede til omgivelserne. Hans stærke vilje bevirkede, at han ikke gik af vejen for nogen besværligheder. Han elskede at arbejde, var fantasifuld og fuld af munterhed. Han var opfindsom og havde et usædvanligt håndelag, både som læge og i hvad han i øvrigt lavede. Det store stuehus på Gl. Møllegård blev bygget om fra kælder til kvist, og langt det meste arbejde udførte Gram-H selv i sin sparsomme fritid. Ligeså anlagde de også selv den store smukke have i pinlig orden med små metalskilte på planterne, hvor der var en del sjældne imellem. Sammen med Ella skabte Gram-H et stort, dejligt og gæstfrit hjem på Gl. Møllegård for dem og deres 6 børn, hvoraf de 2 desværre døde som mindreårige.
Gram-H havde det bedst, når han var i gang med en opgave, der krævede al hans formåen. Hans grundighed og tålmodighed var større end de flestes, både i hans lægegerning, men også i alt andet, han foretog sig, og uanset hvad han lavede, røg han tobak, hans svigersøn anslår, det igennem livet blev til ca. 1 tons tobak og 2½ km. Cigarer.
En læge skal selvfølgelig have sin konsultation med faste tider osv.. Det havde Gram-H også, men det var nu ikke noget, der blev taget særlig højtideligt. Mange ting blev klaret, når han mødte sine patienter hos købmanden, smeden eller andre tilfældige steder. F. eks. en med ondt for tænder blev placeret på trinbrættet af lægebilen, frem med tangen og ud med den gale.
Den lokale sygekasse stod inde for aflønning af Gram-H, hvilket skulle ske sidst på året. I 1950/51 var der af forskellige årsager ”lavvande i kassen”, hvilket ikke var første gang, altså kneb det med afregningen, hvad han blev lidt fornærmet over, og kontant, som han var, solgte han sin praksis til Eigil Kærn i Kapellanboligen. Gl. Møllegård blev overtaget af Karen og Jørgen Jørgensen, og efter 25 år som læge i Horne flytter han sammen med Ella ud i deres nye selvbyggede hus på Horne Næs. Et paradis på jord, som han kaldte det, men arbejdslivet var langtfra slut endnu for Gram-H. Det blev til en del år som skibslæge med blandt andet Skoleskibet Danmark, et job og en oplevelse, der ikke er enhver forundt. Senere som læge ved minen i Mestersvig og i bygden Qaanaaq i Grønland, et liv der passede fortrinligt til ham, da det ubetinget var forbundet med meget specielle opgaver under meget specielle forhold. På disse rejser, var han som regel ledsaget af Ella, og da de ”gik i land”, blev det til en del år med vikarjob rundt om i Danmark, inden han faldt til ro i paradiset på Næsset, som i mange år blev et dejligt samlingssted for hele familien, der voksede til 12 børnebørn og 6 oldebørn. Gram-H faldt nu aldrig til ro, udover pasning af hus m. m. plantede han en rimelig stor granplantage, som gav ham mange glæder, men også meget arbejde.
Gram-Hanssens hus på Næsset har en lidt speciel historie. Han byggede det på Gl. Møllegård i størrelse 1-1 i sektioner og rejste det i hønsegården, ændrede lidt hist og her hen af vejen, som arbejdet skred frem, og da resultatet var tilfredsstillende, blev det skilt af og transporteret til Næsset og rejst på en grund udstykket fra Ebberedholm. Imidlertid blandede fredningsmyndighederne sig i beliggenheden, så huset blev flyttet endnu en gang inden familien flyttede ind og denne gang til en grund tæt på og som blev overtaget fra Bjaldemosegård.
Det var et stort arbejde, men med et godt resultat, da huset dårligt kan ligge bedre.
Efter Gram-Hanssens mening blandede Fredningsnævnet sig lidt for meget i hans ting, så han tog initiativ til at danne Næsselauget, hvor han senere udnævnte sig selv til formand. Fødslen gik ikke helt stille af, lauget skulle være en rendyrket protestforening, der totalt afviser enhver fremmed indblanding. Så let gik det dog ikke, men efter utallige møder med drøje hug fra begge sider bøjer Gram-H sig for de vise mænd, og alle parter faldt til ro og livet gik videre.
Gram-H mistede efter et langvarigt sygdomsforløb Ella i 1973 og blev nu alene på Næsset, dog ikke helt alene, da han havde sin elskede hund, Rex. Mange på Horne Land kan sikkert huske Gram-H i folkevognsrugbrødet med Rex ved siden. Helbredet blev langsomt dårligere, men modet på livet manglede ikke.
En af de gode gamle venner, inst. Ejnar Hinz, som også var alene, spiste han sammen med ugentligt, og de to var herlige hver for sig. Et eksempel; Hinz havde pådraget sig et halsonde, Gram-H ordinerede medicin og forklarede Hinz, at han overhovedet ikke måtte sige et kvæk i to dage. Hinz fulgte slavisk lægens råd. Når f. eks. hans telefon ringede, tog han den, men sagde intet, hvad der selvfølgelig bevirkede lidt opstandelse og bekymring i hans familie og vennekreds, indtil mysteriet blev opklaret.
Gram-Hanssen blev boende i paradiset til det sidste med god hjælp af hjemmeplejen, selv om det til tider var noget af en prøvelse for dem. Huset var proppet med bøger og alskens form for alt muligt litteratur, og intet, absolut intet måtte røres eller flyttes. En enkel vovede at gøre det, hun kom der aldrig mere, hans husorden skulle følges til punkt og prikke. Når hjemmehjælperen mødte om morgenen, startede hun med at lave morgenmad, som bestod af kaffe, franskbrød med et tykt lag smør, helst skåret med en ostehøvl og et blødkogt æg, som blev kogt på sekunders nøjagtighed, da det ellers blev kasseret, eller som afveksling et spejlæg og til slut en cigar, og så blev hun pålagt at spise med sammen med Gram-H og Rex, som også sad til bords. En af pigerne syntes ikke særlig godt om den morgenmenu, men hun blev belært med følgende: Lille frøken, du bliver ikke gammel, når du ikke drikker kaffe, spiser æg og fed mad eller ryger cigarer. Jeg kan forestille mig, at hvis Gram-H havde oplevet den nye rygepolitik, havde han omgående stiftet en protestforening mod denne.
Hans sidste tid gik med læsning ved stuebordet, nyde udsigten ud over vandet og ellers mindes et langt, righoldigt og spændende liv samt glæde sig over jævnlige besøg af hans fire børn med familie og børnebørn, gamle patienter, naboer og venner, og ved samme bord gled han over i bevidstløshed og sov stille ind på Faaborg Sygehus den 18.september 1987.
2012, maj
Hanne købmand og Peter barber, Bøjden
Kalvørevej 2, stop op og kig på huset og prøv at forestille dig, det var en gang en blomstrende forretning, for øvrigt en af flere på Kalvørevej på Bøjden. Lidt svært måske, men ikke når man skruer tiden tilbage.
Peter ”barber” Larsen var fra Bjerne Mark. Han var yngste søn af stenhugger Jørgen Larsen og Cicilie Marie. Der var 10 børn i familien, som boede i den ene del af huset på Sinebjergvej 50. Peter kom i en ung alder ud at tjene på en gård i nærheden, men fandt ret hurtigt ud af, at landbruget ikke var ham. Han ville hellere være sømand, fik hyre hos August Hansen i Bøjden, som havde en mindre kvase, der sejlede med gods i indenrigsfart. Det var godt nok til en begyndelse, men Peter havde noget større planer. Under et besøg i Bergen så han de store oceangående fuldriggere og tog hyre på en af disse og det var indledningen til nogle spændende år på de store have – mest mellem Europa og Nord/Sydamerika. Under 1. Verdenskrig sejlede han med amerikanske skibe, hvor han flere gange slap heldigt fra at blive sænket af tyske ubåde. Efter krigen kom han til Danmark for at aftjene sin værnepligt i Den kongelige Danske Marine, som efter Genforeningen fik base i Sønderborg. Da den tid var overstået, skulle der findes en udvej for livets opretholdelse. Peter forsøgte sig som fiskehandler på Als men blev senere ansat på Faaborg-Mommarkoverfarten. Omkring 1924/25 var han på besøg i Bøjden, og der mødte han Hanne. Peter med en spændende fortid på verdenshavene slog pjalterne sammen med hende og gik i land. Hanne var fra Nørreballe i Horne, datter af snedker Rasmus Jacobsen og Hanne Roulund.
Hanne og Peter flyttede ind i et lille hus på Ramsevej 7 i Bøjdens gamle bydel, hvor Hanne fødte deres første barn, Edith i 1926. En lille familie skulle nu forsørges. En vaskeægte sømand er ikke så rådvild, så Peter nedsatte sig som selvstændig barber og træskomand, skønt han ikke havde nogen særlig forudsætning for nogen af de to fag. Forretningen gik åbenbart rimelig godt, for i 1929 blev der mulighed for at købe en byggegrund ved vandet. Kalvørevej 2 blev udstykket fra Færgegården, og her byggede de et lille hus. Peter lavede selv alt, hvad han magtede under opførelsen, bl. a. mursten, og i 1930 stod huset færdigt og Peters forretning fortsatte der. Samme år blev familien forøget med en dreng, Frede, og havde nu den størrelse, som Hanne og Peter syntes, den skulle have. Som bekendt var det svære tider i trediverne, nye tiltag skulle til for at klare sig nogenlunde. I 1936/37 købte de et mindre stykke jord til, så huset kunne udvidedes og give plads til en lille afholdscafe, som Hanne primært skulle drive. Slet ikke nogen dårlig ide, cafeen blev udvidet med en rafle- og billardstue samt en mindre kiosk, og blev i en årrække tilholdssted for Bøjden og omegns ungdom. Man kunne få kaffe med hjemmebag, is og sodavand samt rafle og spille billard. Stedet blev også flittigt besøgt af cyklende turister fra Faaborg og omegn, bl.a. AIK (Arbejdernes Idrætsklub), der under 2. Verdenskrig ankom dertil med heste og vogn på deres årlige udflugt.
