BØJDEN GÅRDMANDSLAUG
Love og vedtægter for Bøydens Gaardmands Laug er nedskrevet med sirlig håndskrift og forefindes i laugets protokol, men er ikke dateret.
§ 1
Enhver Gaardmand, som ønsker at indtræde i denne Forening eller Laug, har at indbyde Laugets øvrige Medlemmer på sin Bopæl til et saakaldet Igangsgilde, som kun bestaar i simpel fri Beværtning. Enhver, som saaledes indtræder i Lauget, er forpligtet til at være Laugets Skjænker ved Dettes møder i et aar fra Kyndelsmisse at regne, dog den, som sidst har indtraadt i Lauget maa vedblive hermed, til en nye indtræder; ved Dødsfald erlægges ingen Afgangsgilde.
§ 2
Enhver af Bøydens byeligger Gaardmænd ere pligtige at være Talsmand i et Aar efter Omgang, og som følge heraf har Han Ret og Pligt til at sammenkalde de andre Gaardmænd saa ofte Han finder det fornødent, eller andre vedkommende giver Anledning hertil, dog bør Han saavidt Han Kan vælge den beleiligste Tid hertil og saavidt muligt udtale sine Tilsigelser saa tydelige, at enhver kan danne sig en Mening om, hvad der er at forhandle ved Mødet. Dersom nogen lader Gaardmændene samle i egne anliggender, har de herfor at erlægge 1 Potte Brændevin.
§ 3
Talsmanden er som Formand for Lauget, erhver har at henvende sig til Ham, naar de vil have Lauget samlet; Embedsmænd kunne dog uden at melde det til Talsmanden sammenkalde Lauget.
§ 4
Talsmanden besørger Tilsigelser til Spand og Gangdage med videre, hvad der vedkommer Gaardmændene er fælles for disse, og fører en nøiagtig Fortegnelse herover.
§ 5
Talsmanden opkræver og opbevarer de Mulkter, som bliver erlagte for Forsømmelighed, Uordener eller Opsætsighed i Byens eller Laugets Anliggender, samt opkræver og udbetaler de Penge, der behøves til underholdning ved Møder eller Sammenkomster.
§ 6
Talsmandsskiftet sker i en af Dagene før eller efter Kyndelmisse hos den nye Talsmand efter Aftenbud fra denne, ved talsmandsskiftet skiftes ligeledes Lægsmænd, som gaar paa Omgang paa tvende af Byeligger Gaardmændene.
§ 7
Enhver Gaardmand er pligtig at møde paa Tid og Sted, naar Han af Talsmanden eller andre dertil berettigede beordres til Møde; den som kommer for sildig efter det anførte Klokkeslæt betaler naar han har modtaget Tilsigelsen Dagen forud 4 sk., møder han slet ikke 6 sk., har Han modtaget Tilsigelsen samme Dag betales for at komme for Sildig 2 sk., møder slet ikke 4 sk., Den som siger et bud feil om således at de der kommer efter Ham, som følge heraf ikke kan møde til den angiven Tid betaler herfor 8 sk. For at komme for sildig eller for udeblivelse ved Gilder betales intet, undtagen ved Talsmandsgildet, ved andre Møder gjælder det Uhr hvor mødet holdes og den, som ikke selv kan møde, maa lade en anden møde for sig, dog maa en gaardmand ikke møde for en Anden. Det er alle Gaardmændenes pligt at give Bud om til deres Naboer, fra hvilken side det kommer; den som forholder Budet uden Grund, dømmes af Talsmanden og Lægsmændene.
§ 8
Talsmanden maa sørge for at fordele Spand og Gangdagsarbeide saa ligelig som mulig imellem de Arbejdspligtige, ligesom han og bør drage sammen under et, hvad der kan forenes, for ikke at ødsle med den arbejdspligtiges Tid. Talsmanden er som hidtil fritaget for Gange og ???
§ 9
Skulde der opstaa indbyrdes Stridigheder, som ikke kan afgjøres ved denne Lov, tilkommer det Talsmanden og Lægmændene i Forening at afgive en Kjendelse heri, vil Vedkommende ikke nøjes hermed, afgjøres det ved Stemmeflerhed af hele Lauget.
