Arkivernes Dag 2022

Vi holder åbent på Arkivernes dag – den anden lørdag i november – altså 12. november 2022 kl. 13.00 – 16.00

Der vil være kaffe på kanden, mulighed for slægtsforskning, for at se de permanente udstillinger, samt som altid få en snak om gamle dage på Horne Land.

Redning af jøder på Horne Land – oktober 1943

Af Erling Albrectsen

Redning af jøder på Horne land, oktober 1943.

Denne historie handler om redning af en gruppe jøder der var skjult i et sommerhus på Horne Næs. Historien har jeg fra min Morfar, praktiserende læge Vilhelm Ingerslev (1910-1994), Slettensvej, Søhus v. Odense. Ingerslev dækkede oplandet Søhus-Lumby og Allesø-Broby kommuner og var læge for modstandsfolk, der kunne komme, når der var behov for behandling og være skjult i huset på 1. sal.

Ingerslev fortæller i sine erindringer om hvordan han blev involveret i aktionen:

Henvendelse fra Pastor Tom Ingerslev

”En dag kom min fætter (Pastor Tom Ingerslev, Odense) og spurgte, om jeg ikke kunne skaffe en tysk pige, der var flygtet fra jødeforfølgelserne et sikkert ophold ude på landet. Selvfølgelig kunne jeg det, og så kom en stilfærdig pige på en snes år, som gik til hånde hos fru Juul på Holmegård. Det har været tidlig på sommeren 1943, for et par måneder senere kom Tom – min fætter – igennem med en besked om en forestående tysk razzia mod de tyske jødeflygtninge, og pigen skulle afsted til København og derfra til Sverige – allerede den følgende lørdag. Da pigen fik den besked, sagde hun ophidset, at hun ikke ville tage af sted uden hendes kammerater, der var skjult i et sommerhus på Horne Land ved Fåborg.

Lejlighed i Nørregade

Da Tom hørte det, sendte han mig ind til en adresse i Nørregade for at høre, om de havde kontakt og planer om transport af de tyske jøder fra Horne Land. Jeg ringede på i Nørregade og skulle hilse med et eller andet kodeord, der vist nok var Søren, og så blev jeg lukket ind i et værre cirkus af unge mennesker, der syntes at være forvirrede. Det flød med håndgranater og maskinpistoler, og ingen vidste noget som helst om det, jeg spurgte om. Jeg måtte vente til deres leder kom tilbage. Jeg skældte ud og sagde, at de hellere måtte vente med deres fyrværkeri til vi havde ordnet den stærkt hastende jødetransport. Det var fredag eftermiddag. I den vilde forvirring kom et par af de unge mennesker og spurgte, om det var min lægebil, der holdt på gaden. Jeg skældte ud og brokkede mig, og da lederen kom, så kendte han ikke noget til jøderne ved Fåborg og spurgte, om vi ikke selv kunne tage os af dem og deres transport og derved blev aftalen.

 Da jeg var færdig med dagens sygebesøg, tog jeg ud til dyrlægen, der i en fart fik fat i Adolf Jørgensen. Det var en tåget oktoberdag, og da det drejede sig om en større flok jøder, der skulle hjælpes af vejen, fik pigen i hast pakket sine sager, og vi tog afsted til byen, hvor dyrlægen kendte en taxavognmand på hjørnet af Asylgade og Slotsgade.

Taxaer

Efter at dyrlægen havde talt med ejeren under fire øjne, rullede tre taxabiler med generatorgas og hver sin chauffør frem. Chaufførerne fik kort besked om, at vi skulle hente nogle højskoleelever, der skulle se på landbrug på Holmegård (EA: Dyrlæge Juuls ejendom:  Bladstrupvej 89, 5270 Odense N) . Der blev ikke spurgt om mere, og så kørte vi afsted.

