Redning af jøder på Horne Land – oktober 1943

Af Erling Albrectsen

Redning af jøder på Horne land, oktober 1943.

Denne historie handler om redning af en gruppe jøder der var skjult i et sommerhus på Horne Næs. Historien har jeg fra min Morfar, praktiserende læge Vilhelm Ingerslev (1910-1994), Slettensvej, Søhus v. Odense. Ingerslev dækkede oplandet Søhus-Lumby og Allesø-Broby kommuner og var læge for modstandsfolk, der kunne komme, når der var behov for behandling og være skjult i huset på 1. sal.

Ingerslev fortæller i sine erindringer om hvordan han blev involveret i aktionen:

Henvendelse fra Pastor Tom Ingerslev

”En dag kom min fætter (Pastor Tom Ingerslev, Odense) og spurgte, om jeg ikke kunne skaffe en tysk pige, der var flygtet fra jødeforfølgelserne et sikkert ophold ude på landet. Selvfølgelig kunne jeg det, og så kom en stilfærdig pige på en snes år, som gik til hånde hos fru Juul på Holmegård. Det har været tidlig på sommeren 1943, for et par måneder senere kom Tom – min fætter – igennem med en besked om en forestående tysk razzia mod de tyske jødeflygtninge, og pigen skulle afsted til København og derfra til Sverige – allerede den følgende lørdag. Da pigen fik den besked, sagde hun ophidset, at hun ikke ville tage af sted uden hendes kammerater, der var skjult i et sommerhus på Horne Land ved Fåborg.

Lejlighed i Nørregade

Da Tom hørte det, sendte han mig ind til en adresse i Nørregade for at høre, om de havde kontakt og planer om transport af de tyske jøder fra Horne Land. Jeg ringede på i Nørregade og skulle hilse med et eller andet kodeord, der vist nok var Søren, og så blev jeg lukket ind i et værre cirkus af unge mennesker, der syntes at være forvirrede. Det flød med håndgranater og maskinpistoler, og ingen vidste noget som helst om det, jeg spurgte om. Jeg måtte vente til deres leder kom tilbage. Jeg skældte ud og sagde, at de hellere måtte vente med deres fyrværkeri til vi havde ordnet den stærkt hastende jødetransport. Det var fredag eftermiddag. I den vilde forvirring kom et par af de unge mennesker og spurgte, om det var min lægebil, der holdt på gaden. Jeg skældte ud og brokkede mig, og da lederen kom, så kendte han ikke noget til jøderne ved Fåborg og spurgte, om vi ikke selv kunne tage os af dem og deres transport og derved blev aftalen.

 Da jeg var færdig med dagens sygebesøg, tog jeg ud til dyrlægen, der i en fart fik fat i Adolf Jørgensen. Det var en tåget oktoberdag, og da det drejede sig om en større flok jøder, der skulle hjælpes af vejen, fik pigen i hast pakket sine sager, og vi tog afsted til byen, hvor dyrlægen kendte en taxavognmand på hjørnet af Asylgade og Slotsgade.

Taxaer

Efter at dyrlægen havde talt med ejeren under fire øjne, rullede tre taxabiler med generatorgas og hver sin chauffør frem. Chaufførerne fik kort besked om, at vi skulle hente nogle højskoleelever, der skulle se på landbrug på Holmegård (EA: Dyrlæge Juuls ejendom:  Bladstrupvej 89, 5270 Odense N) . Der blev ikke spurgt om mere, og så kørte vi afsted.

