THE MOUNTAINS OF THE MOON !
Om turen til Rwenzori, også kaldet ”the Mountains of the Moon”, vil jeg her berette lidt. Naar man vandrer eller snarere kravler op i dem, føler man, at nu er man virkelig kommet dybt ind i det vilde Afrika paa en helt anden måde, end man gør på Mt. Kenya og Mt. Meru. Blot historien om Ptolemæus, som i oldtiden fortæller, at han havde hørt om en mand ved navn Diogenes, som rejste langt sydpå i Ægypten op langs Nilen, for at finde ud af hvor den udsprang, er jo i sig selv fascinerende. Da han forhørte sig mellem de lokale stammer, som boede langs floden, forklarede de, at den kom fra et land, hvor dag og nat var lige lange og hvor en mægtig bjergkæde kaldet,”the Mountains of the Moon” lå ved bredden af en stor sø. Man kan forestille sig, at de har kaldt bjergene sådan, fordi de om natten havde set fuldmånen skinne på de sneklædte toppe, når de en sjælden gang ikke var indhyldet i skyer. Igennem århundreder forblev historien om disse månebjerge dog en krønike, indtil slutningen af det nittende århundrede, da de europæiske opdagelses rejsende på jagt efter Nilens kilder endelig kunne bekræfte, at bjergene og søen, ”Lake Victoria” ganske rigtigt eksisterede.
I modsætning til de fleste bjerge i Øst Afrika, som er af vulkansk oprindelse, er Rwenzori foldebjerge, der ligesom Alperne hovedsageligt består af urgammelt granit og gneis. I geologisk forstand er de dog unge, idet de er blevet dannet af teutoniske kræfter på randen af ”Rift Valley” indenfor de sidste 10 millioner år. Bjergene dækker et areal på ca. 100 km N-S og ca. 50 km Ø-V. Grænsen mellem Uganda og Congo går gennem de højeste tinder midt i kæden. Så at sige alle floderne fra dette mægtige ”vandtårn” midt under Ækvator ender i Nilen, Verdens længste flod.
Vi var fem på holdet nemlig, Mohez Karmali, (kenyansk inder, 55 år), ingeniør, som engang var ansat i vores firma, og hans søn Tahir, som arbejder i hotel branchen, en langlemmet fyr, fuld af krudt (paa 23 år), Didi, ( 41 år), hendes ven Anders, ingeniør fra Hagemann, (42 år) og så mig (på 75). Turen tog 8 dage med 7 overnatninger i hytterne langs den rute man kalder,”the Central Circuit”. Når man følger denne, kommer man helt op mellem de højeste tinder i bjergkæden, med mulighed for at bestige nogle af dem, heriblandt den højeste, Margherita på 5109m.
Vi startede i 1600 m’s højde ved ”Rwenzori Mountaineering Services base camp”, som ligger ca. 20km inde i bjergene ovenfor byen Kasese. Den første dag gik vi gennem tæt urskov op langs en brusende elv, ”Mbuku River” med flotte vandfald og det klareste iskolde vand oppe fra gletscherne, som man roligt kunne bruge som drikkevand. Nedbørsmængden er meget stor i Rwenzori sammenlignet med Kilimanjaro og Mt. Kenya,(2000-3000 mm pr. annum). Her er derfor meget frodigt og grønt, og alt ånder af væde. Bredkronede afrikanske træer vokser tæt op ad skrånigerne. Vi så bl. a. de høje ”Symphonia” træer, hvis løv er smykket med de smukkeste røde blomster. Underskoven var meget tæt med vilde bananer, mægtige bregner, utallige krybere og blomster, bl.a. vilde orkide’er. Hen på eftermiddagen nåede vi op til ”Nyabitaba Hut”, 2650m over havet beliggende i en skov med skyggefulde, stedsegrønne ”Podo” træer. Her fik vi en forsmag på de flotte udsigter, vi i de følgende dage skulle opleve. Ved solnedgang stod Mt. Portals, (4370m) tinder helt klart fremme af skyerne højt over de skovklædte skråninger på den modsatte side af dalen.
På andendagen krydsede vi over ”Mubuku River” på en forholdsvis ny hængebro, hvorefter vi forlod den og i stedet for fulgte dens biflod, ”Bujuku River”. Her blev turen snart mere krævende med uendelige vandringer gennem, bambus, lyng og alpine sumpe, hvor man enten måtte hoppe fra tue til tue eller balancere paa tynde træstammer, og ve dig, om du traadte ved siden af. Af samme grund måtte vi gå med langskaftede gummistøvler, som så til gengæld ikke havde noget godt greb, når vi skulle kravle op over klipperne. Det gav sure, fugtige sokker med gummistøvler på, så det gjorde godt at få dem af og stikke fødderne i varmt vand, da vi naaede hytte nr.2, ”John Matte Hut”,(3380m) sent på eftermiddagen.
