En lille vinterhistorie om benzin af Martin Kej

En lille vinterhistorie om benzin

 Her i februar, som i hvert fald for år tilbage, var den værste vintermåned, min mor kaldte den altid for ”den lille gale”, går tankerne pludselig tilbage til en februar omkring 1960, hvor jeg havde, synes jeg selv, en ganske morsom oplevelse, og i den februar, historien her omhandler, var det rigtig vinter med frost og sne, men for at få historien til at hænge sammen, kræver det en rimelig lang indledning.

Jeg var nogle måneder før blevet ansat som arbejdsdreng på Horne Auto- og Traktorværksted, nu Horne Auto. Det var meget almindeligt den gang, at man skulle være arbejdsdreng et år eller to før lærekontrakten blev skrevet og efter fire år var svendebrevet normalt hjemme. For mit vedkommende var jeg arbejdsdreng i 32 år og fik aldrig noget svendebrev. Det nærmeste var et eksamensbevis fra Faaborg Handelsskole, der med en masse TG ér lige kunne slæbe sig igennem. Nå, det var et sidespring. Vi skal tilbage til værkstedet, hvor jeg som yngstemand bl. a. skulle passe benzintanken. Det foregik således, at når kunderne holdt derude, satte de hornet i bund, og så var det bare at smide, hvad man havde i hånden og styrte derud og fylde for en tier på køretøjet. (Det første benzin, jeg solgte, kostede 86 øre/literen)

Når gårdmændene, der ellers ikke havde særlig travlt til hverdag, holdt ved benzintanken, havde de altid meget travlt og mente de, der gik lidt for lang tid, blev jeg mødt med en eller anden spidsfindig bemærkning, f.eks.: Nåh, var du faldet i søvn eller du sad måske på lokum? Til sidstnævnte svarede jeg en gang: Ja, jeg fik brunkål i går, hvad der kostede en irettesættelse fra mester Edvin, man svarede ikke kunden igen.

Det største problem var, at på sådan et mekanikerværksted kunne der nemt være meget støj, og så var det let at overhøre benzinkunderne udenfor, og så var ”Fanden løs”. På et tidspunkt var der et eller andet lyst hoved, der opfandt en alarmordning, der skulle løse problemet. Det bestod i al sin enkelthed af en gummislange på en seks-otte meter lagt ud vinkelret for benzintanken. Den yderste ende af slangen var lukket og i den anden ende var der en lille gummimembran, der, når bilen kørte over slangen, påvirkede et kontaktsæt, der via en akkumulator var forbundet til en klokke eller et gammelt tudehorn inde på værkstedet. Systemet var ikke helt tosset, men alligevel ikke helt stabilt. Den størst fejl var den lille membran, der havde en kort levetid og skulle skiftes ret tit. Førstesvenden på værkstedet, Helge, der kunne lave det umulige, hvis han ville, fik til opgave at løse problemet.

Efter utallige mere eller mindre vellykkede forsøg med forskellige gummityper, fandt Helge ud af, at et kondom var det bedste. Det var tilpas blødt og smidigt, og holdbarheden var også betydelig bedre, selv om det skulle skiftes af og til. Materialet blev købt hos vor lokale frisør og altmuligmand, Palli barber (Rasmus Jakobsen), og så gik Helge i gang med saksen. ”Tutten”, det yderste af gavtyven kunne ikke bruges. Den klippede han af og med et svedent grin smed han den hen til mig: Værsgo dreng, den kan du få og ”øve” dig med. Resten blev derefter sirligt klippet ud i passende størrelser. Systemet blev betydeligt forbedret, men alligevel var holdbarheden begrænset. Det var en stiltiende aftale, at første mand, der mødte om morgenen, lige skulle træde på slangen for at se, om det virkede.

Den kolde februar morgen var jeg den første, der trådte, og det virkede ikke. Jeg gik i gang med udskiftning af membranen. Kort tid efter kom mester Edvin, Nå virker lortet ikke, nej den er sprungen igen, fint sagde han, jeg henter lige en anden, men reserveæsken var tom. Edvin trak et par mønter op af lommen og sagde, stik lige ned til Palli efter en æske gummimænd. Edvin kaldte dem altid gummimænd, så det var jeg overbevist om, var den rigtige benævnelse. Jeg begav mig til fods de få hundrede meter derned, da det på grund af snestorm var umuligt at cykle. Jeg var klar over at på dette tidspunkt var han i mejeriudsalget, men så var det hans kone, Marie, der passede biksen, og Marie vidste godt, hvad vi brugte de sjovere til på værkstedet.

Til min store rædsel var det hverken Palli eller Marie, men derimod deres datter, Hanne, der passede butikken den morgen, og hun vidste garanteret ikke noget om vores benzinalarm på værkstedet.

Hanne var en virkelig flot ung pige på et par og tyve år med de forskellige spændende ting sat på de rigtige steder, sådan en, vi knægte vendte os om og kiggede efter uden rigtig at vide, hvorfor vi gjorde det, og så er vi fremme ved pointen i denne historie, hvor du kære læser, skal prøve at se situationen for dig.

Det var mandag morgen kl. 7.30 midt i februar. Det var en forrygende snestorm og hundekoldt, og så står der en femtenårs knægt, hvid af sne, rystende at kulde med huen ned over ørerne og snottet drivende ud af næsen og beder om en æske gummimænd. Jeg glemmer aldrig de øjne, Hanne sendte mig. Til gengæld blev jeg heller aldrig klar over, om hun var forarget eller imponeret.

Benzin i Horne

I 1960`erne havde vi fire benzinstationer inden for de nuværende byskilte i Horne. De lå som perler på en snor, man kunne se fra den ene til den anden. Arne Rasmussen med Caltex, Edvin Mogensen med Shell, Tatol havde Gulf og Anna Rye BP. (Købmand Bild, nu Spar havde haft Esso, men den var lukket). Tager vi Bøjden og Dyreborg med, bliver det til 4-5 stykker mere, så Horne Land var godt forsynet med benzintanke. I dag er bilparken mangedoblet og kører meget mere end den gang, og alle tankene er borte. Det passer ikke rigtigt sammen

Shell ved Horne Auto overlevede dem alle sammen til den 30. april 1999, hvor den lukkede.

 Martin