Fra den 1. til den 16. november var vi et selskab på 10, som tog på bjergtur sammen i det nordlige Ethiopien. Deltagerne var Rita og Olav Christoffersen fra Horne, Max Metzlaff med sin søn Martin fra Espergærde, Mohez Karmali med sin søn Tahir fra Nairobi, Didi og hendes ven Anders, Anni og mig selv,(altså en hel del horneboere og gamle Carl Bro folk!) I fem dage vandrede vi ind i ”the Simien Mountains”.
Gennem et lokalt rejsebureau havde vi arrangeret, at vi havde førere, kok og køkken -stab, to bevæbnede vagter, telte, madrasser, køkken- og spisegrej osv. med. For transporten havde vi lejet 28 muldyr med muldyrsdrivere.
Det var en temmelig anstrengende-,men umådelig smuk tur. Stien, vi fulgte, løb hele tiden langs afgrundens rand, og vi kunne bestandigt skue mere end en km lodret ned i svimlende afgrunde med mørke dale og slugter. Længere ude lå fantastiske bjerglandskaber med stejle tårne og spir og fladtoppede massiver i brune og violette farver så langt øjet rakte, indtil de forsvandt i den blå dis helt ude i horisonten. Et sted så vi tværs over en snæver slugt et vandfald med et frit fald på fem hundrede meter ned over den lodrette klippeside.
Vi gik igennem tætte bevoksninger med lyngtræer fyldt med hvide blomster og lysegrønt lav hængende som kineser skæg på grenene. Hvor landskabet åbnede sig, var græsset frisk grønt med et tæppe af skønne tropisk, alpine blomster som den lyseblå vilde lavendel, den røde aloe, ”the Red Hot Poker” og Etiopiens national blomst, den gule tusindfryd,”the Meskal Daisy”. Alt var så friskt og frodigt nu her efter regntiden. I over 3700 meters højde kom vi op på åbne vidder kun bevokset med stift, tørt græs og med den ranke lobelia strøet som kæmpe stearinlys udover landskabet. Helt her oppe i højderne boede der stadig mennesker, som levede af primitivt agerbrug, og selv på de højeste skråninger så man fattige hyrder genne flokke af kvæg og geder. Ved udsigtspunkterne sad små yndige børn klædt i laser og pjalter, som prøvede at sælge deres hjemmelavede souvenirs. Vi var også heldige at se nogle af de sjældne vilde dyr, som kun findes her, nemlig bjerg antilopen”the Walia Ibex”, den langhårede abe med det røde bryst,”the Galada Baboon” og den røde etiopiske ræv, som egentlig er en ulv. Ved camping pladserne sad sorte ravne og snakkede til os. Højt over os svævede store rovfugle og vi så flere gange den store, flotte ’Lammergeier”, en ådselsfugl, som bygger rede på svimlende klippeafsatser, og som lader sit byttes knogler falde dybt ned på klipperne, for at få dem til at brække itu,så den kan fortære marven.
I løbet af de tre første dage besteg vi to højdepunkter, ”Imet Gogo” og ”Anatye” på ca. 4000 m. Efterhånden som vi blev mere og mere udmattede begyndte vi at ride på muldyrene op ad skråningerne, hvor dette var muligt. Således red seks af os på muldyrene den sidste nat hele vejen op mod Etiopiens højeste bjerg, Ras Dashen, (4543m). Det natlige ridt var en enestående eventyrlig oplevelse. Hele tiden hørte man den knasende lyd af de uskoede hove mod gruset, dyrenes prusten, muldyrdrivernes korte kommando råb og deres konstante leen og snakken. Lyskeglerne fra vore pandelygter kastede spøgelsesagtige skygger af dyr og mennesker i bevægelse. Så man op, stod den lysende stjernehimmel over den skarpt aftegnede mørke bjerghang. Langt ude glimtede Nordstjernen lavt i horisonten, lidt højere oppe stod Karlsvognen på hovedet, og lige over os funklede de tre juveler i Orions bælte.Ved daggry nåede vi helt op på et nøgent stenet plateau lige under selve toppen. Rimfrosten glimtede imellem stenene, og det var bidende koldt. Herfra kravlede vi de sidste 200 m op over den næsten lodrette klippevæg til toppen. Det lyder voldsomt; men klippen var rigtig god at klatre i med små fremspring til at holde fast i og afsatser til at få fodfæste på, og vi var friske, fordi vi havde redet istedetfor at gå. På steder, hvor vi ikke kunne nå, fik vi straks en hjælpende hånd af vores etiopiske førere.
Alle seks nåede vi således ret så stolte op på toppen, hvorfra vi skuede ud over et imponerende endeløst og vildt bjerglandskab, med stejle mørke skråninger, som snart lå badet i morgensolen. Vores muldyr, som ventede på os nedenfor, så så bitte små ud.
På turen besøgte vi også byen Bahir Dar, hvor den Blå Nil løber ud af den højtliggende sø, ”Lake Tana” ,(1800 m)og starter sin 5000 km lange rejse til Ægypten via Sudan, hvor den møder den Hvide Nil i Khartoum. Her så vi det store vandfald,(Tis-Assat=rygende ild), som dog nu er blevet noget tæmmet, idet man har ledt det meste af vandet udenom til et kraftværk.