§ 10
Tillæg til eller Forandringer ved denne Lov, kan foreslaas af enhver af Laugets Medlemmer, og naar ¾ af de Mødende da stemmer for forslaget bliver at indføre i Loven.
§ 11
Den i § 1 omhandlede fritagelse for Afgangsgilde ved Dødsfald, ophæver ikke Forpligtelsen til at give dette, for de Gaardmænd eller disses Enker, som engang har paataget sig denne, med mindre deres Efterkommere vedtager og underskriver denne Lov eller disse Vedtægter.
Underskrevet:
Jørgen Sørensen
Jørgen Madsen
Jørgen Jørgensen
Anders Peder Mortensen
Ch. Verchmesster
Peder Nielsen
Anders Rasmussens Enke
Peder Hansen
Peder Sørensen
Hans Pedersen
Jeppe Rasmussen
Lars Madsen
Jeppe Laursen
Jørgen Sørensen
Hans Nielsen Rasmussen
Henrik Hansen Krog
Johan Chr. Nielsen
Søren Christensen”
Ligeledes forefindes en aftale dateret den 9. februar 1864, og lyder således:
”Undertegnede Gaardmænd af Bøjden tiltræder herved ifølge en tidligere Akkord her i Lauget at holde en forsvarlig Orne efter Omgang til Afbenyttelse for vores Søer. Holdetiden regnes fra Maj til Næste Aars Maj, og er betalingen fastsat til 3 kr for hver Gang, en So bliver bedækket. Skal det hænde sig at en So ikke er fornøjet med den første Gang, den kommer til Orne, da maa den komme en Gang til for den samme betaling.
Det antages, at et Døgn er den tid der er tilstrækkelig at Soen er for Orne.”
Denne bestemmelse har været gældende i Lauget indtil den 7. februar 1903, hvor der er skrevet følgende:
”Ved Møde i Mejeriets Sal, d 7. Februar 1903, bestemtes det at ophøre med at holde Laugsorne indtil videre fra førstkommende 1. Maj.
Skulde det imidlertid blive vanskeligt og besværligt for Laugets Medlemmer at faa deres Søer ornede, og som følge heraf, flertallet af Medlemmerne ønsker og stemmer for, at der atter skal holdes Laugsorne, da indtræder atter de afbrudte Laugsforhold, med Rettigheder og Forpligtelser som anført omstaaende. Jørgen Jørgensen er den, der sidst holder Ornen nu og det bliver da i saa Tilfælde H. P. Tornhøj, der med et halvt Aars Varsel skal anskaffe en Laugsorne.
Bøjden i Februar 1903
Henrik Krog
Talsmand”
På et tidspunkt efter udflytning af gårde fra byen, dannede ”Udflytterne” deres eget laug, og trådte ud af bylauget, som derefter bestod af 11 gårde.
En del af lovene og vedægterne var ikke længere aktuelle, efterhånden som gårdmændene købte ejendommene fri af fæstet under Hvedholm. Det var omkring 1905.
Det gælder bl.a. hoveriet med spand og gangdage, hvor bønderne skulle stille med henholdsvis hestespand og arbejdskraft/redskabet til hovedgården eller det offentlige.
Ved møderne i Lauget førhen mødtes alle mændene om eftermiddagen for at besigtige staldene ved Oldermanden. Derefter var der spisning, som bestod af sildebord med mange snapse og øl. Bagefter oftest flæskesteg med tilbehør og dessert eller ostebord.
Efter spisningen blev der spillet kort og der var suppe, inden aftenen sluttede.
I ”nyere” tid var der først samling i Lauget til aftensmad, da man efterhånden ikke måtte komme i staldene på grund af smittefare.
I 1971 blev Talsmandsgildet holdt på Kastanielund hos Grethe og Hans Peter Tornhøj. Det var første gang, hvor, ”damerne” var inviteret med til gildet. Det blev afholdt den første onsdag efter Kyndelmisse kl. 18.00.
Efterhånden havde de fleste kvinder arbejde udenfor hjemmet/gården, og derfor blev det besluttet at flytte Talsmandsgildet til den første fredag efter Kyndelmisse kl. 18.00.
