HORNE BJERGBESTIGNINGSKLUB PÅ KILIMANJARO, FEBRUAR 2012.
Kilimanjaro ! – Det er et navn, de fleste kender, for det er jo Afrikas højeste bjerg !- Nogle har måske ovenikøbet læst Hemmingway’s bog, ” The Snows of Kilimanjaro”, hvor han nævner, at en leopard engang blev fundet frosset til døde i den evige is og sne på toppen.
Dette berømte bjerg besluttede Horne Bjergbestigningsklub sig for at bestige i februar i år. Vi havde jo allerede været på toppen af Mt. Meru i 2007 og Mt. Kenya i 2009, så nu syntes vi altså, at det kunne være sjovt også at prøve det højeste af dem allesammen her i Afrika.
Kilmanjaro er Verdens største vulkan og er næsten 6 km høj. Den ligger i det nordlige Tanzania tæt på grænsen til Kenya og 270 km inde i landet fra det Indiske Ocean. Bjergmassivet dækker et areal på ca. 60km x 80km og hæver sig 4.800 m over de omkring liggende højsletter. De nederste skråninger af dette kæmpemæssige massiv er dækket af store, uigennemtrængelige skove. Ovenover kommer et bælte med lyng og andre tropisk/alpine vækster. Tilsidst er der slet ikke mere bevoksning udover noget, der ligner rensdyrlav og nogle hårdføre blomster hist og her,- bare det nøgne fjeld dækket af vulkansk grus og klipper. Allerøverst oppe har bjerget to toppe. Den højeste, ”Kibo” er kegleformet med en flad top. Heroppe er der et stort krater, som endnu ryger lidt, og lugter af svovl. Det er kun ca. 200 år siden, der sidst var et mindre udbrud, så Kilimanjaro er stadig en ung og levende vulkan, som kan vågne igen når som helst. Kraterranden er hele vejen rundt dækket af gletchere, som dog er svundet meget i de senere år p.g.a. den globale opvarmning. Men nyfalden sne får dog ofte toppen til at fremstå blændende hvid, som i gamle dage. På sydvest siden af kraterranden findes det højeste punkt, ”Uhuru”. Den anden lidt lavere top hedder ”Mawenzi”. Den ligger ca. 12 km øst for Kibo, adskilt fra denne ved en ørkenagtig, vindblæst saddel. Mawenzi er en ældre geologisk forekomst end Kibo og er derfor blevet nedslidt gennem årtusinder, så kun skarpe, forrevne tinder står tilbage mellem dybe kløfter med stejle skråninger af lava grus og aske. Mawenzi kan i modsætning til Kibo kun bestiges af professionelle bjergbestigere. For vores vedkommende var det Kibo, vi stilede efter.
Kilimanjaros eksistens har sandsynligvis været kendt både i de arabiske lande, Indien, Kina og Europa lige siden oldtiden. Den berømte græske astronom og videnskabsmand, Ptolemæus fra Alexandria nedskrev således allerede i det første århundrede efter Kristi fødsel en beretning om en dyb havbugt, som lå langt nede sydpå i Afrika, hvor der boede barbariske menneskeædere, og hvor man inde i landet kunne finde et stort bjerg med sne på. Dem er der jo ikke så mange af på de kanter, så sandsynligheden for at det har været Kilimanjaro er rimelig stor. I mere end tusind år forblev denne historie imidlertid glemt, og bjerget selv forblev skjult for omverdenen inde på det ”mørke kontinent”. Vi skal helt frem til det trettende århundrede før en arabisk geograf, Abu el Fida skriver påny om bjerget, og herefter bliver det ned gennem århundrederne, omtalt nogle få gange, først af portugisiske-, senere af engelske søfolk. I slutningen af det attende århundrede optræder for første gang navnet, Kilimanjaro. Betydningen af navnet er ikke helt sikker; men sprogforskere mener, at den som en sammenblanding af ”Swahili” og lokale stammesprog kunne være: ”Kilima Njaro”= ”Karavanernes Bjerg”. Hvis dette er korrekt må man sige, at det er et meget rammende navn, for der er ingen tvivl om, at karavanerne på deres rejser fra kysten ind i landet efter elfenben og slaver igennem århundreder har brugt dette vældige bjerg med dets hvide top, som et landemærke at styre efter. På klare dage kan det ses på over 200 km’s afstand henover sletten.