Bøjden

Det blev hurtigt mørkt og usigtbart, og da vi efter en times tid nåede næsten ud til Bøjden, standsede pigen os ved en skov. ”Dort ist es”. Bilerne blev holdende på vejen og dyrlægen og jeg gik med pigen ind i den buldrende mørke skov. Vi måtte bogstaveligt famle os frem. Allerede efter et kvarter var vi faret vild og kunne ikke finde sommerhuset eller tilbage til bilerne. Efter en halv time fik vi endelig øje på bilerne på den anden side af vejen, og tavse fulgte vi dyrlægen, der ikke ville famle sig videre, og så vadede vi ud i en mose med hinanden i hænderne i vand til knæene. Endelig nåede vi tilbage til bilerne og blev enige om at give op og vende hjem. Bilerne vendte, og vi kørte tilbage. Vi kørte et par kilometer ind mod Fåborg, da pigen ophidset sprang i vejret og råbte. ”Dort ist es”. Hun tiggede og bad os grædende om, at vi skulle standse. Efter en kort rådslagning lovede jeg at gå med ned til stranden. Der var pigtrådsspærringer med et par hundrede meters afstand, nogle steder rev vi os igennem, andre steder kunne vi slippe uden om ved at gå ud i vandkanten. Våde var vi jo i forvejen, og snart så det helt håbløst ud. Efter en halv time på den måde forlangte jeg at vende om. ”Nein” råbte hun ”dort ist es”. Så pegede hun på en stige, der var stillet op ad en stejl skrænt, og vi kravlede op, og der lå sommerhuset. Hun løb derhen, bankede på døren og kaldte ”Kammeraten, Kammeraten”. Intet svar. Hun løb rundt om huset, bankede på vinduerne og kældervinduet og fik kun tavshedens tomme svar. ”Sie sind verschwunden”. Hun bøjede fortvivlet hovedet, og så måtte vi ned ad stigen til stranden igen og over væltede pæle og pigtrådsruller tilbage til bilerne. ”Nu tager vi altså hjem”, sagde jeg bestemt til de andre. De havde fundet ud af, at jøderne måske kunne være i Vester Skerninge Præstegård, og de havde aftalt med chaufførerne, at de skulle køre til Fåborg og få nyt generatorbrænde og så lægge hjemvejen over Vester Skerninge. Pigen tørrede øjnene med lettelse og vi kørte videre. Da vi kørte ind i præstegården i Vester Skerninge og ringede på, blev der straks lukket op. Der stod en lysende engel af en ældre præstefrue med hvide lokker. ” Åh, hvor var det godt I kom. Jeg har ventet jer hele natten”. Da vi var kommet ind i varmen og lyset, var der samlet en broget flok jøder i alle aldre mellem spredte rygsække og pakkenelliker. Jeg sagde barsk til præstefruen: ”Har De noget mad, jeg er sulten”. Hun tog mig venligt om skulderen og førte mig ud i køkkenet, hvor jeg fik et par glas mælk, og så smurte hun nogle ostemadder, og da jeg havde slugt det, var de tyske jøder allerede i gang med at fylde de tre biler med deres bagage. Så kom der en ung tysker, der hed Rothbein og sagde, at der var et par stykker mere, der skulle hentes på nogle gårde i nærheden. Vi planlagde fordelingen, og jeg gik med til at følge med Rothbein, bare jeg blev fri for det tyske pigebarn. De andre blev presset sammen i to biler i lag oven på hinanden, og de kørte så hjem over Hårby længere mod vest. Jeg kørte så med Rothbein og et par andre videre på farten.  Når vi af ham sikkert var blevet ført ind på en gårdsplads, så piftede han i fingrene og en loftluge eller en dør i et baghus blev listet op og en eller to sneg sig stille ud med rygsække eller en pakke. Vi var vist tre steder, og begav os så på vej efter de andre til Odense. På Holmegård fik vi kaffe sammen med de tavse chauffører. Doris fortalte, at Toms kone midt om natten havde ringet og spurgt, om børnene var kommet godt hjem. Da Doris svarede nej, fortalte hun, at hun havde hørt, at Gestapo var taget ned til Horne Land for at finde nogle tyske flygtninge, der havde skjult sig der og ganske rigtigt. Lykkeligvis var de kørt ad Assens vejen derned, og vi kørte over Nr. Broby, så vi undgik at løbe i armene på dem.

Vores chauffører tog det med forbavsende ro, mens vore ”højskoleelever” så på landbrug en times tid, og så gik det tilbage til Odense igen. Klokken ti om formiddagen skulle vi være på Odense Banegård efter besked fra Tom, og der ville der være en mand med armen i bind og en strittende pegefinger i gipsbandage. Ham skulle jøderne følge efter, men de måtte ikke tale til ham.  Da vi var kommet ind på Odense Banegård var der fuldt af travle mennesker og heriblandt mange tyske soldater og officerer på rejse til eller fra. Pludselig kom der luftalarm, sirenerne hylede, og folk for afsted i en fart. Vi fordelte vor flok, der nu var blevet meget større og sendte dem i mindre grupper med en af os og andre venlige hjælpere rundt om til de nærmeste lægeventeværelser; hos N.S. Jacobsen og doktor Astrup på Gråbrødre Plads, og hos doktor Larsen i Nørregade. Da sirenerne afblæste luftalarmen strømmende folk tilbage fra de nærmeste beskyttelsesrum og vores jøder fulgte med gipsmanden over på perronen, hvor toget var klar til adgang. Så kørte jeg dødtræt hjem.