Rækkefølge for Talsmandsgildet var tidligere følgende:
Lavemosegård
Hassenkamgård
Rosenvang – omdøbt til Moustgård
Lindegården
Voldgården
Færgegården
Moselund
Julhøj
Kastanielund
Fruergård
Rødkjærsgård.
Efterhånden blev nogle af gårdene solgt, og der var ikke længere landbrugspligt på disse ejendomme. Andre ønskede ikke længere at deltage i Oldermandslauget.
I øjeblikket består Bøjden Gårdmandslaug af følgende ejendomme:
Lavemosegård
Moustgård
Voldgården
Moselund
Julhøj
Kastanielund
Rødkjærsgård.
Det er besluttet på et årligt møde, at hver ejendom fremover selv bestemmer menuen. Og der spilles ikke længere kort til kl. 24.
Sild, øl og snaps er dog stadig obligatorisk, og suppe eller smørrebrød inden vi slutter.
Det gamle horn overbringes stadig til den nye Oldermand sammen med protokollerne, når vi samles. Han skal så opbevare det til fredag efter Kyndelmisse det følgende år og blæse til samling inden spisning.
Den afgående Oldermand har nedskrevet, hvad der er sket af stort og småt i året løb. Dette bliver læst op under spisningen. Ved Laugets sidste møde i februar 2017 havde Astrid og Arne Pløger skrevet følgende:
”Talsmandsgildet blev afholdt den 5/2-2016 på Moustgaard hos Arne og Astrid.
Lars og Heidi fra Kastanielund havde meldt afbud.
Jens Gudmund Hansen og Merete Brandt Hansen blev godkendt til at indtræde i lauget, da de har købt Voldgårdens jord af Bent og Marianne.
Næste talsmandsgilde holdes hos Jørgen Monson på Moselund.
Året der gik:
Efter 25 års god produktion af vindenergi valgte Arne og Astrid at sælge vindmøllen til nedtagning. Vingerne blev sendt til Skotland og navhuset til Holland.
Det store naturområde ved Bøjden nor tiltrækker mange fugle, og især de store flokke af gæs giver nogle udfordringer på de omkringliggende dyrkede arealer. Da trækfuglene også kommer på besøg, blev der i november igen fundet fugleinfluenza H5N8 i en død and ved noret, hvilket har betydet, at alt tamt fjerkræ skulle holdes under tag.
Naturområdet bliver afgræsset af ca. 40 stk. kødkvæg, som der bliver holdt godt øje med – også af naboerne og motionisterne, som finder dem hyggelige.
Foråret 2016 var vådt, efterfulgt af en tør periode, og august var ret kold. Specialafgrøderne kom lidt dårligt fra start, og udbyttene blev lave.
Korn og raps havde normale udbytter, ret nem høst, men med lave afregningspriser.
Majsen klarede sig rigtig godt på grund af den fine for- og sensommer.
De lave priser på svin og mælk udfordrer mange landmænd økonomisk.
150 KV-ledningen ud til Sønder Hjørne skal lægges i jorden, og forberedelserne er begyndt. Der blev gravet et bælte, hvor kablet skal i jorden og arkæologer fra nationalmuseet har finkæmmet de øverste jordlag for fortidsminder og bl.a. fundet flinteredskaber, men også bosteder og gravpladser.
I samme forbindelse fandt de, at nogle hegn var blevet fjernet, så nu er nogle lodsejere blevet pålagt at genetablere det nedlagte.
Sket i DK:
Prins Henrik er gået på pension.
Der er indført grænsekontrol.
Svindel med udbytteskat for 12,3 mia.kr.
Venstreregeringen valgte at udvide regeringen med Liberal Alliance og Konservative.
Sket i udlandet:
Der er stadig krig mange steder. Specielt krigen i Syrien fylder meget i medierne.
Terrorister har igen slået til forskellige steder.
Storbritannien havde folkeafstemning om at forlade EU, og det blev til Brexit.
USA’s 45. præsident blev forretningsmanden og milliardæren Donald Trump.”
Lauget har ikke længere nogen magt, men er et hyggeligt møde mellem folkene på de nævnte gårde.
Kirsten J. Lohse
Lavemosegård