Katrine og Niels Vikkelsø
En bødker er en håndværker, der fremstiller tønder, kar og baljer af kileformede stave, som holdes på plads alene ved trykket fra de omgivende snore eller bånd. Bødkeren blev også kaldt tøndebinder, fadbinder eller træsmed. I Horne har vi haft 2 bødkere i min tid. Den ene, Christoffer Hansen, (Stoffer) har jeg før skrevet om, den anden, Niels Vikkelsø, skal vi høre lidt om denne gang.
Niels blev født den 8. september 1897 i hjemmet, Egsgyden 3, hvor hans, forældre Petrine og Hans P. Vikkelsø havde bødkerværksted. Når Hans P. ikke fremstillede tønder m. m., lavede han åbenbart børn, da Niels var ud af en børneflok på 11, 9 piger og 2 drenge. Begge drenge gik i faderens fodspor og blev udlært bødkere. Niels tog sin uddannelse hos en bødker i Faaborg og overtog senere hus og værksted i Egsgyden.
I 1932 bliver han gift i Gamborg Kirke med sygeplejerske Katrine Andersen fra Asperup Mark. Katrine var nogle år før blevet ansat som sygeplejerske på Hvedholm Plejehjem og havde sit arbejde der til sidst i 1930`erne, hvor hun overtager stillingen som hjemmesygeplejerske i Horne Kommune efter frøken Bøgelund. I starten var Katrines eneste transportmiddel en cykel med tasken på bagagebæreren. Patienterne kom ikke til hende, men hun kom til dem, og da hun f.eks. godt kunne have et besøg på Bøjden og det næste var på Dyreborg, blev der nemt cyklet adskillige kilometer på en arbejdsdag. Cyklen blev dog skiftet ud med en lille Ford Prefect, som gjorde hendes hverdag meget nemmere og gav også mulighed for flere patientbesøg. Forden blev først i 50`erne skiftet ud med en lyseblå Folkevogn, den med sprosse i bagruden. Der var fart på, når Katrine rasede sognet rundt. Hun var en dygtig og vellidt hjemmesygeplejerske, som folk havde tillid til. Omkring 1966 stoppede hun med jobbet, og de næste par år var der flere på posten, men af forskellige årsager fungerede det ikke for godt. I 1969 overtager Kate Hansen embedet, og der kommer styr på tingene igen. Stillingen som hjemmesygeplejerske blev nedlagt, da Kate stoppede i 2002, og man gik over til det system, som vi kender i dag. Helt væk fra sit fag blev Katrine dog ikke, idet hun senere afløste nogle år på plejehjemmet Gl. Møllegård, hvor beboere og personale nød samværet med Katrine og hendes milde sind.
Da Niels overtog bødkerværkstedet, bestod det daglige arbejde hovedsagelig i fremstilling af smørdritler til mejeriet. Maskinparken var begrænset, der var rundsav, båndsav og tykkelseshøvl samt forskellige høvle, specielt til dette fag, bl. a. strygehøvl, betrækhøvl og krøs og selvfølgelig mere almindeligt håndværktøj. Staver til dritlerne fik han fra et maskinsnedkeri, men skulle selv tilpasse dem til formålet, hvorefter de blev samlet på bødkerens arbejdsplads, som blev kaldt arbejdsblokken. Jernbåndene, der skulle holde det hele sammen, valsede Niels selv på en lidt speciel valse fremstillet af smed Birkemose. Selv om smørdritlerne havde en stor plads i arbejdsdagen, skulle der mere til. Der blev lavet fastelavnstønder og andre tønder efter kundens ønske. Store baljer til f.eks. vasketøj blev også fremstillet hos Niels, og da han havde set hvordan vaskekonerne fiskede det våde og varme vasketøj op af baljerne med en kæp eller et kosteskaft, opfandt han en ret så stor tang, der fint kunne klare opgaven. Vaskebrætter lavede han også lige fra bunden med rammen af træ og den rillede metalplade, som han pressede ud på en presse, som også var en af smedens opfindelser, så alt i alt havde Niels faktisk fabrikation af datidens vaskemaskine.
En anden ting, der igennem årene fik en stor plads i værkstedet, var fabrikation af legetøj. Niels Vikkelsøs legevogne, små trillebøre og dukkevogne, alt malet rødt, var kendt som godt solidt kram, Havde folk specielle ønsker om legetøj, var det bare at sige til, så blev de opfyldt, dog med enkelte undtagelser, f.eks. lastbiler, for dem lavede Peter Poulsen på Degnevej, og man gik jo ikke hinanden i bedene.
Det var et hyggeligt værksted i Egsgyden. Niels var en udmærket tenorsanger og gav den gerne på alle tangenter, og hvis han ikke sang, var det fordi, han røg tobak. Ind imellem havde han lidt medhjælp i Grossi, der udnævnte sig selv til værkfører, da han mente, at med den titel kunne han komme og gå om det passede ham. Niels havde en nevø, Axel Korup, der foreslog, de skulle fabrikere små legetøjstog, da han var sikker på, de kunne sælges, og hans svoger, der var repræsentant, skulle nok klare dette. Der blev lavet de kønneste små lokomotiver, togvogne, skinner, sporskifte, bommer og signaler, alt i træ, og de blev også solgt, men succesen var vist begrænset. En anden ting, Niels havde mere held med, og som var noget af det sidste, han lavede, var børnemøbler. Et lille bord, stole og slagbænk m.m., alt i bøgetræ og meget solidt. Disse møbler kunne gå i arv flere gange, da de ikke var til at slide op.
Årene var gået, og da både Katrine og Niels var blevet pensionister og nærmede sig de 70 år, besluttede de, at skulle de prøve at have et nyt hus, måtte det være nu. I 1966 sælger de Niels’ fødehjem til Hilda og Johs. Larsen og bygger nyt i Egsgyden 4. Et af husets værelser blev indrettet som arbejdsrum, hvor Niels brugte meget tid på bl. a sortering af ispinde.
Selv om Niels var ud af en stor børneflok, fik han og Katrine aldrig nogen selv, men til gengæld havde de dagligt besøg af hele kvarterets unger. Børnene elskede dem begge, og det var i høj grad gengældt. De hyggede sig sammen med sortering af ispinde, spil, tegning, sang og bagning af småkager og meget andet, eller Katrine lavede boller i karry til dem. Der kunne godt være 10 rollinger samlet i værelset, men Niels kunne nemt på sin rolige, venlig måde styre tropperne, dog var der en betingelse. De måtte ikke komme før kl. 14, da han gerne ville have sin middagslur i fred, og han behøvede ikke at se på uret, når han hørte brevsprækken blev åbnet og en barnestemme sagde: Niels klokken er to, ja den er vist over.
Niels fik 10 år i sit nye hus, til han gik bort den 8. oktober 1976. Katrine blev boende i huset til 1988, hvor hun sælger til Magda og Børge ”post” og flytter ned i ”Mindet”, og efter kort tid der om i ”Organistboligen”, hvor hun fik nogle år, til hun ender på Gl. Møllegård, hvor hun dør den 1. juni 1995.