Bøjden Kapsejladsforening, som er stiftet helt tilbage i 1890 og stadig består i bedste velgående, var Peter også meget aktiv i og på flere måder. Når den årlige pålidelighedssejlads, som var for voksne, var overstået, samlede han alle de børn, han kunne, og arrangerede kapsejlads for dem, hvor alle hyggede sig og havde det sjovt, og der var præmier, som han hentede i deres ishus, til alle.
Hanne og Peter var rolige vellidte mennesker, der holdt meget af at have folk omkring sig og hygge sig sammen med i cafeen. Hvis Peter syntes, der var for stille, hentede han sin banjo, som han var god på, frem. Ganske automatisk kom unge og ældre til, når han spillede op, og alle havde det dejligt.
Under Krigen, hvor der var mangel på alt, havde Peters skomagervirksomhed gyldne tider. Træsko fremstillede han selv, samt bl. a. hans meget populære klip-klappere, som lidt ældre bøjdenboere garanteret kan huske endnu. De bestod af en rødmalet træbund med tilpasset sål af gamle bildæk og et par læderremme fastgjort med store blanke søm.
Alt har sin tid. Efter krigen var det ligesom cafeen/traktørstedet havde overlevet sig selv. Lokalerne blev omdannet til butik med isenkram og manufaktur/trikotage og kørte som sådan frem til midten af halvtresserne, hvor den nærliggende kolonialhandel på Kalvørevej 6 lukkede og blev omdannet til maskinværksted. Hanne og Peter overtog restlageret fra denne og kunne nu pludselig drive det, man kaldte en komplet blandet landhandel, som de begge passede, mens Peter sideløbende stadig havde sin frisørafdeling. Forretningen havde så at sige alt i daglige forbrugsvarer, og Peter lagde selvfølgelig, som gammel sømand, vægt på at kunne klare de ting, som den gang Bøjdens mange søfolk skulle bruge. Det var gode år op igennem halvtresserne, men 31. maj 1961 døde Peter pludselig af et hjertestop, kun 64 år gammel. En chokeret Hanne stod nu alene tilbage med det hele, men heldigvis havde hun medvirket i forretningen, så hun så sig ret hurtigt i stand til at drive den videre alene, og dette gjorde hun aldeles udmærket frem til, hun som godt 80 årig lukkede i 1983. Huset blev solgt og Hanne flyttede til en ældrebolig i Fritsdals Have i Faaborg, hvor hun efter en kort sygdomsperiode døde den 20. marts 1991, 88 år gammel.
2012, august
Bjerne Fiskehandel
Fiskehandlere, der før i tiden kørte rundt fra dør til dør, er desværre en uddøende race. Bjerne by har i tidens løb haft flere af slagsen, og ham, historien her drejer sig om, fik faktisk banket en rigtig god forretning op i den lille by.
Peder Larsen var snedkersøn fra Ærøskøbing, født i 1910. I 1928 flyttede familien til Kirkeballe 1 i Horne, og hans far blev postbud her. Peder, som på det tidspunkt var omkring 18 år, havde altid haft en vis forkærlighed for havet og fiskeri, men selv om vi som bekendt har vand på alle tre sider her på Horne Land, ville han prøve noget andet. Han rejste til Skagen, hvor han fik arbejde på en fiskefabrik, og på denne arbejdsplads mødte han Ebba Pihl, fiskerdatter fra Læsø, som han senere blev gift med.
Lønnen deroppe på fabrikken i Skagen var ikke noget, man kom sovende til, til gengæld kunne der tjenes gode penge, hvis man ville, og det ville Ebba og Peder. Ca. 3 år efter kom de tilbage til Horne, og Peder købte sin første fiskekutter og blev selvstændig fiskeskipper. Det var også et arbejde, hvor man ikke kom sovende til noget, det var om at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og det havde han ”næse for”, blandt andet når der var ål i Nørrefjorden ved Helnæs, så levede Ebba og Peder samt 3 børn om bord på kutteren i flere uger, mens eventyret stod på, ålene blev afhentet ude på havet af sejlende opkøbere. Selv om det hele var planlagt og timet hjemme fra, måtte Ebba i land en gang imellem for at købe ind og klare tøjvask hos nogle af de lokale, som de kendte godt, umiddelbart kan det måske lyde meget charme-rende, men alligevel – mor, far og 3 mindre børn på ganske få kvadratmeter på havet i flere uger i træk.
Der var også lidt af en handelsmand i Peder. I hans tid på havet havde han flere kuttere, kom der et godt bud, solgte han og købte så en anden, når tilbuddet var rigtigt. Bådemotorer og stationære motorer blev også opkøbt, efterset og repareret, for det meste af ham selv, og videresolgt.
Under 2. Verdenskrig havde Peder en 10 tons kutter, rimelig stor i en havn som Faaborg, den hed Frantz og blev fortrinsvis brugt til muslingefiskeri. Når det gik godt, kunne Peder losse et læs om dagen. Det var lange dage og hårdt arbejde, som ingen kan holde til i det lange løb, så Peder besluttede at afhænde og gå i land. I sidste halvdel af fyrrene boede familien på Nyborgvej 58 i Faaborg, og derfra startede Peder sin fiskehandel med sin første fiskebil, senere overtog de huset i svinget, Sinebjergvej 30 i Bjerne og begyndte Bjerne Fiskehandel derfra. En forretning, der skulle komme til at bestå de næste ca. 50 år.
Peder var en rar mand, der kunne snakke med alle, han lagde vægt på at tingene var i orden, og kunderne stolede på ham. Ebba, som deltog i alt, og Peder fik oparbejdet en stor solid kundekreds, både på Horne Land og i de nærliggende sogne, hvor de kørte 5 ture om ugen. Blandt kunderne var der også flere prominente personer imellem, blandt andet Greven på Arreskov. Her måtte Peder bakke fiskebilen ind i porten, så stod Greven oppe i et vindue og udvalgte de fisk, han syntes bedst om.
Råvarerne blev indkøbt på auktioner over hele Fyn, samt hos forskellige forbindelser, og havde en kunde specielle ønsker, var Peder mand for at opfylde dem.
Det kan måske lyde meget let, bare købe fisk og køre ud og sælge dem, men så enkelt var det nu ikke. Allerede den gang var der en del krav, der skulle opfyldes, fiskebilens indretning skulle godkendes af kommunen, der skulle blandt andet være så og så meget is i kasserne og en vandbeholder til fingervask, dette og kølerummet derhjemme blev jævnligt tjekket af Fiskerikontrollen, samt flere andre ting, som loven krævede. Peder rettede sig efter disse uden at springe over, hvor gærdet er lavest.
Fiskeri hænger tæt sammen med årstiderne og især vejret. Først i tresserne oplevede vi en streng og lang isvinter, hvor kutterne lå indefrosset i havnene, som bevirkede, at Peders forretning gik lidt i stå, men der skulle mere til at stoppe ham. Farvandet mellem Horne Land og Lyø var frosset fuldstændig til, der var sort af torskepilkende folk ude på isen, jeg deltog selv i eventyret. Peder købte en mindre lastbil, kørte ud fra Knold, over havisen til Lyø, hvor han parkerede midt på øen og opkøbte alle de torsk, som både øboerne og de på fastlandet kom slæbende med. Torskene solgte han videre til eksportører bl. a. i Esbjerg.
At hans forretningstalent åbenbart var medfødt, fremgår af følgende. Som ca. 10 årig var han legekammerat med borgmesterens søn i Ærøskøbing. På et tidspunkt, hvor snedkerværkstedet var ferielukket, fandt de to gutter ud af, de ville lave en cirkusforestilling og tjene lidt grunker. Billetprisen blev sat til 5 øre, og billetterne var rationeringsmærker, som blev hugget på borgmesterkontoret. I et af cirkusnumrene skulle indgå en levende høne, som var indfanget og lukket inde på det tilstødende toilet, der var et godt gammeldags lokum med åben spand, som den forfjamskede høne havde været nede og vende i et par gange. Da forestillingen nåede dertil, og lokumsdøren bliver åbnet, basker hønen forvirret rundt og udspreder en sand lorteregn over publikum, Hvad de to ”forretningsmænd” tjente, ved jeg ikke, men borgmesteren fik et problem med de manglende rationeringsmærker, (vi befinder os under 1. Verdenskrig) og ungerne, der havde overværet forestillingen og oplevelsen med hønen måtte hjem i bad.