Den første hvide mand, som skulle se bjerget med egne øjne var den svejtsisk/tyske missionær Johannes Rebmann. Han rejste i 1848 fra Mombasa ind i landet for at besøge Chagga folket, som han havde hørt boede ved foden af Kilimanjaro. Hvilken oplevelse må det ikke have været, at stå der midt inde i det vilde, ukendte Afrika og se Kibo’s sneklædte top komme tilsyne svævende højt oppe over skyerne. Hans begejstring fremgår tydeligt af hans egen beskrivelse:” Jeg spurgte for anden gang min afrikanske fører, om det hvide, man kunne se deroppe, virkelig kunne være en sky, hvortil han svarede, at det vidste han ikke; dog mente han, det var noget, der var meget koldt. Men jeg hørte ikke længere efter, hvad han sagde, for jeg genkendte nu pludselig på vidunderlig vis,– et gammelt, velkendt syn fra Europa – sne!”. Idag har vi ikke svært ved at følge ham, for også vi bliver i ordets bogstaveligste forstand bjergtaget, hver gang vi ser dette prægtige syn. Der er noget ganske specielt ved Kilimanjaro, som det hæver sig så højt og majestætisk over de andre bjerge og savannen omkring det. Det er ikke underligt, som Hemmingway også nævner i sin bog, at masaierne kalder Kibo for ”Nga je Ngai”, =”Guds Hus”!
Mod slutningen af det nittende århundrede blev Tanzania eller ”Tanganyika”, som det hed dengang , en tysk koloni, og snart blev Kilimanjaros nedre skråninger et kærkommet mål for europæiske kolonister og missionærer. Området var frugtbart og klimaet vidunderligt køligt her i højlandet,- og frem for alt var man fri for malariaen, som hvide mennesker dengang døde af som fluer nede på kysten. Byen Marangu, som ligger i dette område sydøst for bjerget, blev grundlagt i denne periode. Her blev bygget både protestantiske og katolske missions stationer, kirker, hospitaler og skoler. Chaggaerne, et Bantu folk, som har haft hjemme her i århundreder, hvor de har levet af at dyrke bananer, gå på jegt og bekrige hinanden, var således den første indfødte stamme, der blev omvendt til Kristendommen i Øst Afrika. Det var med et følge af Chaggaer, at en tysk professor fra Leipzig, Dr. Hans Meyer, i 1889, som den første hvide mand, nåede helt op på den øverste top af Kibo. Om Chaggaerne havde været deroppe før ham på deres jagtture,lige som leoparden, ved man ikke. De har ihvertfald et ord for sne i deres sprog, nemlig ”Kibo”!
I Marangu bosatte sig også hvide farmere, og en af dem, en kaffefarmer, begyndte i nittenhundrede og trediverne, da kaffe priserne var lave, at ernære sig ved at tage turister op på Kilimanjaro. Det gik så strygende, at farmen blev solgt fra, og bygningerne blev lavet om til et hotel med en stor have. Fra da af er antallet af besøgende, som gerne vil prøve at bestige Kilimanjaro steget år after år, og idag er tallet nået helt op på 40,000 turister om året.
Fra hele Verden kommer de rejsende, fra Nord- og Syd Amerika, Europa, Rusland, Japan og nu også Kina. Der er nu mange forskellige ruter, man kan følge på bjerget, og utallige rejsebureauer, som vil arrangere det for en. Men mange vælger endnu det gamle Marangu Hotel som base og følger herfra den såkaldte ”Marangu Rute” til toppen.