Bøjden

Det blev hurtigt mørkt og usigtbart, og da vi efter en times tid nåede næsten ud til Bøjden, standsede pigen os ved en skov. ”Dort ist es”. Bilerne blev holdende på vejen og dyrlægen og jeg gik med pigen ind i den buldrende mørke skov. Vi måtte bogstaveligt famle os frem. Allerede efter et kvarter var vi faret vild og kunne ikke finde sommerhuset eller tilbage til bilerne. Efter en halv time fik vi endelig øje på bilerne på den anden side af vejen, og tavse fulgte vi dyrlægen, der ikke ville famle sig videre, og så vadede vi ud i en mose med hinanden i hænderne i vand til knæene. Endelig nåede vi tilbage til bilerne og blev enige om at give op og vende hjem. Bilerne vendte, og vi kørte tilbage. Vi kørte et par kilometer ind mod Fåborg, da pigen ophidset sprang i vejret og råbte. ”Dort ist es”. Hun tiggede og bad os grædende om, at vi skulle standse. Efter en kort rådslagning lovede jeg at gå med ned til stranden. Der var pigtrådsspærringer med et par hundrede meters afstand, nogle steder rev vi os igennem, andre steder kunne vi slippe uden om ved at gå ud i vandkanten. Våde var vi jo i forvejen, og snart så det helt håbløst ud. Efter en halv time på den måde forlangte jeg at vende om. ”Nein” råbte hun ”dort ist es”. Så pegede hun på en stige, der var stillet op ad en stejl skrænt, og vi kravlede op, og der lå sommerhuset. Hun løb derhen, bankede på døren og kaldte ”Kammeraten, Kammeraten”. Intet svar. Hun løb rundt om huset, bankede på vinduerne og kældervinduet og fik kun tavshedens tomme svar. ”Sie sind verschwunden”. Hun bøjede fortvivlet hovedet, og så måtte vi ned ad stigen til stranden igen og over væltede pæle og pigtrådsruller tilbage til bilerne. ”Nu tager vi altså hjem”, sagde jeg bestemt til de andre. De havde fundet ud af, at jøderne måske kunne være i Vester Skerninge Præstegård, og de havde aftalt med chaufførerne, at de skulle køre til Fåborg og få nyt generatorbrænde og så lægge hjemvejen over Vester Skerninge. Pigen tørrede øjnene med lettelse og vi kørte videre. Da vi kørte ind i præstegården i Vester Skerninge og ringede på, blev der straks lukket op. Der stod en lysende engel af en ældre præstefrue med hvide lokker. ” Åh, hvor var det godt I kom. Jeg har ventet jer hele natten”. Da vi var kommet ind i varmen og lyset, var der samlet en broget flok jøder i alle aldre mellem spredte rygsække og pakkenelliker. Jeg sagde barsk til præstefruen: ”Har De noget mad, jeg er sulten”. Hun tog mig venligt om skulderen og førte mig ud i køkkenet, hvor jeg fik et par glas mælk, og så smurte hun nogle ostemadder, og da jeg havde slugt det, var de tyske jøder allerede i gang med at fylde de tre biler med deres bagage. Så kom der en ung tysker, der hed Rothbein og sagde, at der var et par stykker mere, der skulle hentes på nogle gårde i nærheden. Vi planlagde fordelingen, og jeg gik med til at følge med Rothbein, bare jeg blev fri for det tyske pigebarn. De andre blev presset sammen i to biler i lag oven på hinanden, og de kørte så hjem over Hårby længere mod vest. Jeg kørte så med Rothbein og et par andre videre på farten.  Når vi af ham sikkert var blevet ført ind på en gårdsplads, så piftede han i fingrene og en loftluge eller en dør i et baghus blev listet op og en eller to sneg sig stille ud med rygsække eller en pakke. Vi var vist tre steder, og begav os så på vej efter de andre til Odense. På Holmegård fik vi kaffe sammen med de tavse chauffører. Doris fortalte, at Toms kone midt om natten havde ringet og spurgt, om børnene var kommet godt hjem. Da Doris svarede nej, fortalte hun, at hun havde hørt, at Gestapo var taget ned til Horne Land for at finde nogle tyske flygtninge, der havde skjult sig der og ganske rigtigt. Lykkeligvis var de kørt ad Assens vejen derned, og vi kørte over Nr. Broby, så vi undgik at løbe i armene på dem.

Vores chauffører tog det med forbavsende ro, mens vore ”højskoleelever” så på landbrug en times tid, og så gik det tilbage til Odense igen. Klokken ti om formiddagen skulle vi være på Odense Banegård efter besked fra Tom, og der ville der være en mand med armen i bind og en strittende pegefinger i gipsbandage. Ham skulle jøderne følge efter, men de måtte ikke tale til ham.  Da vi var kommet ind på Odense Banegård var der fuldt af travle mennesker og heriblandt mange tyske soldater og officerer på rejse til eller fra. Pludselig kom der luftalarm, sirenerne hylede, og folk for afsted i en fart. Vi fordelte vor flok, der nu var blevet meget større og sendte dem i mindre grupper med en af os og andre venlige hjælpere rundt om til de nærmeste lægeventeværelser; hos N.S. Jacobsen og doktor Astrup på Gråbrødre Plads, og hos doktor Larsen i Nørregade. Da sirenerne afblæste luftalarmen strømmende folk tilbage fra de nærmeste beskyttelsesrum og vores jøder fulgte med gipsmanden over på perronen, hvor toget var klar til adgang. Så kørte jeg dødtræt hjem.

