Nedenstående indlæg om toldhuset er produceret af Helle Blomquist med baggrund i Toldvæsenets gruppeordnede sager.
Fotografiet viser toldhuset i Bøjden, hvor Ludvig Christian var toldkontrollør og strandfoged fra 1870 til 1906. Fotografiet er taget i 1906, da alle landets toldbygninger blev fotograferet i forbindelse med Christian den 9’s død det år. Ludvig Christian gik på pension i 1906, da han var 78 år. Det var i dette hus, at Ludvig Christians og Marias børn, svigerbørn og børnebørn mødtes om sommeren, og hvor børnene fik lov til at tumle sig under frie forhold.
Børnebørnene havde dog ikke noget nært forhold til bedsteforældrene. Bedstefar oplevede de som streng, og bedstemor så de ikke meget til. Hun var syg.
Toldassistent og strandkontrollør Ludvig Christian Gerhardt
Ludvig Christian Gerhardt (1827-1916) og Maria Hammer (1831-1906) flyttede ind i toldhuset ved Bøjden Havn i 1870. På det tidspunkt var han 42 og hun 38. De to ældste af deres børn, døtrene Hanne og Louise var allerede flyttet hjemmefra, og den yngste søn var endnu ikke født. Ludvig Christian og Maria flyttede ind med 7 børn.
Stillingen på Bøjden blev en slutstilling for Ludvig Christian. Han blev både toldassistent og strandkontrollør, det vil sige, at han skulle sørge for både at opkræve told fra de skibe, der anløb havnen fra udlandet og drage omsorg for vraggods, der flød i land samt holde øje med strandinger og bjergninger. Han tiltrådte sin post den 5. januar 1870.
Bøjden hørte under toldhuset i Fåborg, og der var naturligt nok flere toldere ansat. Men på Bøjden arbejdede toldofficeren alene; der var ikke andre toldere på stedet. Det var Ludvig Christians overordnede i Fåborg, der skrev indstillingen til Overtolddirektoratet og anbefalede ham. Det var nemlig ikke givet, at det skulle være sådan en som ham, der skulle have posten. Normalt blev den besat med en krydstoldofficer, det vil sige en myndighedsperson fra Toldvæsenets maritime afdeling.
Der var dog flere grunde til, at han var egnet til arbejdet i Bøjden. Han havde en stærk konstitution; da han oprindeligt var oplært som sømand, havde han et meget nært kendskab til at styre en båd og borde et fartøj; og han var skikket til at foretage patruljeringer til fods. Det sidste ville være påkrævet for en strandkontrollør, der skulle holde øje med, hvad der skete på kysten og agere som myndighedsperson i de forhold. Men hans overordnede fremhævede også hans menneskelige egenskaber. De var sådanne, at opholdet på en isoleret post som Bøjden ikke ville få nogen skadelig indflydelse på ham.
Hvad handler den sidste bemærkning om? Måske viser den, at hans chef havde tillid til hans ærlighed. Aviserne rapporterede af og til om toldere, der hjalp smuglerne, der prøvede at smugle varer fra det nærliggende Tyskland. Der kunne også ligge værdier gemt i vraggods. Så den person, der skulle arbejde alene, uden en kollega til at ånde ham i nakken, skulle være redelig og ubestikkelig.
Ludvig Christian fik posten efter i 6 år, siden 1865, at have arbejdet ved Fåborg toldsted ’uden nummer’, altså uden en fast stilling.
Før Gerhardt-parret kom til Bøjden, havde de været på en lang rejse. Den startede i Flensborg, hvor Ludvig Christian som ung toldelev i 1851 var startet i det slesvigske toldvæsen. Der havde han fået mulighed for ved at præsentere et passende CV, som bestod i en ansættelse ved marinens depot på Als under treårskrigen i 1848-52. Her havde han ført regnskab. Han kunne også prale med, at han havde en meget stærk konstitution, og at han ’var det tyske sprog fuldstændig mægtig’, som han skrev i sin ansøgning. Det sidste måtte være en betingelse, hvis man skulle arbejde i Slesvig og Holsten. Det var ikke tilfældigt, at han kunne tale tysk. Han var døbt i Skt. Petri Tyske Kirke i København, hvilket viser, at hans forældre havde en tilknytning til Tyskland. Hans far var korporal i Livgarden til hest, senere vagtmester Ludvig Gerhardt,og hans moder var en enke ved navn Louise Glass, født Nyborg. Louise var født og opvokset i København, og det samme var Louises far og mor, så det har været Ludvig Christians far, der var tysk.
I Flensborg mødte Ludvig Christian Maria, som var datter af en skibsfører i byen. Hun var døbt i Marienkirche i Flensborg som Maria Brigitta Elisabeth Hammer. En ansættelse som toldassistent i Garding i september 1851 gav mulighed for, at de to kunne gifte sig. I Garding fik det unge par døtrene Hanne og Louise.