Det var da også her, vi med et hold på otte deltagere ankom om eftermiddagen den 5. februar iår efter en lang køretur i lejet bus fra Nairobi. Holdet bestod af Rita og Olav Christoffersen fra Horne, Max Metzlaff med sin søn Martin fra Espergærde, Vores datter Didi med sin ven Anders Rosenstedt Nielsen fra København, Anni og mig-selv,(Jens). En af grundene til, at vi havde valgt Marangu Ruten var, at det er den eneste rute, hvor der er hytter, man kan bo i på vejen op. På alle de andre ruter må man bo i telt. Personligt havde jeg også en interesse i at besøge hytterne, idet jeg havde været med til at projektere dem sammen med en norsk arkitekt, da jeg for 40 år siden var stationeret som ingeniør for Carl Bro i Tanzania. En anden grund var, at vi vidste, at ejerne af Marangu Hotel, som nu er af tredie generation, har et godt forhold til de mange lokale bjergførere, kokke og bærere, som de benytter på turene.
Så snart vi var ankommet på hotellet fik vi, efter en forfriskning , besked på , at vi skulle samles i en mødesal for at blive instrueret om bjegturen af en af hotellets ejere. Det blev til en rigtig grundig orientering om ruten vi skulle følge, hvad vi skulle medbringe af tøj og grej, hvad vi skulle spise og drikke, hvordan vi skulle forholde os overfor højdesyge o.s.v. Til sidst fik vi at vide, at der var fire regler, som altid skulle overholdes, nemlig : 1) Sørg hele tiden for at have tøj med, så man kan tage lag på, som passer til klimaskiftet, når man kommer op i højden. Bær på så lidt, som muligt. Hav kun de aller nødvendigste ting med i rygsækken. 2) Drik hele tiden vand på turen, minimum fire liter om dagen. Spis den mad, der bliver serveret. Hav chokolade og glykosetabletter med i lommen. 3) Husk at gå langsomt op af bjerget hele tiden,”pole, pole”!!, som det hedder på swahili. 4) Og tilsidst: Husk endelig at nyde turen, ligegyldigt hvor hårdt det er.
Efter denne lektion fik vi besked på at lægge alt vores grej og tøj, vi skulle have med, frem på sengene i vores værelser, hvorefter en meget striks afrikansk dame kom og tjekkede, at alt var iorden. Det var næsten ligesom, det vi kaldte ”persisk marked” indenfor militæret i gamle dage. De som har aftjent deres værnepligt, vil vide, hvad jeg taler om. Heldigvis klarede vi dog alle otte denne inspektion uden indsigelser.
Næste morgen var der stor travlhed i hotellets gård, som var fyldt med højrøstede og latterkåde afrikanere i fuld gang med at klargøre flere hold af turister på en gang til bjergturen. Den bagage, vi ikke skulle medbringe, blev sat ind på et lager, penge og pas blev afleveret i receptionen, bagagen, som vi skulle have med, blev afleveret i sække og tasker og vejet. Bærerne kan maksimalt hver tage15 kg pr. tur-deltager. Hertil kommer så deres egne personlige ting, hvilket bringer vægten pr. bærer op til ca. 20 kg. En af hotellets ejere introducerede os til vores lokale følge, som bestod af lederen ”Kamili”, førerne ”Augustine”, ”Johoni”, ”Martini” og ”Gaudezi”, kokken ”Thomas”, opvarteren ”Tadei” og 10 bærere, ialt 17 afrikanere, alle tilhørende Chagga stammen.