Efter krigen oplever Vilhelm Ingerslev følgende:

“Nogen tid efter kom to tyske herrer på visit en eftermiddag. Den ene var ganske overraskende min gamle tyske kammerat fra Horne land ved Fåborg, Rotbein! Den anden herre var en eller anden officiel repræsentant vistnok for den første israelske regering, de var så vidt jeg forstod, kommet til Danmark for at sige tak for hjælp ved jødetransporten til Sverige i okt. 43. I vores gæstebog står der: “Odense, 24/9-45: “Jeg takker Dem i Navn fra mine kamarater for Deres Hjælp i de kritiske Oktoberdage 1943 og Hilser Dem med den jødiske hilsen —-.— Julius Rotbein” Den jødiske hilsen er skrevet på hebraisk, og dateringen lidt utydelig, muligvis 24/5-45″

Jagten på sommerhuset

Jeg ville gerne vide mere om sommerhuset, hvor jøderne var skjult: ” en stige, der var stillet op ad en stejl skrænt, og vi kravlede op, og der lå sommerhuset”

Det er ikke meget at gå efter. Hvor var det? Hvem hjalp? Hvad er historien?

På nettet søgte jeg ”præst, jøder, sommerhus Horneland” og så kom jeg heldigvis/tilfældigvis ind på: www.hornelandsfolkemindesamling.dk hvor de skjulte jøder er beskrevet i indlægget skrevet af Jens Holm: ”Nogle begivenheder i Horne sogn under verdenskrigen 1939-1945”:

”I 1940 var der spredt over hele landet ca. 700 unge jøder, mest tyske emigranter, der væsentlig arbejdede ved landbruget. Omkring en snes stykker fik tid efter anden ophold her i Horne.

Disse unge mennesker havde en hel anden indstilling end vore egne unge. De var faktisk blevet ældet før tiden. De eller deres forældre have mærket jødeforfølgelserne i Tyskland eller i et af de andre lande, som tyskerne havde besat, og de vidste, hvad det betød. Baller og den slags deltog de aldrig i. Legemligt arbejde var de heller ikke så glade for, men alt andet til dygtiggørelse – læsning af gode bøger, sprog – særlig hebræisk – og diskussioner deltog de med iver i. De samledes gerne en gang ugentlig til en slags efterskole. Deres følelsesliv og hele indstilling overfor livet var anderledes end vor. De kunne lidenskabsløst og uden hæmninger fortælle om den skæbne, der var blevet dem eller deres forældre til del. En fortalte, at hans forældre havde været ejer af et millionforetagende i Wien. Her tog nazisterne alt fra dem og sendte 8dem til Auschwitz-lejren, en andens forældre var havnet i jødeghettoen i Polen. Faderen hørte de aldrig fra. Der regnedes med, at han var død, og sådan videre. Næsten fælles for dem alle var, at de havde gået i en højere skole, og de havde også fået en god, men sikkert en meget hård opdragelse. Deres tro på Gud og på mennesker var ikke stor, og taknemlighed kendte de ikke meget til. De var fra små vant til at klare sig ved egen hjælp og uden andres medlidenhed. Her havde man nok hørt om jødeforfølgelserne i de af nazisterne besatte lande, og ved samtaler med de herværende jøder kunne man dunkelt ane, hvorledes det gik de jøder, der var bleven tilbage i Tyskland og de andre lande under nazistyret, efter at de var samlet i ”arbejdslejre”.  De sparsomme efterretninger fra dem ebbede ret hurtig ud, og dette var gerne et tegn på udslettelse, og selv om man hørte rygter om brug af gas for at likvidere en hel banevognfuld af jøder, så troede man dog ikke, at jødeforfølgelserne og likvidationen havde det omfang, som de efter krigen fremkomne autentiske afsløringer fremviste. Jøderne vidste bedre besked, og derfor frygtede de og tog deres forholdsregler. Den 29. august 1943 overfaldt tyskerne trods løfter vort militær og politi og erklærede landet i undtagelsestilstand, og der blev nedlagt udgangsforbud om aftenen. Fra ledende jødisk side var man nu klar over, at en razzia kunne forventes når som helst. Jøderazziaen kom natten til lørdag den 1. oktober. Den var fra Hitlers hovedkvarter bestemt meget snedig, da alle jøder ifølge deres religion denne nat skulle opholde sig i deres hjem og kun begrundet i at en del af de tyske myndigheder i Danmark ikke var stemt for jødeforfølgelserne og faktisk advarede de ledende, blev det ikke så alvorligt.