Fiskeforretningen i Bjerne gik strygende, men livet er ikke altid en dans på roser. I 1967 mistede Peder Ebba, alt for tidligt, han kørte videre nogle få år alene, men det blev aldrig det samme, som før. Forret-ningen blev overtaget af en af sønnerne, John, der på samme venlige og gemytlige måde drev den videre til sidst i 90`erne, hvor den desværre på grund af sygdom måtte lukke, og Bjerne by blev lidt fattigere.
Peder flyttede til Faaborg, hvor han boede i kort tid, derefter til Sæby, hvor der måske lugtede lidt mere af fisk. Han havde både sommerhus og lejlighed deroppe, men vendte tilbage til Faaborg i 1985 og fik en lejlighed i Betzyslyst, hvor han boede til sin død i 1995. En del på Horne Land husker Peder, endnu flere John, og jeg er sikker på, mange savner den hyggelige sludder og et par gode historier, når man hentede nytårstorsken dernede i Bjerne.
2012, november
SMEDETOFTEN 3, HORNE
Smedetoften 3, matr. Nr. 8S i Horne by blev i 1894 bygget af savmøller Jens Bønneland. Vinkelret på stuehuset byggede han værksted med et mindre fladtaget baghus, hvorpå der blev rejst en såkaldt vindmotor, en lidt mindre udgave af en rigtig vindmølle, som igennem forskellige udvekslinger og remskiver blev brugt til at trække sav og andre maskiner på værkstedet, når der altså var vind nok til møllen. Titlen savmøller blev senere ændret til savværksejer og igen senere til bådebygger, så Jens Bønneland prøvede åbenbart lidt af hvert. Det fremgår ingen steder, men jeg kan forestille mig, at vindmotoren blev afløst af en stationær petroleumsmotor, der ikke var så afhængig af vejret.
Omkring 1920 blev hus og værksted overtaget af smedemester Hans Jensen fra Svanninge Sogn. Hans Jensen bygger lidt om og indretter savværket til det landsbysmedeværksted, der skulle komme til at bestå de næste ca. 80 år. Hans Jensen havde en datter og to sønner. Den ene søn, Svend var vistnok selvskrevet til at overtage smedevirksomheden, men hans interesse var mere til moderne mekanik med biler og motorcykler, og Svend bygger, kan man næsten sige, stuehuset sammen med nabohuset og starter sit eget lille autoværksted med smøregrav og det hele, men meget lidt plads. Noget senere bygger Svend et nyt og større autoværksted på Hornelandevej 21, nu Horne Pizza, som efter en kort tid bliver overtaget af Edvin Mogensen, der igennem en lang årrække med mange om-, til- og nybygninger skaber det Horne Auto, som vi heldigvis har endnu.
Det var et lille sidespring. Vi skal tilbage til Smedetoften 3, som historien her jo drejer sig om. Hans Jensen drev smedevirksomheden frem til 1946, hvor den bliver solgt til Johannes Lindekilde. Lindekilde var husmandssøn fra et lille landbrug på Assensvej i Faaborg og ud af en børneflok på 9. Det lille landbrug blev for år tilbage fjernet, men lå ca. over for Jehovas Vidners Rigssal.
Johannes Lindekilde kom som nykonfirmeret i lære hos smedemester Jørgen V. Jørgensen i Kirkeballe, og efter læretidens udløb fortsætter han som smedesvend i firmaet. Han bliver gift med Gerda Kirstine Hansen fra Dyreborg (Dinne), og de bosætter sig i huset Kirkeballe 5, lige over for hans arbejdsplads. Efter ca. 19 år hos smed Jørgensen beslutter Johs. og Dinne at blive selvstændige og overtager som nævnt Smedetoften 3 i 1946.
En rigtig landsbysmed den gang skulle kunne klare lidt af hvert og faktisk være lidt af en tusindkunstner, det forventede kunderne, og Johs. Lindekilde opfyldte fuldt ud disse krav. Vi befinder os på den tid, hvor landbrugets trækkraft var heste, og en stor del af hverdagen hos smeden var hesteskoning, som Lindekilde var dygtig til. Han havde også haft en god læremester ud i det fag. Hestesko i forskellig størrelse fremstillede han selv i smedjen, så de hang parat, når behovet opstod. Prisen for 4 nye sko monteret på krikken var 14 kr., lidt svært at sætte sig ind i med vore dages priser. Når selvbinderen eller andre landbrugsredskaber gik i stykker ude på marken, måtte smeden smide hvad, han havde i hænderne og yde bistand. Så vidt muligt skulle reparationen foregå på stedet. Ud over alt forefaldende smedearbejde var Lindekilde og hans ansatte også godt med, når en ejendom skulle have installeret centralvarme, og da oliefyrene holdt deres indtog, var der også en del arbejde med dette. Lindekilde havde ikke noget imod udfordringer, når f. eks. Svend ”gartner” Pedersen, der den gang havde maskinstation, havde opfundet en eller anden mærkelig maskine, der måske ikke helt fungerede som ønsket, tog Lindekilde over og fik som regel løst problemet. Lidt mere enkelt var det, når vi knægte byggede sæbekassebiler. Så kom vi med to gamle cykelhjul og 5 kr., og så bukkede Lindekilde et pedalsæt og svejsede hjulene på, og vi var kørende.
Johs. Lindekilde var kendt som en rar og dygtig smed. Et pænt antal lærlinge har forladt smedjen med en god alsidig uddannelse i ryggen, og det er ingen hemmelighed, at horneboerne næsten gik i chok, da han af en kunde blev fundet død på værkstedsgulvet den 21. maj 1968, kun 53 år gammel.
Stakkels Dinne stod nu alene tilbage med et stort problem. Ikke nok med, hun havde mistet en god mand, men hvad nu med forretningen? Problemer er til for at blive løst, siger man, og det blev dette også.
Kaj Ove Milling, som Lindekilde havde udlært i 1961, blev efter læretiden indkaldt til militæret i Jonstrup. Efter den tvungne værnepligt flyttede han til Flyvevåbnet i Skrydstrup, som han tegnede kontrakt med, og blev uddannet flymekaniker. I 1965 bliver han gift med Ulla Lindekilde, der var Johs. Lindekildes niece, og kommer således ind i familien.
Ulla og Kaj Ove bosætter sig i en af forsvarets boliger i Vojens, rimelig tæt på hans arbejdsplads. Kaj Ove steg ret hurtigt i graderne, men det bevirkede samtidig, at han blev påtvunget en del papirarbejde, som han var lidt træt af, så da Dinne stod med problemet på Smedetoften, ansøgte han om at blive løst fra sin kontrakt, og som oversergent droppede han en ret sikker fremtid i flyvevåbnet og flyttede sammen med Ulla tilbage til Horne, hvor de officielt overtog smedjen den 1. dec. 1968, og den blev til Horne VVS. Udviklingen gik stærkt i årene fremover. Kaj Ove forstod at omdanne den gamle smedje til en moderne VVS forretning. Han fulgt godt med og tog autorisation og forskellige kurser, som tiderne krævede. Var med fra starten, da naturgassen holdt sit indtog, hvad der gav meget arbejde til forretningen, holdt vort vandværk kørende og passede en stor trofast kundekreds sammen med Ulla, der betjente skrivemaskinen, med hvad dertil hører. Kaj Ove blev desværre ramt af en alvorlig lungesygdom og måtte efter en streng periode give op, og smedjen bliver i 2001 solgt til Torben Stærke fra Stenstrup. Kaj Ove opnåede at få en anden lunge, men det gik ikke, og i 2003 mistede vi ham.
Torben Stærke formåede i løbet af kort tid at tage livet af den gamle smedje, der førte en hensygnet tilværelse nogle år, til det hele i 2005 bliver købt af Vivi og Antonio fra Aarhus. De smøger ærmerne op og går i gang med at sætte det hele i stand. Smedjen, som nogle mente var tjenlig til nedrivning, havde de heldigvis en anden opfattelse af, den er i dag toprenoveret. Svend smed byggede ikke det lille autoværksted helt forgæves, da jeg har bemærket Antonio, der som maskinmester, tit går og hygger sig med sin bil samt andre metalting, og i smedjen er det Vivi, der regerer med ting, som jeg ikke kan røbe her, men hun kalder det ”Fra skrot til flot”, og det lyder i hvert fald som noget spændende, vi forhåbentlig hører mere om.
2013, februar
Axel Petersen/Kyed Caprifoliehuset
Axel Petersen var født i 1906 i Horsens, men blev som næsten nyfødt bortadopteret til en landmands-familie i Fagsted ved Korinth. Allerede i femårs alderen blev hans kunstneriske sans vakt, da han fik adgang til et nummer af Illustreret Tidende. I det pågældende nummer var et billede, som hed ”Septemberdag i Dyrehaven”, malet af Assensmaleren Th. Niss Dette billede kunne han betragte i dagevis, sådan ville han gerne kunne tegne og male, når han blev stor.
Da Axel Petersen blev større, blev han malerlærling og elev på Teknisk Skole i Odense med A. C. Tersløse som lærer, der en gang udtalte, at Axel havde en ualmindelig, selvstændig og hårdnakket måde at tegne og male på. Efter endt læretid virkede han nogle år som malersvend, til han nedsatte sig som malermester i Korinth, hvor han tjente til dagen og vejen som almindelig husmaler, men det var kunsten, der havde hans store interesse, og da Caprifoliehuset i Horne Vænge blev sat til salg efter afdøde kunstmaler Jørgen Ploug, overtog Axel Petersen og hustruen Mona samt deres søn Peter dette og flyttede dertil i 1939. Det var med omgivelser, der passede ham betydelig bedre, fredelig og rolig beliggenhed i dejlig natur ved skov og strand og med masser af gode motiver.