Kl. må have været halv elleve, før vi endelig var klar til at starte, og vi blev nu kørt på ladet af en lastbil op til ”Marangu Gate”, lågen ind til Kilimanjaro National Park. Efter nogen venten startede vi ved middags tid på vores vandretur op ad bjerget. Hvor var det behageligt, at gå på skovstien i skyggen af de kæmpestore træer, med grene, som var helt overgroet med bregner, mosser og lav. De mange krybere med lange tykke nedhængende lianer og snyltere i trækronerne gjorde, at løvet var så tæt, at den brændende tropesol slet ikke nåede ned til os. Nogle steder groede vilde orkideer i træerne og i skovbunden violer og den smukke røde ”ildkugle” lilje. Luften var frisk, kølig og rig på ilt og fyldt af skovens dufte. Den årlige nedbør er næsten fire gange så stor som i Danmark. Ofte passerede vi rislende skovbække og små vandfald over klipperne. Dyreliv var der ikke meget af her i eftermiddagstimerne. Alt åndede fred og ro. Vi så dog nogle” blå” abekatte, og en af de smukke ”Colobus” aber med sit hvide skæg og lange buskede hale sad og kløede sig bag øret højt oppe i et træ. De store, farlige, vilde dyr, elefanter, næsehorn, bøfler og leoparder findes ikke her mere, nu da der kommer så mange mennesker. Dem skal man idag til de mere afsides egne af bjerget for at møde.
Vi behøvede derfor ikke at have en bevæbnet parksbetjent med os, som vi havde det på Mt. Meru. Efter 4 ½ times vandring med frokost pause på halvvejen nåede vi frem til hytterne ved Mandara, som ligger i et smukt grønt område i udkanten af skoven. Vi var nu nået op i 2700 m højde efter at have tilbagelagt 9 km, med ca. 800 m stigning. Det var rigtig rart at få fødderne i et vandfad med varmt vand og drikke en kop te. Men ellers følte vi os ikke trætte, og vi gik derfor alle en lille aftentur ud til ”Maundi” krater, et af de mange små sekundære, nu udslukte kratere på Kilimanjaro, hvorfra vi kunne nyde udsigten udover savannen i Kenya ved solnedgang.
På anden dagen skulle vi starte tidligt, for vi skulle gå 12,5 km for at nå de næste hytter, som ligger 1000 m højere oppe på bjerget. Her kom vi snart ud af regnskoven og op i et område, bevokset med lyng. I begyndelsen var lyngbuskene meget høje, helt op til 10 m, så det var som at vandre i en kratskov, hvor sollyset blev filtreret ned igennem det fine stedsegrønne løv. Buskene var overgroet med lav, som overalt hang ned fra grenene som hvidt skæg. Højere oppe blev lyngen lavere, landskabet åbnede sig for os, og vi kunne nu se frit ud over de vældige bjergskråninger. Imellem den brune lyng og det tørre gule græs groede et væld af forskellige vilde blomster. Det var som et farvestrålende ryatæppe under åben himmel.
Her fandtes den smukke, hvide ”Protea Kilimandsharica”, som hele tiden fik besøg af sommerfugle og af de små skinnende metalblå tropiske fugle, som hedder ”Malachite sunbirds”. Her var også evigheds blomster i røde, hvide og gule farver. Selvom de fleste arter hører hjemme her, kan man godt se, at mange af dem, selv lyngen er i familie med de arter, vi kender fra Europa. Men de gror kun her oppe på bjerget, ikke nede i det tropiske klima. Som vi skred fremad, blev det mere og mere tørt, og de stejle klippefyldte flodlejer, vi passerede henover på træbroer, var næsten alle tørlagte. Ovenover os skinnede den brændende, hvide tropesol ubønhørligt ned på os, og vi måtte smøre os godt ind i solkrem for ikke at blive forbrændte og komme pomade på læberne, for at de ikke skulle tørre ud. Hvile og drikke pauser blev holdt med regelmæssige mellemrum, og hen på eftermiddagen blev der da også tid til en frokostpause, hvor vi spiste vores medbragte madpakker ved picnic borde. Bagefter fik Max og Martin lov til at tage sig en smøg på merskumspiperne. Et par timer senere fik vi endelig øje på ”Horombo” hytterne, som lå på et højdedrag ca. en ½ km fremme. Det var et dejligt syn. Der skulle vi jo sove to nætter, idet vi havde arrangeret det sådan, at vi fik en ”hviledag” for at vænne os til højden, inden vi skulle påbegynde den endelige bjergbestigning på Kibo. Horombo hytterne var noget af et