Et par af de ledende jøder her i Horne ville rejse til København for at prøve, om der kunne skaffes skibslejlighed til Sverige. De kom også til Nyborg, og ved en færgekaptajns hjælp blev de smuglet over bæltet og kom frem. De andre jøder her i sognet forsvandt, og kun ganske enkelte kendte deres opholdssted.

Ude på Næsset helt inde i skoven ligger et sommerhus, dengang tilhørende en pastor Fabricius. Her samledes de fleste af jøderne fra Horne, men de skulle jo også have mad.

En af jøderne havde været hos gdjr. Poul Jensen, Horne Egsmark, og samme sted var der en fodermester Anders Jakobsen, og denne Anders Jakobsen var af jøderne kendt som en ældre, retsindig og pålidelig karl, og det blev ham, der formidlede transporten af fødemidlerne. Selv kunne han ikke så godt købe ind, da han ikke havde selvstændig husholdning, men en af de første dage efter at jøderne var forsvundne, fik tobakshandler Christoffer Hansen (kaldet Stoffer) et brev med rationeringsmærker smør, brød og havregryn, og da han nok kunne tænke sig, hvad de skulle bruges til, købte han ind, men for ikke at vække mistanke, fik han nogle børn til at købe nogle brød ved en bager, andre købte ved en anden bager og et tredje ved en tredje bager og ligeledes for de andre varers vedkommende ved forskellige handlende, og så afhentede Anders Jakobsen varerne og bar dem ud til jøderne. Det kneb med at skaffe havregryn, så en dag ringede Stoffer ud til grosserer Nielsen, Faaborg og bad om 10 kg havregryn, og det fik han, men Nielsen sagde senere, da faren var drevet over, at han anede nok, hvad de havregryn skulle bruges til, ellers havde han aldrig fået dem.

Mellem pastor Fabricius og gdjr. Jens Jacobsen, Sønderhjørne, var der en aftale om, at Jens Jacobsen skulle have lidt opsyn med sommerhuset i skoven i den tid, Fabricius ikke boede der, og en dag mente Jens Jacobsen at have set nogen pusle ved huset og gik derhen og låsede bagdøren op og så ind i 17 forskræmte ansigter. Han beroligede dem og spurgte, om de manglede noget. Først langt senere fortalte han sin oplevelse til andre.

Som dagene gik, blev jøderne imidlertid bange for, at deres opholdssted skulle blive røbet, og en nat prøvede de af skaffe sig forbindelse med omverdenen, bl.a. med pastor Andersen, Vester Aaby, og natten mellem torsdag og fredag blev de så afhentet af lægebiler fra Odense. Da de først havde fået forbindelse med de rette mennesker, var det ikke så vanskeligt at komme videre. Adskillige tyskere var velvillig indstillet, når bare de ubemærket kunne komme af sted med det.

Efter at de var kommet til København, blev de samlet på Bispebjerg Hospital, og da natten kom, da de skulle over sundet, blev de atter i lægebiler kørt til Frihavnen. Undervejs skiftedes biler flere gange, for trods alt var det jo dog med livet som indsats, at rejsen foregik. I Frihavnen blev de samlet i et skur for senere at blive ført om bord i en båd og gemt i lastrummet. Før de sejlede, havde de en slem forskrækkelse. Tyskerne kom om bord for at foretage en undersøgelse, men ved hjælp af bestikkelse forsvandt de omgående.

Så vidt vides kom alle jøderne her fra Horne velbeholdne gennem krigen.”

Jeg emailede til Hornelands Folkemindesamling for at høre mere om sommerhuset ”ude på Næsset og helt inde i skoven – og de svarede at ”Vi har fundet frem til en adresse, der hedder:Sønderhjørnevej 40, Bøjden, 5600 Faaborg. ”

Jeg ville gerne i kontakt med ejeren af Sønderhjørnevej 40, jeg kunne på tinglysning.dk se at det var en Finn og Hanne Fabricius. Dem er der nogle stykker af i Danmark.