Efter krigen oplever Vilhelm Ingerslev følgende:

“Nogen tid efter kom to tyske herrer på visit en eftermiddag. Den ene var ganske overraskende min gamle tyske kammerat fra Horne land ved Fåborg, Rotbein! Den anden herre var en eller anden officiel repræsentant vistnok for den første israelske regering, de var så vidt jeg forstod, kommet til Danmark for at sige tak for hjælp ved jødetransporten til Sverige i okt. 43. I vores gæstebog står der: “Odense, 24/9-45: “Jeg takker Dem i Navn fra mine kamarater for Deres Hjælp i de kritiske Oktoberdage 1943 og Hilser Dem med den jødiske hilsen —-.— Julius Rotbein” Den jødiske hilsen er skrevet på hebraisk, og dateringen lidt utydelig, muligvis 24/5-45″

Jagten på sommerhuset

Jeg ville gerne vide mere om sommerhuset, hvor jøderne var skjult: ” en stige, der var stillet op ad en stejl skrænt, og vi kravlede op, og der lå sommerhuset”

Det er ikke meget at gå efter. Hvor var det? Hvem hjalp? Hvad er historien?

På nettet søgte jeg ”præst, jøder, sommerhus Horneland” og så kom jeg heldigvis/tilfældigvis ind på: www.hornelandsfolkemindesamling.dk hvor de skjulte jøder er beskrevet i indlægget skrevet af Jens Holm: ”Nogle begivenheder i Horne sogn under verdenskrigen 1939-1945”:

”I 1940 var der spredt over hele landet ca. 700 unge jøder, mest tyske emigranter, der væsentlig arbejdede ved landbruget. Omkring en snes stykker fik tid efter anden ophold her i Horne.

Disse unge mennesker havde en hel anden indstilling end vore egne unge. De var faktisk blevet ældet før tiden. De eller deres forældre have mærket jødeforfølgelserne i Tyskland eller i et af de andre lande, som tyskerne havde besat, og de vidste, hvad det betød. Baller og den slags deltog de aldrig i. Legemligt arbejde var de heller ikke så glade for, men alt andet til dygtiggørelse – læsning af gode bøger, sprog – særlig hebræisk – og diskussioner deltog de med iver i. De samledes gerne en gang ugentlig til en slags efterskole. Deres følelsesliv og hele indstilling overfor livet var anderledes end vor. De kunne lidenskabsløst og uden hæmninger fortælle om den skæbne, der var blevet dem eller deres forældre til del. En fortalte, at hans forældre havde været ejer af et millionforetagende i Wien. Her tog nazisterne alt fra dem og sendte 8dem til Auschwitz-lejren, en andens forældre var havnet i jødeghettoen i Polen. Faderen hørte de aldrig fra. Der regnedes med, at han var død, og sådan videre. Næsten fælles for dem alle var, at de havde gået i en højere skole, og de havde også fået en god, men sikkert en meget hård opdragelse. Deres tro på Gud og på mennesker var ikke stor, og taknemlighed kendte de ikke meget til. De var fra små vant til at klare sig ved egen hjælp og uden andres medlidenhed. Her havde man nok hørt om jødeforfølgelserne i de af nazisterne besatte lande, og ved samtaler med de herværende jøder kunne man dunkelt ane, hvorledes det gik de jøder, der var bleven tilbage i Tyskland og de andre lande under nazistyret, efter at de var samlet i ”arbejdslejre”.  De sparsomme efterretninger fra dem ebbede ret hurtig ud, og dette var gerne et tegn på udslettelse, og selv om man hørte rygter om brug af gas for at likvidere en hel banevognfuld af jøder, så troede man dog ikke, at jødeforfølgelserne og likvidationen havde det omfang, som de efter krigen fremkomne autentiske afsløringer fremviste. Jøderne vidste bedre besked, og derfor frygtede de og tog deres forholdsregler. Den 29. august 1943 overfaldt tyskerne trods løfter vort militær og politi og erklærede landet i undtagelsestilstand, og der blev nedlagt udgangsforbud om aftenen. Fra ledende jødisk side var man nu klar over, at en razzia kunne forventes når som helst. Jøderazziaen kom natten til lørdag den 1. oktober. Den var fra Hitlers hovedkvarter bestemt meget snedig, da alle jøder ifølge deres religion denne nat skulle opholde sig i deres hjem og kun begrundet i at en del af de tyske myndigheder i Danmark ikke var stemt for jødeforfølgelserne og faktisk advarede de ledende, blev det ikke så alvorligt.