syn for sig. Hele 160 turister var der plads til i hytterne.Hertil kom en kæmpe camping plads på bakken nedenfor med over 100 telte. Det var et sandt gedemarked at se på med alle de travle mennesker, som myldrede rundt imellem hinanden, europæiske turister, afrikanske førere, kokke og bærere i en stor pærevælling. Overalt smuttede stribede mus rundt mellem hytterne. Selv i spisesalene løb de frit omkring på gulvet. På tagene gik store, sorte ravne med deres hvide kraver og skelede ned til køkkenet. Vi var nu nået op i 3.700 meters højde. Så snart det blev mørkt faldt temperaturen til under frysepunktet, og vi måtte have vintertøjet på. Fra pladsen foran de to spisesale havde man en fantastisk udsigt ned over bjergskråningen, hvor man kunne se lysene blinke i byen Moshi dybt nede under os. Så kom fuldmånen op og lyste på sneen oppe på Kibo’s top i den modsatte retning over den mørke bjerghang. Det var tid at tage lange underhylere og uldsokker på for at holde varmen i soveposerne.
På vores hviledag gik vi en tur op til en lodret bjergvæg, hvor de sedimentære aflejringer er tippet rundt gennem tiderne, så de nu står som lodrette sorte og hvide striber, hvorfor den har fået navnet, ”Zebra Klippen”. På vejen op passerede vi bevoksninger med de smukke ”Lobelia”, som ligner store ranke lys og ”the Giant Groundsels” med deres irgrønne rosette blad kroner. Sidstnævnte kan efter sigende blive op til 300 år gamle. Disse trope-alpine planter findes kun heroppe i 3-4000 meters højde. De er meget hårdføre og kan tåle både den stærke varme under den lodrette sol om dagen og den klingrende, kolde frost om natten. Nogle af os fortsatte op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se ruten, vi skulle følge helt op til sneen på toppen af Kibo i de følgende dage. Mon vi nogensinde ville nå derop? Det så altså meget højt ud! Langt nede under os ved siden af vejen lettede en helikopter for at bringe en person med akut højdesyge til hospitalet i Nairobi. Vi havde jo allerede fået fortalt, at mange bjergbestigere må give op på grund af højdesyge, og ca. 10 omkommer hvert år. På vejen op havde vi set en stakkels turist blive bragt ned på båre i huj og hast. Han så helt blå ud i hovedet. Hvad var det egentlig, vi havde indladt os på? Bedre blev det ikke, da vores bjergfører, Kamili pegede over mod den anden bjergtop, Mawenzi og fortalte, at 8 russere var døde der sidste år. De var alle på en gang styrtet ned under et forsøg på at bestige den højeste af dens lodrette tinder. Men det var da heldigvis ikke der, vi skulle op.
Tidligt næste morgen vandrede vi i strålende solskin videre op ad bjerget. Efter et par timer kom vi til et stort åbent landskab, hvor der ikke mere findes drikke vand, og hvor kun lav og enkelte hårdføre blomster kan gro. Ellers var her bare grus med lava sten strøet ud over det hele som i en ørken. En iskold vind blæste ned over bjergkammen og rejste støvet, så man måtte have tørklæde over mund og næse. Men hvor var lyset dog skarpt. Mawenzis stejle tinder stod knivskarpt mod den dybblå himmel, og som dagen skred frem, kom vi længere og længere hen mod den mægtige, stejle skråning, som førte op mod Kibos is og sne. Her fik man for første gang et indtryk af, hvor mægtigt et bjerg Kilimanjaro er. Det hele mindede mig om min tid på Sønder-strømfjord for mange år siden, hvor man fra Krakkemutterne kunne se op over Nunatakkerne til den øverste rand af Indlandsisen. Der var den samme ensomhed og ro over dette vældige landskab. Da vi var nået over halvvejen frem, gjorde vi holdt i læ af en høj, hvor der lå nogle lavablokke, som vi kunne sidde på, mens vi spiste vores medbragte frokost. Kun de brunstribede mus og nogle små tamme fugle kaldet, ”Alpine chat” gjorde os selskab , og spiste gerne brødkrummerne, vi smed til dem. Vi var nu nået op i ca. 4500 meters højde, lige så højt som toppen af Matterhorn i Svejts, og vi kunne alle begynde at mærke det. Desværre havde Didi det ikke godt. Hun følte sig sløj af højdesyge, så vi besluttede, at hun og Anni skulle vende om sammen med en af vore førere, Johana.
