Horne Land før og nu – del 1
Af Martin Kej
samt
 5 ekstra fortællinger fra Horne Land.
Alle skrevet af lokale personer.

————————————-

Når man læser sin daglige avis, ugeblad eller lignende, støder man jævnligt på “dengang og nu” eller “for 25 – 50 o.s.v. år siden”. Denne læsning tror jeg nok, for de flestes vedkommende, har en vis interesse, ung eller ældre, derfor disse sider, som vi har valgt at kalde “Horne Land før og nu”.

En aften vores yngste datter var hjemme, foreslog hun, vi kunne skrive lidt mere lokalstof om Horne Land. Hun er en ivrig læser af Horne Lands Avis og i Odense, hvor hun bor, har de en lignende serie, som hun synes er meget interessant, i en ugeavis. I et øjebliks ubetænksomhed påtog jeg mig opgaven at prøve at få denne side op at stå, og her er så det første indlæg.

Min ide er at prøve at kortlægge forretningslivet i Horne – Dyreborg og Bøjden hen af vejen sådan ca. i den tid, jeg husker tilbage (jeg er årgang 1944) og ved nærmere ran- sagning af huskeren, er der faktisk nok at tage fat på. F. eks. havde vi i mine drengeår      6 købmænd, 3 bagere, 3 smede, 5 benzin”stationer” o.s.v. alene i Horne by, så det kan blive til mange historier.

Et sted skal man begynde, så jeg har valgt at tage udgangspunkt ved en af vores heldigvis stadig eksisterende forretninger, nemlig 

Købmand Wikkelsø.

Den oprindelige købmandsforretning, hvor nu Sparekassen Faaborg har til huse, blev bygget af Jørgen Holm i 1906 og hed dengang Horne ældre Brugsforening. Før den tid havde J. Holm Horne ældre Brugsforening, hvor Horne Bageri nu ligger. Forøvrigt den eneste brugsforening, der har været i Horne. Holm drev Brugsen fra 1906 – 1909, hvor “læbæltet blev ophævet”, Så blev han rigtig købmand, som han sagde.

I 1934 solgte Holm forretningen til købmand Kaare, som drev den til 1936, hvor Johs. Bild overtog den.

Kbm. Bild, som jeg udmærket husker, drev en forretning, som “før verden gik af lave”. Der var god tid til en hyggesnak, en pilsner på kredit i kælderen m.v.. Regnskabet gjorde vi op sidst på året.

Ved siden af den alsidige købmandsforretning havde Bild også benzintank – 1 stk. Esso med vrikkepumpe. Anna Bild har fortalt mig, at når Jørgen ……… kom i sin Ford A og skulle have benzin (der var plads til 5 liter i glasset af gangen) sagde han altid: “je` ska` ha` en skvat mere for glasset var ette helt fuldt”. Anna bøjede sig ikke, hun kendte jo nævnte Jørgen.

En anden sjov historie fra Bilds tid. Engang i halvtredserne blev forretningen ombygget. På et tidspunkt havde tømrerne fjernet lovlig meget af afstivningen mellem gulv og loft. Anna Bild sagde til tømrersvenden, “nu skal du passe på, for loftet er ved at skvatte ned” I en fart fik svenden hentet en jernstang hos Jørgen smed, og denne afstivning står der den dag i dag, når man træder ind i Sparekassen, godt nok som et rør i stedet for jernstangen, men på samme sted.

Familien Bild drev forretningen fra 1936 -1968, hvor vores nuværende købmandspar Tove og Poul Erik overtog den. Senere blev den nye forretning, som vi kender i dag, bygget, og Sparekassen Faaborg rykkede ind i den gamle butik.

Poul Erik har den gamle kassebog fra 1906, så hvis nogen ønsker at vide, hvad et pund tobak, en kadus sortkrudt eller for 2 øre gær kostede dengang ( det sidste kan han hurtigt besvare ) så bare spørg.

Købmandsforretningen har bestået i ca 90 år, og næste generation er så langsomt på vej ind i vor gamle butik, som jeg håber, må bestå mange år fremover.

November 1995

BØJDEN BAGERI

Omkring år 1880 var mange af bøjdenboerne tilknyttet havet på den ene eller anden  måde.Mange var lokalfiskere, der var også skibsredere og en del søfolk, der sejlede på langfart. En af disse, Jørgen Peter Hansen, sejlede som skibskok for et Falsled rederi.

J.P. Hansen overvejede at gå i land for at finde et andet erhverv, men tog alligevel en tørn, når rederiet kaldte, bl. a. var de altid “flinke” til at hyre ham ved juletid. Vi befinder os nu først i 1880erne, Falsled rederiet sendte igen ved juletid bud efter J.P. Hansen. Denne gang gjaldt det en sejltur til England, men her sagde han nej, han syntes ikke, det altid skulle være ham, der fejrede jul og nytår på søen. Dette blev hans held, for skibet nåede aldrig England. Det forsvandt med mand og mus i Nordsøen, og man har aldrig hørt om det siden.

Efter denne hændelse blev J.P. Hansen på landjorden og startede Bøjden Bageri i ca. 1885. Bøjden Bageri opstod i en bagbygning til Bøjdenlandevej 31.

J.P. Hansen klarede både bageri og brødtur. Han havde en trækvogn med et lagen over, hvorfra han forsynede Bøjden og nærmeste omegn med brød. Senere blev træk- vognen dog udskiftet med hest og vogn, men så blev turen skam også udviet , bl. a. helt til Diernæs – flot dengang.

Pladsen i baghuset blev for trang og J.P. Hansen byggede i 1894/95 nyt bageri på stedet, som vi alle kender i dag.

I 1944 nedbrændte bageriet totalt, stuehuset blev dog reddet. J.P. Hansens´s søn Svend byggede bageriet op og overtog samtidig dette.

Svend bager, som jeg husker godt, var et herligt menneske, en særdeles god fortæller og noget af en tusindkunstner. Bl. a. var han ferm til at reparere radioer og grammofoner m.v., men kunne selvfølgelig ikke magte det hele, så han valgte bagerfaget og hjalp  samtidig Carl Maulitz i Horne i gang med radioforretningen.

Nanne, Svend`s kone, passede butikken og Svend klarede både bageriet og nogle lange og sene brødture. Jeg husker tydeligt fra mine drengeår på Tåstebjerg. Den gang gik man tidligt til ro på landet undtagen om onsdagen. da kunne klokken godt blive henad 22.00. Vi kunne jo ikke låse døren før “måneskinsbageren” havde været der med de 2 rugbrød. En anden ting, jeg også husker var, når min legekammerat Frede og jeg var med ude og besøge “faster” Nanne. Det var utroligt spændende at se en bagerbutik fra den anden side af disken, for der vankede selvfølgelig altid lidt godt.

Svend bager kørte troligt sine brødture i sin østtyske E.M.W. med “bindingsværk” frem til 1964, hvor datteren Birgit og svigersønnen Bent tog over.

Birgit og Bent`s tid på bageriet var, ligesom deres forgængeres ikke nogen 7 – 16 job. Det var lange arbejdsdage og servicen med de lange brødture blev bevaret. I dag går samfundet delvis i stå, hvis der kommer 10 – 15 cm. sne, det gjorde det ikke til den tid. Bent var en gang på brødtur i en forrygende snestorm og kørte uhjælpelig fast nede på Bønneland. Han steg ud af bilen og spadserede hjem til Bøjden med bare fødder i gummiskoene og fik hjælp af naboer og bekendte, for brødet skulle jo ud. En anden gang, de begge var på brødtur til Dyreborg, holdt de pludselig midt i havet (vandet var steget op over vejen). Denne gang havde Bent gummistøvlerne med, så han stod resulut ud og bar Birgit på ryggen helt om til Ejvind fisker – foto haves desværre ikke – men sikkert et kosteligt syn. Turene var en god service for kunderne og omfattede samtidig en hyggelig snak især med ældre og enlige. Efter et grimt færdselsuheld i Faaborg 1975 valgte Birgit og Bent at skære ned på de lange brødture, Bøjden Camping var vokset og mange sommerhuse i området skudt op, hvilket gav en del ekstra, så det var et spørgsmål om at prioritere. Et familieforetagende gennem ca. 100 år drevet af 3 generationer, 4. generation valgte, som hans oldefar oprindelig gjorde, søvejen, og i 1988 besluttede Birgit og Bent at lukke Bøjden Bageri, og et lille samfund blev desværre et aktiv mindre.

Februar 1996

Thorkild Nielsens køreskole, Dyreborg.

Denne gang er min tur gået til Dyreborg, og da tanken med denne side er forretnings-livet i halvtredserne på Horne Land, faldt mit valg på Thorkilds køreskole, selv om hans forretning var på hjul.

Thorkild er indfødt dyreborggenser , født i 1914 og er oprindelig udlært som snedker hos Emanuel Petersen, Jomfrulågen i Faaborg (stedet, hvor nu Amtssparekassen har til huse).

Thorkild havde, som mange andre, stor interesse for mekanik og især biler. Han fik sit første førebevis i 1938, og ret efter købte han sin første bil, en topersoners Mathis fra ca. 1918 med kaleche og “svigermorklap”, med håndsving uden selvstarter. Den kostede ham 1200,00 kr.- mange penge dengang, og da det var en jammerlig gang juks med utallige problemer, solgte han den ret hurtigt igen for en tønde olie, en rimelig dårlig handel. Hans næste bil, en Ford V8 fra 1936, var noget helt andet, se det var en rigtig bil, så han besluttede at droppe snedkerfaget og starte med droskekørsel ( på nudansk taxakørsel )

På et tidspunkt spurgte slagter Chr. Jeppesen i Dyreborg Thorkild, om han  ville lære ham at køre bil. Thorkild tyggede lidt på dette spørgsmål og havde da luret, at en del andre havde samme behov / interesse som Jeppesen. Ford V8éren fik hos den lokale smed monteret kobling og bremse i højre side, og bilen blev uden problemer godkendt hos den motorsagkyndige. Thorkild skrev på et tilfældigt stykke papir en ansøgning om at blive godkendt som kørelærer, hvilket også foregik problemfrit. Dette skete i 1940, og en køretime kostede 6,00 kr. I de første krigsår gik forretningen strygende, men da der så blev benzinmangel m.v. lod Thorkild køreskolen stå stille og vendte tilbage til snedker-faget på sin gamle læreplads. Da de fem forbandede år var overstået, og der kom gang i tingene, startede Thorkild op igen.

Bilparken voksede støt og i takt dermed selvfølgelig også behovet for et kørekort. I 1954 købte han en splinterny Wauxhall Velox, som blev fornyet med andre Wauxhall`er op gennem halvtredserne, men i 1958 gik Thorkild over til Opel Rekord P1 (denne bil, se billedet, har undertegnede selv lært at køre i ) På et tidspunkt i halvtredserne / tredserne havde Thorkild så travlt, at han ansatte en mand og købte en bil mere, men dette blev dog for meget med regnskab m.m., så han valgte at passe forretningen alene og sige nej til det, han ikke kunne nå.

Køreskolen klarede ud over almindelig kørekort også erhvervskort – dengang kaldt omnibuskort. Når han havde elever til dette, lånte han en bus hos en kollega i Korinth og udlærte sine elever i de små gader i Faaborg.  Læg mærke til, det var før servostyringen i busser var opfundet – hold op hvor der skulle slæbes i rattet.

Opelbilerne blev senere udskiftet til Toyota`er. Thorkild udskiftede ca. hvert andet år, da havde bilerne kørt omkring 120.000 km., så det er blevet til mange biler,  timer og kilo- meter i hans liv.

Nu har livet jo ikke altid været så rosenrødt, når der var lidt nedgang i forretningen, gik Thorkild på sit lille værksted, han var jo udlært snedker, og lavede trædukker, skibsrat, legetøj og møbler m.v., og på den måde tjente til dagen og vejen.

Thorkild Nielsens køreskole nåede at fejre 50 års jubilæum, de sidste år dog suppleret med madudbringning for Kommunen, og i dag kan han med glæde se tilbage på et spændende liv med sin køreskole uden uheld af nogen art.

Forretningen, Thorkild Nielsens køreskole, eksisterer ikke mere, det gør Thorkild heldigvis, og selv om helbredet kunne ønskes lidt bedre, er han stadigvæk aktiv violinspiller i Horne Musikforening samt med i en blæsergruppe, som spiller morgenmusik til sølvbryllupper m.m., og når der ellers er tid, spiller han lidt banko på “radioen”, samt tager et parti skak med Maren overfor.

 Maj 1996

HORNE VOGNMANDSFORRETNING

Forretningslivet i halvtredserne i Horne var præget af en del enkeltmandsfirmaer og et af dissse, nemlig Horne Vognmandsforretning v/ Ludvig Jørgensen, har jeg valgt denne gang.

Med en fortid som altmuligmand / chauffør på Horne Vestermølle startede Ludvig Horne Vognmandsforretning fra det gamle hus Vesterballe 30 i 1950 med en førkrigs Chevrolet. Forretningen tog sig af så at sige alle opgaver. Der var kørsel med grus og sten, roer, fast brændsel, halm til mejerifyret, mælketure og meget andet, en kamp for dagen og vejen med slid og slæb, da meget foregik med greb og skovl og håndkraft. Ludvig havde dog en stor hjælp i sin kone Martha, som ikke var bleg for at tage et nap med i dagligdagen.

Chevroletten blev senere udskiftet til Ford V8, også førkrigs og forhenværende Røde Kors vogn. Den gang var bilers sikkerhed så som så, det vigtigste var, de kunne starte og køre. Om de kunne bremse og om retningsviserne virkede o.s.v. var mindre væsentligt, og Ludvigs lastvogne var ikke bedre end gennemsnittet. Her skal en lille sandfærdig historie dog lige indskydes. Dengang var verden ikke så stresset som i dag, og Ludvigs mælketure var indkodet med visse pauser, bl. a. hos købmand Kej, Hvedholm. Købmanden kendte jo godt Ludvig og hans bil, og da så Ludvig over en kop øl eller to fortalte, at han havde en bil, der virkelig kunne bremse, indgik de øjeblikkelig et væddemål om dette. Ind i lastbilen, Ludvig bag rattet, købmanden ved siden og fuld fart mod Faaborg. “Så bremser vi “ råbte Ludvig, og det gjorde bilen. Købmanden stak hovedet igennem forruden og var sengeliggende i flere dage efter og tabte væddemålet. Ludvig havde lige fået repareret bremserne dagen før.

Ludvig havde dog også fremtiden for øje. Midt i halvtredserne blev privatfolks affaldsproblem større og større, og han blev faktisk manden bag Hornes første reno-vationsordning. Det foregik på følgende måde: Folk satte deres skidt og møg i meget forskellige emballager ud til vejen på en bestemt ugedag, Ludvig fjernede dette og i starten kostede det en husstand 2,00 kr. om måneden ( incl. miljøafgift). Dette var skam ingen dårlig ide, og selv om den fungerer på en helt anden måde i dag, var det rent lokalt Ludvig, som var ophavsmanden.

Sin fritid brugte Ludvig meget til fiskeri og land- og strandjagt. At han heller ikke var særlig sart, vidner følgende fortælling fra en strandjagtkammerat om. En skidekold vinterformiddag, hvor vi kom ind fra havet, og alle var mere eller mindre gennemblødte og rystede af kulde, hiver Ludvig en pilsner op fra bunden af prammen, knapper den op med følgende ord: Det ka´ sku` aldrig være så koldt, at en bajer ikke kan varme”.

Horne Strandjagtforening var han også manden bag. Den blev startet i 1943 af Ludvig og H.P. Hansen, og han opnåede også senere at blive æresmedlem af denne.

Ludvig var et rigtigt hyggemenneske. han elskede bl. a. en kold vinteraften, når vinden tudede og sneen føg, at tænde op i kaminen i den lavtloftede stue i Vesterballe 30 at mødes med Emil vognmand, Grossi, Naldi m. fl. til et godt spil kort. Så blev der råhygget, sagt skål et par gange og fortalt nogle historier, der ville få Baron Mynchhausen til at blegne.

i 1957 overdrager Ludvig sin forretning med den faste kørsel samt en Bedford årgang 1936 til Laurits Stage. Horne Vognmandsforretning blev måske ikke særlig gammel, men alligevel spændende at tænke tilbage på. Ludvig var derefter altmuligmand hos smed Birkemose til han gik på pension i 1973.

August 1996

PALLI  BARBER

Rasmus Roulund Jakobsen, bedre kendt som Palli, var nok en af de mest kendte personer i Horne og omegn, både i kraft af hans forretning som af hans fantastisk mange gøremål, hvad denne historie fortæller lidt om.

Palli blev født i 1900 i den sydlige ende af “Treenigheden” i Nørreballe og var den æld-ste ud af en søskendeflok på 9.

I 1926 åbnede Palli sin første “frisørsalon”. Det var i gavlen i det gamle hus Vesterballe 30 (som nu er væk) . Efter ca. 1 år blev pladsen for trang, og han lejede et lokale i Stoffers hus, nu Amtssparekassen, hvor han drev sin forretning til han i 1929 blev gift med Marie og flyttede ind i svigerforældrenes hus på Hornelandevej 45.

Huset var lille og sammenbygget med nabohuset, men alligevel var der plads til både privatbolig og forretning. Man gik ind i en lille gang, hvor der var indlevering af rutebilpakker og apotekervarer m.m. Gik man til højre, kom man ind i frisør/barberstuen, og gik man ligeud, var der et rum med et langt bord, hvor diverse ugeblade og hæfter lå til salg, og udenfor lå et ishus. Jeg husker, som ikke ret gammel, når jeg skulle klippes. Frisørstolen var for stor til en lille fyr, men så havde Palli et brædt, han lagde over armlænene, så man kom op i arbejdshøjde. En drengeklipning kostede 50 øre, og så kunne der endda vanke en is oveni.

