Horne Afholdshotel/Afholdscafeen
Et hotel i Horne – hvad siger I så? Godt nok et afholdshotel, men alligevel, Horne Afholdshotel, Hornelandevej 19 blev i 1926/27 bygget og startet af Mathilde og Andreas Nielsen, et par driftige horneboere, der i tidens løb havde sat mange ting i gang. Deres oprindelige plan var et ”rigtigt” Hotel, men det daværende sogneråd ville ikke give dem spiritusbevilling, så de måtte bide i det sure æble og sætte afholds foran hotellet. Navnet Afholdshotel blev dog senere ændret til Afholdscafe, som ældre horneboere stadig kalder huset. Om det var disse afholdsproblemer, der fik ægteparret til at afhænde og flytte efter kun et par år, ved jeg ikke, men i 1929 kommer der nye ejere til.
De nye ejere var ægteparret Cathrina og Marius Aasholm, og hvem var de så? Det var jo folk udefra, som horneboerne slet ikke kendte noget til. Cathrina var født på Als, der den gang var under tysk herre-dømme. Hendes forældre følte sig meget danske og flyttede derfor til Fyn.
Marius var født og opvokset på en gård i Ugilt i Vendsyssel. De to unge mødte hinanden i 1912 på Glorup slot ved Nyborg, hvor de begge var ansat, Marius som karl på bedriften, og Cathrina var i vaskeriet. De flyttede senere til Skårup, hvor Cathrina havde pensionat for seminarister, og Marius kørte mælkebil for Hesselager mejeri, men han var jo nu engang landmandssøn, og ønsket om egen gård trak i ham, så efter ca. 10 år i Skårup flyttede ægtparret med deres tre børn til Sandbjerggård i Svanninge Bakker, hvor Marius forsøgte sig med svineavl. Det var en dårlig beslutning, svineavl var slet ikke rentabelt på det tidspunkt, så efter tre år med mere eller mindre underskud i kassen blev Sandbjerggård solgt, og familien flyttede til Horne i 1929, hvor Afholdscafeen var sat til salg, og da Cathrina jo havde haft succes med pensionat i Skårup, kunne det måske lige være noget for dem.
Det var slet ikke nogen nem start. Horneboerne var meget skeptiske, en familie med tre børn, kunne det mon gå? Bedre blev det ikke, da Marius efter ganske kort tid valgte at forlade det hele og rejste tilbage til Jylland. Sådan noget var jo ikke helt almindeligt den gang.
Cathrina var en stærk kvinde, der skulle mere til at slå hende ud. Hun smøgede ærmerne op og gik i gang. Der var jo også tre børn, der skulle forsørges. Ret hurtigt kom hun på rigtig god talefod med naboerne, sadelmager Johannes Wikkelsø og Laura. Det blev til et godt naboskab til fælles glæde. Laura var en venlig dame, men også en dame, man havde respekt for og lyttede til, og hvis hun sagde god for nogen, hvad hun gjorde for Cathrina, så var det en af de bedste anbefalinger, man som tilflytter kunne få i Horne.
Horneboerne kaldte Cathrina fru Aasholm, ikke fordi hun var fin på den, tværtimod, men måske faldt det dem mere naturligt. Meget hurtigt fik hun rigtig god gang i afholdscafeen, et værelse på førstesalen blev fast udlejet til Helga Skovs frisørsalon. De andre værelser til rejsende eller korttids til lokale. Afholdscafeen blev kendt som et godt pensionat. Cathrina lavede god mad og fik opbygget en stor fast kundekreds, hvor en del kom og fik det daglige måltid, samt rejsende og andre, som lige dumpede ind.
Aktiviteterne blev udvidet udenfor med en benzintank og lidt senere med et ishus for Hesselager Is. Den ældste søn, Holger kørte som sin far for Hesselager mejeri, så selvfølgelig skulle det være is derfra. Der var nok at se til for Cathrina, men hun havde en god hjælp i sine to ældste børn. Holger tog sin tørn derhjemme, så vidt hans arbejde tillod det, datteren Edith, der var ny konfirmeret, kunne både servere i cafeen, passe benzintank og ishus, mens den yngste, Christian skulle passe sin skole. En del unge piger var i årenes løb ansat i cafeen og var glade for at arbejde der. En af dem, Inger Bønneland har udtalt, at hendes tid hos fru Aasholm var en dejlig oplevelse.
Fru Aasholms tid i Horne blev til en god tid. Hun blev hurtigt anerkendt og respekteret. Horneboerne kunne lide hende og betegnede hende som en ualmindelig kvinde. Hun elskede at have mange mennesker omkring sig i cafeen. Et enkelt eksempel på hendes måde at få tingene til at glide på skal lige nævnes. En af hendes kunder var snedker og havde fremstillet et flot skrivebord, som var bestilt arbejde, men blev aldrig afhentet. Snedkeren havde ikke for mange penge og klagede sin nød til fru Aasholm, der tog skrivebordet i bytte for et vist antal måltider i cafeen. Hvordan regnestykket blev afviklet, ved jeg ikke, men skrivebordet er stadig i familiens eje. Det er ikke altid tingene går som beregnet. Cathrina Aasholm pådrog sig en alvorlig sygdom, leukemi, og døde i december 1940 på Svendborg Sygehus i en alder af kun 48 år.
I 1941 overtog ægteparret Ellen og Harry Nielsen Afholdscafeen med benzintank og ishus. Vi befinder os nu i krigsårene, hvor det hele var lidt svært, og nemmere blev det ikke, da Ellen meget ung pludselig døde i 1943, og Harry stod alene med det hele og en datter på 7 år. Harrys søster hjalp til i den første svære tid, og senere var det en husbestyrerinde, der tog sig af cafeen, mens han havde sit daglige arbejde hos snedker Jørgensen i Horne. Harry bliver gift med Ella i 1946, og de flyttet til Kirkeballe. De bliver for øvrigt noget senere et afholdt graverpar ved Horne Kirke.
Afholdscafeen var nu atter til salg. De nye ejere blev Ellen og Arthur Christensen, der i 1947 som nygifte flyttede ind. Arthur havde som Harry også sit arbejde hos snedkeren og Ellen passede forretningen derhjemme, men udviklingen var ved at løbe fra både afholdscafeen og den ældre benzintank. Tanken bliver fjernet, og efter et par år lukkede cafeen. Ishuset overlevede frem til 1954/55, hvor det også forsvandt.
Cathrina Aasholms ide med is og benzin var ikke helt forkert. På nabogrunden blev der bygget autoværksted med Shell tank og det gule Hesselager ishus genopstod hos en anden nabo, men afholdscafeen forblev lukket.
2015 november
Fru Aasholm med børnene, Holger, Edith og Christian
Arthur og Ellen Christensen som unge