Rita og Olav havde det vist heller ikke så godt; men besluttede sig alligevel til at fortsætte. Hen på eftermiddagen nåede vi seks, som var tilbage på holdet, helt op på toppen af sadlen mellem de to bjergtoppe. Forude kunne vi nu tydeligt se målet for vores dagsmarch,” Kibo Huts”, som lå oppe ved foden af den stejle skråning til selve toppen. Men det var ikke nogen fordel, at vi kunne se husene, for der var længere, end vi troede, og vi var død trætte. Det sidste stykke gik jeg og kiggede ned i jorden og talte mine skridt til hundrede. Da jeg havde gjort det tyve gange kiggede jeg op, og der lå hytten lige foran mig. Anders, Max og Martin var allerede ankommet, og snart var Rita og Olav der også. Vi havde da gået 9 ½ km og var steget ca. 1000m til en højde af 4714 m over havet. I modsætning til hytterne, vi kom fra længere nede på bjerget, var Kibo Huts mildest talt et råt og ugæstfrit sted. Hytten, vi boede i, var bygget for 100 år siden i den tyske kolonitid opført af rå uisolerede stenmure og med bliktag. Der var næsten koldere indenfor end udenfor. Desuden var der ingen vand på toiletterne. Efter aftensmaden følte Rita og Olav sig så dårligt tilpas med hovedpine, at de besluttede sig til at blive natten over i hytten for så at gå ned ad bjerget næste morgen. Vi andre 4, Max, Martin, Anders og jeg gjorde os nu klar til den endelige klatretur til toppen, så alt tøj og grej lå parat, inden vi krøb i soveposerne for at få os et par timers søvn, førend det skulle gå løs.
Da Kamili kom og vækkede os kl. 11 den samme aften, må jeg indrømme, at det var lidt hårdt at komme ud af soveposen, for jeg var faldet i den dybeste søvn. Men det hjalp, da vi fik os en varm kop te og nogle kiks, og snart var vi i fuld gang med at gøre os klar med alle lagene af termo tøj, vi skulle have på, støvler og gamacher, varme huer og handsker, hætterne snøret tæt sammen, så kun øjne og næse og mund var fri, pandelygterne på, glykosetabletterne løst i lommen og tilsidst rygsækkene på med drikkevand, regntøj og solbriller. Dagen før havde jeg haft fluer i maven; men nu følte jeg mig helt rolig og fattet, og sådan tror jeg, vi alle fire havde det. Kl 12 midnat tog vi afsked med Rita og Olav og gik med fuld oppakning og vandrestave i hånden ud på pladsen foran hytten, hvor vi mødtes med vore fire bjergførere, som alle skulle med os. Det syn, der mødte os her, vil vi sent glemme. Månen stod højt på himlen i den frostklare nat og kastede et æventyr lys over landskabet. Hytterne kastede mørke skygger; men den åbne plads var helt oplyst, og bjergskråningen lå badet i lys, så den stejle sti, vi skulle klatre på, stod tydeligt som et lysende bånd, der snoede sig langt op ad bjerget, indtil det sløredes i det diffuse månelys . Oven over stod den mørke bjergkam skarpt tegnet imod stjernehimlen .