Udover at drive frisør- og barberforretning med tilhørende ishus, bladhandel og tipsindlevering, stod Palli også i mejeriudsalget, var opråber til andespil, boksedommer, pantefoged, kelner i Forsamlingshuset, postbud og sogneråds-medlem, det hele mere eller mindre på en gang. Dog skal det nævnes, at i udsalget derhjemme havde han stor hjælp af Marie og døtrene Lise og Hanne.

Mange vil huske Palli fra spillegilderne i Forsamlingshuset. Han rystede posen og  råbte Hulla Hulla så er vi klar igen, vi spiller i aften om 30 smækfede ænder ( lige meget hvor magre, de var ) og en eller anden hovedgevinst. De allerfleste numre ( 1 – 90 ) forsynede han med sine specielle “kælenavne”, og når så en havde banko, fik vedkommende som regel en personlig hilsen med på vejen – alt i alt en festlig forestilling.

Sporten havde også en stor plads i Pallis hjerte. Han var medstifter af Horne Idræts-forening i 1936 og var også første formand i denne.

Hvor utroligt, det end lyder, kunne Palli også få tid til at cykle ud i sognet for at klippe og barbere de ældre og svagelige, der ikke kunne komme til ham, en service de var meget glade for, da de samtidig fik et frisk pust fra hverdagen. Palli var altid slagfærdig og god for en historie.

 Mange episoder kunne nævnes, men bladets plads tillader det ikke. En skal dog lige med. Det var under besættelsen, hvor der var mangel på alt. I mejeriudsalget havde en del af byens madammer for vane at samles ved lukketid, så det kneb for Palli at komme derfra. Så kunne han bl. a. sige “ har I hørt, at Emma har fået uldgarn i butikken”. I løbet af få sekunder var mejeriudsalget blæst og Palli kunne lukke. Om Emma havde uldgarn eller ej, anede han intet om, men han havde sine metoder.

Palli ophørte sin forretning midt i tresserne og i 1971 – 1972 overtog Mejeriet Grøndal huset og fjernede dette på grund af pladsmangel. Samtidig forsvandt et spændende stykke historie fra Horne – måske en af de mindre, men en af de mest alsidige foretninger, vi har haft.

Sine sidste år tilbragte han hos datteren Lise og svigersønnen Johannes, indtil han døde i 1982, knap 82 år gammel.

November 1996

Bøjden gl. smedie

På Bystævnevej 19 i Bøjden ligger en etplans bolig, ikke helt almindelig måske, men at dette hus har en fortid som smedie, vil nok de færreste tænke over.

På dette sted i 1884 startede Hans Chr. Rasmussen (født i 1852 på Bøjden) op som landsbysmed og udførte de opgaver, som sådan en forretning nu indebar.Hans Chr. Rasmussen drev smedien frem til 1912, hvor hans søn, Rasmus Hansen Rasmussen overtog denne.

Rasmus smed kørte smedien på Bystævnevej i 37 år, og igennem alle disse år skete der selvfølgelig en udvikling, som blev fulgt efter bedste evne, men det var stadig en rigtig gammeldags smedie, hvor folk kunne komme og få repareret / fremstillet ting, som man ikke bare lige kunne købe.

Rasmus og hans kone Hanne fik 3 sønner, Hans, Arne og Carl Verner. Hans valgte en karriere som værkfører på Faaborg Jernstøberi, Arne nedsatte sig i Horne som cykel- og knallertmekaniker, og Carl Verner gik i lære i smedien i 1936 og valgte dermed at gå i faderens og bedstefaderens fodspor.

Efter endt læretid i 1941 arbejdede Carl Verner bl. a. hos Gærupsmeden, Bondo i Odense, Birkum Maskinværksted, Faaborg Jernstøberi og hos smed Ploug i Faaborg, indtil han vendte tilbage til Bøjden og overtog smedien i 1949.

Carl Verners liv som smed på Bøjden har været spændende og udfordrende og ikke altid lige let. Det daglige arbejde kunne godt planlægges, men planen holdt sjældent, for-stået sådan, at når kunderne stod med et eller andet, der pludselig var brudt sammen, skulle de helst hjælpes her og nu. Det kunne godt give en lidt stresset hverdag, men som han siger, så har smede altid været kugleskøre, så det hele gik jo alligevel. Carl Verner kørte smedien videre som en god gammeldags landsbysmedie, kunderne kom og fik lavet diverse grovsmedearbejde, fik tænderne på harven udskiftet, nye hjulringe lagt på vognen, hesten skoet om, samt så at sige alt reparationsarbejde.

Det med at sko heste var et lidt specielt arbejde. Heste er som mennesker, der er ikke to, der er helt ens. Engang da Carl Verner havde lagt nyt fodtøj på Svend Aage Larsens krikke, kvitterer bæstet ved at vende sig om og sætte hele gebisset i bagdelen på ham. Da han bandende vender hjem til Ruth og familien med fromme ønsker om at aflive dyret, kunne de ikke forstå ham, før han smed kedeldragten og fremviser et hestegrin på den ene balle.

I halvtresserne og tresserne sker der en rimelig stor udvikling indenfor landbruget. Maskinerne bliver større, mere moderne og mere indviklede. Krævede kort sagt meget mere specilaværktøj og reservedele. Carl Verner skævede selvfølgelig til dette og til hans pladsforhold og valgte at lade kollegaen på Bøjden om disse ting, og slog så selv mere ind på VVS, da behovet for dette var i kraftig stigning.

I 1971 blev Carl Verner og hans kone Ruth enige om, at smedien trængte til fornyelse. Den blev revet ned og en ny blev bygget op på samme sted. Nu kunne man pludselig få lidt større ting indendørs, og det forskellige indrettet lidt mere praktisk.

Hverdagen gik videre for Carl Verner og hans lærlinge med alt forefaldende smedearbejde og VVS. Ruth passede gasdepotet og regnskabet, samt gav en hånd med, hvor der var behov.

Ruth og Carl Verner blev velsignet med 2 piger, og da ingen af dem åbentbart ville være smed på Bøjden, valgte Carl Verner i 1980 at gå på pension og lukke smedien, som nu havde kørt i 3 generationer og næsten 100 år.Det svinder desværre faretruende af Bøjdens forretningsliv, og som Carl Verner udtrykker det, så skal vi snart udenbys for at høre en god løgnehistorie.

Februar 1997

Horne Slagterforretning

Denne side omfatter de fleste gange forretninger, “der engang har været “ på Horne Land. Denne gang tager vi en, der lever i bedste velgående – Horne Slagterforretning.

Lars Jensen, født 1896, tog efter endt skoletid arbejde ved landbruget i knap en halv snes år, hvorefter han indså, at dette ikke lige var ham, og fik så i 1919 en plads som chauffør på Faaborg Margarinefabrik og senere et andet job som privatchauffør.

Lars havde et medfødt talent som handelsmand, og i 1931 tog han skridtet til at blive selvstændig i fødevarebranchen. Det foregik på følgende måde: Lars købte diverse fødevarer op på Faaborg Andels Svineslagteri og opbyggede flere slagterture i Svanninge, Millinge, Dyreborg og Horne og solgte så sine varer der. Dette brødførte familien frem til 1940, hvor han så lavede en ret usædvanlig handel med sin svoger, Christian Jeppesen, som havde Dyreborg Sommerhotel. Lars fik hotellet og Christian Jeppesen fik kødturen

( bytteprisen kendes ikke ).

Lars og hans kone, Marie, drev hotellet frem til 1947, og i de svære krigsår kom hans handelstalent ham til gode. Han kunne næsten altid skaffe det, som ikke kunne skaffes. Slagterbranchen havde dog ikke helt sluppet sit tag i Lars, og da det kom ham for øre i 1947, at ostehandler Siewerts havde bygget et nyt hus på Hornelandevej og rent faktisk havde indrettet det til slagterforretning, men aldrig startet den, slog han til og købte den.

Starten var svær, man havde stadig efterdønninger fra krigen med rationeringer m.m., men Lars overlevede den svære tid med hjælp fra Marie og deres søn Kaj, som nu var gået i lære på Faaborg Andels Svineslagteri.

Lars havde mange gode år som slagter i Horne. En hyggelig atmosfære i butikken, folk kom lige som hinanden mere ved den gang, og mange anekdoter og vitser er røget frem og tilbage over disken i årenes løb, som f. eks. da Peter Madsen fra Lillemarken ( som var lidt af en poet ) kom ind og sagde: Goddaw kære Lars – je` sku` ha` et pund fars – men je` må ha` det på kredit – for med Peter er det skidt”.

Dem, der husker Lars slagter, vil huske ham som en dygtig forretningsmand, en hyggelig privatperson, en selskabsmand og en fantastisk dygtig taler.

I 1963 overtog Kaj forretningen og kørte stort set videre i samme stil, som hans far, dog suppleret med kødture, som Kaj havde startet forinden, og som kørte i 18 år. Ture som han var utrolig glad for på grund af nærkontakten med kunderne.

I 1966 kom Jutta ind i billedet og blev året efter gift med Kaj. Jutta kom som ny og medbragte selvfølgelig også nye ideer, ændrede lidt hist og her o.s.v., men den største omvæltning skete nok, da en kunde, som skulle have gæster, spurgte om slagteren ville levere et pølsefad ud af huset. Dette var noget helt nyt, Jutta vendte det en enkel gang og sagde ja tak. Dette var faktisk starten på en helt ny forretningsgang, som siden har bevirket, at Horne Slagteren er kendt over det meste af Fyn, og kan på en week-end være oppe på at levere 400 kuverter til 17 forskellige steder ud af huset, eller f. eks. 435 stk. smørebrød på en enkel dag. 24 timer i døgnet er til tider for lidt for Jutta og Kaj, som dog har lidt medhjælp ved spidsbelastninger, men alligevel har Kaj dog pillet kartofler til et godt stykke efter midnat op til konfirmationer o. lign.Forretningen har altid lagt vægt på første klasses varer, også dem, der er på tilbud. Gammeldags røget flæsk f. eks. kommer kunderne langvejs fra for at købe.

Kaj`s helbred kunne ønskes bedre, han laver det, han kan, men ikke det, han gerne ville. Jutta bliver ikke yngre, og Anja spiller på helt andre tangenter, så Horne Slagterforretnings skæbne ud i fremtiden er uvis. En god sund forretning, som har forstået at forny sig, men samtidig holdt fast ved visse traditioner og, som her den 1. maj fejrede 50 års jubilæum. Horne Lands Avis ønsker tillykke.

Maj 1997

Dyreborg Margarinefabrik

Valdemar Lorentzen kom som ung elektriker fra Koldingegnen til Dyreborg omkring 1921 – 1922 og boede hos Anna og Chr. Skytte i nogle år.

Efter en periode med forskellige oplevelser, bl. a. sejlede han på Østen en tid, fik han arbejde hos installatør Hinz i 1931. Han var som elektriker med til at installere elektrisk lys på Dyreborg, bl. a. på Dyreborg Sommerhotel. Nogle vil sikkert endnu kunne huske Lorentzen, når han fløjtende cyklede på arbejde på sin sofacykel i trediverne. Sofacyklen blev dog senere udskiftet til en 2 personers Fiat.

I 1934 fik han børnelammelse, men selv om den efterlod visse men, slog dette ham ikke ud, og i 1937 – 1938 besluttede han, at nu ville han være sig selv. Han købte en grund, nu Fiskervænget 1, fattede en spade og startede med at grave grunden ud. Dyreborggenserne var lidt nysgerrige og spurgte, hvad der skulle ske, men Lorentzen ville ikke fortælle om sine planer, og således blev Dyreborg Margarinefabrik bygget af ham selv og Murermester Skytte.

Tidspunktet til at starte en margarinefabrik på var dårlig valgt på grund af krigens udbrud i 1940, og som følge deraf mangel på så at sige alle de råvarer, som han skulle bruge, men Lorentzen lagde hovedet i blød og tænkte, hvad kan jeg så lave. Det blev så til en produktion af is og marmelade. Til sidstnævnte var han aftager af  tonsvis af æbler, og på denne måde kom Lorentzen og hans kone, Dinne igennem de svære år.

Under krigen var Lorentzen aktiv modstandsmand sammen med andre fra Dyreborg. Våben blev modtaget og gemt i kloakken og på Bedehusets loft, og han var også med i den gruppe, der til stor ærgelse for tyskerne, sprængte Transformatorstationen i Vænget i luften en mørk og stormfuld nat.

Efter krigens slutning blev så den oprindelige fabrikation startet op. Lorentzen var selvlært, men fik visse ideer og tips fra en god bekendt, som havde Dragsbæk Margarine ved Thisted, og i en lang årrække blev der fremstillet god margarine, som kunderne var tilfredse med, i Dyreborg.

Fabrikken blev aldrig større end Dinne og Lorentzen samt deres trofaste hjælper Emmy kunne klare det hele, og samtidig kørte han selv ud på Horne Land, i Faaborg og på Øerne og solgte sine varer der til købmænd og lignende.

Valdemar Lorentzen var en mand med en utrolig positiv indstilling til livet, altid i godt humør og altid fløjtende eller syngende. En meget stor børneven var han også. Hvis et barn på Dyreborg blev spurgt: Hvem kan du bedst lide – Far eller Mor ? var svaret somme tider “Lorentzen”. Han var også en stor spøgefugl og kunne finde på at klæde sig ud med stort fehårsparyk og gammelt tøj, så han var aldeles ukendelig, og når Dinne havde strikkeklub, slukkede han for hovedafbryderen, så de tabte alle maskerne. Sådan var han – altid fuld af sjov. Udover alle disse egenskaber var han også en fremragende kunstmaler og en del af hans malerier hænger rundt om i hjemmene på Dyreborg.

Dinne og Lorentzen fik en søn, Leif, som i dag bor i København og er uddannet hos ØK.

Dyreborg Margarinefabrik blev lukket omkring 1960 og er i dag privatbeboelse, og går man en tur ad det  hyggelige Fiskervænge og når til nummer 1, kan man sige: Der lå en gang en fabrik.

August 1997

Installatør Hinz

I 1920 kom en 22 årig elektriker fra København kørende på et Nimbus Kakkelovnsrør med sine få ejendele på bagagebæreren til Horne Land. Han lejede et værelse på Horne Bryggeri og fik arbejde hos installatør I.C.O. Jensen i Faaborg.

Chr. Ejnar Hinz, som den unge elektrikker hed, var med fra starten, når man taler om el. I 1922/23 var han med til at lægge strøm ind i husene i Horne og Bøjden. På et tidspunkt i 1923 var Hinz, (som vi jo husker ham bedst nævnt) nået til Hornelandevej 122 med installationerne, og der var der åbentbart ekstra spændinger udenfor kablerne, for Hinz blev forlovet og senere gift med husets datter Johanne.

Hinz kunne forudse fremtiden for elbranchen, og i 1927 startede han egen forretning på Hornelandevej 122. Folks spådom lød på, at det var tosset, der var jo vand på de 3 sider af halvøen, og næsten alle havde fået installeret el. Spådommen blev gjort til skamme. Dette blev en af Horne Lands gode blomstrende forretninger, der på et tidspunkt beskæftigede 11 mand, som alle forstod at følge med tiden og samtidig at sætte det gamle håndværk i højsædet, forstået sådan, at i vor “smid væk” tid, kan det mange gange ikke betale sig at reparere tingene, og står man så med en defekt elting, der bare ikke lige kan købes nyt til, er der heller ingen, der kan lave den, men det kunne Hinz.   

I 30erne og 40erne var der for alle forretninger både op- og nedgangstider, også for Hinz` firma. Under krigen var det næsten umuligt at skaffe diverse materialer, så skæve søm og elbøjler blev rettet, kabler og andre materialer blev genbrugt, og på denne måde fik man klaret det mest nødvendige. I nogle år blev der også gravet og videresolgt tørv.

Da denne kedelig tid så var overstået, og der igen kom gang i tingene, må man nok sige, at fremtiden stod i elektricitetens tegn.

Igennem 50erne og 60erne blev f. eks. køleskabe og dybfrysere hver mands eje, og i 60erne og 70erne udstykkede man sommerhusområder flere steder ved Horne Lands kyster. Omkring 1960 gik Faaborg by fra jævnstrøm til vekselstrøm og samtidig blev en gammel lov, der sagde, at en installatør fra landet ikke måtte foretage elarbejde indenfor bygrænserne, ophævet.  Alle disse ting lagt sammen gav en masse arbejde til elektrikerne. Vore el. love var jo også lidt anderledes den gang, bl. a. skulle Hinz fortage eftersyn af el. motorer m.v. på landbrugene, og han havde mødepligt ved ildebrand, hvor han skulle afbryde mastsikringerne. Firmaet havde også meget arbejde på Lyø og Avernakø.

Ejnar Hinz havde et langt og spændende liv inden for el. Han forstod at kombinere sit københavnske sprog med god fynsk lune. Han kunne spænde mastskoene på og fise til vejrs som en syttenårig næsten lige til sin dødsdag i 1982, hvor sønnen Hans overtog firmaet.

Hans foretog selvfølgelig nogle ændringer i den gamle installationsforretning, men fortsatte stort set uændret. Man kunne få en stikprop skruet på en ledning, repareret hårde hvidevarer eller lagt el ind i en ny- eller ombygning, altså alt fra småt til stort. 