Det med fred og ro blev imidlertid så som så, da tyskerne kort tid efter holdt deres indtog i Vænget og beslaglagde området samt det eneste sommerhus ved stranden og oprettede en marinestation der. Få meter efter Caprifoliehuset blev der sat en bom med HALT tværs over vejen, så den lille familie kom faktisk til at leve ”midt i krigen”. Forholdet til tyskerne var nogenlunde, man respekterede hinanden efter bedst evne. Axel fortalte mig engang, at når soldaterne somme tider skulle fordrive tiden, skød de efter et opsat mål op af vejen, og så var det klogest at holde snuden indendørs, for så peb kuglerne forbi Caprifoliehuset. En enkelt borede sig ind i en kraftig egestolpe, der holdt havelågen, og denne stolpe med indgangshul og projektil bevarede Axel i mange år som et minde fra den gang.
Da jeg selv er født og opvokset ikke ret langt fra Caprifoliehuset og i drengeårene tilbragte mange timer i Vængetskoven og ved stranden, kom jeg til at kende Axel ret godt, – et lidt tvivlsomt bekendtskab, da jeg ikke kunne lide ham, og han kunne så absolut heller ikke lide mig. Senere i livet og lidt mere voksen ændrede billedet sig, og vi kom på rigtig god talefod og havde et fint forhold.
Axel Petersen er før beskrevet som en urolig og rastløs personlighed, altid i aktivitet med masser af ideer og talrige fantasier, til tider i overmål. Når han lagde penslerne fra sig, greb han tømrerværktøjet eller murskeen og byggede til eller om i Caprifoliehuset. Indtægten fra malerkunsten var beskeden, men blev i en årerække suppleret med udlejning som sommerpension eller rekreation i Caprifoliehuset.
Sidst i halvtresserne kommer Monas far, der var bosat i USA, på besøg hos familien i Caprifoliehuset og havde et længere ophold der. Da han skulle tilbage, og Mona havde en velfortjent ferie til gode, tager hun med ham, men vender aldrig tilbage.
I 1960 ændrer han efternavnet til Kyed, hans moders ungpigeefternavn, men ændringen solgte vist ikke stort flere billeder.
Efter 22 år i Horne Vænge sælger Axel Kyed Caprifoliehuset og overtager den 13. juli 1961 Profithuset i Diernæs. Han forlod det lidt specielle Caprifoliehus i Horne Vænge til fordel for et endnu mere specielt hus i Diernæs. Huset var opført i 1857 og havde hidtil været beboet af Maren ”profit”, som var en næsten ubeskrivelig personlighed. (Læs om hende og huset i Stavn 1995)
Axel Kyed overtog huset i den mest elendige forfatning, der tænkes kan. Gik man forbi, kunne man ligefrem se rotterne stå på bagbenene i vindueskarmene for at nå op til resterne af gardinerne. Gulvbrædderne havde de fortæret, der var fyldt med lopper og skidt og skrammel overalt, så det var en opgave af format, men en opgave, der passede Axel Kyed og hans rastløse kunstnersind særdeles godt. Rotter og lopper blev hjemløse, huset blev ryddet totalt, og han gik i gang med et omfattende renoverings- og ombygningsarbejde af Profithuset, som efter utallige timer faktisk kom til at fremstå rigtig flot, med et lyst malerum/atelier og det hele. Opgaven var enorm, nogle har senere ment, at mange historiske ting samtidig gik tabt, hvad der måske også er rigtigt. Malerierne blev også klaret ind imellem, når inspirationen meldte sig. Axel Kyeds værste modstander var vinteren. Han sloges med den hvert år, og tabte til den hver gang, han kunne ikke fordrage snebilleder, så det var især på denne årstid, han renoverede og byggede, og når foråret og den lyse tid meldte sig, drog han ud i naturen med staffeliet og malergrejet.
Da det omfattende arbejde med Profithuset omsider efter nogle år var færdigt, kom hans rastløshed igen til udtryk. Ikke flere byggeopgaver forude var ikke til at leve med. Axel Kyed sælger Profithuset og køber et lille byhus, Hospitalstræde 12 i Faaborg.
Et lille indeklemt byhus, noget helt andet end Caprifoliehuset og Profithuset. Dem, der kendte Axel Kyed, var enige om, der ville han aldrig falde til ro, hvad der også kom til at passe. Det lille toetagers hus med en lille gårdhave var ikke i den bedste forfatning, men det fik han ret hurtigt sat skik på og omdan-net efter eget kunstnersind, men følte sig indeklemt, savnede luft og natur omkring sig. I 1965/66 sælger Axel Kyed byhuset og flytter til noget helt andet på Skellerup Byvej 40 i Skellerup ved Ullerslev.
Han havde åbenbart en vis evne til at finde særprægede, faldefærdige ejendomme, og huset i Skellerup var ingen undtagelse. Et lille faldefærdigt stråtækt bindingsværkshus på 77 kvm, der trængte til den helt store omgang, lige en udfordring, der passede til ham. Det historiske i de huse, han renoverede, gik han åbenbart ikke så højt op i, for igen blev det udtrykt, at en del gik tabt. Måske var opgaven lidt for stor for Axel Kyed, han blev i hvert fald ikke rigtig færdig med huset i Skellerup, det blev til gengæld den nuværende ejer, og i dag betegnes det som en rigtig flot sjældenhed.
Den 31. oktober 1969 ville Axel Kyed besøge gamle venner i Horne og Faaborg. Da han stod og ventede på rutebilen, segnede han død om og blev begravet i sin barndomsby, Hillerslev på Kirkegården den 2. november 1969.
Et uroligt og aktivt kunstnerliv var afsluttet, men hans kunst lever videre og værnes om af venner og skattes af kendere.
2013, maj
Skonnerten Enigheden
Forleden deltog jeg i en hyggelig familiefest i Jylland, hvor jeg møder en forhenværende hornebo, Johannes Krog nede fra Strandholm. Johannes fortæller, synes jeg, en spændende historie om hans aner her på Horne Land, som jeg synes, Horne Lands Avis` læsere skulle have glæde af.
Mange tak for det, Johannes
Martin.
For og agterskonnerten ”Enigheden” var bygget på Rasmus Møllers Værft, Faaborg i 1870 som bygning nr. 3. Den havde klipperstævn og ornamentskrølle og var hækbygget med fladt spejl. ”Enigheden” var ikke noget stort skib, hvilket man forledes til at tro ved at kigge på billedets fortegnede forhold mellem skibets og folkenes proportioner. Skibet var på 89 tons og havde fem mands besætning, tre i forlogaret og kaptajn og styrmand agter. Billedet af enigheden er malet af malermester C. C. Madsen i Bøjden, der som ikke professionel skibsportrætmaler må siges at være sluppet heldigt fra opgaven. Til højre i det temmelig store oliemaleri har han endda fået plads til Faaborg med Langelinie og Klokketårnet.
Hvis ikke det havde været dødelig fornærmelse mod skibets besætning, kunne man kalde ”Enigheden” et bondeskib. Ordet bonde var nemlig et frygtet skældsord på et skib. At være bonde var præcis det modsatte af at være en god sømand, og gjorde nogen noget forkert om bord, ja så var det bondemanerer. Når man alligevel fristes til at bruge ordet bondeskib, skyldes det ejerforholdet. ”Enigheden” var nemlig ejet af et partrederi fra Horne. De 107 parter i skibet var fordelt på 10 gårdmænd i Horne og Horne Mark, to husmænd i Horne, en snedker og en træskomand samme sted, en ungkarl på Millinge Mark, dyrlæge Poulsen i Svanninge, samt sejlmager Nielsen og skibsbyg-mester Møller i Faaborg. Bestyrende reder var gårdmand Søren Sørensen
Større partsrederier var ikke så almindelige i Faaborg som f. eks. på Ærø. I Marstal var 100 parter fordelt på mange forskellige personer mest brugt. I Faaborg var det derimod sjældent, at der var over 15 ejere af et skib. Alligevel var der mange gårdejere og småsparere på landet, især fra Horne, som i de gode år for sejlskibssøfarten fra 1850 til 1880 satte deres penge i skibe. Men da krisen satte ind efter 1880 dalede landboernes interesse for søfarten hurtigt. Den var ikke længere noget tillokkende investeringsobjekt, og skipper og købmænd måtte påtage sig et større og større økonomisk ansvar. I de gode år var der imidlertid en betydelig interesse for søfarten også på landet. Partrederierne og aktieselskaberne indkaldte til årlig generalforsamling, der tit formede sig som en selskabelig sammenkomst. Parthaverne fulgte nøje med i avisens skibsefterretninger om skibets fart. Det samme gjorde selvfølgelig forældre og hustruer til de ombordværende. Kaptajnen på ”Enigheden” var også fra Horne. Han hed Peter Larsen Wie.