Et par af de ledende jøder her i Horne ville rejse til København for at prøve, om der kunne skaffes skibslejlighed til Sverige. De kom også til Nyborg, og ved en færgekaptajns hjælp blev de smuglet over bæltet og kom frem. De andre jøder her i sognet forsvandt, og kun ganske enkelte kendte deres opholdssted.

Ude på Næsset helt inde i skoven ligger et sommerhus, dengang tilhørende en pastor Fabricius. Her samledes de fleste af jøderne fra Horne, men de skulle jo også have mad.

En af jøderne havde været hos gdjr. Poul Jensen, Horne Egsmark, og samme sted var der en fodermester Anders Jakobsen, og denne Anders Jakobsen var af jøderne kendt som en ældre, retsindig og pålidelig karl, og det blev ham, der formidlede transporten af fødemidlerne. Selv kunne han ikke så godt købe ind, da han ikke havde selvstændig husholdning, men en af de første dage efter at jøderne var forsvundne, fik tobakshandler Christoffer Hansen (kaldet Stoffer) et brev med rationeringsmærker smør, brød og havregryn, og da han nok kunne tænke sig, hvad de skulle bruges til, købte han ind, men for ikke at vække mistanke, fik han nogle børn til at købe nogle brød ved en bager, andre købte ved en anden bager og et tredje ved en tredje bager og ligeledes for de andre varers vedkommende ved forskellige handlende, og så afhentede Anders Jakobsen varerne og bar dem ud til jøderne. Det kneb med at skaffe havregryn, så en dag ringede Stoffer ud til grosserer Nielsen, Faaborg og bad om 10 kg havregryn, og det fik han, men Nielsen sagde senere, da faren var drevet over, at han anede nok, hvad de havregryn skulle bruges til, ellers havde han aldrig fået dem.

Mellem pastor Fabricius og gdjr. Jens Jacobsen, Sønderhjørne, var der en aftale om, at Jens Jacobsen skulle have lidt opsyn med sommerhuset i skoven i den tid, Fabricius ikke boede der, og en dag mente Jens Jacobsen at have set nogen pusle ved huset og gik derhen og låsede bagdøren op og så ind i 17 forskræmte ansigter. Han beroligede dem og spurgte, om de manglede noget. Først langt senere fortalte han sin oplevelse til andre.

Som dagene gik, blev jøderne imidlertid bange for, at deres opholdssted skulle blive røbet, og en nat prøvede de af skaffe sig forbindelse med omverdenen, bl.a. med pastor Andersen, Vester Aaby, og natten mellem torsdag og fredag blev de så afhentet af lægebiler fra Odense. Da de først havde fået forbindelse med de rette mennesker, var det ikke så vanskeligt at komme videre. Adskillige tyskere var velvillig indstillet, når bare de ubemærket kunne komme af sted med det.

Efter at de var kommet til København, blev de samlet på Bispebjerg Hospital, og da natten kom, da de skulle over sundet, blev de atter i lægebiler kørt til Frihavnen. Undervejs skiftedes biler flere gange, for trods alt var det jo dog med livet som indsats, at rejsen foregik. I Frihavnen blev de samlet i et skur for senere at blive ført om bord i en båd og gemt i lastrummet. Før de sejlede, havde de en slem forskrækkelse. Tyskerne kom om bord for at foretage en undersøgelse, men ved hjælp af bestikkelse forsvandt de omgående.

Så vidt vides kom alle jøderne her fra Horne velbeholdne gennem krigen.”

Jeg emailede til Hornelands Folkemindesamling for at høre mere om sommerhuset ”ude på Næsset og helt inde i skoven – og de svarede at ”Vi har fundet frem til en adresse, der hedder:Sønderhjørnevej 40, Bøjden, 5600 Faaborg. ”

Jeg ville gerne i kontakt med ejeren af Sønderhjørnevej 40, jeg kunne på tinglysning.dk se at det var en Finn og Hanne Fabricius. Dem er der nogle stykker af i Danmark.

*Jeg slog nu op på krak.dk, for at se hvilke virksomheder/personer der bor på Sønderhjørnevej i Bøjden, 5600 Faaborg. Valget faldt på Gudmund Hansen, og han kunne henvise til sin mor Gunhild Hansen, der henviste mig til Søren Greve Pedersen, kasserer i lodsejerforeningen ”Næsselauget” og han har sendt disse fine billeder af sommerhuset og givet mig kontaktoplysninger på Finn Fabricius:

Nordside med dør til kælder (foto fra Søren Greve Pedersen)

Vindue mod syd (foto fra Søren Greve Pedersen)

Jeg kontaktede Finn Fabricius og spurgte om han kendte historien om redning af jøderne: Han svarede at: ” Det er rigtigt. Min farmor Else Elisabeth Julie Fabricius og farfar (Lorentz Peter Fabricius) husede i flere omgange jødiske flygtninge i familiens sommerhus i Bøjden – inden de kunne få passage til Sverige.