Et glimt af Hans` humor kunne gennemskues i hans annoncer, hvor der bl. a. stod, at han solgte ledninger sort, blåt, rødt og brunt.

Nybygninger m.v. var blevet sjældne, konkurrencen var blevet mere hård, og da Hans kunne gå på efterløn, valgte han og Marie at lukke forretningen nytårsaftensdag 1990, hvor Bøjden El overtog forretningens goodwill m.m.

En epoke gennem 63 år var slut, men kører man den dag i  dag fra Horne mod Bøjden og når til nr. 122, ser man, at der stadigvæk står HINZ på huset som et minde om en svunden tid, men “de gule biler” mangler.

November 1997

BJERNE MØBELFABRIK

Forretningslivet i Bjerne har været rigtig godt kørende før i tiden, man havde bl. a. slagter, bager, købmand, vognmand, smed, fiskehandler m. fl., og alle dem er jeg let og elegant kørt forbi, undskyld Bjerne.

I 1782 blev der på adressen Sinebjergvej 34 i Bjerne bygget et mindre landbrug og fungerede som sådan til 1915, hvor gårdene blev udflyttet, og der blev bygget en ny gård, Bøgebjerggård (Nøhr`s gård).Husmandsstedet på nr. 34 blev sidst i 20erne overtaget af Pumpemagerens søn  fra Svanninge, Karl Jørgensen, som indrettede byg-ningerne til snedkeri, og påtog sig den tids opgaver indtil først i 30erne, hvor han solgte til Husmand Rasmussens sønner, Kaj og Alex, der moderniserede snedkeriet med en fabrikation af alt indenfor især stole og sofaer og fortsatte med dette til 1942 .

Poul Hansen, kaldet Poul snedker, født i 1915 i Rue Hede ved Langesø, besluttede som stor dreng, at hans fremtid enten skulle være som gartner eller snedker. Han valgte det sidste, blev udlært som sådan og og overtog snedkeriet i 1942.Tidspunktet at starte for sig selv på var ikke det nemmeste, men 27 årige Poul var fuld af gåpå mod og antog straks 2-3 mand og gik i gang med alt inden for faget hørende. Således kørte Poul og hans folk firmaet med diverse reparationer og lidt nyfremstilling frem til 1948, hvor der blev foretaget en større ombygning af det gamle snedkeri, praktisk indrettet og med mere moderne maskiner m.v., og så kom der ellers for alvor gang i møbelfremstillingen.

Bjerne Møbelfabrik fremstillede hovedsaglig egetræsmøbler, så som borde, stole og skabe i et utal af størrelser og variationer, alt sammen i topkvalitet og i godt gammeldags håndværk. Poul indkøbte selv alle sine råmaterialer (egeplanker m.m.) på bl.a. trælagre i Odense, og når han så stod med sådan en egeplanke, var det om at udnytte den bedst muligt, i fagsproget hedder det at strege den op, og dette arbejde var bl. a. han søster Elses, som samtidig igennem en årrække også klarede husholdningen.

Poul snedker solgte sine møbler igennem repræsentanter over hele landet og havde også lidt eksport til Tyskland. Man kunne også som privatperson bestille og købe sine egetræsmøbler i Bjerne. Bjerne Møbelfabrik satte kvalitet i højsædet, og der var ikke problemer med at sælge varerne. Først i halvfjerdserne beskæftigede han 7 mand, og et ukendt antal lærlinge er i årenes løb blevet udlært i firmaet.

Fritiden havde Poul ingen problemer med, gartnerfaget stod stadig hans hjerte nær, og da hans grund var på ca. 5000 m2, havde han rigelig plads til både hønsehus, drivhus og have. Først med tingene ville han også gerne være, bl.a. har han lagt kartofler i snevejr. Ellers var jagt og fiskeri hans store hobby. Jeg husker, når vi havde isvintre, og vi stod mellem Sinebjerg og Lyø og pilkede torsk, når Poul snedker kom drønende på motorcykel og skulle over bag Lyø og pilke, for der var torsken nemlig større, sagde han. Der var også tid til badminton og kortspil med vennerne, for et rigtigt selskabsmenneske var han. Bestyrelsesposter i jagt og idrætsforeninger klarede han også.

Bjerne Møbelfabrik var udsat for en brand en tidlig søndag morgen i halvfjerdserne og blev raseret en del indvendig, men Poul og hans folk gik på med krum hals, fik ryddet op, renset maskiner og kom rimelig hurtigt i gang igen. Poul kørte firmaet til hans pludselige død i 1981, hvorefter der kom nye ejere, som fortsatte produktionen, dog kun i kort tid, hvorefter fabrikken blev solgt til andet formål.

Fabrikkens skæbne er ikke anderledes end desværre mange andres, men alligevel. Stiller man sig nede på Sinebjergvej og kigger på bygningen, kan man næsten for-nemme hele atmosfæren fra dengang – maskinernes dunken, savenes lystige hvinen og hammerslagene fra et hus, der summede af liv, og hvor en lille halv snes mand havde deres levevej og i dag – intet – synd.

Februar 1998

 Niels A. Jørgensens købmandsforretning

Niels Jørgensen (Niels købmand) født på gården “Arnfred”, Tygsbjergvej 9 i Horne gik efter endt skolegang landbrugets veje. Efter forskellige pladser som medhjælper og karl rundt omkring blev han forvalter på godset Ørbæklunde.

Niels` far var præstegårdsforpagter her i Horne, og først i 20erne ønskede han at ophøre med dette, og Niels vendte tilbage til Horne og overtog forpagtningen. Niels var på det tidspunkt forlovet med Metha fra Bramdrupdam og blev gift med hende i 1924.

Således drev Metha og Niels forpagtergården frem til 1942, men forskellige små-kontroverser mellem præsten og forpagteren blev Niels for meget, og da der blev en købmandsforretning i det nuværende Vesterballe 12 til salg, slog Metha og Niels til og overtog denne.

Niels var som skrevet landmand og ikke købmand, så forretningen overlod han helst til Metha, men alligevel var han forretningsmand, og foruden at tage del i den økonomiske side af butikken var han bl. a.  formand i Horne Sogns Sygekasse fra januar 1933 – 1951 og kasserer fra 1951 – 1966. Et rimeligt vigtigt arbejde han passede 100% i 33 år, og fik som følge deraf kontakt med så at sige alle sognets beboere, som kom på hans kontor med både deres problemer og deres kontingent, dog skulle man ikke komme, når Niels sov til middag, så var der kun en mulighed, og det var at komme senere.

Købmandsforretningen passede Metha som sagt, og det var en rigtig alsidig forretning. Man kunne næsten købe alt, tjære, tovværk, petrolium samt selvfølgelig alt inden for kolonial m.v.. Kunderne kunne lide at komme der, atmosfæren var hyggelig, der var tid til en sludder, egnens og andres problemer blev løst over disken, og under vinduet ud mod vejen stod to stole, hvor der næsten altid sad nogen og ventede og gav deres besyv med. Se det var en “rigtig” Nærbutik.

Metha kælede også for kunderne. Når jeg afleverede kontrabogen om tirsdagen vankede der altid lidt godt, og når Niels så kom med varerne om torsdagen, var der som regel også lidt ekstra med til os børn. Dette med at køre varerne ud var Niels` arbejde, og han syntes absolut ikke om det, da han ikke kunne fordrage at køre bil, så hvis det var muligt, overlod han dette til sønnen Christian.

Forretningen omfattede også udlejning af, hvad vi sagde “lånetøj”, d.v.s. alt indenfor kopper, tallerkener, knive, gafler, skeer m.m. til større fester. Man fortalte blot Metha, hvad form for fest det var og hvor mange, man skulle være, så klarede hun alt dette, en rimelig stor service for et rimeligt lille beløb, men sådan drev man forretning den gang. Skulle husmoderen f. eks. bage en kage, kunne man bare aflevere opskriften til Metha, så vejede hun de forskellige ting af i passende portioner. Prøv dette i Føtex eller Brugsen i dag.

Først i 50erne blev en fryser med is stillet op i forgangen, og en lille luge monteret i indgangsdøren, og så var der også ishus udenfor forretningstiden, samt levereing af is til Sportspladsen, som den gang lå ved siden af Skolen.

Jeg husker Metha købmand som en smilende, venlig kone med et hvidt forklæde og altid var hun hjælpsom i ethvert henseende, og da hun for sidste gang drejede nøglen om i 1964 skrev Bjarne Bekker i Faaborg Avis som overskrift “Skolebørnenes Paradis” lukkede i aftes og senere i stykket  “Butikkens forsvinden bliver et stort savn for skolebørnene”, for hvem Metha var behjælpelig, når der var et og andet problem, der skulle klares. Disse få ord siger faktisk meget.

Senere blev Vesterballe 12 overtaget af Ingrid`s Hair Design, så der er heldigvis stadig liv i den gamle butik.

Maj 1998                                                                                               

Niels “Ægmand”

Denne historie handler igen om en af de mange enkeltmandsforretninger, som Horne, og så mange andre små samfund, var velsignet med i før- og efterkrigsårene.

Niels Jørgensen mistede sin mor som otteårig i 1916 og flyttede den gang sammen med sine søskende og far, Andreas Jørgensen fra Hornelandevej til Troldalen, hvor hans bedsteforældre boede.

Niels tjente som ung ved landbruget bl. a. hos Pastor Østrup i Horne, hvor han mødte Dinne, som var fra Ringkøbingegnen og var tjenestepige i Præstegården. Dinne og Niels blev gift i 1931 og kort tid efter overtog Niels sin fars forretning, som bestod af ægsamling.

Ordet ægsamling kræver måske lige en kort forklaring. På den tid havde vi mange flere selvstændige landbrug end i dag, mange husmandsstæder og gårde, og de havde næs-ten alle høns og producerede flere æg end til eget forbrug. Disse æg blev sirligt pakket i kasser, som kunne minde om millitærets patronkasser, deri en masse firkantede huller med æg i, et papmellemlæg og “harmonikafirkanterne” ovenpå o.s.v.

Niels startede med hest og vogn og kørte fra hus til hus og hentede disse ægkasser – mange eller få – på en bestemt ugedag og afleverede dem til Odense Ægforretning`s afdeling i Vestergade i Faaborg.

I midten af 30èrne var der af en eller anden grund lidt nedgang i den branche, og i godt et års tid var Niels beskæftiget med bl. a. skæring af rør til stråtag ude på Sundet i Faaborg

I 1936 – 37 købte Niels en Ford A lastvogn og genoptog ægsamlingen, som senere blev udviet med handel med hønsefoder og skaller m.v. samt opkøb af fjerkræ, som han solgte til slagteriet i Ørbæk, og var tiden til det, påtog han sig også lidt kørsel for andre, men det var æg og fjerkræ, der var hans og Dinnes levevej i ca. 40 år.

Fra starten i Troldalen flyttede Niels og familien til Horne, hvor de boede i Vesterballe, Nørreballe og til sidst i Præstegårdsgyden 5, hvortil de flyttede i 1946.

Først i halvtredserne blev Ford Aén udskiftet med en Opel Blitz lastvogn årgang 1938 og Niels blev, på den tid, pludselig moderne kørende. Blitzen tjente Niels til han holdt op som ægmand og står i dag restaureret og monteret med gasgenerator hos Kai i Ø. Hæsinge – synd Niels ikke nåede at opleve dette. Lastbilen var i Juni måned med til at køre over Store Bæltsbroen ved broindvielsen. Denne tur havde Niels nok aldrig tænkt, at hans gamle bil skulle køre, men hvem havde det først i halvfjerdserne?

Os, der har kendt Niels ægmand, vil huske ham som en hyggelig mand, hjælpsom og altid med et smil på læben, særdeles besindig – det var ikke for hans skyld at fart-begrænsningn blev indført. Børnene holdt af ham, og han holdt af dem og gav dem gerne en køretur når lejligheden passede dertil. Jeg er selv en af dem, der har fået mange ture af Niels. Når han kom til mit hjem efter æg, hoppede jeg på og kørte med videre. Jeg husker en gang Niels stoppede på toppen af Tværgyden og spurgte: Martin har du nogen sinde lagt mærke, til hvor smukt, vi bor? Se der er Skjoldnæs, og der er Lyø Rev o.s.v. Jeg har mange gange senere tænkt på det, når min vej falder igennem.

Udviklingen gjorde, at ægproducenterne blev færre, men meget større end før, og afhentningen gik også over i helt andre baner, og Niels`s virksomhed blev derved gjort overflødig. Han ophørte i 1970, hvor han tog arbejde på Jernvirke i Faaborg til sin lidt for tidlige død i 1974.

August 1998

Horne Teglværk

 Den 1. april 1883 overtog 29 årige Søren Kristoffersen fra Haastrup Udenbygård i Horne. Han var en driftig ung mand og så en fremtid i mejeridriften, som på dette tidspunkt var ved at komme godt i gang. Den ene ende af stuehuset på Udenbygård blev i 1884 indrettet til det, man kaldte fællesmejeri og drevet som sådan frem til 1890, hvor andelsmejerierne dukkede op og overtog magten.

Søren Kristoffersen passede sit landbrug, alt imens han spejdede efter nye udfordringer og fik øje på teglværksdriften og anlagde i 1898 Horne Teglværk ved siden af gården.

Denne ide var god, og blev for 100 år siden starten på en af Hornes store arbejdspladser.

Teglværket blev opbygget med en almindelig højovn, som i 1916, på grund af krigen og kulpriserne, blev omdannet til en ringovn med 16 kamre med plads til ca. 3000 mursten i hvert kammer. Teglværkets opførelse skete ved hjælp af lokale håndværkere med undtagelse af skorstenen på ca. 30 meter, en såkaldt dampskorsten. Den blev bygget af skorstensbygger Storm fra Knarreborg og kostede incl. lynafleder 1.200,00 kr. Denne skorsten blev dog senere forhøjet med 6-8 meter.

Teglværkets daglige drift afhang især af ovnen samt en stor petroleumsmotor, og i årene 1917-18 var energikilderne til disse næsten umulige at skaffe. Til brændingen i ovnen brugte man tørv, og motoren blev omdannet til karbid (ARC gas). Begge dele fungerede ret dårligt, så fremstillingen gik betydeligt ned.

I ca. 1920 overtog Søren Kristoffersens søn Knud Haastrup teglværket, og en ny epoke begyndte. (Søren Kristoffersen lod sine børn døbe Haastrup efter hans fødeby). Kul og petroleum kunne man atter få, så der var fuld gang i hjulene. Fabrikationen af mursten blev afløst af drænrør i alle størrelser og afskygninger, og disse var Horne Teglværk berømt for over hele Fyn. Knud Haastrup udbyggede og moderniserede teglværket på mange områder. Han var lidt af en opfinder og gør det selv mand, bl. a. blev der anlagt tipvognskinner fra værket og ud til graven, så hvor man før kørte leret ind i trillebøre, blev det pludselig til små skinnevogne. Disse vogne var i starten hestetrukne, hvor hestene gik ved siden af skinnerne (skævt træk), men blev senere motoriseret. Motorvognene byggede Knud Haastrup også selv af ældre Ford A motorer med bl. a. 2 gearkasser, så de kørte lige godt frem som tilbage. De store transportbånd m.v. var også hans eget arbejde. Tipvognsskinnerne hentede han fra Rømødæmningen til en sikkert fornuftig pris – et enkelt eksempel på hans handelstalent.

Teglværket kørte nu på fuld kraft, der var ild i ovnen 24 timer i døgnet og man be-skæftigede 15-20 mand, anskaffede lastvogn med chauffør og leverede varerne til døren over hele Fyn med omliggende øer. Det var en god arbejdsplads, man lavede nogle fine akkorder, fik sin daglige halv elleve bajer, årlige udflugter med påhæng o.s.v.

Knud Haastrup kørte Horne Teglværk frem til først i halvtresserne, hvor en af hans søn-ner Poul, som var teglværksejer i Gudbjerg, kom hjem og overtog driften. Poul foretog selvfølgelig nogle ændringer, men kørte i store træk driften uændret videre. Lergraven ved siden af værket var ved at være udtømt, så tipvognsskinnerne blev ført tværs over Horne Landevej til en ny lergrav (det er der, hvor Bentes ænder nu går og rapper), og således fortsatte fabrikationen af drænrør frem til 1960, hvor ilden i ovnen gik ud for sidste gang.

Horne Teglværk nedbrændte den 11.08.1961, kun den store skorsten blev stående, til den senere blev lagt ned. Lergravene blev til losseplads, som igen er slettet (sådan da), og dette blev slutningen på en velfungerende arbejdsplads gennem ca. 60 år.

  November 1998    

Carl Maulitz

 Carl Maulitz, eller kort og godt Maulitz, som han blev nævnt. Når radioen var tavs, gram-mofonen skrattede, fjernsynet var sort, antennen blæst ned, eller man manglede et bat-teri til lommelygten eller høreapperatet, gik vi til til Maulitz, Hornes tusindkunstner i elektronikbranchen dengang.

Carl Maulitz, født 1897 i Flemløse Sogn, kom ad forskellige omveje til Horne i 1918. Hans første job blev som kontrolmedhjælper hos Kontrol Jensen i Kirkeballe. Hans arbejde bestod i at køre ud til kvægbesætninger, for der at tage prøver af mælken for at se, om køerne led af alvorlige sygdomme.