Skibet var i fart på Østersøen og Nordsøen, og afsejlede i slutningen af november 1880 fra England mod Danmark med en last salt. Skibet var senest set fra et andet skib 6 sømil fra Skagen, og da man ved juletid 1880 endnu ikke havde hørt fra skibet, blev det anset for totalforlist og alle fem ombordværende for omkomne, hvilket blev meddelt i Faaborg Avis den 1. januar 1881 med den kortfattede tilføjelse, at >både styrmanden og kaptajnen var familiefædre.<
Kaptajn Wies enke, Ane Kathrine Wie, født Knudsen, var på det tidspunkt 30 år og moder til fem børn (herunder til min senere farmor, Laura Krogh, hvis grav i 2013 fortsat findes på Horne Kirkegård.) Familien boede i et hus i Vesterballe ved opkørslen til Vestermøllen. For at skaffe sig et udkomme, blev børnene sat i pleje hos venner og familie, medens hun selv læste til jordemoder i København. Efter uddannelsen virkede hun først i en kort tid som jordemoder i Nyborg og derefter som distriktsjordemoder i Millinge i mange år. Sine sidste år tilbragte Ane Kathrine sammen med sin ugifte datter, Kirstine i det hus, som hendes sønner Anton og Peter, der begge var udvandret til Amerika og var skibsførere, som deres far, havde ladet bygge til deres mor og søster i 1917.
Peter Wie var på sit eneste besøg hjemme i Danmark i vinteren 1919-20 blandt andet for at se huset. Det er det gule hus, Hornelandevej 46, der er beliggende over for Forsamlingshuset. Huset er senere udvidet mod nord.
På lapidariet ved Horne Kirke er i 2010 genopstillet en smuk gravsten med teksten: Skibsfører P.L. Wies enke, Ane Kathrine Wie (23.12.1850-17.11.1930) med tilføjelsen >Alt af Naade.< Stenen har en overgang stået i haven på Grønnemosegård, Hornelandevej 48A, hvortil den er blevet flyttet ved gravens sløjfning. På Grønnemosegård boede Laura Krogh, født Wie, som var datter af afdøde.
Peter Larsen Wie fik aldrig et gravsted med sten på selv, men hans navn kom til at stå på hans enkes gravsten.
Johannes Krog
Oplysningerne om skibet findes i Ole Mortensøns bog om Faaborgs skibsfart.
2013, august
Fragtmanden i Bjerne (Hans Rasmussen)
Transport- fragtmandskørsel-vognmandskørsel og flytning af alskens ting fra det ene sted til det andet har der altid været behov for, og er det stadig. På Horne Land har der i tidens løb været mange, som forsøgte sig ud i den branche, en del overlevede ikke så længe, mens andre fik med slid og slæb samt lange arbejdsdage skabt sig en forretning og levevej for familien. Det var næsten altid enkeltmandsfirmaer, og skal vi nævne nogle få fra efterkrigsårene, som disse historier fortrinsvis handler om, havde vi Emil Hansen (store Emil), Harry Andersen (Bunki), Ludvig Jørgensen (Pastoren) og Laurits Stage her i Horne og Erling Johansen og Peter gas på Bøjden samt en del flere. I Bjerne By var det Hans Rasmussen, som vi besøger denne gang.
Hans var vognmandssøn fra Assens, hans far, N. P. Rasmussen havde en ret stor vognmands-forretning sideløbende med, han også ejede Destruktionsfabrikken, så Hans havde fået faget ind med modermælken, som man siger, selv om der skulle gå godt tredive år, inden han startede sin første lastbil.
Da Hans, som var fra 1922 var færdig med skolen, befinder vi os omkring 1930, og der var det krisetider, arbejde var ikke noget, der hang på træerne, man tog, hvad der bød sig, og det gjorde han også, landbrugsarbejde på gårdene i omegnen, i tørvemoser rundt om i Jylland under Krigen og senere som brolægger i København samt forskellige andre job rundt om i landet, til han vendte tilbage til de hjemlige kanter.
I 1952 blev Hans gift med Betty fra Ebberup, og efter lidt tid, mente hans svigerfader, at med alle de ting, han havde prøvet, skulle han starte noget for sig selv, og det blev naturligt nok vognmandsfaget. I 1954 overtog Betty og Hans den stråtækkede ejendom på Sinebjergvej 23 og købte deres første fragtbil, en lidt ældre Bedford, O 14 199. Jeg skriver fragtbil, for det var fragtkørsel, Hans startede op med, og derfor blev det også til Hans fragtmand, som han blev kaldt resten af sin tid, selv om fragtkørslen senere blev afløst af alle mulige andre former for kørsel. På disse tider havde vi jernbanen i Faaborg, der mere eller mere havde eneret på transport af alle mulige former for gods og pakker, og alt dette blev læsset af i Det Hvide Pakhus, som stadig eksisterer, godt nok under andre former. Hans med flere hentede så varerne der og kørte dem ud til modtagerne, uanset hvor de befandt sig. Et arbejde, der nemt kunne få dagene til at gå, men tiderne ændrede sig. Togdriften til Faaborg ophørte og dermed også gods/fragttransporten, som under helt andre former, blev centraliseret i Odense. Hans måtte sadle lidt om og slå ind på mere almindelig vognmandskørsel, eller rettere sagt påtog han sig alle former for kørsel, hvor behovet var, og det var meget forskelligt, blandt andet når Faaborg Andels Svineslagteri kom med et af årets højdepunkter, spegepølser, som skulle køres ud til andelshaverne, der fik den til en helt anden pris end vi andre. Det var travle dage, når dette foregik. En anden travl periode var, når roesæsonen satte ind. Der var mange ture til Sukkerfabrikken i Assens og med roeaffald retur, og for at være med på vognen, måtte Hans anskaffe en traktor med frontlæsser, som gjorde det hele lidt nemmere. Der var også meget kørsel med brændsel fra Kulkompagniet med kul og koks ud til kunderne. En anden lille god forretning havde Hans, når det blev kartoffeltid. Han havde leverandører forskellige steder i Jylland, hvor han hentede kartofler, kørte hjem og vejede over i skæpper, for derefter at blive videresolgt til en efterhånden ret stor kundekreds.
Vinteren var en mere stille tid, men var det vinter med sne, hvad jeg synes, vi havde mere af den gang, kørte Hans ud med sneploven, og i perioder kunne det blive til mange dage og nætter. Alle disse ting plus mere almindelig kørsel med sten og grus med mere kunne nok få tiden til at gå. Fragtmanden i Bjerne havde telefonnummer 201, som Betty passede derhjemme, samt tog sig en del af regnskaberne, og pigerne, Henny og Ruth, der tog mange ture sammen med deres far i lastbilen, cyklede ud med regninger til kunderne, så det var et rigtigt lille familieforetagende, kan man sige.
At holde en lastbil kørende kunne godt være forbundet med uheld og ret store udgifter, hvad jeg selv har været vidne til. Da vi byggede hus i 1966, manglede jeg et læs stabilgrus til indkørslen og bestilte det hos Hans. Da han kom med det, ville han tippe det af i småportioner for at gøre det nemt for mig at jævne ud, selv om jeg påtalte, der var meget blødt, og pludselig sad Merchedes`en meget fast. Det kostede en brækket bagaksel, en reparation, der krævede adskillige læs grus, før den var tjent hjem. Den gamle Bedford blev afløst af samme mærke, men nyere årgang, som igen senere blev udskiftet med Mercedes, der blev den sidste, Hans havde.
Udviklingen gjorde tiderne vanskeligere for en vognmandsforretning i den størrelse, og sidst i tresserne valgte Hans at lukke, og de flyttede til Faaborg, først til Havnegade og senere til Kalekovej, og han fik i stedet fast arbejde hos blandt andet Leif Andersen, Bdr. Ingildsen og Faaborg Entreprenørerne. I 1982 stoppede Hans som 60 årig, og i 1986 havde han den sorg at miste sin kone. Hans blev boende i huset på Kalekovej og døde i 2000.
I de sidste godt 10 år af hans tid havde min familie og jeg den glæde at være rimelig tæt på ham, og vi havde mange gode timer sammen.
2013, november
Fiskerfamilien Petersen, Dyreborg
Når jeg en gang imellem besøger Dyreborg, skal der lige gøres holdt ved havnen og kigges lidt på bådene og livet der. Af en eller anden grund skruer blikket helt automatisk tiden ca. 50 år tilbage – helt nøjagtig til 1958, hvor jeg lærte Dyreborg at kende. I dag er bådene/skibene et blandet foretagende, men den gang var havnen fyldt op med fiskekuttere og det hyggelige dunk, dunk fra de encyl., langbenede dieselmotorer. Vi er tilbage til de tider, hvor man måtte ryge tobak i forsamlingshuset, jægeren måtte skyde en måge, og fiskeren måtte hale fisk op af havet, hvad Dyreborgskipperne også gjorde. Hvor mange, de var den gang, husker jeg ikke, men jeg lærte få at kende, en af dem var Andreas Petersen og hans familie, som jeg efter bedste evne vil prøve at beskrive i dette stykke.
Andreas står for mig som en ”rigtig fisker”, høj, vejrbidt, garvet i huden, flink, stilfærdig, men en respekteret person imellem kollegaer. Andreas Petersen var indfødt Dyreborger, søn af fisker Peter ”Vorherre” Petersen, Fiskervænget 19 og ud af en søskendeflok på 4. Fiskeriet var jo ganske naturligt kommet ind med modermælken, som man siger. Som nykonfirmeret startede han sammen med en ældre broder, Emil med en damjolle/smakkejolle, og senere kom motorjollerne til.