Den næste dag, altså den tredie, tog os op gennem to store sumpe, ”Lower- & Upper Bigo Bog”, hvor hele dalbunden var fyldt med meterhøje græstuer på, hvad der forekom at være, bundløst dynd. Heldigvis havde man dog her lagt gangbrædder ud på bjælker, hvilende på tomme olietønder, hvilket lettede passagen gevaldigt for os. Fra vores sti havde vi nu den mest vidunderlige udsigt mod tinderne og gletcherne paa Mt. Stanley og Mt. Speke over dalen mod vest. Jeg må indrømme, at mit blik oftest dvælede ved toppen, ”Margherita” i Mt. Stanley massivet. Det var jo det højeste punkt, og det var der, vi skulle prøve at nå op. Men også de andre toppe med sælsomme navne som, ”Vittorio Emanuele”, ”Alexandra”, ”Moebius”,”Elena” og ”Savoia” var et imponerende skue. Selvom det var Henry Morton Stanley, der som den første hvide mand så bjergene, var det den italienske hertug af Abruzzi, som navngav dem, da han med et stort følge af bjergbestigere klatrede op på toppene i 1906. Når man ser på de udmærkede fotografier fra denne ekspedition, fremgår det tydeligt, at der var meget, meget mere is og sne på toppene dengang for godt hundrede år siden, end der er nu. En god ting er dog, at der stadig flyder ligeså meget vand i floderne, takket være de mange høj-alpine sumpe, som holder på meget mere vand end gletcherne. Nå,-efter sumpene krydsede vi over floden flere gange og kom så til en dejlig klar bjergsø,”Lake Bujuku”.- Hvad der dog var knap så dejligt var, at søens bredder var det rene mudder, som nærmest opførte sig som kviksand, når man vadede i det. Dog nåede vi omsider helt op i det åbne alpine land, hvor vi ankom lettere udmattede til ”Bujuku Hut” i 4000m’s højde kort før solen forsvandt bag bjergkammen. Snart blev her bidende koldt, så det knasede af rimfrost i græsset, når man gik. Da jeg den følgende morgen slog vaskevandet ud på jorden, frøs det straks til is.
Lederen af vores afrikanske førerhold foreslog, at vi skulle blive der en ekstra dag for at vænne os til højden. Vi fik således en ”fridag”, som vi brugte til at gå en tur op igennem ”Stuhlmann Pass”,(4160m) over graensen til Congo. Langt ude i vest lå en række hvide skyer tværs over dalen og spærrede for udsigten. Det var mærkeligt at tænke på, at mens vi vandrede heroppe mellem snedriverne, gik pygmæerne langt dernede under skyerne i junglen med deres pusterør og giftige pile. Udsigten tilbage i den retning, vi var kommet fra, var simpelthen fantastisk. Dybt nede i bunden af den grønne dal lå ”Bujuku Lake” som en glinsende mørk juvel. Ovenover i den skarpe højfjeldssol kom gråhvide skyer drivende hen foran Mt. Baker’s stejle, mørke bjergvæg. Allerøverst oppe skinnede hvide striber og klatter af sne mellem de forrevne toppe, ”Semper” og ”Edward”,(4843m). Heroppe, hvor vi stod, herskede den dybe stilhed, man kun kan opleve højt oppe i bjergene eller i krakemutterne på Grønland. Borte var elvens brusen og vindens raslen i løvet. Dyreliv var der næsten intet af. Ikke en lyd hørte man. Men hvor var her smukt, og hvor var vi, indtil da, heldige med vejret.