Maulitz overtog senere Jensens plads og var kontrolassistent på Horne Land til 1934, hvor han gik over i en helt anden branche og nedsatte sig som skomager i Kirstine Skovhøjs baghus i Egsgyden 2. Der tjente han til dagen og vejen ved diverse skoreparationer og lidt nysalg, men drømte om at blive rigtig selvstændig og få sit eget. Maulitz blev gift med Johanne fra Bøjden i 1936 og i 1937 byggede de huset på Smedetoften 5 med tilhørende skomagerværksted.

Maulitz havde lige fra barndommen haft stor interesse for radio m.v., og da dette i disse år gik frem med stormskridt, startede han i det små med et reparationsværksted for radio i kælderen sideløbende med hans skomagerforretning.

Krigen blev overstået, og udviklingen tog fart inden for radio. Maulitz kunne ikke nå det hele, så han lejede skobutikken ud til sin svoger Christian.Sidst i fyrrene blev kælderen for trang, Christian flyttede til Hornelandevej 65, og Maulitz byggede en etage ovenpå forretningen og indrettede det hele til radio- og senere TV værksted med tilhørende butik, som Johanne passede.

Udover radio og TV arbejdede han også med foto. Dette startede på en lidt pudsig måde. Den gang var et kamera ikke hver mands eje, men han havde i mange år haft det som hobby, og da man fik legitimationskortene, henvendte folk sig til Maulitz og bad ham om at tage et billede. Dette tog mere med sig og førte til, at han udvidede forretningen med fotoudstyr og havde eget fremkalderum.

Da TV lidt op i halvtresserne så småt blev mere almindeligt, tog Maulitz også dette op med både nysalg, montering af antenner og reparationer og gjorde i det hele taget meget for at følge udviklingen, og den gik som bekendt stærk. Senere ca. midt i tresserne dukkede et nyt fænomen op, som blev kaldt UHF, d.v.s. man kunne pludselig fange 2 Tysklandsbilleder mere, hvis man altså havde udstyret. Maulitz fabrikerede selv sine egne UHF convertere. Det var en cigarkasselignende æske med et par knapper sat oven på det gamle TV og en “måtteantenne” i luften, og så var den sag klar.

Over for fuskere som bl. a. mig selv var han utrolig hjælpsom og humoristisk. Jeg havde som stor knægt bygget mig en 3-rørs detektormodtager til lysnet indkapslet i en blikkasse. Den havde det minus, at når man vendte stikproppen forkert, var der strøm i hele kassen. Da jeg klagede min nød til Maulitz, sagde han: Du er sgu da en dum dreng, du kan da nok forstå, at når hele lortet er i jern, så er det strømførende, og da jeg så forsigtigt spurgte, hvad han mente, jeg skulle gøre, svarede han: isoler alt det indvendige fra eller mal stikproppen rød på den side, der skal vende opad.

Carl Maulitz var en spændende mand. Udlært kontrolassistent, selvlært skomager, radio TV og fotoreparatør og havde på nært hold fulgt tiderne lige fra krystalapparatet til farvefjernsynet, en årrække, hvor der skete utrolig meget, og som han fulgte aktivt med i.

Midt i halvfjerdserne lukkede Carl og Johanne forretningen, og Carl blev pensionist og døde i 1982. Hornes forretningsliv blev igen lidt mindre.

Februar 1999

Horne Mælkeforretning

Andreas Jensen, indfødt Hornebo og gift med Mine Sypige fra Bøjden, overtog mælke-forretningen først i halvtresserne. Før den tid havde Andreas kørt droskekørsel og været brødkusk hos bager Holm. Han startede med den gamle brødbil, en Ford fra 1934 med trækasse bag, som fik foretaget nogle udskæringer til messinghanerne på de alm. mælkejunger, som stod i kassen. Kunderne kom så med deres kander, fade o.s.v. og fik mælken målt over i dette.

Mælketuren gik foruden i Horne også til Bjerne og Dyreborg, så Andreas havde nok at se til. Forden blev udskiftet til en Morris Oxford varevogn. I mellemtiden var mælken kommet på flasker, og de tomme flasker stod på tagbagagebæreren.

Andreas Jensen opbyggede en solid fast kundekreds op gennem halvtresserne, man kunne næsten stille klokken efter ham, og at han var en besindig Hornebo kan følgende lille historie, som jeg tydeligt husker, bevidne. En søndag formiddag (ca. 1960) stod jeg sammen med Bjarne Bekker og Edvin på værkstedet. Vi havde lige knappet 3 øl op, da døren går op og Andreas træder ind. “ Goddaw Mælkemand, vil du ha` en med?”  jo tak det ville han da gerne. Skål og ah – vi sludrede lidt om løst og fast, da Andreas så siger “jeg kom faktisk for at spørge, om I kunne hjælpe mig, for min bil holder omme på plad-sen ved kirken med ild i motoren”

I de sidste år af hans tid som mælkemand, havde han hjælpere med på turene. Helbreddet svigtede til sidst Andreas, og den 7. marts 1964 trådte hans nevø Jørgen hjælpende til. Jørgen og hans kone Birgit overtog forretningen allerede 1. april samme år, og nu skulle vi Horneboere omstille os fra Andreas` brede fynske til Jørgens ravjyske fra Halvrimmen. Vi kunne næsten ikke forstå ham, og Birgits charmerende klingende norske kunne vi da slet ikke forstå. Det gik nu meget godt efterhånden, og de har da heldigvis begge bevaret deres modersmål.

Jørgen kørte i starten mælketurene alene med hjælp fra Birgit om lørdagene, og senere fik de også Bøjdenturen, som Siewerts havde haft, og i 1965 udviede de med en bil mere, så Birgit passede Horne, mens Jørgen kørte til Bjerne, Dyreborg og Bøjden. Der var rigeligt at se til, turene voksede, sommerhusområderne skød op, og arbejdsdagene blev lange. I højsæsonen stod Jørgen op klokken 03 og kørte først ud til diverse købmænd og campingpladser med deres varer, for dernæst at tage fat på den alm. mælkerute, så en arbejdsdag kunne godt komme op på 12-14 timer, men som sagt kun i høj-sæsonen.

Birgit og Jørgen har været med fra flaskerne, over plasticposerne og til papmælken, og i deres tid blev forretningen betydelig udviet med de nye surmælksprodukter, som solgte godt, især blandt sommerhusbeboerne. Priserne er også ændret lidt siden. Jørgen husker, da han startede, kostede en liter sød 85 øre og 30% ost 4,00 kr pr. kg. samt 6,00 kr. pr. kg. for 45%. Først i halvfjerdserne kom letmælken frem, og denne blev også ret hurtig populær, så der var god gang i deres rullende forretning, som kunderne var rigtig glade for, dels på grund af servicen, dels på grund af Birgits og Jørgens altid gode humør og friske bemærkninger.

Tiderne skifter, konkurrencen fra især supermarkederne, på mælk og de fleste andre mælkeprodukter blev benhård. I 1979 blev Birgit kokkepige på Præstekærgaard og Jørgen kørte sin sidste mælketur 24. december 1983, hvor han ret efter blev altmuligmand på Grøndal. En naturlig del af vort daglige gadebillede forsvandt, men at Jørgen havde en god tid som mælkemand på Horne Land, er jeg ikke i tvivl om, da jeg tydeligt husker en gang, vi var kommet ind på at tale om arbejde, at Jørgen sagde til mig ”Jeg har verdens bedste arbejde” og jeg spørger hvordan det? “Jo kan du ikke se Martin, en dejlig sommermorgen, solen skinner, fuglene synger, og jeg kører ud ad landevejen og nynner en af vores kønne gamle fædrelandssange. Så kommer jeg til et hus, hvor spanden med bogen står ude, og jeg siger til mig selv. Det var sgu da dejligt Jørgen, så tjener du da lidt her, jeg kører videre, og ved næste hus står der ikke noget ude, og så siger jeg til mig selv. Det var da dejligt Jørgen, så slipper du for at stå ud af bilen”.

Maj 1999

Alfred Ploug, Bageren i Dyreborg

 I 1927 kom en 23 årig driftig ung mand fra Sarup Mark ved Haarby til Dyreborg. Han havde hørt om et hus, nu Fiskervænget 31, som var til salg. Huset kostede omkring 10.000,00 kr. og i baglommen havde han hele sin kapital, som var på 50,00 kr. På en eller anden måde gik handelen i orden, og gælden blev selvsagt stor for den unge mand.

Alfred Laurits Ploug, som han hed, var først karl på Vestfynske gårde. Landbruget var ikke noget for ham, så han gik i bagerlære i Haarby og blev udlært som sådan. Efter endt militærtjeneste overtog han huset i Fiskervænget, lånte lidt mere og byggede et bageri til. Dette var starten på Alfreds livsværk, og den var helt sikker ikke nem. I begyndelsen havde han hjælp af sine forældre og senere af Cecilie, som han blev gift med i 1931. Hun var fra Hørup Hav og havde tjent på nogle gårde i omegnen.

Alfred og Cecilie opbyggede ved fælles hjælp en lille god forretning. Cecilie passede butikken, og Alfred tog sig af bageriet. Han var en rigtig bager, op kl. 2.00 om natten og i gang. Han sang af fuld hals dagen igennem, medens brød og kager gled ind og ud af ovnen. Næsten alt inden for faget blev fremstillet, dog ikke rugbrød. Ovnen var for lille, så det blev hentet hos en kollega i Faaborg. 

Der blev også kørt brødture hele sognet rundt. I 30èrne i bil og under krigen med benzinmangel, foregik det på cykel.

For mange år siden, da bilen ikke var hver mands eje, og afstandene var større, var der mange Faaborggensere, der tog “Damperen” til Dyreborg på søndagsudflugt om sommeren. Alfred så hurtigt en forretning der, fyldte en mælke-junge med is, som de også handlede med, skyndte sig ned til stranden, hvor gæsterne var, og lynhurtigt var isen solgt.

En anden speciel tur, som Alfred havde, var til Bjørnø om torsdagen. Da hans søster og svoger flyttede derover, fandt han ud af, der måtte kunne laves lidt handel der, og han fyldte nogle kurve med brød og roede over til øen, blev vel modtaget og fik en god solid kundekreds der ovre. (Det var dengang Bjørnø havde ca. 120 beboere.) Børnene på øen var også glade for hans besøg. De havde jo hverken ishus eller slikbutik, så om torsdagen fik de mulighed for at snolde lidt Disse Ø-ture stod Alfreds hjerte nær, og de gange han svigtede, kan tælles på en hånd. Han har roet derover, kørt i bil over isen og trukket en kælk i mørke og slud på den afmærkede isvej. Til Bjørnø skulle han, og ovre på molen havde han sin ladcykel stående, og så gik turen på de tit opblødte markveje rundt på øen. Tilværelsen har ikke altid været nem for Alfred og Cecilie. Det var slid og slæb fra morgen til aften. Bageriet lå lavt i forhold til butikken, men selv om Cecilie måtte slæbe de tunge brødbakker op af en stejl trappe, blev kunderne betjent med et venligt smil på læben fra tidlig morgen til sen aften.

Vintersæsonen på Dyreborg kunne være lidt stille, til gengæld var der fuld fart på om sommeren med alle turisterne, og at deres varer var populære er helt sikker, da de en gang modtog et postkort adresseret: Til Bageren i Dyreborg fra et ægtepar i Flensborg, der takkede for de dejlige rundstykker, de havde købt. Bedre havde de aldrig fået.

Alfreds helbred svigtede ham i hans sidste år. Gigten var meget slem ved ham, men trods det kunne man se ham med en brødbakke i den ene hånd og stokken i den anden, og selv i en meget høj alder kunne man se ham sidde på en stol og gravede sin have.

Forretningen blev lukket sidst i halvfjerdserne og Alfred blev i hjemmet med kærlig pleje af Cecilie til sin død i 1996, og i dag kan Cecilie på snart 92 år -Dyreborgs ældste- sidde i Fiskervænget 31 og med et smil se tilbage på et rigt og godt liv som bagerkone i Dyreborg.

August 1999

Snedker Alfred Knudsen

Denne gang vil jeg prøve at beskrive et af Hornes hyggeligste værksteder. Et sted, hvor man altid følte sig velkommen, uanset om noget skulle laves, eller man bare kiggede indenfor og sagde  “goddaw”. Et sted, hvor det var sjovt at komme, men hvor livet alligevel blev taget alvorligt, nemlig hos snedker Alfred Knudsen.

Alfred blev født i 1910 i Egsgyden 8, mistede sin far få år senere og flyttede med familien til Nørreballevej 16, hvor han tilbragte sin drenge- og skoletid. Som nykonfirmeret blev han landbrugsmedhjælper på Nørlundgård, indtil han i 1928 kom i lære hos snedker Jørgensen i Horne, hvor han fik en god og alsidig uddannelse inden for sit fag.

Alfred blev gift med Else fra Jylland i 1939, og samme år byggede de deres hus på Hornelandevej 30. Alfred arbejde hos Jørgensen frem til 1951, hvor han besluttede sig for at blive selvstændig og indrettede sig derhjemme i kælderen. Beslutningen viste sig at være rigtig, der var rigeligt at lave lige fra den første dag, og pladsen i kælderen blev hurtigt for trang, så i 1954 blev værkstedet bag beboelsen opført og få år senere blev den første lærling antaget.

Arbejdet, som bestod af reparationer og nyfremstilling og indramning af malerier, foregik henholdsvis på værkstedet og ude i de private hjem. I starten cyklede Alfred rundt med værktøjet på bagagebæreren og diverse brædder bundet på langs af cyklen. Dette blev for besværligt, og han anskaffede sig en knallert, en såkaldt Disella Røvskubber, men motoren optog jo bagagebærerens plads, så der blev bygget en lille tohjulet anhænger, og så gik det ellers derud af, indtil han en dag med fuldt læs blev stoppet af færdselspolitiet ude på landevejen. Betjenten tog det pudsige køretøj i øjesyn og bemærkede, at det kunne ikke være godkendt, hvortil Alfred svarede, at det kunne han ikke forstå, for han havde spe da selv godkendt det. De blev dog enige om, at han skulle trække hjem. “Skubberen” blev så afløst af en 1/4 tons Ford A, så nu kunne han pludselig havde meget mere med og på lovlig vis.

Alfred var et sjældent menneske. Jeg tror ikke man nogensinde har set ham hverken hel- eller halvsur, og hans gode humør smittede lige af sig selv af på hans omgivelser, når han vendte sin evige dadelsten i munden og kom med sin hjertelige latter.

Et lille rask væddemål gik han heller ikke af vejen for. Engang han og Else m. fl. havde været på søndagsbesøg hos nogle venner på Tåstebjerg (de var til fods), indgik han det væddemål, at han skulle gå baglæns hjem – en strækning på 3-4 km. Da de kom til Præ-stegården, stod Rasmussen udenfor og nød den dejlige sommeraften. Alfred lettede på kasketten “Godaften Hr. Pastor”  sagde han og gik uanfægtet videre baglæns og vandt.

Et andet eksempel på hans humor. Alfred og hans lærling Knud arbejdede på en gård på Bjerne Mark, hvor de efter en ombygning var ved at være færdig med at sætte køkken op. Gårdmandskonen ville gerne være færdig og siger, så kommer I i morgen og lægger gulvbelægning – det var støbt gulv. De havde faktisk ikke tid, så Alfred siger, at gulvet slet ikke er tørt. Har du ikke en gummimåtte, så læg den og se, hvor fugtigt der er under den i morgen. Næste morgen, da de ankom, lettede Alfred måtten, og der var knastørt under den. Find lige en vandkande Knud, og så fik den en ordentlig sjat. Da fruen lidt senere kommer, letter hun så på måtten, ser det hele sejler og udbryder, at det kan da ikke passe, hvortil Alfred svarer, nej vi gav den spe vist rigeligt meget.

Foruden sin travle hverdag som snedker havde Alfred også jobbet som Bedemand, et hverv han bestred i ca. 15 år. I 1972 holdt han op med snedkervirksomheden, men fort-satte som altmuligmand på Hvedholm, hvor han bl. a. var et kendt gadebillede, når han hver dag med den lille hest “Hannibal” og vogn var på Posthuset i Horne. Han var på Hvedholm i ca. 5 år, til han som 67 årig gik på pension og helligede sig hjemmet og deres store pragtfulde have indtil sin død i 1992.

November 1999

Horne Vestermølle

 Der var engang  – i 1873 – en hustømrer, Jeppe Skov på Snedkervej, som ejede den frie grund matr. 10 b i Horne. Den gode Jeppe byggede sammen med jernstøber L. Jensen i Faaborg en såkaldt Hollandsk vindmølle muret i sten til hatten og med 34 alen vindfang på grunden. Møllen blev taget i brug i 1874 og Skov/Jensen drev den frem til 1893, hvor møllersvend Carl Jensen fra Faaborg overtager og ejer den til 1899, hvorefter han sælger til Poul Andreas Nielsen fra Horne.

Andreas “møller”, som han blev kaldt, var født på Havrebjerggård på Lillemarken i 1875 og havde arbejdet på bl. a. Trente Mølle, Frejlev Mølle, Nørre Søby Mølle og Fyllested Mølle, og selv om han kun var 24 år, havde han opnået en vis erfaring inden for faget.

Da Andreas overtog Møllen, var den i fagsproget med hæk, lærredssejl og svans. I 1901 blev Andreas møller gift med Kathrine, og samme år påbegyndtes en modernisering af møllen og mølleværket, og i 1906 stod Vestermøllen færdig som selvkrøjer og selvsvikker og var udstyret med fire kværne og grubbe, og lidt senere blev en stor petroleumsmotor installeret til brug i de vindstille perioder.

