Dyreborg Bådebyggeri
Det lå ikke ligefrem i kortene, at den lille dreng, som blev født på Tåstebjerg i 1935 som nummer tre ud af en søskendeflok på syv, skulle blive en meget dygtig bådebygger med eget selvbygget værksted på Dyreborg. Den lille dreng blev døbt Niels Erik Milling Hansen.
Niels Erik blev udlært hos Carl ”Jolle” i Faaborg og blev der et stykke tid efter, han var udlært. Fik så arbejde på et værft i Vejle, men da hans Triumph motorcykel ikke kunne stå under tag, rejste han derfra igen og kom så til Ejvinds Bådeværft i Rantzausminde. Horne trak i den unge mand og måske også en ung pige, Tove, som han blev gift med i 1959. Han arbejdede nogle år sammen med Thorvald Ingildsen, hvor de havde større byggeopgaver. Det varede dog ikke så længe, for så kom Niels Erik ud til tømrerne Jeppesen og Jensen ved Assenskorsvejen. De første år, de var gift, boede de først i Bjerne hos Toves far, og her fik de Glenn, og dernæst i Nørreballe, hvor Kent blev født. Samtidig med Niels Erik var tømrersvend, byggede han også både i sin fritid i en lade omme hos Margrethe Lund på Lundsgaard. Nu havde han også fået mod på at bygge sit eget, så han byggede et hus med værksted i kælderen ude på Dyreborg, hvor de flyttede ind kort efter den tredje søn, Lenny blev født i 1963.
Nu kunne han så stå hjemme og bygge joller i sin fritid i kælderen og købte maskiner, som blev flyttet med over i værkstedet, som han byggede i sidste halvdel af tresserne, og de stod der lige til Niels Erik stoppede. Først da værkstedet var færdigbygget. stoppede han på arbejdsmarkedet, for nu var der nok at lave derhjemme med at bygge både. Der blev kun bygget både på bestilling, for der var ikke tid til at bygge til lager. Annoncere gjorde Niels Erik heller ikke, alle bestillinger foregik via mund til mund-metoden, men ikke via telefon, for det forstyrrede hans daglige virke. Han havde konstant bestilling på fem-seks joller og kunne for den sags skyld let beskæftige tre-fire medarbejdere, men det ville bare betyde mere arbejde for ham, og jobbet som ulønnet regnskabsfører, og det havde han ikke lyst til at bruge sin fritid på. Ingen båd var for stor eller lille for Niels Erik. En rig amerikaner havde set en af hans både et sted på Sjælland og syntes så godt om håndværket, at han kontaktede Niels Erik og bestilte en lidt speciel motorbåd. Da skibet var færdigbygget blev det læsset på en blokvogn og kørt til Faaborg. Her blev det sat i vandet og sejlet til Hamburg, og herfra gik resten af turen til USA via skib. Hvis det var et stort skib, der skulle til Faaborg, måtte Elværket ofte med af hensyn til ledningerne, og Niels Erik gik selv forrest hele vejen for at sikre sig, at alt gik korrekt til.
I 1978 byggede han en båd, tegnet af Knud Olsen i Bandholm og bestilt af gasværksbestyreren i Svendborg. Ud fra tegningerne byggede han derefter en til sig selv også. Hans egen båd lå for svaj ud for Bådebyggeriet. Samme år byggede han også en lang bro overfor huset, hvorfra han kunne søsætte nogle af de mindre joller. Lidt større både blev søsat fra Dyreborg Havn, mens de helt store blev transporteret til Faaborg og søsat der. Niels Erik tegnede de fleste både selv, men fik også hjælp af John Sørensen, som tegnede både for Lindø Værftet. Bådene var som regel klinkbygget og ”bredrøvet”, da de lå stabilt i vandet. Bådene blev kaldt for Dyreborg Joller. Der er desværre ikke tal på, de antal både, han har bygget, men blandt andet har han bygget små tyve både til Åfarten i Odense. Måske er det en af de både, vores to piger var ude at ro i for mange år siden, men det kneb nu lidt for dem at finde ud af, hvordan de skulle ro, men heldigvis var der en venlig mand, som fik dem sat i den rigtige retning.
Niels Eriks faglige dygtighed rygtedes åbenbart vidt omkring, for en dag henvendte Jørgen Krogsgaard, som stammede fra Korinth, sig på Nationalmuseets vegne og spurgte, om han ville bygge et møllehjul til Hattebæk Vandmølle. Det havde han aldrig prøvet før, men med lidt faglig hjælp fra en gammel møllebygger i Vester Aaby gik han i gang med projektet. Det var noget af et arbejde. Møllehjulet var omkring tre en halv meter højt og vejede to et halvt tons, det meste af hjulet var lavet af egetræ, mens skovlbladene var af douglasfyr. Alt metalarbejdet blev lavet af.broderen, Kaj. Møllehjulet blev bygget hjemme ved værkstedet og det tog ham kun ca. 14 dage at bygge sådan et hjul. Det blev ikke det eneste møllehjul, Niels Erik byggede, men han gjorde det kun, når han havde tid. Bådene kom trods alt i første række. Han leverede også til Holme Møllegård på Nordfyn, Kåls Mølle i Assens samt til Egtved og Djursland. Efterspørgslen af hans pertentlige arbejde hænger måske også sammen med hans priser, der som regel kun dækkede materialerne og hans timeløn. Hvis bådene så blev videresolgt, var det til langt højere priser.
Bådene blev bygget af lærk på eg, og træet kom direkte fra skovene, hvor Niels Erik havde været ude og udvælge de rigtige træer. De blev så savet op i passende størrelser på Hundstrup Savværk og transporteret hjem, hvor de blev barket af, og så blev det pindet op, så det kunne tørre. Hvis skovejeren havde nogle nedfaldne krogede grene fra egetræer, blev Niels Erik ofte bilbudt dem billigt. Jo mere kroget, jo bedre. De blev brugt til indvendige spander.
Således gik Niels Eriks liv med at bygge både og møllehjul, når der var tid til det, lige til oktober 1998, hvor han desværre blev syg. Han døde i februar 2011 efter et langt liv med træ, både derhjemme, men også i hans elskede skovplet ved Jordløse, hvor han holdt meget af at gå og hygge sig. Tove og Niels Erik fik fire drenge, og to af dem blev udlært tømrer, men ikke bådebygger. Den yngste, Bredo født 1968, reparerer dog både ind imellem andet tømrerarbejde. Han kører rundt til mange fynske havne og reparerer mange af de både, hans far byggede og også fremmede både. Hans ekspertise inden for faget er lige så stor som sin fars.
Jonna Kej