Ifølge historien er Ny Dyreborg bygget på sild, og disse eventyr deltog Andreas og Emil også i, og når læsset var fuldt, sejlede de selv til Flensborg eller Kiel og lossede, en rimelig pæn tur den gang.
I 1927 blev Andreas gift med Ellen, der var ud af en klodsemagerfamilie i Assens, og de bosatte sig i Fiskervænget 19, hvor familien voksede med 3 sønner, Ejvind, Villy og Frank i nævnte rækkefølge. Senere flyttede de længere op ad gaden til Fiskervænget 33, hvor den fjerde søn, Henning blev født. Andreas` første rigtige fiskekutter hed Dagny, og fiskeriet foregik for det meste kysten rundt og langs Bjørnø, hvor fangsten var afhængig af årstiden, samt vind og vejr, men den gang, som nu, lå den største indtægt i ål. Omkring 1940 blev Dagny afløst af en nyere og større kutter, SG 186 Margrethe, som Andreas overtog efter Aksel Nielsen. Som faderen, så sønnerne. Ejvind gik også den vej og slog sig sammen med Andreas, Villy blev udlært maler, men hans helbred passede ikke til maling, men bedre til havluft, så han gik også ind i familiedynastiet. Frank blev træmand, men han har dog ind imellem lugtet lidt til fiskeriet. Som nævnt var forårets sildeeventyr den store begivenhed den gang. Et af de sidste foregik i 1965, og det deltog Andreas, Ejvind, og Villy godt og grundigt i. De havde et bundgarn stående ved Drejet/Sinebjergkrogen og i det, fangede de 400 kasser sild. Du læste rigtigt, 400 kasser. De var gået ud i motorjollen, men måtte hjem efter Margrethe for at få de blanke sejlet til eksportøren i Faaborg. Da Andreas blev ældre og trappede lidt ned, overtog Ejvind SG 186 Margrethe. Den yngste søn, Henning startede som nykonfirmeret med at få jord under neglene ved landbruget, blev senere ansat på slagteriet i Faaborg, men var ikke fiskersøn for ingenting. I 1970 slog han sig sammen med sin svigerfar, fisker Aage Hansen, som han havde et godt samarbejde med til Aage døde, og hvor Henning købte hans halvdel ud og overtog SG 188 Margit, og i 1977 kan man godt sige, at Henning samlede familien, idet han slog det hele sammen med Ejvind, Villy og medhjælperen Poul ”Rallebæk”.
Udviklingen gjorde ikke ligefrem livet nemmere for erhvervsfiskeren. Udgifterne steg med rekordfart, og indtægterne gik den anden vej. Henning stoppede i 1984, hvor han igen fik jord under neglene, men denne gang på GL. Møllegård, de andre fortsatte til pensioneringen, og da ingen af de 4 brødres børn havde lyst til at prøve kræfter med havet, var det slut med et familieerhverv igennem generationer.
Når nu Andreas var skipper på egen skude, var det til gengæld Ellen, der havde kommandoen i hjemmet, hvad hun på sin egen rolige måde klarede på bedste vis. Andreas ville ikke komme hjem fra havet og vær bussemand, så opdragelsen af sønnerne lå i hendes hænder. Ellen brugte ikke store ord, havde en af knægtene bedrevet noget mindre godt, sagde hun blot hm, og havde de lavet noget helt galt, blev der sagt hm hm. Da sønnerne blev voksne, kom børnebørnene til, og dem tog hun sig også af, og det var en fornærmelse at nævne ordet Børnehave. Gør jeg det ikke godt nok, sagde hun, hvad hun i hvert fald gjorde, og så var der lagt låg på den sag, så man kan godt sige, Ellen havde børn det meste af sit liv.
Familiehygge havde en stor plads i Ellen og Andreas` liv, og eftersom alle 4 sønner med deres familie var bosat indenfor gåafstand, var et søndagsbesøg i hjemmet meget velkommen, men dog kun én familie af gangen og ikke bare til kaffe. Ellen og Andreas sad i hver sit hjørne af stuen, når familien så ankom, så de på hinanden, og så var det ud i fryseren efter en pandeformet medister og et glas sild. Menuen var forudsigelig. En søndagskøretur ud i det blå var også en god ting, længere ture blev det også til, bl. a. teltture sammen med Ruth og Ejvind. Den jyske vestkyst op og rundt om Grenen og østkysten ned. Det var ture, alle holdt meget af.
Andreas havde om nogen været fisker og søens mand hele sit liv, og jeg vil betegne hans bortgang som ønskværdig. Han døde i 1984, 83 år gammel, og havde selv samme dag været roende omme i Noret, kommer hjem og skulle lige klæde om til et nabobesøg, hvor Ellen finder ham død. Et par år efter går hun selv bort.
2014, februar
Horne Savværk (hjulmanden)
Gamle forretninger, firmaer, familieforetagender, kært barn har mange navne, der kan føres flere generationer tilbage i tiden, har Horne haft en del af. Horne Savværk er et af de mere sjældne familie-foretagender, idet det kan føres flere hundrede år tilbage. Pladsen her i avisen tillader det ikke, så vi tager tidspunktet ca. midt i 1800 tallet.
På matriklen 94A, nu Kirkevej 18, lå en ejendom, hvor en tidligere ejer udover at passe det lille landbrug, også var drejer og urmager. Blandt andet viser gamle dokumenter, at han i 1736 passede alle urene på Hvedholm Gods. Slægt skal følge slægters gang. I 1848 kommer en søn fra ejendommen, Peter Knudsen hjem fra Krigen og overtager firmaet i 1850. Peter Knudsen, der havde titlen gårdejer og hjulmand, blev starten på det, der senere igennem flere generationer, blev en af Hornes større arbejdspladser. Hjulet er jo som bekendt en af verdens største opfindelser, så en mand, der kunne fremstille hjul efter ønske, blev selvfølgelig til en hjulmand. Peter Knudsen byggede også kareter og andre former for køretøjer til blandt andet landbruget, så han kunne med rette kalde sig både hjulmand og karetmager.
Peter Knudsen går bort i 1899, men forinden havde en søn, Peter Pedersen i 1890 overtaget bedriften. Pladsen var lidt trang og bygningerne af ældre dato. I 1900 blev ejendommen revet ned og nyt værksted med beboelse blev opført på nu Søren Lundsvej 14. Den nok så kendte hornemaler, Søren Lund, havde en bror, Hans Jørgensen Lund, og det var ham, der lavede tegninger med videre til den nye bedrift på nr. 14. Han stod også for tegningerne til opførelsen af Lundsgård, bygningerne ved Østermøllen samt den gamle skole (1892), og kigger man lidt nærmere på de bygninger, kan stilen godt sammenlignes på flere områder. Peter Pedersen startede det nye værksted op med mere moderne maskiner. På den lille gårdsplads mellem stuehus og værksted stod en stor sav, og måske var han den første her i området, der anskaffede en petroleumsmotor som drivkraft til saven og andre maskiner. I hvert fald var den så sjælden, at selveste Greven på Hvedholm ankom med firspand for at besigtige vidunderet. Da den så skulle startes, nægtede bæstet, og efter gentagne forgæves forsøg udbrød Greven: ”Sådan er det, når barnet skal danse.”
Peter Pedersen kørte firmaet frem til 1920, hvor en søn, Peter Knudsen Pedersen, tager over. Han var i 1918 blevet gift med Johanne Emilie Lund fra Lundsgård, og sammen drev de to med medhjælpere savværket de næste 30 år til 1950, hvor sønnen, Johannes Pedersen, overtager det hele, og nu nærmer vi os tiden, en del horneboere kan huske.
Johannes var udlært hos sin far, som karetmager og hjulmand, men tiden var efterhånden ved at løbe fra det gamle håndværk. I 1943-44 kom han på Haslev Håndværkerskole, hvor han tog første del i bygmesterklassen. Vi er nu i krigsårene, hvor Johs. blev medlem i den lokale modstandsgruppe, Vera, og måtte gå i skjul i en periode, og selv om han ikke deltog direkte i krigen, var der alligevel visse oplevelser, der aldrig blev glemt.
Anden del af bygmesterklassen blev taget i 1947-48, også i Haslev. Johannes var nu uddannet tømrer og bygmester. En af hans første større opgaver var at tegne og bygge nyt hus sidst i fyrrene til sin svoger, Henry Jakobsen, og det blev på grunden Kirkevej 18, hvor det hele startede, og som havde ligget ubenyttet hen i små 50 år. Tømmeret til huset blev savet op af cypresplanker fra ubådsbroen i Vænget. Under savningen bredt sig en højst ubehagelig lugt, og det viste sig, at plankerne var fulde af store velnærede orm. Om de alle blev savet midt over eller ikke kunne overleve oven vande, vides ikke, men huset står i hvert fald godt endnu. Den 1. september 1949 blev Johannes gift med Ruth, der var fra Lunde på Nordfyn og var ung pige i Horne Præstegård.