Vestermøllen klarede således alt inden for almindeligt mølleri, og der blev samtidig handlet med korn, foderstoffer og malt samt formaling og salg af majs. Horne havde en god aktiv arbejdsplads, hvor der var gang i hjulene fra tidlig morgen til sen aften. Kørslen ud til kunderne foregik med hestevogn, men i 1919 anskaffede Andreas en lastvogn, en tysk Horch, som havde aftjent sin “værnepligt” ved Vestfronten, og som han selv hentede i Flensborg og kørte til Horne på faste dæk.

Andreas møller var en god arbejdsgiver og en vellidt person. Bl. a. afholdt han om sommeren en udflugt ikke alene for medarbejdere, men for alle, som havde lyst. Så blev der monteret bænke og stole på lastvognen, primussen, kaffen og det bløde brød klargjort, og så gik turen ellers ud i det blå til stor fornøjelse for alle.

Vestermøllen fulgte godt med tiden, og i 1930 blev petroleumsmotoren erstattet af en 20 hk. Trige elmotor, som samtidig medførte en del ændringer og fornyelser af transmission til kværne, valse og sigte. i 1930`erne samt under krigsårene blev driften suppleret med en del svineavl og fremstilling af foderblandinger, som blev bragt ud med en senere anskaffet Chevrolet lastvogn med gasgenerator.

Efter krigen bliver det mere almindeligt med med elektriske kværne på både små og store landbrug, så en del af møllekunderne forsvinder. Traktorerne vinder også indpas, og i takt dermed forsvinder hestene og dermed også Møllens valsning af havre. Der var dog stadig vind i sejlene på Vestermøllen op igennem 1950`erne, men de “moderne” tider pegede trods alt i en anden retning, og i sommeren 1961 beslutter 86 årige Andreas møller at holde op efter 62 gode år på Møllen. Han sælger til foder-stoffirmaet J.J. Larsen i Faaborg og tager ophold hos sin datter og svigersøn på Horne Næs til sin død i 1972.

Den, som aldrig har oplevet en rigtig vindmølle indefra når den arbejder, er gået glip af noget. Stemningen er ubeskrivelig, knirken og knagen i hele bygningen samt alle de mærkelige ting, der kørte rundt. I 1968 mister Vestermøllen hat og vinger under en kraftig storm og Møllen med bygninger sælges og bruges som tømrerværksted frem til 1989, hvor den får ny ejer med store planer – men hvilke ?.

Kathrine og Andreas fik 3 børn, Marie, Johanne og Niels. Niels, som arbejdede på Møllen, omkom desværre efter et fald fra Møllens svikstilling i foråret 1961, kun godt 50 år gammel. Marie, som er tæt på 98, bor i V. Skerninge, og Johanne, som er en frisk ældre “pige” på 93, bor i dag i et hyggeligt hus i Vesterballe og kan se op på sit gamle barndomshjem, en gang Hornes stolthed, og hvis hun fælder en lille tåre ved synet, kan jeg så inderligt godt forstå hende.

 Februar 2000

                   Ingo Rasmussen

Horne Lands forretningsliv har i tidens løb rummet en del mindre selvstændige erhvervsdrivende, som absolut ikke er mindre spændende af den grund. En af dem besøger vi denne gang, nemlig fisker og landmand Ingo Rasmussen på Bønneland. Ingo stammer fra en mindre ejendom ved Steensgaard, hvor han blev født den 10. maj 1910. Faderen var landarbejder på Steensgaard Gods, og landbruget blev en naturlig fremtid for Ingo. Han tjente i en del år hos familien Jacobsen på Sønder Hjørnegården og kom derefter til naboen Karl Mortensen, hvor han var i 16 år, og hvor han mødte Thea fra Bønneland.

I 1948 flyttede Thea og Ingo ind hos Theas forældre Kristine og Hans Munk på Bønneland og blev gift i 1949. Ingo havde lidt kendskab til fiskeri på hobbyplan, men da han nu gik i “kompagniskab” med svigerfaderen, Hans Munk, blev det pludselig på lidt højere plan. Da ejendommen Øster Bønneland kun havde 6 tdr. land agerjord, blev fiskeriet levevejen fremover.

Først i halvtresserne byggede Ingo og Hans selv en damjolle hjemme i loen. Den blev døbt Svanen og blev brugt i Egskrog til bl. a. ålefiskeri. På Bønneland havde de en 18 fods motorjolle til f. eks. garnfiskeri ved Illumø. Der var nok at se til, og når arbejdet foregik både fra Bønneland og Egskrog, var der også cykelture frem og tilbage. En del horneboere vil kunne huske, at først kom Hans cyklende rask af sted, og et vist antal meter efter så man Ingo i mere adstadigt tempo.

Ingo havde et godt samarbejde med sin svigerfar i godt en halv snes år til Hans Munks død i 1962, hvor han så blev alene om foretagenet. Men da der er mange ting i den branche, det er rart at være to om, fiskede han derefter sammen med Anders Nielsen i en del år. Ingo brugte de samme fiskepladser som Theas Far, Bedstefar og Oldefar havde brugt i deres tid, og eftersom pladserne var ved Bønneland og Egskrog, var det et spørgsmål om, hvad der passede bedst til årstiden de forskellige steder. Hvad priserne angik husker Ingo, at da han startede, fik de 6,00 kr. kiloet for store ål (over 1/2 pund) og 2,50 kr. for små, hvilket jo har ændret sig lidt siden, men hverdagen hang alligevel pænt sammen, og Ingo og Thea var godt med på noderne. Bl. a. fik de rimelig tidlig telefon, fjernsyn og bil, som også var til glæde for naboer og deres børn, som altid har været meget velkomne i hjemmet.

Et nok så stort kapitel i Ingos tilværelse, var hans rejefiskeri, som var kendt langt ud over Horne Sogns grænser. Når sæsonen startede, blev kasserne med rejer sendt til opkøbere på Gammel Strand i København, som igen videresolgte til deres faste kunder, og disse kunder kendte Ingos nummer på kasserne. De tjekkede ikke engang indholdet, de vidste, det var første klasses rejer fra Bønneland. En stor del gik til Tivoli, hvor de også var meget efterspurgte. Udover salget til opkøberne havde han også mange private fastboende og turister, der hentede til en hyggelig aften, så afsætningen var der ingen problemer med.

Det var også rejefiskeriet, som Ingo gjorde mest med de sidste år, til han holdt helt op omkring 1990 efter godt 40 år med et dejligt liv som alsidig fisker på Bønneland. Thea og Ingo nyder nu deres tilværelse som pensionister. Theas have, som er hendes et og alt er utrolig velplejet, og hendes katte fører et liv, som andre misser ville misunde dem. Ingos bentøj kunne godt være bedre, men så nyder han at få besøg af naboer og bekendte til en hyggelig sludder om gamle dage, og de besøgende nyder lige så meget at komme i hjemmet på Bønneland. Som det fremgår af Ingos fødselsdato, fyldte han 90 år her den 10. maj. Horne Lands Avis ønsker  hjertelig tillykke og alt godt fremover.

Maj 2000

                                                     

BØJDEN MINKFARM

 Brødrene Hans og Peter Andersen, født i 1905 og 1907 på Bøjdenlandevej 9B, var begge landbrugshjælpere i en årrække. Senere beskæftigede Hans sig med droskekørsel og Peter overtog faderens plads som fisker på Bøjden. Under krigen var behovet for Hans` kørsel minimal, og Peters helbred passede ikke til fiskeriet, så de besluttede at sadle om og prøve noget nyt, og dette blev starten på Bøjden Minkfarm.

Hans og Peter startede som pelsdyravlere i 1944 i et baghus til hjemmet på Bøjdenlandevej 9B, og det var slet ikke nemt. De lagde ud med 6 stk. i fagsproget kaldet minktæver. Deres erfaring inden for dette erhverv var på et minimum, så det var lidt af et sats. Foderet til dyrene blandede de selv, og parringen var så som så, hvilket kunne resultere i en noget ubestemmelig race, men interessen og brødrenes gåpåmod fejlede ikke noget.

De øgede stille og roligt bestanden, og i 1952 rummede baghuset ca. 30 tæver, så pladsen blev for trang, og de købte grunden på Bøjdenlandevej 14 og byggede den første minkhal. Det gik nu helt godt for dem, men ikke helt problemfrit. Bl. a. foregik forarbejdning af minkfoderet i den første tid på nr. 9B, hvor de hakkede foderet i en kødhakker fra Mors køkken og kørte det ned til minkhallen på trillebør, til tider med lidt overlæs, som kunne kæntre undervejs til irritation for nogle beboere, da minkfoder ikke er helt lugtfri.

Minkhallen blev til flere og blev også udvidet med maskinhus med bl. a. en moderne hakkemaskine. Dette var en udvikling som Hans var med på, Peter var ikke ligefrem imod, men ville nu helst fortsætte “som vi altid har gjort”. Efter slagtningen af dyrene skulle skindene skrabes, til hvilket de også anskaffede en maskine, men Peter foretrak den gamle metode med håndkraft.

I en årrække så man Hans hver dag på næsten samme tid køre til Faaborg Fiskeauktion og Slagteriet efter råmaterialer til minkfoder, som de så kørte gennem maskineriet derhjemme og forarbejdede. Senere blev der anskaffet en silo og foderet blev leveret færdigblandet fra et specialfirma.

Begge brødre var blevet gift i en moden alder, Hans med Marie og Peter med Hedvig. Hans og Marie blev boende på Bøjdenlandevej 9B, mens Peter og Hedvig bosatte sig i nr. 29. I 1962 flyttede en slægtning til Marie, Erik Weiss til Bøjden. Bestanden var nu oppe på 300 avlstæver, og Anne Lise og Erik hjalp til på Farmen, indtil de gik med i et I/S i 1971. De bosatte sig i 9B og byggede et hus ved Minkfarmen, hvortil Hans og Marie flyttede. Anne Lise og Erik kom fra Langeland, hvor han havde været skipper på Vemmenæs færgen, og efter flytning til Bøjden på Bagenkop-Kiel Linien.  

Erik beholdt sit arbejde på søen til 1990, så meget af tiden var det Anne Lise med hjælpere, som passede bedriften. Hans hjalp til med pelsningen lige til Minkfarmen lukkede, mens Peter måtte holde op på grund af dårligt knæ. Minkfarmen blev stille og roligt udviet og moderniseret op gennem årene, og bestanden var nået op på 900 dyr, da de i 1994 efter et halvt århundredes produktion besluttede at lukke og afhænde dyr og inventar. Begge brødre fik et langt og godt liv. Hans døde i 1994 og Peter i januar i år.

Anne Lise og Erik ser med glæde tilbage på deres tid på Bøjden Minkfarm, selv om arbejdet er lidt specielt og som Erik siger. “det kørte efter mottoet lev eller dø, intet statstilskud eller lignende, men arbejdet med pelsdyr er lidt af en livsstil”. Udbud og efterspørgsel følger i høj grad udstillinger og udvikling. Deres søn Wilhelm er i dag konsulent inden for pelsdyravl, og når han er hjemme på besøg, er jeg sikker på, de får sig en fagsnak, når de sidder i deres dejlige havestue og kigger ned på “Det gule palæ”, som står tilbage som et minde fra dengang. 

August 2000

BALKEMOSERNE I BJERNE

 Harry, Hans, Johannes og Anna var født i nævnte rækkefølge og børn af Karen og Laurits Rasmussen Balkemose. Johannes blev udlært kommis i Faaborg og flyttede fra sognet som ung. De tre øvrige søskende boede sammen i fødehjemmet i Balkemose.

Harry blev udlært mekaniker hos Ford i Faaborg og byggede i sidste halvdel af trediverne et værksted helt igennem af træ ud til Sinebjergvej tæt ved hjemmet.                                          

Tidspunktet var ikke det bedste, få år efter kom krigen, og da der blev mangel på brændstof m.v. og bilerne blev klodset op, var behovet for en mekaniker minimalt. I de sidste krigsår sad Harry nede hos Jussi og bl. a. syede lapper på cykeldæk og ellers prøvede på at holde de få hjul, der var tilbage, i gang. 

Efter 1945, hvor bilerne kom frem fra gemmerne, var der pludselig nok at se til. Harrys kundekreds var mere eller mindre hele Horne Land, og hans ry som ekspert i især gamle Ford biler, gav også kunder uden for sognet.

Når min fars gamle Ford skulle ud til Harry, ville jeg gerne med, for det var et utroligt spændende værksted for en knægt som mig. Harry var altid venlig og i godt humør, han var smurt ind i olie fra top til tå, og det samme var værkstedet.

For at få lidt varme i den kolde tid, havde Harry installeret en gammel høj kakkelovn, og oppe under loftet hang en dunk med spildolie, forbundet til ovnen med et rør boret ind i siden, og med en hane, som han regulerede olitilførelsen med, enkelt og effektivt.

Til værkstedet hørte også en Shell tank, bestående af en enkel pumpe med lavoktan, og når Harry fyldte benzin på, anbefalede han gerne kunderne at tilsætte Redex. I lommen havde han et almindeligt snapseglas, som han fyldte, vippede det i tanken og stak glasset i lommen igen.

Harry blev først i halvtresserne gift med Ellen, som var damefrisør, og flyttede til Faaborg. Han drev Bjerne Mekanikerværksted frem til sin pludselige død i 1958, hvor hans svoger Villy overtog det. Kort tid efter gik kakkelovnen måske amok, i hvert fald brændte hele bedriften ned til grunden på rekordtid, forståligt nok.

Det var en hård start for Villy, men han var oprindelig udlært murer, og gik med gode bekendtes hjælp i gang med at bygge nyt, lidt større og tilbagetrukket fra vejen.

I 1960 blev det nye værksted taget i brug, og Villy drev det med reparation af biler, traktorer, motorcykler og knallerter, suppleret med arbejde på bl. a, Jernvirke i Faaborg til han døde i 1978.

I 1980 overtog Helge Raun værkstedet og kørte det nogle år som smedeværksted og reperation af landbrugsmaskiner. Derefter blev det overtaget af Bent Lillemark til opbevaring af udlejningsservice m.m., og i dag ligger stedet øde hen og minder ikke meget om et før i tiden altmuligværksted.

November 2000

Mureren i Nørreballe

 Marinus Poulsen blev født den 30.08.1917 i Feldballe på Tirstrup Flyveplads, men før den blev flyveplads, som den ældste ud af en børneflok på ni. Faderen var arbejdsmand ved skov, mose og gårde, men kårene var små, og allerede som niårig begyndte Marinus at arbejde ved landbruget samtidig med, han passede sin skolegang, og i 1927 flyttede han hjemmefra som 10 årig og har passet sig selv siden.

Hans første plads var på “Skuregården” ved Rønde. Den er kendt fra TV udsendelsen om Anders og Julius , og Marinus har besøgt den flere gange siden. Hans første løn var på 10,00 kr. fra 1. april og til 1. november.

I 1938 blev Marinus soldat i den danske hær og gjorde tjeneste bl. a. i Tønder, Fredericia, Randers, Viborg og Sønderborg frem til 1943, først som almindelig værnepligtig og senere i fire perioder som “lejesoldat” efter nye regler fra den gang.

Det danske forsvar blev delvis stoppet i 1943, og Marinus tog arbejde ved skovbruget og i brunkulslejrene frem til krigens slutning, hvor han blev sporarbejder ved Aalborg-banen. Han forsøgte sig også som smed og kørte rundt og monterede gasforbrændere på bageriovne frem til efteråret 1945, hvor han vendte tilbage til Tirstrup Flyveplads, som nu var flyveplads, men indrettet til flygningelejr, og tog arbejde der et kort stykke tid.

Selvom Marinus havde været soldat i ca. 5 år, var der stadig noget ved det liv, der trak i ham, og i efteråret 1945 så han en annonce i den danske dagspresse, at England søgte frivillige. Han meldte sig, tog til England og blev uddannet, og i årene 1946 – 1948 gjorde han tjeneste i Ægypten, Trans-Jordan, Palestina og Cypern som engelsk korporal, og han var i samme periode engelsk statsborger.

Det var en meget spændende tid. Arbejdet bestod bl. a. af at holde jøder og arabere adskilt, da de ikke kunne tåle hinanden. Til gengæld var de enige om en ting – de kunne ikke fordrage engelske soldater.

Oplevelserne “derude” sammen med nordiske kolleger var mangfoldige, og ved hjem-sendelsen i 1948 var der 12 danskere, som blev enige om at mødes den første lørdag i september, og det har de gjort lige siden. Det er en lørdag Marinus altid ser frem til med glæde. Tidens gang har reduceret de 12 som startede i 1948 til 4 her i september, men flot alligevel.

Efter hjemsendelsen drog Marinus landet rundt og tog arbejde hvor det fandtes. Han kom i kontakt med en kammerat, der var blevet murer i Svendborg, som sagde “kom herned, der står en ny skovl og venter på dig i morgen tidlig”. Som sagt, så gjort. Murerfaget var ikke nyt for Marinus, som før i tiden mellem alt andet også havde arbejdet som fritidsmurer og bygget sommer- og fritidshuse, bl. a. for de dengang meget kendte harmonikaspillere Alex og Richard.