Kamili tilbød nu at tage min rygsæk, og vi begav os på vej med ham som anfører op over bjerget, otte mand høj som soldater i enkelt geled. I begyndelsen gik det rigtig fint. Vi travede løs op af stien og overhalede faktisk flere andre hold, som også var på vej mod toppen. Men så begyndte det at blive stejlere, og vi kom op på skråningen med lavagrus, hvor man ikke længere kan gå lige op, men må gå i siksak samtidig med, at man må hamre støvlen fast i det løse grus, hver gang man tager et skridt for ikke at skride tilbage. Det er tungt at gå opad i sådan noget løst materiale. Således vandrede vi tavse opad og opad med kun få pauser. Sekundene blev til minutter og minutterne til timer, uden at vi rigtig var klare over det, for vi koncentrede os hver især bare om at følge trop. Men langsomt begyndte vi at tabe pusten. Vi var nu langt oppe over 5000 m, og kunne simpelthen ikke få ilt nok i lungerne på grund af det lave lufttryk, hvis vi fortsatte i det tempo. Vi holdt da en rådslagningspause, hvor vi blev enige om, at Max, som havde bjergbestignings erfaring fra Mt. Elbrus i Kaukasus, skulle overtage føringen. Fra nu af gik vi kun nogle få hundrede skridt imellem pauserne, så vi ikke blev så forpustede og fik tid til at drikke vand og spise glykose bolcher. Det hjalp; men problemet var så for mit vedkommende, at jeg begyndte at fryse på hænder, arme og skuldre, når vi stod og hvilede os, og det ville ikke gå væk igen. Timerne gik, og vi blev mere og mere udmattede.
Det var et vældigt stort og tyst rum, vi var kommet op i, ”Nga je Ngai” Højt over os skinnede månen mellem de blinkende stjerner. Dybt nede i afgrunden kunne man skimte landskabet omkring ”Kibo Huts”, og ovre på den anden side af ”Sadlen” konturerne af ”Mawenzi”. Endnu længere nede strakte et sølvgråt skylag sig langt, langt ud mod den lysende horisont. På den stejle skråning, stod nøgne, spøgelsesagtige klippeformationer omkring os. Indimellem lyste sneen blåhvidt i måneskinnet. På vor sti strålede glimmeret som juveler i stenene. Støvlernes mono tone knirken i gruset og vores tunge åndedrag var de eneste lyde, man hørte.
Tilsidst kom vi op i et område, hvor der kun var klipper. Det var noget bedre at gå på end gruset; men til gengæld var det også stejlere, så her måtte Kamili give mig en hånd, når det blev for slemt. Månen gled nu om bag bjergkammen, så vi måtte bruge pandelygterne. Et par timer senere nåede jeg endelig ”Gilmann’s Point” på kraterranden kl 6.15 om morgenen den 10. februar efter en godt seks timers klatretur ca, 1000 m op ad bjergskråningen fra Kibo Huts, som dog kun lå 3 km borte vandret. Max, Martin og Anders var nået derop 10 minutter før mig. Et helt hold af norske bjergbestigere var kommet der nogenlunde samtidigt. De havde deres flag med. Vi skiftedes til at tage billeder af hinanden foran skiltet, hvor der stod, at vi nu var 5685 m over havet. Samtidig stod solen op og Mawenzi stod i silhuet mod den lysende morgen himmel. Langt, langt ude i nord og syd begyndte sletterne at komme tilsyne. Det var et skønt syn.
I den modsatte retning kunne man se ind over krateret med gletcherne og den nyfaldne sne. Sollyset var blændende skarpt heroppe i højden og kontrasten mellem lys og skygge var som dag og nat. Himlen var sortblå, og selv om det var dagslys, kunne man stadig se bjergene på månen. Alt dette var et vidunderligt skue; men fingrene på min højre hånd var følelsesløse af kulde, og jeg var slemt forfrossen og udmattet. Mit drikkevand var også frosset til is. Vores førere kom nu med en kop varm te med sukker, som var meget velgørende. Men samtidig rykkede anføreren, Kamili mig i ærmet og sagde:” Baba, you must go down”. Kun en af os, Max fortsatte de to km langs kraterranden til det allerhøjeste punkt, Uhuru, 5895m.