Horne Savværk er udvidet og tilbygget af 3-4 gange. Langtømmersaven fra gårdspladsen kom over ved den røde hjelm, og en bloksav blev installeret i hjelmen. Disse blev i starten betjent af Andreas Illum Jørgensen fra Bjerne, og Richard Jørgensen nede fra ”Treenigheden” samt noget senere af Gunnar Pedersen (savføreren). Det var jo et savværk, og foruden at save til eget forbrug, kom landmænd m.fl. og fik deres eget træ skåret op. Den første mand, Johannes antog, var hans farbror Anton, og den første tømrersvend i firmaet var Aksel Korup, og den første snedkersvend var Frede Juel Jensen med den fyrstelige timeløn på 3,52 kr. Senere voksede staben helt op til 18 svende med 3-4 lærlinge af gangen, og et utal af disse har i tidens løb forladt Horne Savværk med en god alsidig uddannelse i baglommen. Der var fuld fart på i årene fremover. Parcelhuse skød op som paddehatte, og en stor del af dem havde Horne Savværk en andel i. Johannes tegnede selv husene og den gang lavede man det hele selv.
Nogle af svendene og lærlingene var på byggepladserne, som var over det meste af Fyn, og hjemme på værkstedet lavede andre døre, vinduer, komplette køkkener og meget andet. Johannes var knagende dygtig ved tegnebrættet, og en ting, han blandt andet var kendt for, var trapper. De fleste kunne lave en trappe, men det var ikke sikkert, den var til at gå på, og de stod måske også med et problem med øverste eller nederste trin. Når Johannes tegnede en trappe, almindelig eller speciel, og så passede den bare. Foruden parcelhuse var Horne Savværk også kendt for staldbyggeri i alle størrelser. En repræsentant blev ansat, Johannes tegnede og opførte stalde over hele Fyn og øerne, især på Langeland.
At drive sådan et firma er selvfølgelig ikke problemfrit, men sjove oplevelser var der også, en enkel skal lige med. Horne Savværk havde fået til opgave at bygge et hus på Lyø, en begivenhed i sig selv. Alt var planlagt undtagen transport af materialer med færgen. Dette var en rimelig dyr post, som Johannes havde overset, men han var ikke så rådvild. Nylig hjemkommet fra ferie i Norge, hvor han havde set, hvordan man fragtede tømmer på elvene, tænkte han, det kan jeg også. Tømmeret blev bundtet, læsset på lastbilen og kørt til Sinebjerg, hvor han havde lånt en motorjolle, og med folkenes hjælp kom det hele i vandet og spændt efter jollen. Turen til Lyø gik fint, men Johannes havde ikke studeret færgeplanen, og de mødtes i havnen, hvor færgen selvfølgelig havde førsteret, og deres lidt ejendommelige transport måtte vige. Nu er det ikke lige til at stoppe drivtømmer, men Johannes havde jo også set i Norge, hvordan man kunne stage, så han var resolut oppe på flåden med en tilfældig stav. Dette var knap så nemt, som han havde regnet med, han endte i baljen til stor fornøjelse for tilskuerne til den lidt mærkelige tømmertransport, og selv om vi kaldte ham den lange hjulmand, er jeg ikke sikker på, han kunne bunde i Lyø havn. Johannes kom i land, lånte tørt tøj af Viggo murer, som var noget mindre, og det hele gik som næsten planlagt.
Johannes prøvede hele tiden at være på forkant med udviklingen. Han var fuld af talrige ideer, nogle blev udført, andre ikke. Regnskabet og mange andre papiropgaver, er en meget vigtig ting i et firma i den størrelse, og til at holde styr på alt dette, havde han en uvurderlig hjælp i Ruth, der foruden at passe kontoret, også var hende, der glattede de uoverensstemmelser ud, der nu en gang opstår.
Horne Savværk var en af de arbejdspladser i vor lille by, hvor der virkelig skete noget, og hvor mange lokale havde deres daglige virke, samt hentede ugelønnen. Efter ca. 40 år med savværket, svigtede helbredet Johannes, og i 1990 tog svigersønnen, Peter Bendtsen over. Johannes Pedersen gik bort den 26. februar 1993.
Tiderne ændrer mange ting. Peter indrettede firmaet efter nutidens krav og kørte sammen med personale i 22 år frem til 2012, hvor et meget kedeligt uheld gjorde, at han måtte lukke. Det hele lå nu stille en tid, men i skrivende stund ser det heldigvis ud til, der igen, godt nok under andre former, er ved at komme liv i bygningerne, og det er rigtig godt for vores by.
2014, maj
Brødrene Andersen, Bøjden
Igennem tre generationer har der været fiskere på Bøjden fra samme slægt, og i alle tre generationer var det to brødre. I 1880 startede den første Andersen, Jørgen Hansen Andersen som 18 årig med en lille jolle og fiskede med ålevod og torskeruser. Senere blev jollen skiftet ud med en ålekvase, og Jørgen havde nu også fået både kone og 13 børn og boede nede ved Bøjden Havn.
Få år efter, den yngste søn var født i 1909, ville Jørgens kone gerne besøge sin familie i København. De ældre børn var nu så gamle, de godt kunne være ene hjemme i et par dage, så Jørgen riggede ålekvasen til, så de kunne sejle i den derover, og samtidig kunne de slæbe ålevoddet efter kvasen og på den måde også fange fisk og tjene til rejsen. Det var just ikke lige på den måde, fruen havde regnet med, rejsen skulle foregå, men sådan drog de afsted. Da kvasen sejlede med sejl og afstanden var lang, måtte familien overnatte i Kalvehave, og det blev et stort held for Jørgen, for han lærte et og andet af de lokale fiskere. De lærte ham at fange ål i bundgarn, og han blev den første fisker på Bøjden, som fiskede med ålebundgarn. De andre fiskere på Bøjden rystede godt nok på hovedet af Jørgen, for ingen der havde hørt om ålebundgarn, men det viste sig, deres skepsis blev gjort til skamme. Jørgen fiskede nu sammen med sin broder, Anders, og på et tidspunkt fangede de i en-to nætter i to bundgarn 1800 ål. Før de begyndte at fiske med ålebundgarn, var der perioder om sommeren, hvor der ingen fisk var omkring Bøjden, men så sejlede Jørgen og Anders op omkring Læsø, hvor de fiskede efter ål med ålevod.
Jørgen havde en søn, Andreas, der havde en landbrugsejendom i Tyskland, men da Hitler begyndte at opruste, rejste Andreas hjem til Bøjden, fik bygget en lille 26” fiskekutter, Run, med en Hein Randersmotor på et Bådeværft i Rantzausminde og sammen med sin broder, Martin overtog de nu fiskeriet efter faderen og farbroderen. De fik også en såkaldt røgtejolle, Lille Skagen med en glødehovedmotor fra Skagen.
Begge brødre havde stiftet hjem med både kone og børn. Martin var blevet gift med Mary, som også var ud af en fiskerfamilie, og de fik sammen 5 drenge. De havde købt hus på Bystævnevej 32, og igen var der to brødre, som kunne overtage fiskeriet.
Jørgens bror, Anders havde to sønner, hvoraf den ene, Hans overtog faderes job med fiskeriet, men kun for en kort overgang, da hans helbred ikke kunne klare det, så han blev i stedet minkavler sammen med sin bror, Peter, og det startede de op ved hjemmet, Bøjdenlandevej 9B. De fik ingen børn, som kunne videreføre fiskeriet.
Nu blev det tredje generation brødrene Andersen, der kom til. Martins sønner, Alfred og Jørgen tog i1960 over og fortsatte bundgarnsfiskeriet. De fik nu bygget en ny bundgarnsjolle efter deres eget ønske, og den blev bygget af Niels Erik Milling Hansen, som den gang ikke havde fået bygget værkstedet på Dyreborg, så den blev bygget omme på Lundsgård. Hovedindtægten var stadig ålefiskeriet, men om vinteren fiskede de også lidt med torskegarn. Alfred og Jørgen fiskede i farvandet fra Illumø til Sønder Hjørne og senere ved Stensbjerg Knæ.
De har også prøvet at sejle med andet end fisk i lasten. Sidst i 1960`erne var det isvinter, og den ene gård på Illumø havde ikke sørget for at få fornødenheder hjem til både folk og fæ, og da Faldsled Havn var iset til, blev det Alfred og Jørgen, der måtte sejle flere gange fra Bøjden til Illumø med mad og foder til alle, og med retur havde de pattegrise, og på havnen stod der en handelsmand, som tog imod grisene.
I 1978 havde de garn ved Lyø, og her løb de ind i et sildeeventyr, og de måtte sammen med Vagn Larsen sejle fangsten, godt 300 kasser med 20 kg. i hver kasse, hjem af tre gange, så mange sild var der.
Igennem årene er Alfred kommet ud for mange sjove episoder, og da Naturistlejren på Næsset blev bygget i 1962, var der jo naturligt nok mange mennesker, der var meget forarget over en ”nudistlejr”, hvor folk gik nøgne rundt, selv om lejren ligger godt gemt bag hegn og krat. Her var der en anden fisker på Bøjden, Anders Bønneland, som sagde til Alfred, at de eneste to, der kunne have noget imod lejren, var dem, da de jo fiskede i området tæt på, men det rørte dem nu ikke.
Alfred kom i Faaborg Byråd i 1978 og sad der til 2006, og sideløbende med byrådsarbejdet fiskede han stadig sammen med Jørgen, indtil Jørgen holdt op i 1990, da han blev folkepensionist. Alfred stoppede nu med at fiske med de store bundgarn, men fortsatte stadig som erhvervsfisker og ligeledes med at slå pæle for andre, indtil han i 2002 fyldte 67 år. I 1998 blev han valgt som borgmester, og sad der i en fireårig periode, og det siger sig selv, der ikke blev fisket meget i de år. I dag fisker Alfred stadig, men nu kun på hobbyplan, og han er den eneste på Bøjden, der må fiske efter ål med bundgarn.