I Svendborg traf Marinus en soldaterkammerat fra Horne og kom igennem ham i forbindelse med Antoinette fra Nørreballe, som han blev gift med i 1950 og flyttede hertil. Marinus fik arbejde hos murermester Alfred Hein, og var der frem til 1956, hvor han i fritiden havde bygget nyt hus til sig selv og samtidig besluttet, at nu ville han være selvstændig. En beslutning han aldrig har fortrudt. Der har været nok at se til med arbejde for både private, som for det offentlige, med bl. a. kirke, præstegård, skole og dengang Hvedholm Plejehjem. Til gengæld tog han også stort som småt, og arbejdede dag og nat og lørdag – søndag, når det var nødvendigt.

Marinus arbejdede frem til 1996, hvor han efter 40 år som selvstændig sagde stop, men selv om han blev alene og pensionist, er der ikke noget med at sidde og trille tommelfingre. Datteren Sonja prøver efter bedste evne at følge med i hvor i Verden han befinder sig, og hvis Marinus havde en telefonsvarer, kunne jeg forestille mig den ville sige: jeg er på Grønland, i Tyskland, Polen, Jerusalem, England, Italien o.s.v. ring igen.

Marinus har altid været et udadvendt menneske, han har deltaget en del i det lokale foreningsliv, bl. a. Horne Skytteforening som både bestyrelsesmedlem og aktiv skytte med mange pæne resultater.

I Horne og omegn er han kendt som ham med den hvide murerkasket og kondiskoene, der trods sine nu 83 år sprinter byen rundt i et tempo, som mange misunder ham.

Februar 2001

Helene og Herman Hansen

“Der var engang” at Bøjden havde hele 4 – 5 købmandsforretninger på en gang. En af dem lå oppe på Sivresbjerg med den dejligste udsigt over bæltet og øhavet. Høkerforretningen, som det hed den gang, blev bygget og startet i sidste halvdel af 1800 tallet af en Hr. Skytte, som var skippersøn – vist nok fra Dyreborg. I 1924 solgte Skytte forretningen til G.J. Dahl, som stammede fra Jylland og havde en fortid som overfodermester på Hvedholm, men havde ikke længere helbred til dette arbejde.

Dahl havde en datter, Helene, der som ung var tjenestepige og lidt senere kokkepige i forskellige herskabshjem i København. Derinde i hovedstaden mødte Helene Herman, som arbejdede på en mølle. Herman var fra Udstrup Mølle, som ligger mellem Roskilde og Holbæk, og ud af en børneflok på 2 piger og 8 drenge. Alle 8 drenge gik i faderens fodspor og blev møllere. Helene og Herman blev gift i 1937 på Frederiksberg Rådhus og passede fortsat deres gøremål i København frem til slutningen af krigsårene 44-45, hvor de flyttede til Bøjden og overtog købmandsforretningen efter Helenes far.

I starten gik det meget langsomt, der kom 5-6 hestevogne forbi hver dag med mælk til mejeriet, og de havde bestillinger med fra de forskellige gårde. Helene og Herman pakkede varerne og gjorde dem klar til kuskene, der tog det med på hjemturen. Lidt handel med de lokale blev det også til samt lidt benzinsalg fra BP standeren, som jeg tror, var en af de første benzintanke på Horne Land.

De svære efterkrigsår svandt hen, og der kom mere gang i det hele, og også butikken derude på bakken kunne mærke fremgangen. Forretningen havde et godt udvalg af kolonial og isenkram samt mange andre forskellige varer, som kunderne ønskede. Antallet af biler steg jævnt og i takt dermed også benzinsalget. Sommerhusområderne dukkede op og færgen til Fynshav ligeså, altsammen godt for den lille købmand.

At komme ind til Helene og Herman kunne være en festlig oplevelse. Til tider lå kunderne flade af grin over deres specielle jargon og måden de talte sammen indbyrdes. Utallige historier om dette bliver stadig genopfrisket, en enkel har jeg selv oplevet. Herman siger til Helene “Hør kælling, når du går i kælderen, så tag lige disse flasker med, gu vil jeg da ej Herman, ja så kan du fanden ralme la`vær`, for lystre ska`du sgu.” Eller en gang Didde smed havde fået noget skrub forkert af Herman og sagde til Helene “Jeg troede da, at Herman kunne tænke” hvor Helene afbrød hende med “Herman – han kan ikke tænke”. Sådan gik det slag i slag fra tidlig morgen til sen aften. Kunderne fik et godt billigt grin med i handelen.

Førhen havde sådan en købmandsbutik på landet en , lad os kalde det bagbutik. Det var en simpel nødvendighed, for når mælkebilen, møllerbilen eller vognmanden m. fl. nåede dertil, gik bilen simpelthen i stå og ville ikke længere, og indtil den var kølet af og kommet på bedre tanker, kunne chaufføren jo lige så godt bruge ventetiden i bagbutikken. Der var liv og glade dage og mange store verdensproblemer blev løst over et par håndbajere.

Hermans bagbutik går der også mange gode historier om bl. a. denne. Når der bliver hældt ind, skal der også noget ud. En af kunderne var gået ud og fik den lyse ide at fylde benzinslangen på tanken. Dette var der nogen, der så og fortalte det til Herman, som gik ud og tømte slangen med følgende bemærkning. ”Det er hverken BP eller Esso, nej det er sgu Pesso.

Helene og Herman lukkede forretningen i 1980-81 og blev boende et par år og afvik-lede varelageret, og i 1983 overtog Frede ejendommen. Købmandsparret flyttede ind i en andelsbolig i Faaborg. Herman tilbragte sine sidste år på Gl. Møllegård og døde i 1987 ca 78 år gammel. Helene er lige fyldt 95 år og bor på Stensvang og er desværre ret dårlig, men minderne og historierne om Dahl`s Varehus vil leve langt ud i fremtiden.

Maj 2001

Skomager Clausen og Rigmor

Ingvar Clausen var født på Langeland i 1876. Hans far var arbejdsmand og tjente til dagen og vejen bl. a. ved at slå sten. Det skal du ikke, sagde han til knægten, du skal lære et håndværk, så Ingvar blev sendt helt til Jylland, hvor han blev udlært som skomager, og efter 3 år flyttede han tilbage til Langeland. Omkring 1900 pakkede Ingvar sin vadsæk, tog færgen fra Rudkøbing og gik til fods over Fyn og endte i Horne, hvor han fik arbejde hos en skomager i Vesterballe.

Ingvar blev hurtig kendt som en dygtig og samvittighedsfuld skomager, og meget af hans arbejde var for tjenestefolk på Horne Land. På Hvedholm, som på den tid havde mange folk, var der en herregårdskokkepige, som hed Maren og var skrædderdatter fra Horne. Maren havde et par nye sko, som klemte hende, så hun klagede sin nød til Ingvar, som løste problemet, og da han fortalte hende, at han også var god til at bage pandekager og stege flæsk, var de to hurtigt på bølgelængde. Maren og Ingvar Clausen blev gift i 1902 og lejede sig ind i huset på nu Søren Lundsvej 2, hvor de ved flid og nøjsomhed sparede sammen til at bygge huset med skomagerværksted i Vesterballe 6 på den anden side gadekæret i 1905.

Clausen havde meget reparationsarbejde, men fremstillede også nye sko, træsko og træskostøvler og “fine støvler” til Horne og omegns befolkning. De bedste kunder var præsterne, som brugte håndlavede sko, og de dårligste var husmandsbørnene, som gik på bare fødder det meste af året.

Maren og Ingvar Clausen var beskedne mennesker. Indtægten fra skomager-virksomheden suppleret med gris, høns og duer i baghuset brødfødte familien, som i 1918 var vokset med 5 pigebørn. Kårene var små, men sammenholdet stærkt.

Clausens arbejdsdag var mange gange fra tidlig morgen til kl. 10 aften. En del horneboere vil kunne huske, han sad på sin forhøjning derinde bag vinduet, passede sit arbejde og holdt samtidig øje med trafikken, samt fiskede byens unger op af Glasdam, når isen var for tynd. Moderne bekvemmeligheder som f. eks. el havde han meget respekt for, da det kunne kortslutte, og der blev først lagt strøm ind i Vesterballe 6 efter Clausen døde i 1962, 87 år gammel. Maren Clausen døde i 1968, 92 år gammel.

En af de 5 piger Rigmor, var den første, der var født i huset og hun overtog nu hjemmet. Hun boede hele sit liv i det lille hus, bortset fra et år, hvor hun var på en søsters gård for at hjælpe denne. Vi kan vist godt sige, at Rigmor levede videre i sine forældres nøjsomme ånd. Fra hun blev alene til hendes død omkring årsskiftet 1993/94 var hendes eneste luksus elektrisk lys, samt en koldtvandshane i køkkenet. Ingen radio, TV, telefon eller avis, men trods disse “mangler”, var hun forbavsende godt orienteret om, hvad der skete omkring hende og ude i den store verden.

Rigmor havde også sin egen lille forretning. I ca. 50 år havde hun udlejning af dåbskjoler, rigtig flotte og som hun selv havde syet. Inde bag den lille rude stod en god gammeldags tavle med sirlig skrift: “Dåbskjoler udlejes”. Indtjeningen har nok været beskeden, men det var Rigmor også. Da hun blev folkepensionist og modtog sin pension, sendte hun det meste tilbage, for som hun sagde, min samvittighed siger, du må ikke tage mere, end du har brug for. Jeg har haft mangen en hyggelig diskussion med Rigmor, En gang blev hun halvgal på mig og sagde: Ja hvis alle levede som mig, så meget anderledes ud, og det måtte jeg give hende så meget ret i.

Vi husker Rigmor som en lille krumbøjet kone med spånkurven og trækvognen og da hun gik bort, mistede Horne igen lidt af det gamle gadebillede. Søren Lund overtog og restaurerede skomagerhuset, men alt Clausens gamle værktøj, Rigmors dåbskoler samt regnskabsbøger er heldigvis bevaret og kan ses oppe i Horne Folkemindesamling.

August 2001

HORNE TAXA

Lund, kort og godt Lund, var fornavnet, ikke helt almindeligt, men han var opkaldt efter sin mosters mand, vor nok så kendte Hornemaler, Søren Lund. Lund Rasmussen var født i Diernæs i 1917 og kom til Horne omkring 1938. Han arbejdede bl. a. på Horne Bryggeri, hos gartner Knudsen i Nørreballe og hos Johs. Kej på Gombjerggård, hvor han omkring 1950 overtog Peter Klingenbjerg`s droskekørsel og hans Ford V8 fra trediverne.

Det var ikke bare lige at starte for sig selv, men Lund, som stadig havde sit arbejde ved Johs. Kej, havde en stor støtte i sin “madmor” Betzy, som lagde telefon til og sendte ham af sted, når der blev kaldt, samt fortalte ham, når han syntes, det var for meget, at han bare skulle jokke lidt mere på den lille pedal til højre.

Lund fik stille og roligt en forretning op at stå og sagde farvel til landbruget og blev gift med Harriet fra Bjerne i 1952 og de bosatte sig på Hornelandevej 7. I starten af ægte-skabet passede Harriet Horne Frysehus, som lige var opført, men arbejdet var både lidt koldt og dårligt lønnet, og da Lunds kørsel var i pæn fremgang, tog Harriet erhvervskort, og en bil mere blev anskaffet. Dette var nu bare ikke så helt enkelt på den tid. Harriet har flere gange oplevet at blive afvist af kunder, når de så, det var en kvinde, men det tog hun med godt humør, og tiden udlignede da også problemet. 

Ford V8`eren var nu blevet afløst af 2 VW kleinbusser, som i hele Lunds karriere var hans foretrukne køretøj. Hvor mange af slagsen, de har haft, står hen i det uvisse, men i de senere år passede efterspørgslen bedre til en kleinbus og en lidt mindre, som blev Morris Monaco eller Austin Princess, en for de større selskaber og en for de mindre.

Droskekørsel, Hyrevognskørsel, Lillebil og Taxa, tiderne skifter, men resultatet er det samme. Harriet og Lund var det hele igennem, fra “handel i porten” til Taxameteret holdt sit indtog, alt ialt en spændende udvikling, som man skulle være på stikkerne for at følge med i. I de glade halvtresser og tresser var det ganske normalt, at hvis Harriet eller Lund kørte et selskab til kaffekomsammen eller anden fest, var de selvskrevne til at deltage på lige fod med de øvrige gæster. Det var ganske normalt og faktisk meget praktisk, for så var der jo ingen ventetid på en vogn, når man skulle hjem.

En forretning som Lunds var på en måde en fri tilværelse og dog alligevel, når der var et behov, skulle de være der. Tidspunkter skulle passes, privatliv var så som så, jul, nytår og andre højtider kunne være rigtig travle, og så måtte familien jo komme i anden række, det var bare betingelserne. Ferie, det var noget man holdt en til højst to dage, når det passede ind i programmet. Rita og Inge husker en tur helt til Skagen, ud en dag og hjem den næste, som en af de længste ferier.

Foruden “alt mulig kørsel” havde Lunds Taxa flere faste aftaler, som f. eks. kirkekørsel, kørsel for ældre til Gl. Møllegaard, daglig kørsel for hørehæmmede børn til og fra udvekslingsstedet i Vissenbjerg, samt andre kommunale opgaver, som sammenlagt blev til en rimelig lang hverdag med arbejdstider, som faktisk strakte sig over hele døgnet. Lund havde et utroligt godt kendskab til det lokale, hvem. der boede hvor og var gift med hvem, hvor meget jord, de havde o.s.v., og hvis han var i tvivl, så spurgte han. Kunderne var glade for Horne Taxa, man kunne stole på en aftale og var sikker på at komme godt ud og hjem. Harriet og Lund kørte “jorden rundt” flere gange med meget få uheld og havde et godt liv med bilerne og deres kunder.

Lund blev alene i 1981, hvilket tog hårdt på ham, og han kørte kun få år derefter, før han lukkede forretningen. En Horneforretning, som Harriet og Lund  skabte, og som for-svandt tillige med dem. Lund beholdt den sidste grønne kleinbus til privatkørsel og havde i sine sidste år mange gode ture med naboer og genboer til fælles fornøjelse indtil hans bortgang i 1988.

November 2001

HORNE BRYGGERI

 I 1899 blev Rørmosegård udflyttet til Horne Strandvej, og et rimelig stort areal midt i Horne by blev ledigt og købt af Jens Peter Rasmussen – 48 år og husmand i Horne. Jens Peter, som var en utrolig flittig og energisk mand, byggede Horne Bryggeri – Malteri og Røgeri i løbet af et års tid. Jens Peter var en god økonom og fik oparbejdet en god forret-ning i Bryggeriet. Han købte ca. 6 tdr. land fin jord overfor Nørrelundgård i Hornegyden og havde således både heste, køer og grise i Bryggeriets stald. J.P. Rasmussen gik på aftægt i 1916 og overdrog bedriften til sin søn Anders Peter, som var gift med Ane Jørgensen Kej fra Gombjerggård. Jens Peter Rasmussen døde i 1920.

Ane og Anders Peter havde meget at lave med fremstilling af malt, brygning af øl, tapning på ankre, udkørsel m.m. samt røgeriet, hvor folk kom med flæsk, pølser og skinker fra hjemmeslagtede grise til røgning. Det var en travl hverdag, og alt så lovende ud, men desværre blev Anders Peter ret tidligt ramt af sygdom og blev mere eller mindre uarbejdsdygtig. Han havde en dygtig kone i Ane, som kørte forretningen videre med god hjælp af brygger Lars Nielsen, Hans Peter “ølkusk”, Alfred Roulund og Søren Fr. Kej.

Anders Peter døde i 1933, men Ane med hjælpere kørte Bryggeriet frem til 1941, hvor hendes datter Mie og svigersønnen Albert Hansen, som var bager, overtog bedriften, og Ane flyttede ind i aftægtsboligen ved siden af. Faster Ane, som hun hed i min familie, døde i 1964.

I 1941 da Mie og Albert tog over var tiderne ikke de bedste. De større bryggerier gjorde alt for at kvæle de mindre eller opkøbe disse. Krigen var nået til Danmark og medførte tidligere ukendte restriktioner, alt i alt svært for et mindre bryggeri som Hornes, der sam-tidig var lidt nedslidt med materiel på ca 50 år. Alt dette lagt sammen gav selvfølgelig problemer for bryggerparret. Problemet blev dog først rigtig stort, da Albert pludselig døde i 1952 – kun 50 år gammel og Mie stod alene med det hele. Bryggeriet gik dog ikke helt i stå, med hjælp fra bl. a. S.F. Kej, som blev “brygmester” og min far, som overtog udkørsel med ølbilen til kunderne, fik Mie tingene til at hænge nogenlunde sammen.  Som dreng kørte jeg tit med på ølturene. Det var noget af en opgave at starte den gamle lastbil om morgenen. Som regel blev den slæbt et godt stykke ned ad Nørreballe, før det lykkedes, men så blev den heller ikke stoppet før, vi var hjemme igen.

Mie prøvede forgæves at sælge det hele. Dette skete ikke, men i april 1953 fik Mie en forpagtningsaftale i stand med Ellen og Frede Antvorskov, som kom fra et bestyrerjob på Tved Bryggeri ved Svendborg. Mie flyttede ind i lejligheden på stuehusets 1. sal og boede der til sin død i september 1983.

For Ellen og Frede var der rigeligt at gøre fra første dag. Udskiftning og fornyelse af forskelligt maskineri og inventar var en alvorlig mundfuld, men absolut nødvendigt, men med gåpåmod og en arbejdsdag der lå tæt på 24 timer, samt en rigtig god modtagelse af gamle og nye kunder, lykkedes det at få Horne Bryggeri & Røgeri til at fungere optimalt, og i 1958 overtog Ellen og Frede forretningen.