Tiden i Garding var en svær periode for Maria og Ludvig Christian. Maria var godt vant hjemmefra, og familien kom i økonomisk knibe. Da Ludvig i april 1853 ansøgte om gratiale fik han afslag, da hans overordnede mente, at Maria forestod en slet husførelse. Man levede i tætte forhold dengang, og der var åbne vinduer mellem arbejdsliv og privatliv. Først når følgerne af en letsindig og uklog økonomi stod Ludvig klart, skulle han have understøttelse, mente hans chef. Men så ville han til gengæld også anbefale ham, da Ludvig var en redelig og meget ferm toldbetjent.
Ludvig Christian fik hurtigt en ordning med sine kreditorer, og det begyndte at gå bedre med økonomien. Til gengæld gik det skidt med helbredet. Både Ludvig Christian og Maria fik marskfeber, som var udbredt i Garding blandt dem, der ikke var opvokset på egnen. I 1854 blev Ludvig efter eget ønske forflyttet til Tønder, der var en blomstrende handelskøbstad.
Familien voksede og med det udgifterne. I 1860 havde Maria født tre børn i Tønder, nemlig Ludvig Christian Nikolaj, Anton Emil og Marcus Andreas. Maria tog ved lære og begyndte at væve damask for at hjælpe til med økonomien, et nærliggende arbejde i Tønder, der havde produktion af damask og kniplinger. Ludvig tog ekstra arbejde. Han kopierede dokumenter for en advokat i byen. Familiens økonomi kom på rette køl.
Men ingen er længe i paradis. I 1861 blev Ludvig Christian sendt til Højer, og det var ikke lykkeligt. Han havde ekstra udgifter til husleje, og familien mistede de gode ekstra indtægter, som de havde haft adgang til at tjene i Tønder. Nu skulle Ludvig forsørge sig selv og Maria samt 5 børn og en søster. Børnene blev syge med mæslinger og skarlagensfeber, og familien fik understøttelse og forskud til at klare udgifterne. ’Det er ingen tom klagesang’, som hans chef skrev til Direktoratet med sin anbefaling. Maria fødte yderligere 2 børn i Højer, Caroline og Daniel.
I 1864 kom familien væk fra Højer, men da af helt andre grunde end tjenstlige. Da Preussen vandt den 2. slesvigske krig, måtte toldassistenten flygte. Ludvig pakkede sin familie med de nu 7 børn og sit dannebrogsflag på en trækvogn og slæbe læsset til Danmark nord for Kongeåen.
Det område, der gik tabt på det tidspunkt var rigt på handel og produktion, så det var et stort økonomisk tab for riget. Slesvig-Holstens velstand betød også, at der var mange toldassistenter i samme situation som Ludvig Christian. De havde været beskæftiget med at beskatte det rige handelsliv, og nu blev de afskediget. Næsten halvdelen af dem kunne ikke finde placering i kongerigets toldvæsen. Men det lykkedes for Ludvig Christian. Han blev den 14. januar 1865 konstitueret som strandkontrollør i Bøjden ved Fåborg Tolddistrikt. Han var bosat i Vester Åby Sogn, med tjeneste ved Strandhuse, en anløbsbro, hvor bådene kunne lægge til. I Vester Åby fødte Maria to børn, Johannes Harding og Ane Marie Christiane.
Det må have været en stor dag for familien, da man endelig kunne flyttet til eget toldhus, og familiefaderen den 1. januar 1870 erklærede troskab over for kong Christian 9. Lønnen var da 400 rigsdaler, fri bolig og godtgørelse af udgifter. Parrets sidste barn, sønnen Aksel Ludvig Martin Christian Gerhardt blev født på Bøjden i 1871.
Det betød ikke, at alle vanskeligheder var slut. Ting sker i livet, og en voldsom begivenhed var stormfloden i 1872, der ramte danske kystområder hårdt. Bøjden var særligt udsat. I den lille by mistede en mor og hendes to børn livet, da deres hus styrtede sammen om dem. Ved toldhuset skulle der bores ny brønd, fordi den der var, blev fyldt med saltvand. Al muldjorden og gødningen skyllede af og skulle erstattes. Ludvig Christian måtte ansøge om understøttelse til at få det retableret. Han fik naturligvis bevilling til at udbedre skaderne. Husets jordtilliggende var en del af lønnen, og hvis der ikke var noget muldjord, kunne han ikke gro foder til den ko, som han skulle holde om vinteren til familiens underhold.
Andre forhold, som ramte, var sygdom. I lange perioder var Maria syg, og der måtte hentes læge og medicin fra Fåborg. Det krævede vognleje til lægen, og det var dyrt. Ludvig søgte, og fik bevilling til at dække sådanne udgifter, idet hans overordnede støttede ham og karakteriserede ham som en sirlig og påpasselig toldbetjent, men fattig og med mange børn, som han vanskeligt kunne forsørge.