Den femte dag gik vi først ned forbi ovennævnte, ”Bujuku Lake”, hvor vi igen måtte kæmpe os igennem morasset, indtil vi på den anden side kravlede over stok og sten op ad en meget stejl skråning; et sted så stejl, at man havde sat en lang næsten lodret stige op til hjælp. Højere oppe, efter denne skråning, var der kun nøgne klippe formationer med smalle afsatser, som vi måtte balancere på og læne rygsækkene ind mod klippesiden for ikke at falde ned. Andre steder måtte vi gå henover isskurede, glatte klipper, som skrånede så meget, at det var svært ikke at glide og snuble med gummistøvlerne. Jeg må indrømme, at det kunne jeg ikke lide, for begyndte man først at glide ned af klipperne, ville man jo ende med at ryge ud over kanten. Men vore fire afrikanske førere var uvurderlige støtter for os, og vejret var endnu med os. Midt paa eftermiddagen ankom vi så til ”Elena Hut”, som ligger 4540m over havets overflade. Hytten var meget lille, og kold, som den lå der mellem de stejle nøgne klipper. For at komme på toilettet, måtte man skræve ud over en lodret klippe kant ned paa en træstige, som førte ca. 10 m ned til det lille hus. Udsigten op mod tinderne og gletcherne ovenover var storslået, men også en smule frygtindgydende. Et hold bjegbestigere kom nu gående ned forbi hytten. De så meget glade og stolte ud, for alle havde de været oppe på toppen. Imellem dem var en ung australsk dame. Da vi spurgte hende, om det havde været svært at komme derop, svarede hun på deres friske, lidt drævende cockney mål: ”If I could do it, anybody would be able to do it”. Det fik vort mod på at komme derop til at stige et par grader. Vi gik herefter straks igang med at binde isbrodderne på vandrestøvlerne og pakke seler, reb og isøkser ud, så alt det specielle grej var klargjort til turen over isen til toppen af Margherita (5109m)næste morgen. Derefter var det bare med at få noget varm mad og te, inden vi krøb i soveposerne med alt vintertøjet på, for vi skulle efter planen starte kl 5 næste morgen med at klatre op over klipperne for at være ved gletcherkanten ved daggry kl. 6.30. Med lidt held ville vi så kunne nå toppen klokken 10. Tre timer senere skulle vi nemlig være tilbage ved Elena Hut, så vi kunne nå den næste hytte nede i dalen inden mørkets frembrud.
Da jeg vågnede kl. 3 om natten, vidste jeg med det samme, at der var noget galt. Jeg var blevet vækket af en haglstorm, som slog mod tagpladerne paa hytten. Da jeg gik ud ad døren kl. 4 for at gå på toilettet, lyste min pandelygte ind i en tåge, så tæt, at jeg måtte have fat i kokken for at vise mig, hvor stigen stod over klippekanten. Alligevel gjorde vi os alle 5 på holdet klar til at starte. Men så kom vores førere og sagde, at vi ikke kunne gå op i det vejr. Vi måtte vente og se tiden an. Da klokken blev 8, var der stadig ingen bedring. Et norsk par, som vi havde fulgtes med, uden at de var en del af vores selskab, bestemte sig nu til, at de alligevel ville prøve at nå toppen på trods af vejret. To fra vores hold, Mohez Karmali og hans unge søn Tahir fulgte efter dem med to af vore førere, mens Anders, Didi og jeg blev tilbage og ventede. Kl. 10 blev vejret endnu værre med tåge og isregn, og vi tre besluttede nu, at vi ville opgive Margherita og kravle ned over klipperne, vi var kommet fra, førend de blev alt for glatte. Det gjorde vi og nåede gennem ”Scott Elliot Pass, (4372m)frem til hytten i dalen nedenunder uden besvær. Tre timer efter kom Mohez og Tahir. De var nået op på den første gletcher, ”East Stanley”, som var nem at gå på. Men da de kom til den klippe afsats, man skulle fire sig ned af med reb for at komme over paa den stejle ”Margherita” gletcher, som ledte op til toppen, måtte de opgive p.g.a isregn, tåge og tidsnød, så de blev nødt til at vende om.
Nordmændene, som var professionelle bjergfolk, kom først ned til hytten lige inden nattens frembrud. De havde nået toppen, og i to minutter havde solen skinnet på dem, da de stod deroppe. Jeg må indrømme, at jeg som dansker var lidt flov og skuffet over, at vi ikke kom derop; men det hjalp lidt, da nordmanden, Espen forsikrede mig om, at det ville have været aldeles uforsvarligt, om vi var gået derop i det vejr, når vi ingen erfaring havde med at gå på gletchere. Desuden var der 2 cm is på klipperne mellem de to gletschere, man skulle forcere for at komme derop. Det lindrede lidt på flovheden, men ikke skuffelsen.
Nedturen, som tog tre dage, førte os ad en anden rute gennem landskaber, der om muligt var endnu skønnere end dem, vi havde fulgt på vejen op, ihvertfald hvad angår vegetationen. Først overnattede vi i den ovenfor omtalte hytte, ”Kitandara Hut”,(4027m), der lå lige ud til en spejlblank sø omgivet af klipper med lysebrunt mos, meter høje lyngbuske, den smukke, hvide evigheds blomst ved navn ”Helichrysum”, som kun åbner, når solen skinner, de smukke”Lobelia”, som ligner store ranke lys og ”the Giant Groundsels” med deres irgrønne rosette blad kroner. Sidstnævnte kan efter sigende blive op til 300 år gamle. Fælles for alle disse trope-alpinske planter er, at de kan tåle både stærk varme under den lodrette sol om dagen og den klingrende, kolde frost om natten.