Tiderne skifter, alt skulle være større og konkurrencen indenfor bryggerfaget blev også større. Frede var klar over, at for at følge med skulle der investeres meget, så i stedet valgte han i 1968 at standse brygningen og gå over til depotdrift, nok en fornuftig beslutning, som også medførte en mere overkommelig arbejdsdag. Således kørte Bryggeriet/depotet frem til december 1981, hvor Ellen og Frede overdrog Depotet til Ole Thingstrup, som kørte det videre fra sin bopæl i V. Skerninge.

Når vi nu må undvære et bryggeri i Horne, kan vi til gengæld glæde os over ombygningen til ældreboliger på stedet, og Frede, som nu er alene, nyder sit otium i en af disse og kan mindes den gang, der skete noget helt andet på denne plet midt i Horne by.

Februar 2002

DYREBORG KRO/SOMMERHOTEL

 Karl Holm fra Dyreborg byggede ejendommen omkring 1878-80 og indrettede den som købmandsforretning og barbersalon. Ca. år 1900 startede den første brugsforretning på Dyreborg og blev en alvorlig konkurrent til Holm, da der ikke var plads og behov for to købmænd. En tidligere feriedreng Schrøder, som var skuespiller og fra København og med en vis forkærlighed for området, sagde til Holm: vi laver en kro. Han søgte og fik den nødvendige bevilling, Holm og Schrøder gik i kompagniskab, og dette var starten på Dyreborg Kro for ca. 100 år siden.

De to herrer kørte kroen frem til ca. år 1930, hvor kompagniskabet af forskellige grunde blev opløst, og kroen blev solgt til frk. Søbjerg, som efter kort tid igen solgte bedriften til en gammel dyreborgdreng, Johs. Skytte, som kom hjem fra Canada med dollar i lommen. Skytte byggede den “store sal” bagved i helstøbt beton, som man gjorde i USA, og solgte efter kort tid det hele til Chr. Jepsen, der drev kroen frem til 1940, hvor han lavede en byttehandel med slagter Lars Jensen, Dyreborg. >Du bliver kromand Lars, og jeg vil være slagter<  sådan, efter sigende ingen penge imellem dem, >vi bytter lige over<.

Lars fik Dyreborg Kro ind i en ny tid, han startede med at omdøbe den til Dyreborg Sommerhotel, foretog en del ændringer og nytænkning og overdrog i 1947 bedriften til landmand Lausen fra Voldtofte. Lausen foretog også lidt ændringer på hotellet, og i 1952 overtog Tormod Pedersen, konditor i Faaborg, hotellet.

Tormod Pedersen medbragte mange nye ideer, bl. a. den såkaldte rosenfest i samarbejde med danselærer Ernst Nielsen, Faaborg. Hele salen og krostuen var udsmykket med roser (22.500 stk.) og Laurits Larsens orkester stod for god underholdning. Tormod Pedersen så også muligheder i andre årstider. Når syrenerne stod i fuld flor, lavede han syrenfest og pyntede det hele op med syrener, til stor glæde for både gæster og ham selv, da han var en rigtig hyggekroman, som også gerne snuppede harmonikaen og underholdt publikum sammen med de øvrige musikere.

Tormod Pedersen solgte hotellet i 1957 til Valdemar Andersen fra Odense, også kaldt “gummi” Valde, som sammen med “hæse” Jens fra Faaborg havde det få år til Asmus Detlevsen fra Sønderjylland overtog en kort tid og solgte til Thomsen fra Ærø. Thomsen blev den sidste kromand på Dyreborg. I 1974 lukkede han hotellet og solgte det hele til kollektiv. Jeg husker tydeligt dyreborggenserne sagde, >hold da kæft – en stak “skøre” københavnere, hvad skal det dog blive til<. Tvivlen blev dog heldigvis gjort til skamme, de “skøre” og indfødte har haft det rigtig godt sammen til dato.

Fælles for alle disse kro/hotelejere var, at bedriften kun rummede krostue, senere salen og 2-3 værelser, som jo hurtigt var optaget i sæsonen, men så havde man aftaler med fiskere og andet godtfolk i Dyreborg, hvor man lejede gæsterne ind i folks private hjem, og forplejningen foregik på hotellet, et ganske smart system som virkede udmærket. I højsæsonen har man været oppe på 60-70 gæster, så der var liv i Dyreborg og travlhed i hotellets køkken, som selvfølgelig krævede en del personale. I en annonce i Faaborg Avis i 1940 kunne man læse: Dyreborg Sommerhotel, ualmindeligt smukt beliggende ved indsejlingen til Faaborg Fjord, herlig badestrand med sandbund, 1. kl. madsted, specialitet – stegte ål. Pensionærer modtages, gratis afbenyttelse af salen, proper og reel betjening. Underskrevet L. Jensen. Se det var da en annonce, der ville noget.

Der er i årenes løb foregået meget på Dyreborg Sommerhotel. Udover private fester og lørdagsballer holdt man karneval for børn og voksne, havnefester, kapsejladsfester, sygekassefester og meget mere. Traditioner har også altid været bundet til stedet, bl. a. Sct. Hans aften med stort bål i haven, nattergalbal den 12. maj og pinselørdag med stort bal til den lyse morgen. Det var den gang, sådanne traditioner blev holdt i hævd, tiden har fjernet dem, faktisk synd.

Maj 2002

Ekstra fortællinger

                                                                           

HORNE POSTHUS

Forfatter Jonna Kej

Det første posthus på Horne Land blev oprettet 1. november 1915. Indtil da var posten blevet omdelt fra Faaborg, men med den stigende postmængde var der behov for et posthus, hvorfra der kunne ordnes datidens postforretninger, og landpostbudene kunne cykle ud derfra på deres ture rundt i sognet.

Det første posthus var i et lille lokale i Horne Forsamlingshus og blev passet af fru Buch. Hun blev kun i jobbet en lille måneds tid hvorefter Cathrine Krogh-Nielsen tog over. Posthuset flyttede over på Hornelandevej 44, hvor det i mange år blev passet af først Cathrine og senere af datteren Anna. 

Anna havde i mange år en medhjælper, Alma Larsen og hun passede posthuset efter Annas død. Fra posthuset gik der hver dag 4 landpostbude ud på Horne Land, og efter-hånden syntes Alma, arbejdsbyrden blev for stor, så hun valgte at holde op med udgangen af maj 1962, hvor min mor, Inga Hansen, så blev postekspeditør, som det hed den gang. Vi skulle selv lægge lokaler til, og da vi ikke kunne overtage det hidtidige posthus, lejede vi det første år stueetagen i “Cykelsmedhuset,” indtil vi byggede på Hornelandevej 16. Pladsen var meget trang, der var kontor i den ene stue, postene fik den anden, og mine forældre sov ude i det tidligere cykelværksted om sommeren og om vinteren på et par luftmadrasser i postenes lokale.

Arbejdsdagene var lange og startede kl. 6 om morgenen med travlhed. Breve, pakker og aviser m. m. skulle sorteres, og en masse forsendelser bogføres. Kontoret var åbent både formiddag og eftermiddag med en middagspause. Alt blev ført i hånden på lister med carbonpapir og talt sammen i hovedet. Det var et stort fremskridt, da mor købte  en regnemaskine med håndsving, som dog senere blev afløst af en elektrisk, alle øvrige kontorartikler påhvilede også min mor. Der blev indtelegraferet telegrammer, som skulle bringes ud – på konfirmationssøndage var der mange, ligesom der hver søndag var åbent en times tid for udlevering af aviser og søndagsbreve.

Al omdeling foregik på cykel og i al slags vejr, og for en ny og urutineret post blev arbejdsdagen ofte temmelig lang.Når rutebilen kom fra Faaborg om eftermiddagen med Faaborg Avis måtte nogle af postene igen ud på tur. Julen var et helt kapitel for sig selv. Dengang var der virkelig både julekort og pakker. De blev sorteret op og lå overalt og ventede på, at postenes trofaste chauffører kom for at køre det hele ud. Hver post havde sin faste chauffør år efter år og på samme dato, det var nu en hel speciel stemning. I starten af halvfjerdserne havde Lars, Børge og Ejvind fået postbil, mens “den lange post” Johannes stadig cyklede i byen, og så hørte denne hyggelige service op.  

Således gik tiden indtil 1. marts 1981, hvor postene kom til Faaborg, og fra november 1986 valgte min mor at gå på efterløn, og igen flyttede posthuset og pudsigt nok tilbage til nr. 44, hvor der i mange år tidligere havde været posthus. Edel Vangsgaard Krogh blev ny postbestyrer og var det, indtil Posthuset i starten af 1992 blev til en Postbutik hos købmand Wikkelsø. Efter at have solgt både mel og gryn og ekspederet indbetalinger i nogle år, valgte Tove og Poul Erik at skippe posthuset, og siden udgangen af 1995 har Horne Land været uden posthus. I dag foregår meget elektronisk, både penge- og brevoverførelser, så fortjenesten stod ikke helt mål med arbejdsindsatsen, som også krævede ekstra personale.

Nu bliver Horne Land betjent af skiftende landpostbude i bil, og den tid er forbi, hvor det er den samme mand, der kommer hver dag og på samme tid. Tid til socialt samvær med kunderne er der heller ikke. Ofte fik posten frokost og kaffe mange steder rundt på turen, og pauserne blev somme tider temmelig lange, især hvis de sidste nyheder på både godt og ondt lige skulle drøftes, og måske skulle der lige gives en hjælpende hånd her og der. En epoke er slut, og vi kan næsten sige, vi er tilbage til tiden før 1915.

Februar 2003

Tatol i Horne

Forfatter Jonna Kej

 I godt 57 år drev Viola og Alfred Voldgaard butik på Hornelandevej 60. De første 35 år var det en Tatol forretning, men efterhånden var der kommet mange andre varegrupper ind i butikken, og da Schous regnskaber i 1970 skulle overgå til EDB, ophørte samarbejdet, og de fortsatte med at drive butikken med de allerede eksisterende varegrupper.

Alfred stammer fra Voldgården på Bøjden og havde arbejdet som karl hjemme på gården kun afbrudt af et enkelt år i Skovsbo. På gården kom urmageren fra Faldsled ofte, og da hun var i færd med at bygge Tatol forretningen, men desværre ikke magtede at fortsætte på grund af sygdom, slog Alfred til og overtog forretningen. Han var forlovet med Viola, som stammede nede fra Præstegårdsgyden 17 A, og dengang arbejdede på Hvedholm. Viola som var født i 1910 og Alfred i 1911 blev gift 1. marts 1935 og den 16. marts samme overtog de hus og forretning med møbler og alt for ca. 11.000,00 kr. Derudover skulle Schous have 2.000,00 kr. i depositum for varelager. Det var en stor omvæltning for begge parter, og folk sagde også, at det aldrig gik, men det varede i over et halvt århundrede. Alfred har stadig mange af de gamle kassebøger fra 1935 og tiden derefter, og deri kan vi læse deres omsætning pr. dag og uge. Hver uge skulle de afregne med Schous, de fik selv 10 % af omsætningen, som lå på ca 300,00 kr. og fortjenesten på 35,00 – 40,00 kr. Det første år blev der solgt for 17.900,00 kr. med en fortjeneste på 2.685,00 kr.

Varelageret var udsædvanligt righoldigt, man kunne købe næsten alt lige fra kolonial, isenkram, tøj, sko og støvler og efterhånden også legetøj. Det var sjældent parret måtte beklage, at de ikke havde netop den vare, som kunden ønskede. De var også de første i Horne sogn som solgte 00 toiletpapir, og da det jo var en ret “intim” vare, var det ofte Viola, som måtte ekspedere, ligeledes da de begyndte at sælge hygiejnebind.

I mange år solgte de også benzin, de første år var det via en grosserer i Ringe, men senere blev de forhandler af Gulf. I 1946 fik de en stander mere, så de både solgte almindelig benzin og diesel. De solgte også petroleum, som blev pumpet op i 5 liter glas og tappet derfra. Benzinsalget sluttede i 1973.

De var gode til at fordele arbejdet mellem sig, Viola passede mest forretningen, hun var nok også bedst til at forstå de ind imellem lidt trælse kunder, medens Alfred tog sig af den udvendige vedligeholdelse og under krigen tillige andet forefaldende arbejde, så som opkrævning af forsikringer, avl af angorakaniner og kørsel med tørv. I mange år havde Alfred også to vareture, tirsdag til Knold og torsdag til Bøjden. Da kunderne dengang ikke havde telefon, kørte han ud om formiddagen og modtog bestilling og så ud igen om eftermiddagen med varerne. Oven i varerne lå der altid et kræmmerhus bolcher, og Alfred kan stadig lave et kræmmerhus. Alfred fik sin første bil som 18 årig og har netop fået sit kørekort fornyet for 18 gang, men under krigen foregik vareturene på cykel og ofte med Tonni på stangen, så Viola kunne få ro til at passe sine gøremål. I årene efter krigen og til 1959 havde han tillige biludlejning. Da aftalen med Schous ophørte i 1970 var den eneste ændring stort set kun, at de fik håndkøbsudsalg af medicin og skiltet på huset med Tatol blev skiftet ud med et hvorpå der stod Voldgaard.

Den 2. maj 1992 lukkede parret forretningen, og har aldrig fortrudt, hverken at de blev ved så længe, og heller ikke at de lukkede. De fik nogle gode år sammen som pensionister, og efterhånden svigtede Violas helbred, men hun nåede dog at oplære Alfred i madlavningens kunst, så han hver dag som altid spiser to retter varm mad kl. 12. Viola døde sidste år på Præstekærgård og Alfred har stadig sin gang på Hjemmet hvor han aktivt deltager i aktiviteterne, desuden spiller han også petanque et par gange om ugen. Han kan også gå ned i butikken nedenunder og lade minderne vandre ved at se på hylderne, hvor der stadig er både lidt inventar og enkelte varer tilbage.

Maj 2003

”Lyø Kro/Dybbølbo”

Forfatter H.H. Bang og Jonna Kej

Fra en af de 3 nuværende ejere af Sinebjergvej 47, Hans Henrik Bang fra Bov, har jeg fået en flere sider lang historie om huset, som er omskrevet i en forkortet udgave.

Huset er bygget i 1851 af træskomand Hans Krog og hans kone, Maren. Hans døde allerede i 1856, og Maren, som var 20 år yngre, døde flere år senere.

Den næste ejer blev Hans ”brugs” Jensen, som købte huset i 1866. Tilnavnet brugs fik han, fordi han oprettede en forretning på initiativ af beboere langs Bjerne Langgyde. Dengang skulle der stå en forening bag, hvis man oprettede forretning uden for købstæderne, så hver søndag formiddag samledes beboerne hos Hans brugs og planlagde indkøbene.

I 1914 kom der nye love, så man måtte oprette købmandsforretninger på landet, og samme år købte Marius Nielsen Kjærgaard huset og lavede brugsen om til en almindelig købmandsforretning. Han og hans bror var fiskere og boede i Horne, men da de ikke kunne enes om fiskeriet, skiftede Marius erhverv. Marius var gift med Karoline Martine Krog, hvis far var væver i Bjerne.

Den 12. marts 1926 købte Marius Kjærgaard et stykke jord fra Bybankegaard, så han kunne udvide sin forretning. Han var en meget energisk og driftig mand, og ud over sin købmandshandel handlede han også med korn og grise og havde en lille lastbil, som han kørte rundt med. Den samme lastbil brugte han også til persontransport. Han udvidede bygningen med et stort rummelig udhus med to porte i gavlen, så der var plads til hans lastbil og en stor luge i loftet, så han kunne hejse ladet til henholdsvis grise- og persontransport op. Der blev også plads til både heste, høns og grise. På loftet var der hylder, og her stod bl. a. kasser med porcelæn og andet service til 100 personer. Når kunderne holdt gilde, blev porcelænet pakket i kasser og kørt ud af købmanden, og når de købte vin og andre drikkevarer til deres fester, lånte Marius servicet gratis ud, og der var oven i købet gratis udlån i op til et halvt år.

Som følge af sin lastbil- og droschekørsel var Marius ikke meget hjemme, men han havde heldigvis en energisk og bestemt kone, som passede forretningen. Martine gik med krykker, og hvis der var for meget larm mellem kunderne, hamrede hun med krykkerne og skælde ud. Datidens mange kuske på mælke- og kornvogne og fiskere, som jævnligt kom forbi, gjorde gerne holdt ved købmændene, på den tid var der to i Bjerne, for at få en pause og en lille tår over tørsten. Så var de rustet til at køre videre, og måske kom de også ind på tilbagevejen. På visse tidspunkter af dagen holdt der så mange vogne ved forretningen, at det fik mange af konerne på nabogårdene til at vente med at sende deres børn hen at handle. Sæt nu de lærte noget galt.

Navnet Lyø Kro kommer måske af Lyø eller fordi, man her fandt ly. I hvert fald havde vagabonderne de første år efter de nuværende ejeres forældre havde ovetaget ejendommen, svært ved at forstå, at det nu ikke længere var et sted, man kunne gøre stop og få en øl. Der havde også været købmandsforretning der i ca. 100 år.