På trods af fattigdommen har Ludvig og Maria aktivt støttet deres børn, også økonomisk. Selv når børnene var flyttet hjemmefra understøttede de dem, og de har lagt vægt på, at drengene fik en uddannelse. De tre af de i alt 5 drenge blev sømænd. I 1870 var Ludvig skibsdreng, og i 1880 var Daniel sømand. En tredje søn, Marcus, begyndte i 1881 på styrmandsuddannelsen på navigationsskolen i Svendborg. Det kostede penge, og selvom Marcus på det tidspunkt har været langt over konfirmationsalderen – han var 21 år i 1881 – så har forældrene følt sig kaldet til at hjælpe ham. Overtolddirektoratet gav bevilling til et tilskud, og Marcus fik sin uddannelse.
Samtidig må de have understøttet en anden søns uddannelse, nemlig Johannes Harding, som i 1882 fik undervisning på Teknisk Skole i Odense. Det var en uddannelse, hvor eleverne skulle betale skolepenge. Da var Harding 15 år.
Efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, fik toldhuset på Bøjden i 1880erne og 90erne en ny funktion i familien. Fra at være det sted, hvor Maria og Ludvig Christian opfostrede deres bøn, blev det et sted, hvor børnene vendte tilbage nogle dage om sommeren med deres ægtefæller og egne børn. Mange børnebørn har med glæde tænkt på og talt om somrene hos bedstefar og bedstemor på Bøjden og samvær med fætre og kusiner. Måske havde de også en tilføjelse om, at bedstefar var meget streng, og bedstemor, ja, hende så man ikke meget til. Hun var ofte syg.
I 1899 blev han tildelt hæderstegnet Dannebrogsmand. Det blev givet til “enhver, der ved klog og redelig Stræben for Brødres Vel og ved ædel Daad i en engere Kreds har gavnet Fædrelandet”. Måske var det i den anledning, at han tog til Assens og blev fotograferet sammen med Maria på Larsen Boes Atelier. Parret kunne se yngre ud end henholdsvis 72 og 69 år. Navnlig har de ikke noget hvidt hår af betydning. Men Larsen Boe drev sit atelier fra 1899 til 1905, og det ser ud, som om Ludvig har et lille hvidt mærke i venstre knaphul. Anledningen til at få fotografiet taget, kunne godt være familiefaderens hæder.
I 1905 gik Ludvig på pension, 78 år gammel. Ved hans fratræden havde hans chef indstillet ham til kammerråd. Den hæderstitel blev tildelt mænd, der havde gjort en fortjenstfuld indsats. Det blev afslået.
Efter Ludvig Christians pensionering blev parret boede i Bøjden, hvor de havde en datter, Louise. Hun var gift med malermester Carl Christian Madsen. Maria døde hurtigt efter, den 22. januar 1906, 75 år gammel. Ludvig døde 87 år gammel, den 18. juli 1916, begge begravet på Horne Kirkegård.
| Kilder: Man kan undre sig over, at fortællingen er meget mere fyldig om Ludvig Christian end om Maria. Det skyldes, at de mest omfattende kilder til parret er de gruppeordnede toldsager, som i realiteten er Ludvig Christians personalesag i Overtolddirektoratet. Det vil sige, at det, vi har mulighed for at vide, er oplysninger, der fremgår af den korrespondance, som Ludvig Christian har haft med sin arbejdsgiver. I sagens natur er det oplysninger, der har haft at gøre med hans tjenstlige forhold. Kun indirekte træder Maria og børnene frem. Andre kilder er kirkebøger og folketællinger, som indeholder punktvise, eksakte oplysninger. En tredje kilde er familieberetninger, fortællinger, der har overlevet mundtligt i familien, som f. eks. om trækvognen med dannebrogsflaget, der er en beretning om familiens uddrivelse fra Slesvig. En lidt mere omfattende beretning er Levnedsberetning fra Marie Vilhelmine Gerhardt, gift Blomquist. |
Ludvig Christian Gerhardt (1827-1916) og Maria Birgitte Elisabeth Hammer (1832-1906)
Fotografiet befinder sig hos Birgit Gerhardt, gift Busk- Jensen. Det har været en del af Birgit Gerhardts mors fotoalbum, Marie Gerhardt. Marie Gerhardt var opkaldt efter sin farmor, Maria Birgitte Elisabeth Hammer.
Fotografiet er taget i Assens på fotograf Larsens Boes atelier, Østergade 19 i Assens. Det er ikke oplyst, hvornår fotografiet er taget. A. Larsen Boe Havde atelier i Assens fra 1899 til 1905, så fotografiet må være taget i det tidsrum. Det er mest sandsynligt, at det er taget i 1899, da Ludvig Christian blev hædret med titlen Dannebrogsmand. Den hvide mærkat i hans venstre knaphul kan godt være det hvide silkebånd.