Vi andre tre begyndte nu nedstigningen, som gik forbavsende let. Mange steder kunne man kure med fuld fart ned gennem det løse grus med støvlerne, næsten som om man stod på ski. Solen begyndte at varme og gøre en veltilpads. Allerede ved otte tiden var vi nede ved Kibo Huts. Her stod Olav og Rita og tog imod os med fotografiapparaterne. Men, hvor var vi trætte. Martin og Anders, som var kommet lidt før mig, lå allerede og snorksov i køjesengene. Jeg selv måtte have Olav til at hjælpe mig med at tage gamacher og støvler af, førend jeg krøb i soveposen med alt tøjet på og faldt i søvn øjeblikkeligt. Senere om morgenen, da Max også var kommet vel ned af bjerget, og vi havde fået frokost, vandrede vi så de 9 ½ km ned til Horombo Huts, hvor Rita og Olav, som var kommet tidligere, allerede havde sørget for vores indkvartering.
Næste morgen overværede vi på den travle plads foran Horombo Huts, at 50 koreanske skolepiger, som havde vundet en udholdenheds konkurrence, begyndte at vandre i en lang række op ad stien mod Kibo for at bestige toppen. De havde alle grønne jakker, blå bukser og huer på og bar røde rygsække. Hvilket syn. Vi andre skulle jo den modsatte vej, og efter 22 km’s dagsmarch ned ad bjerget, ad den samme vej, vi var kommet op, nåede vi hen på eftermiddagen ”Marangu Gate”, hvorfra vi blev kørt ned til hotellet. Her blev vi modtaget af Anni og Didi, som nu havde det fint igen. Ih, hvor var det dejligt at komme i et varmt badekar efter 6 dage på bjerget. Bagefter samledes vi ude i haven til en ”drink” sammen med vore 17 afrikanere, som nu fik lidt ”tipping” for deres gode og uundværlige indsats. ”Kamili” fik også mit armbåndsur, da hans eget var gået i stykker, ”Martini” fik besked på ikke at drikke alle pengene op, mens det blev foreslået, at ”Thomas Cook” burde starte et rejsebureau. Derefter blev certifikater højtideligt overrakt af Kamili til os fire, der havde været på toppen af Kilimanjaro, hele tre til Max, som jo, som den eneste af os, havde været helt oppe på det højeste punkt,”Uhuru”. Vi andre tre måtte nøjes med certificatet for ”Gillman’s Point”. Herefter tog vi afsked med afrikanerne og vores Kilimanjaro tur var forbi. På trods af alle strabadserne og problemer med højdesygen, tror jeg nok vi alle otte havde haft en fantastisk, dejlig oplevelse, som vi aldrig vil glemme. Vi havde alle levet op til instruks nummer fire, som sagde, at man skulle nyde turen, uanset hvor hårdt det ville være.
I de følgende dage tog hele holdet, inden vi kørte tilbage til Nairobi, på en safaritur til Lake Manyara, Serengeti og Ngorongoro i Tanzania, som er blandt de bedst kendte dyreparker i Afrika. I Serengeti var vi så heldige at se ”the migration” med tusinder og atter tusinder af zebraer og gnuer på vandring mod bedre græsgange. Et sted lå mere end 20 store løver under et skyggefuldt træ og kiggede på de forbipasserende dyr ikke mere end 50 m borte. Man kunne forestille sig til, hvad der ville ske, når mørket sænkede sig over savannen. Et andet sted så vi tre leoparder oppe i et stort træ. Den ene lå og flænsede i kødet på sit bytte, en dræbt antilope. Fuglelivet var som sædvanligt meget rigt. Blandt andet var vi så heldige at træffe vores egen, danske stork langeben med de røde hoser, som spankulerede rundt i græsset sammen med en flok ”Grants” gazeller. Det var et nydeligt syn.
Jens Bang, marts 2012.