Vi tog også med båd over en bugt i søen til den gamle koptiske klosterkirke, ”Ure Kidane Meret”, som ligger på en skovbevokset halvø. Inde i kirken, der ligesom de fleste andre etiopiske kirker er cirkel rund, findes meget smukke malerier fra det syttende århundrede med bibelske motiver. På vejen tilbage over søen sejlede vi ind i Nilens udløb, som er omgivet af papyrus sumpe med et rigt fugleliv. Her så vi både Pelikaner, Hejrer og smukke metalglinsende Isfugle med røde næb. I en bugt kunne vi tydeligt høre den karakteristiske lyd af flodhestes prusten; lokale fiskere kom padlende forbi os i små dybtliggende både af sammenbundne papyrus stængler lavet på nøjagtig samme måde, som de gamle ægyptere gjorde i oldtiden.
Fra Bahir Dar kørte vi nordpå til den gamle hovedstad Gondar. På vejen kom vi igennem et fladt landbrugsområde med store ris- og kornmarker. Her så vi, hvor primitivt og intensivt det etiopiske landbrug stadig er. Vi så hvordan de pløjer markerne med den jernbeslåede træplov trukket af okser, hvordan de sidder i tætte rækker og høster med krumme segle. Et sted tærskede de ved at lade køerne gå i rundkreds og trampe på kornet, hvorefter de smed det op i luften med hænderne, så vinden kunne skille avner og strå fra kernerne. Primitivt, men alligevel meget intensivt, og det må det jo være, hvis hele landets befolkning, som nu tæller 90 mill., skal have noget at spise. I Gondar så vi de velbevarede ruiner af de imponerende slotte bygget af landets herskere i det syttende og attende århundrede.
I byen Lalibela, som ligger midt i Etiopiens højland 2600 m over havet, besøgte vi de berømte kirker, som er hugget ud af klippen. Kong Lalibela, som byen er opkaldt efter, levede i det 12. århundrede, og på hans tid blev de etiopiske kristne pilgrimme, på vejen til og fra Jerusalem, ofte overfaldet af muhammedanere og vilde dyr nede i lavlandet. Derfor besluttede han at skabe et mere sikkert valfarts sted og gik igang med at opføre hele 14 kirker, hver viet til sin bibelske person eller helgen, d.v.s. en til Vor Frelser, en til Jomfru Maria, en til St. Georg, en til Noah o s v. Det bemærkelsesværdige er, at de ikke er bygget, men hugget ud af den vulkanske tuf-sten, som er forholdsvis blød og let at arbejde i. Der har åbenbart været en meget gammel tradition for at udhugge bygninger på denne måde i Etiopien. Men her har denne byggekunst nået sin fuldkommenhed. Hvor er det dog smukke bygningsværker. Man siger, de er blevet bygget over en kort årrække på ca. 24 år. Nogle har regnet ud, at dette ville have krævet en arbejdsstyrke på 40.000 mand. Ifølge sagnet gik det så stærkt, fordi englene hjalp til om natten. De fleste af kirkerne står, da de jo er udhuggede, i bunden af dybe udgravninger, som er forbundne med tunneler gennem bjerget. Byen er stadig et valfartsted for koptiske pilgrimme fra hele Etiopien. Man ser dem overalt i byen. Men hvor ser de dog arme og fattige ud, og så tigger de alle, så man dårlig kan være i fred for dem, når man går på gaden. Især de små børn hænger ustandseligt på en.
I hver kirke finder man præster i smukke klædningsdragter, som står og holder kirkens specielle kors siddende på en lang træstage. Korsene er utrolig smukke, støbt i jern og messing og belagt med sølv og guld. Hver eneste lille detalje har sin ganske bestemte betydning. Der findes vist ikke sådanne udhugne bygninger i den målestok noget andetsteds i verden. I Mellemøsten har man den måske mere velkendte by “Petra” fra oldtiden, som dog vist kun er delvis udhugget i klippen. Ikke desto mindre har man efter denne by kaldt Lalibela for “Afrikas Petra”. Lalibela er af de Forenede Nationer udpeget som en ”World Heritage Site”.
Inden hjemrejsen spenderede vi to dage i Addis Ababa, hvor vi boede på det gamle Ghion Hotel lige midt i byen. Hotellet har en stor have, hvor der hver lørdag er optog af nygifte brude par, brudepiger og forlovere, som kommer for at blive fotograferet i de smukke omgivelser. Det var vi heldige at overvære, og jeg skal love for, at det ikke blot var omgivelserne, der var smukke. Især de voksne brudepiger møder op i de flotteste, dyre kostumer og ser rigtig nydelige ud. Man får næsten mistanke om, at de prøver at udstille sig for de mandlige deltagere i håb om, at det måske bliver deres tur næste gang.
I Addis var vi også på det etnografiske museum, hvor vi fik indblik i landets spændende historie gennem 3000 år helt fra dengang kong Salomon og dronningen af Saba levede. På national museet så vi en udstilling med knoglerne af ”Lucy”, en fjern slægtning af homo sabiens, som levede for 3,5 mill. år siden.
Den første aften var vi inviteret af rejsebureauet til et sted, hvor vi blev underholdt med etiopisk folkemusik og dans, som er meget rytmisk og eksotisk med mænd og kvinder i farverige folkedragter. Den sidste aften havde vi middag på en fin gammel italiensk retaurant, Castelli sammen med etiopiske venner fra dengang jeg arbejdede i landet for Carl Bro. Det blev en rigtig hyggelig aften og en dejlig afslutning på vores tur.
Jens Bang den 14. december 2013