Den syvende dag gik vi fra ”Kitandara Hut” op over ”Freshfield Pass”,(4280 m). Det står for mig som den hårdeste dag. De græs klædte sumpe oppe i højderne var meget tunge at komme igennem og turen ned igen mod ”Guy Yeoman’s Hut”,(3260m) gik over stejle bjergskråninger og afsatser, hvor vi måtte klamre os til de lodrette klippevægge for at komme rundt om hjørnerne. Her fik vi for første gang på turen en regulær regnskylle. Men heldigvis mærkede vi ikke meget til den, for klippenvæggen ovenover hang så meget ud, at vi var i ly. Til gengæld hældede den også så slemt indad under os, at man skulle holde sig fra kanten af afsatsen. Inden vi nåede hytten, kom vi ned til den samme flod, vi fulgte i begyndelsen, ”Mubuku River”. Heroppe var den kun en lille strøm, som vi mange steder kunne vade igennem. Det var nemmere end at forcere højmoserne langs bredderne; blot skulle man passe på ikke at miste fodfæstet og falde på de våde sten. Ved ”Guy Yeoman’s Hut” virkede mobil telefonerne pludseligt, og for første gang i en uge fik vi forbindelse med omverdenen. Det viste sig, at vores afrikanske leders kone havde fået tvillinger aftenen før, og det blev behørigt fejret med dans, sang og trommeslagning af hele den lokale stab på holdet, som talte ialt 24 personer, nemlig 4 førere, kokken og hans hjælper plus 18 bærere. Samtidig uddelte vi ”tipping” til holdet, så der var ordentlig feststemning, også efter solnedgang, da månen i tiltagende begyndte at lyse på himlen, og stjernene funklede over de sorte bjergkamme, mens nattens kulde kom krybende ned til os i dalen.
Den sidste og ottende dag blev en meget lang dag for os, idet vi måtte springe,”Nyabitaba Hut” over for at nå frem til tiden, for vi havde jo holdt en ”fridag” oppe på bjerget ved” Bujuku Hut”. Vi måtte således gå over 12 km gennem det uvejsomme terræn og næsten 2000 m ned af bjerget. Den første etape bød på nye udfordringer, i form af meget stejle klippevægge, som vi måtte kravle ned af og klamre os til næsten som rigtige bjergbestigere. Dog må man sige, at vi nok fik mere hjælp af vores førere, end man normalt ville gøre. De var simpelthen fantastisk gode til at hjælpe os og afværge kritiske situationer. Så snart terrænet blev lidt mere fladt, kom vi, som på opturen, igennem bambus skove, hvor vi balancerede på træstammer hen ad uendelige,våde, mudrede stier. På den sidste strækning ned gennem urskoven var vi ret udmattede, måske især Anders og Mohez, som måtte bære deres rygsække hele vejen. Førerne havde været så flinke at tage Didi’s og min den dag, og vi var i fin form. Jeg behøver vel næppe at nævne, at Tahir, som sædvanligt, vandrede let og ubesværet hen ad stien med et let overbærende smil om læben og rygsækken slængt løst over skulderen.
Klokken 16.45 ankom vi således alle i god behold til “Rwenzori Mountaineering Safari Lodge” ved ”base camp”. Kun Anders havde fået et stort blåt mærke på benet, da han faldt på en klippe. Selv havde jeg ømme, sprukne fingerspidser og negle så sorte, at det var godt min mor ikke var i nærheden. De murerhandsker, jeg havde bragt med, var langt fra tilstrækkelige til at beskytte mine hænder, når jeg ustandselig måtte holde mig fast på klipperrne. Livremmen kunne jeg spænde to huller ind, og vægten viste, at jeg havde tabt 4 kg på turen. Men bentøj og fødder var kommet igennem uden en skramme eller vabel.
Til sidst må jeg atter nævne, at den service, vi fik fra vore fire førere, Herbert, Anthony, Peter og Sebastian var enestående, og også kokken Hossiana og hans hjælper Boniface bør roses. De 18 bærere må jeg heller ikke glemme at nævne. Hver især bar de sække, som vejede op til 20 kg. Ligesom kikuyuerne på Mt. Kenya bærer Bakonzo stammen i Rwenzori deres ting på ryggen ophængt med et bredt bære bånd over panden. Således belastet, kommer de vandrende helt ubesværet op over klipperne, uden en stok at støtte sig til. Når de kommer op ad stien, må man hurtigst muligt gøre plads, så de kan komme forbi, for de går mindst dobbelt så stærkt som en selv.
Selv om vi aldrig nåede toppen af Margherita, var vi alle enige om, at vi havde haft en fantastisk, spændende og smuk tur, rig på oplevelser. For dem, som ej skyr lidt strabadser og jord under neglene, kan turen anbefales på det varmeste.
Jens Bang