*Jeg slog nu op på krak.dk, for at se hvilke virksomheder/personer der bor på Sønderhjørnevej i Bøjden, 5600 Faaborg. Valget faldt på Gudmund Hansen, og han kunne henvise til sin mor Gunhild Hansen, der henviste mig til Søren Greve Pedersen, kasserer i lodsejerforeningen ”Næsselauget” og han har sendt disse fine billeder af sommerhuset og givet mig kontaktoplysninger på Finn Fabricius:

Nordside med dør til kælder (foto fra Søren Greve Pedersen)

Vindue mod syd (foto fra Søren Greve Pedersen)

Jeg kontaktede Finn Fabricius og spurgte om han kendte historien om redning af jøderne: Han svarede at: ” Det er rigtigt. Min farmor Else Elisabeth Julie Fabricius og farfar (Lorentz Peter Fabricius) husede i flere omgange jødiske flygtninge i familiens sommerhus i Bøjden – inden de kunne få passage til Sverige.

Den af dig omtalte evakuering kan meget vel have været én af disse transit-operationer.”

Ejendommen er stadig i familiens eje. Både L.P. og de ældre af hans sønner var særdeles aktive i modstandsbevægelsen og transit-opholdene var nøje planlagt og koordineret – efter hvad vi har fået fortalt.

 Vi har ofte mødt efterkommere af de mange flygtede jøder – nogle er kommet helt fra Israel – som gerne ville se det (meget lille) sommerhus i skoven ved sydkysten af Horneland, hvor deres forældre/bedsteforældre ventede (efter sigende i en sælsom blanding af angst og tryghed) på at kunne komme videre med båd til Sverige.

Nabogården ‘Søndrehjørne-gården’ blev i øvrigt sprængt i luften at tyskerne med få timers varsel, da man mistænkte gårdejer Jacobsen for skjule våben for modstandsbevægelsen.

I den sidste del af krigen måtte L.P. ‘gå under jorden’. Han var tidligere præst i Gislev Sogn, men efter 1938 (altså under krigen) var han præst ved Messiaskirken i Charlottenlund”.

Hornelands Folkemindesamling forfulgte et spor hos en af sognets ældre beboere om skjulet af jøderne og har siden kunne fortælle at:

“Angående vores “detektivarbejde” har vi kontaktet den ældre dame, vi talte om. Hun fortalte, at man lagde madpakker i brændeskuret på “Hassenkamgaard” til de jødiske beboere i sommerhuset, og man var meget bange for at blive opdaget”

Hun kunne også huske navnet på en af jøderne, Bertolt, og fortalte, at han forsvandt ganske pludseligt og efterlod både sin cykel og sit vasketøj.

Flugt til Sverige for en af jøderne, Julius Rotbein

Det faldt sig så heldigt, at Søren Greve Pedersen har gjort mig opmærksom på at Dansk Jødisk museum ligger inde med stamkort om de flygtende jøder, og så er det spændende at følge Julius Rotbeins videre flugt:

Med fragtskib kl. 9 d. 10/10 fra København og ankomst kl. 13 til Malmø

Det var en meget spændende historie at stykke sammen om nogle modige mennesker. Jeg er kommet til at synes, at det er et spændende område!

Sommerudflugt 2022

Arkivets sommerudflugt gik i år til Vejle-området.

Første besøg var til Anton Stormlunds samling i Hornstrup. Samlingen består af et kæmpestort kinoorgel, som fylder et helt forsamlingshus. Museet omfatter desuden en af Europas store samlinger af antikt telegraf-materiel, professionelt hjemmebyggede model-damplokomotiver, elektriske måleinstrumenter samt antikt urmagerværktøj ….. og meget mere.

Derefter blev Fjordenhus besøgt. Det er et 28 m højt kunstværk bygget af 16 forskellig-farvede mursten, og består af 4 overlappende cylindre.

Frokosten blev indtaget ved Skyttehuset ud til Vejle Fjord.

Eftermiddagskaffen blev nydt ved Børkop Vandmølle.

Månedens billede – juli 2022

Så er der ferie !!

Alle vore læsere ønskes en dejlig sommer.

Vi ses igen i september 2022 – første åbningsdag efter ferien bliver onsdag den 7. september 2022.