Han er også en af de få, der kan fortælle historier om Bøjden i gamle dage. Hans bedstefar boede hos sin søn og dennes familie, da Alfred var lille, og når avisen var kommet om eftermiddagen, sad bedstefar i sin stol og læste dagens nyheder, og ofte satte Alfred sig ved siden af og bad ham fortælle historier fra gamle dage, noget mange børn synes er vældigt spændende, og på den måde kan historier heldigvis stadig gå i arv gennem generationer.
Alfred var gift med Karen, som desværre døde i 2005, og sammen har de to drenge, men ingen af dem er fiskere, så nu er de sidste fiskere brødrene Andersen fra Bøjden stoppet.
2014, august
Snedker Mads ”Ras” Andersen
Rasmus Andersen, husfæstersøn på Lyø, blev i 1910 gift med Kathrine, og sammen fik de den 31. januar 1911 sønnen Mads. Kort tid efter flyttede den lille familie fra øen til Søbo Løkker, hvor datteren, Valborg kom til verden i 1912. Opholdet i Søbo Løkker blev kortvarigt, da Rasmus og Katrine fik stillingen som pedelpar på en privatskole i Faaborg, og familien bosatte sig i købstaden, hvor de åbenbart blev et afholdt par, i hvert fald tilbød skolen friplads til deres børn, et tilbud der dengang ville noget, for en privatskole var ikke just for almindelige folks børn. Rasmus takkede imidlertid pænt nej, da hans indstilling var, at man skulle klare sig selv. Sideløbende med pedelarbejdet på skolen gik Rasmus og handlede med levende dyr, altså kreaturhandler, sådan lidt i det små, indtil det gik op for ham, at det var det, han ville. Pedelarbejdet blev sagt op, og i 1917 blev teltpælene flyttet til Horne, først til Møllebakken, hvor Peder blev født i 1920, dernæst et par steder på Hornelandevej, alle tre steder i lejede huse og kun kort tid, indtil de overtog ejendommen Hornelandevej 25 midt i 1920`erne, (huset, som nu er lagt ind til EuroSpar købmanden). Rasmus startede her som rigtig kreaturhandler, et arbejde, der havde et lidt blakket ry, da nogle mente, de kørte rundt og snød folk. Dette ry havde Rasmus ikke, tværtimod var han nok jordens ærligste handelsmand, hvis han f. eks havde købt en kvie hos en landmand og solgt den med en fortjeneste, han selv mente, var lige i overkanten, kunne han kontakte landmanden og stikke ham et ekstra beløb, som han mente, var passende. Rasmus` retskaffenhed og ærlighed gik i arv til sønnen Mads, som jeg her vil fortælle lidt om.
Mads kom som ung i lære hos snedker Wie i Horne. Wie boede i nu Præstegårdsgyden 1 og havde snedkerværksted bagved over mod skolen, og her fik Mads en grundig uddannelse ud i det gamle fag. Wie var en dygtig håndværker, og hans ekspertise med at kunne lave næsten alt med ganske få midler overtog Mads til fulde. Snedker Wie døde pludselig i december 1940, og skulle hans livsværk videreføres, var der kun Mads til det, men Mads var på tegnekursus i København, så han blev kaldt hjem for at køre værkstedet videre.
Mit første møde med Mads var lidt specielt, omkring værkstedet stod en masse træer med de dejligste æbler, som vi skolebørn selvfølgelig ikke kunne stå for, så i frikvarteret lå vi på lur, og når Mads vendte ryggen til ved høvle-bænken, så lynhurtigt ind og ud igen. Dette gik fint indtil en dag, hvor det gik galt. Mads kørte på en gammel høj Hamlet herrecykel, som han stillede ved værksteddøren, og den dag var den væk. Så havde vi jo fred og ro, troede vi og slentrede frit ind i æblehaven og begyndte at plukke. Mads havde selvfølgelig luret hvad, der skete, og gemt sin cykel, og pludselig sagde det haps, og vi to-tre stykker sad i fælden og blev slæbt ind på værkstedet, og jeg tænkte, nu får vi øretæver. Det fik vi ikke, Mads forklarede, stille og roligt, men bestemt, at sådan gjorde man ikke, det var forkert og ikke pænt gjort. Men sluttede sin formaningstale med at sige, at for øvrigt måtte vi samle alle de æbler, vi ville, bare vi spurgte først. Allerede næste dag gik jeg ind til ham og spurgte pænt om æbler, Mads ville vide hvem, jeg var, hvor, jeg boede osv., og vi kom i rigtig god snak. Dette blev begyndelsen til et langt godt bekendtskab, som fortsatte i mange år.
Horneboere var den gang næsten alle udstyret med et øgenavn, og Mads ‘far, Rasmus blev kaldt Ras, så selvfølge-lig blev Mads til Mads Ras, som fulgte ham hele livet. De, der ikke kendte Mads Ras rigtigt, kunne godt mene, han var en sur, gal mand, men de tog meget fejl. Mads var en rigtig flink mand, fuld af lune og humor og god til at fortælle om ”før i tiden”, hvilket jeg har nydt godt af masser af gange, Hvis der var noget, jeg ikke helt mente, kunne passe og forsigtigt nævnte det, sagde Mads altid: ”ser du, forstår du, jeg er så meget ældre end dig, så kan jeg også huske så meget længere tilbage”, og så var den på plads. Udover en grundig uddannelse hos snedker Wie tog Mads også kurser på den anerkendte Håndværkerskole i Ollerup og Den Danske Husflidshøjskole i Kerteminde, hvilket bl. a. gjorde, at han underviste i en årrække i vor lokale aftenskole – snitskolen, som holdt til på bryggeriet, hvor han lærte mange af sognets unge mænd det gamle håndværk, men de skulle arbejde seriøst, ellers var det ud af vagten, ikke noget pjat der.
Mads Ras havde altid nok at lave på værkstedet. Almindeligt snedkerarbejde blev udført, men han var også kendt for sine køkkener og flotte møbler til den ”fine” stue ude på sognets gårde samt restaurering af gamle fine møbler, han var dygtig til entarsia, (forskelligt indlagt træ). Velhavende kunder kom fra næsten hele Fyn med deres møbler og ønsker. De fleste gange sagde Mads ja til opgaven, de skulle bare ikke spørge om to ting, det var prisen og hvornår, det var færdigt, det bestemte han. Noget kunne tage flere år, det kunne også forekomme, at kunden var død, inden hans møbel var klar, men et var sikket, når Mads var færdig, så var emnet perfekt.
Når han var i gang med den slags arbejde, var han i sit es. Hans uundværlige pibe, stoppet med Perle tobak udsendte røg og gnister midt i bunkerne af høvlspåner, alt imens han snakkede og fortalte, og tid til en snak var der altid. Kom en kunde ind på værkstedet, blev værktøjet lagt, og så skulle mange ting lige vendes. En ret så stor del af arbejdsdagen gik med at kigge ud af vinduerne, som vendte over mod skolen og kommunekontoret. Mads kunne ikke fordrage skolelærere, de var nogle dovne hunde, der gik rundt og var klædt fint på, og lavede ingenting til en alt for høj løn. Hans egen bror blev for øvrigt selv skolelærer. Kommunekontoret var også rimelig interessant, der kom folk jo hele dagen og fik klaret forskellige ting, og dem skulle vi jo også holde øje med, samt byde på, hvad hans eller hendes ærinde der kunne være. Når der var sognerådsmøde, eller specielle gæster ankom i et eller andet kommunalt ærinde, blev der intet lavet hos Mads Ras, så stod vi ved hver sit vindue, og Mads havde en kommentar til hver enkelt. Det var utrolig sjovt at overvære, og jeg tror såmænd ikke, han mente det særlig alvorligt.
Som ung blev Mads ramt af gigtfeber, hvilket lagde en skygge over livsudfoldelsen. Han havde pas, men brugte det vist aldrig, til gengæld var han ivrig avislæser og låner på vores lokale bibliotek, især politk og geografi interesse-rede ham, men også lokalhistorie, specielt om Lyø, hvor hans fars familie stammede fra. Han kunne atlasset udenad og kendte historie og politik helt ud i de fjerneste lande..
Mads forblev ungkarl, han mistede sin far i 1952, blev boende på landevejen sammen med sin mor, til hun gik bort i 1973. Nogle mente, han var en ensom mand, mit eget indtryk var, han var tilfreds med tilværelsen, som den var, det håber jeg i hvert fald.
Han fortsatte med den lille virksomhed, men droslede stille og roligt ned. i 1986 solgte han efter lange og drøje forhandlinger grunden med bygninger til Leif Birkemose, som var ejer af den meget tæt på liggende smedje. Leif foretog en om- og tilbygning og indrettede Horne Biler, men selve de ydre rammer af Mads` værksted er uændret, og historien er faktisk ganske pudsig. Som skoledreng tilbragte jeg en del timer på dette værksted, og gør det stadig, godt nok på en helt anden måde, men jeg kan inden for få centimeter udpege, hvor Mads` høvlebænk, værktøjsskabe, limovnen og meget andet var placeret.
Mads Ras døde den 7. november 1993 og er begravet på Horne Kirkegård sammen med sine forældre.
2014, november