I 1952 valgte Marius og Martine at stoppe, og i stedet overtog datteren Kirstine og hendes mand, Andreas Bønneland Rasmussen, som var forvalter på Horne Trælasthandel, forretningen. De boede på Hornelandevej 7 og byttede hus med det gamle købmandspar. I 1963 var udviklingen løbet fra de små forretninger på landet, og Kirstine og Andreas solgte forretningen og flyttede til Svendborg. Andreas blev forvalter i et firma dernede og arbejdede der nogle år. Han døde i 1974, mens hans kone levede til 1997. Huset blev købt af Hans Oluf C. Bang, som var født i Faaborg, og hvis søster var gift med pastor Harald Rasmussen her i Horne, og han kaldte det nu Dybbølbo efter sin tid som sognepræst i Dybbøl. Huset er i dag ejet af H.O.C. Bangs børn og bruges til fritidshus af hele familien, som holder meget af at være på Bangs smukke fødeegn.

August 2003

En skæbnesvanger nat

 Horne Præstegaards brand i 1952

 Forfatter Jens Bang

I år er det netop 50 år siden, Horne Præstegaard brændte. Mange her i sognet kan sikkert endnu huske det. Jeg kan ihvertfald, for som søn af pastor Rasmussen boede jeg  jo der sammen med min familie, da det skete, og oplevede således ildebranden på allernærmeste hold. Jeg skal her prøve at fortælle lidt om denne skæbnesvangre nat, som den stadig står for mig i erindringen.

Vi var lige kommet hjem et par dage før fra en campingtur til Svejts i vores gamle Ford 29. Jeg kan endnu  se min far give bilen et venligt klap på køleren og rose den for at have bragt os de mange kilometer frem og tilbage uden et eneste uheld på turen. Lidet anede han, at det også skulle blive dens sidste.

Jeg husker aftenen den 28. juli 1952 som en stille, lun sensommeraften, lidt mørkere end nutildags, for sommertid kendte man jo endnu ikke. Alt åndede fred og ro i præstegårdshaven. I staldene rumsterede dyrene, mens småfuglene gik til ro i det mørke løv under trækronerne.

Ved midnatstid var alle gået til sengs, og jeg lå og læste i gavlværelset ud mod haven ved siden af min bror, HC, som allerede sov dybt. Pludselig hørte jeg lyden af, hvad jeg først troede var et voldsomt haglvejr, men snart lød stærkere, som om 1000 haglbøsser blev fyret af på en gang. Jeg for hen til vinduet, og herfra så jeg, at “glughullerne” i klosterets stengavl var blevet til to hvidglødende øjne. Hen over taget føg gnister og røg, og havens store træer stod fuldt oplyst i et underligt bølgende rødbrunt skær. Det indtryk har jeg altid senere forbundet med det gamle uhyggelige ord for ildebrand, “den røde hane”.

De næste få minutter står for mig som en stor forvirring. Jeg ruskede min bror op, så han kom ud af sengen. Panikslagen og halvvejs i søvne fulgte han med ind i mine forældres soveværelse. Her var min mor allerede ude af sengen. Hun stod i natkjole med udslagent hår ved vinduet ud mod gården og vred hænderne, mens hun råbte i fortvivlelse: “Præstegården brænder”. Ude i gården var det et stort inferno af lysende ild. Det gamle lindetræ midt på pladsen svajede som i en voldsom storm, flammerne nåede helt ind mellem dets grene og antændte det, som var det et vissent juletræ.

Forinden var min moster, Ellen Bang, allerede kommet ned fra loftværelset i østgavlen, hvor stuehuset var bygget sammen med den stråtækte længe med konfirmandstuen. Hun var blevet vækket af ildens knitren og havde måttet løbe ned gennem trappeskakten, som allerede var fyldt med røg. Endelig dukkede min storesøster, Kirsten, også op, hun havde været nede i kælderen at redde vores hund, Rowdy, førend hun gik ind i stuen og alarmerede Falck over telefonen. Værst gik det hele nok ud over min lillesøster, Bodil, som kun var 13 år på det tidspunkt. Hun fik et slemt chock, da hun blev vækket, og græd trøstesløst hele tiden.

Vi undslap nu alle ud af havedøren mod nord, og straks begyndte folk at dukke frem af mørket og redningsarbejdet kom igang. Jeg kan endnu se vores nabo, Jørgen Stage, komme løbende krumbøjet som den første nede fra haven. Det lykkedes min far at redde den seneste kirkebog ud fra det brandsikre skab ovre i den stråtækte fløj. Iøvrigt blev alle de andre bøger i skabet og det meste af fars bibliotek reddet af brandvæsenet, som konstant holdt sprøjterne hen over denne del af huset ude fra alléen.

I stuehuset fungerede det elektriske lys endnu en tid, og vi styrtede alle ind for at slæbe møbler og andet indbo ud i haven. Selv kan jeg huske, at jeg bar i den ene ende af klaveret ned ad den store havetrappe.

Et øjeblik efter kom Carl Udenby løbende ned ad havetrappen med det lille egetræschatol med alle mors fine mocca-kopper. På vejen snublede han og tabte møblet, så et af benene brækkede af, og alle kopperne raslede rundt indeni. Jeg skal aldrig glemme min mors ansigt, da hun stod og så på det; men senere viste det sig nu, at kun en af kopperne var blevet beskadiget. Snart gik lyset ud, og tagstenene begyndte at falde ned, mens ilden rasede frem på stuehusets loft. Så kom brandchefen og sagde, at vi ikke måtte gå derind mere. Gennem vinduerne kunne man se den gamle venetianske glaslysekrone smelte og dryppe ned fra loftet i den store stue. Til sidst væltede de fire skorstene, en efter en. Da den ved køkkenet faldt, kunne jeg tydeligt høre mit “medicinskab”, som jeg havde lavet i sløjd i skolen, eksplodere. Det var fyldt med salpeter og svovl, som blev brugt til fremstilling af hjemmelavet krudt. En grøn flamme skød lodret op i luften, og der kom min brors stråhat, som han havde købt som souvenir i Italien, svævende højt oppe over det hele og landede uskadt på plænen.

Det var egentlig ret imponerende, hvad vi fik ud, når man tager i betragtning, at det ikke tog meget mere end en halv time, før ilden tog over. Dette skyldtes udelukkende, den fantastiske hjælp, som blev ydet på stedet af de tilløbende folk. Her skal nævnes, at vor genbo, Kristine Knudsen, netop den aften sad oppe og vågede over sin svigerfar, den gamle murer Hans Knudsen Udenby, der lå på det sidste og også afgik ved døden senere samme nat. Derfor så hun branden med det samme og var i stand til tidligt at alarmere naboerne. Alligevel brændte meget. Der var jo 32 møblerede rum i den gamle præstegård. Bl.a. mistede vi alt det københavnske porcelæn, og næsten alt beklædningstøj og sengetøj gik op i flammer. Det reddede indbo blev straks dækket med presenninger under politiets opsyn.

Indtil nu har min beretning koncentreret sig om, hvad der foregik i og omkring stuehuset, altså der, hvor jeg selv befandt mig under branden. Med hensyn til de andre længer, kan jeg fortælle, at ødelæggelserne her blev fuldbyrdet på meget kortere tid. Brandvæsenet, dvs. Falck fra Faaborg, som ankom meget hurtigt efter, at de var blevet alarmeret, og CF-kolonnen fra Sandholt, som kom, efter deres egen brandvagt havde set ildskæret på himlen, kunne i realiteten ikke gøre noget for at redde de gamle, stråtækte bygninger, som nærmest eksploderede i ilden. Hertil kom, at det kneb for brandvæsenet at få vand, som måtte hentes helt ude fra branddammen på engen nær Jørgen Stages mark. Man kan næsten godt sige, at det eneste positive resultat af brandvæsenets indsats var den allerede beskrevne sprøjtning over det brandsikre skab med kirkebøgerne. Det var således umuligt at komme ind på selve gårdspladsen, og man stod hjælpeløst overfor kreaturerne i den vestlige længe, hvor der var stald, lade og vognport. 9 køer, 1 tyr, 1 so og 6 grise tilhørende forpagter Valdemar Lund indebrændte. De ulykkelige dyr brølede hjerteskærende ud fra de brændende bygninger, indtil de blev bedøvet af røgen. Her brændte også vores bil og de fine gamle hestekøretøjer til fornemt brug, den tohjulede jumbe og den firhjulede charabanc med vognfjæle og bænke dekoreret med indlagt træ. Heldigvis stod karlekammeret tomt, og hestene var ude på marken. Det var også godt, at det ikke blæste. Ellers kunne ilden let have bredt sig til Vesterballe, hvor næsten alle bygningerne dengang havde stråtag.

Kl. ca. fire om morgenen, den 29. juli, var det hele overstået, og Horne Præstegaard var reduceret til en stor rygende ruinhob. Det havde været et frygtelig bål, som kunne ses helt fra Dreslette og Bregninge kirke. Forsvundet var en af de smukkeste, historiske præstegårde i hele landet, med den statelige, tegltækte hovedbygning fra 1864, den stråtækte østlænge i bindingsværk med konfirmandstuen, porten og hestestalden opført af Horne-præsten, Jørgen Nielsen Pougdal i 1688, og syd- og vestlængerne med lade, vognport og stalde fra ca. 1750. Kun de massive stenmure om den middelalderlige bygning, “klosteret”, stod mere eller mindre uskadte tilbage.

Årsagen til branden blev aldrig opklaret. Der var mistanke om, at branden var påsat, denne forstærkedes, da Nørlundgård i Nørreballe året efter brændte under mystiske omstændigheder. Men nogen afgørende bevisførelse eller indrømmelse forelå aldrig.

For mig selv betød branden ikke alene tabet af vort dejlige barndomshjem, men også et punktum for mine drengeår i Horne. Efter et kort ophold på Alderdomshjemmet, som min familie og jeg, modsat så mange andre, slap levende fra, rejste jeg først til København, så senere ud i den vide Verden og dermed langt væk fra Horne i mange år. Men kommer man nu tilbage og går en tur i præstegårdshaven, som egentlig ligner sig selv med den nye præstebolig placeret på samme sted, som den gamle og det nydeligt restaurerede kloster, så behøver man blot at knibe øjnene lidt sammen, og de gamle længer kommer lyslevende frem igen. Og monstro, om ikke manden med hovedet under armen, som Valdemar Lund fortalte os drenge om, stadig løber hen over hanebjælkerne under stråtaget i den gamle bygning ved midnatstide?

August 2002

Gl. Møllegård som Plejehjem i 42 år

Forfatter Sonja og Knud Mogensen

Tidligt om morgenen den 1. dec. 1956 ankom vi med flyttevogn til Gl. Møllegård. Det var en smuk klar morgen med rimfrost på træerne i Svanninge Bakker og udsigten over Horne Land var pragtfuld.

Vi var blevet gift ½ år før og var ansat som kokkepige og assistent på Herfølge Sygeplejehjem v/ Køge, da vi hørte, Gl Møllegård var til salg, Vi fik forbindelse til Karen Jørgensen, som ejede Gl. Møllegård. Hun var blevet enke året i forvejen og ville gerne af med det store hus.

Karen Jørgensen var meget interesseret i, der blev oprettet Plejehjem i hovedbygningen, da hun selv havde haft tanker om at drive pensionat. Ved ankomsten stod huset derfor klar med 10 opredte senge – vi kunne gå i gang med at annoncere efter beboere. På det tidspunkt var det ikke almindeligt, der fandtes Plejehjem ud over i de større byer. Hvis de ældre var for dårlige til at bo på alderdomshjem, blev de som regel passet i hjemmet af familien. – Rundt omkring i landet var der blevet oprettet en del private Plejehjem i store villaer og gamle skoler, som blev købt af uddannede diakoner fra Diakonskolen i Århus eller Kolonien Filadelfia.

De første to beboere kom fra Ryslinge og inden jul havde vi 2 mere fra Horne, og i løbet af de næste par år fik vi forbindelse til Langeland og det meste af Fyn.

Den gamle hovedbygning var ikke særlig velegnet til plejekrævende beboere, som skulle bæres op og ned ad trapperne hver dag. I tordenvejr turde vi slet ikke have nogen ovenpå, så det kunne ske, vi måtte bære dem ned og op igen et par gange på en nat. – Tanken om at bygge nogle praktiske værelser ved jorden meldte sig derfor ret hurtigt, så den gamle staldlænge blev revet ned og de første 21 værelser på 12 kvt. med håndvask blev taget i brug i 1960.

Vores mål var at skabe et bofællesskab for de mest plejekrævende ældre, som ikke kunne klare sig på alderdomshjem. Byggeriet fortsatte derfor de næste år med nye værelser, spisestue, dagligstue, fysio- og beskæftigelsesterapi, samt kirkesal. Værelserne i den gamle bygning blev nedlagt og vi følte, vi havde fået et godt sted, hvor vi kunne arrangere underholdning, sang og gudstjeneste, hvad de jo ellers var afskåret fra at deltage i. Vi fik også indrettet en lille købmandsbutik, som 2 af beboerne delvis passede.

Alle værelser påfyldte datidens krav, men fra 1968 skulle kommunerne have overenskomst med plejehjem, og vi fik tilsyn af amt og kommune, hvilket fungerede tilfredsstillende. Også samarbejdet med kommunerne fungerede udmærket, selv om der kunne opstå problemer med de skiftende socialudvalg. Men kravene til plejehjemmene blev efterhånden større, og vi indså, hvis vi skulle klare os fremover, var det nødvendig med yderligere udbygning.

Vi fik derfor udarbejdet tegninger til en støre udvidelse med 90 værelser, men kunne ikke få det godkendt på grund af nye love angående størrelser af private hjem. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev vi opfordret til at bygge 60 nye værelser, hvilket bevirkede, der blev stillet krav om, at Gl. Møllegård skulle omdannes til en selvejende institution. Dette gik vi med til, og der blev dannet en bestyrelse bestående af 3 diakoner og 2 lokale repræsentanter. Den selvejende institution overtog Plejehjemmet fra den 1. april 1970, hvorefter byggeriet kunne gå i gang, og i december 1974 kunne vi så indvie et fuldt moderne plejehjem til 70 beboere.

Personalemæssigt skete der også meget i årenes løb. De første år var det unge piger, der blev oplært i plejen, efterhånden fik vi også mange gifte medhjælpere fra Horne sogn. Her havde vi en god medarbejderstab, som vi tænker tilbage på med taknemmelighed, da de var en uvurderlig hjælp for os. Men efterhånden blev der stillet krav om uddannelse og i 1973 blev vi af Sundhedsstyrelsen godkendt som uddannelsessted til 36 sygehjælpere – I årene forinden havde vi også haft diakoner og sygeplejersker, samt fast læge tilknyttet.

Vi følte os godt rustet til fremtiden, da vi med de gode rammer havde mulighed for at beboerne kunne samles i Cafeteriet, et yndet opholdssted om eftermiddagen, når de fik besøg. Her kunne de udveksle nyheder og havde mulighed for at invitere gæster til spisning ved fødselsdage, ofte med 3 retter mad og cognac til kaffen. Vi oplevede, at mange livede op, når de kom på plejehjem og følte sig trygge ved, at der var plejepersonale døgnet rundt og dørene kunne stå åbne ud til gangen, så de kunne følge med i de forskellige aktiviteter.

Om formiddagen var der som regel stort besøg såvel i beskæftigelsen som i fysioterapien, hvor det også gav et frisk pust, nå dagplejebeboerne kom på besøg.

Der blev som regel holdt gudstjeneste hver 14. dag i kirkesalen, det hørte med til sognepræstens embede, og der var altid god tilslutning.

I mange år holdt vi juleaften som i et almindeligt hjem. Vi arrangerede selv gudstjeneste kl. 16 og spiste middagen kl. 18. –Dette måtte vi dog lave om de senere år af hensyn til personalet. Så længe det kunne lade sig gøre, holdt vi også nogle dejlige store fester om aftenen med deltagelse af personalet og med god underholdning, men da vi efterhånden blev ramt af sparekrav, måtte det foregå om eftermiddagen i stedet for.

Samtidig med at Gl. Møllegård var vores arbejdsplads, var det jo i høj grad også vores hjem, og et godt sted for vores 4 børn at vokse op. Fra de var helt små, var de med rundt på afdelingerne og tilbragte meget tid på stuerne hos beboerne, eller ”hjalp” til i køkkenet. Den dejlige store have gav mange muligheder for udfoldelse både sommer og vinter.

Når vi som diakonpar skal afslutte dette lille tilbageblik om tiden på Gl. Møllegård, må det blive med nogle tankerom, hvorfor vi ønskede at drive plejehjem.

I begyndelsen var der brug for et alternativ til den pleje, kommunerne tilbød. Tanken var at drive et holdningspræget hjem ud fra diakoniens tanke om næstekærlighed, ikke i od, men i gerning. Da vi i 1970 måtte omdanne plejehjemmet til selvejende institution, var vi med til at oprette Landsforeningen af Plejehjem ved diakoner, som var en sammenslutning af private hjem, ejet af diakoner. Det betød, vi kunne fortsætte som holdningspræget hjem med diakoni som hovedformål.

Men for at skabe gode og hjemlig forhold for så mange beboer, var det altafgørende at have en stab af dygtig og positive medarbejdere, og det fik vi mange tilkendegivelser på at vi havde, både fra beboere og pårørende. Vi føler derfor, en stor taknemmelighed til alle, der igennem årene var med til at gøre Gl. Møllegård til et godt hjem og en god arbejdsplads.

Vi er taknemlige for de 42 gode arbejdsår med mange gode oplevelser vi fik på Gl. Møllegård, og det kom selvfølgelig bag på os at Hjemmet så hurtigt blev overtaget af kommunen og snart skal nedlægges.

Men udviklingen inden for ældreforsorgen er gået stærkt de senere år, og vi kan derfor kun ønske en god fremtid for Gl. Møllegård som efterskole.

November 2002