Den af dig omtalte evakuering kan meget vel have været én af disse transit-operationer.”

Ejendommen er stadig i familiens eje. Både L.P. og de ældre af hans sønner var særdeles aktive i modstandsbevægelsen og transit-opholdene var nøje planlagt og koordineret – efter hvad vi har fået fortalt.

 Vi har ofte mødt efterkommere af de mange flygtede jøder – nogle er kommet helt fra Israel – som gerne ville se det (meget lille) sommerhus i skoven ved sydkysten af Horneland, hvor deres forældre/bedsteforældre ventede (efter sigende i en sælsom blanding af angst og tryghed) på at kunne komme videre med båd til Sverige.

Nabogården ‘Søndrehjørne-gården’ blev i øvrigt sprængt i luften at tyskerne med få timers varsel, da man mistænkte gårdejer Jacobsen for skjule våben for modstandsbevægelsen.

I den sidste del af krigen måtte L.P. ‘gå under jorden’. Han var tidligere præst i Gislev Sogn, men efter 1938 (altså under krigen) var han præst ved Messiaskirken i Charlottenlund”.

Hornelands Folkemindesamling forfulgte et spor hos en af sognets ældre beboere om skjulet af jøderne og har siden kunne fortælle at:

“Angående vores “detektivarbejde” har vi kontaktet den ældre dame, vi talte om. Hun fortalte, at man lagde madpakker i brændeskuret på “Hassenkamgaard” til de jødiske beboere i sommerhuset, og man var meget bange for at blive opdaget”

Hun kunne også huske navnet på en af jøderne, Bertolt, og fortalte, at han forsvandt ganske pludseligt og efterlod både sin cykel og sit vasketøj.

Flugt til Sverige for en af jøderne, Julius Rotbein

Det faldt sig så heldigt, at Søren Greve Pedersen har gjort mig opmærksom på at Dansk Jødisk museum ligger inde med stamkort om de flygtende jøder, og så er det spændende at følge Julius Rotbeins videre flugt:

Med fragtskib kl. 9 d. 10/10 fra København og ankomst kl. 13 til Malmø

Det var en meget spændende historie at stykke sammen om nogle modige mennesker. Jeg er kommet til at synes, at det er et spændende område!

Toldhuset i Bøjden

Nedenstående indlæg om toldhuset er produceret af Helle Blomquist med baggrund i Toldvæsenets gruppeordnede sager.

Fotografiet viser toldhuset i Bøjden, hvor Ludvig Christian var toldkontrollør og strandfoged fra 1870 til 1906. Fotografiet er taget i 1906, da alle landets toldbygninger blev fotograferet i forbindelse med Christian den 9’s død det år. Ludvig Christian gik på pension i 1906, da han var 78 år. Det var i dette hus, at Ludvig Christians og Marias børn, svigerbørn og børnebørn mødtes om sommeren, og hvor børnene fik lov til at tumle sig under frie forhold.

Børnebørnene havde dog ikke noget nært forhold til bedsteforældrene. Bedstefar oplevede de som streng, og bedstemor så de ikke meget til. Hun var syg. 

Toldassistent og strandkontrollør Ludvig Christian Gerhardt

Ludvig Christian Gerhardt (1827-1916) og Maria Hammer (1831-1906) flyttede ind i toldhuset ved Bøjden Havn i 1870. På det tidspunkt var han 42 og hun 38. De to ældste af deres børn, døtrene Hanne og Louise var allerede flyttet hjemmefra, og den yngste søn var endnu ikke født. Ludvig Christian og Maria flyttede ind med 7 børn.

Stillingen på Bøjden blev en slutstilling for Ludvig Christian. Han blev både toldassistent og strandkontrollør, det vil sige, at han skulle sørge for både at opkræve told fra de skibe, der anløb havnen fra udlandet og drage omsorg for vraggods, der flød i land samt holde øje med strandinger og bjergninger. Han tiltrådte sin post den 5. januar 1870.

Bøjden hørte under toldhuset i Fåborg, og der var naturligt nok flere toldere ansat. Men på Bøjden arbejdede toldofficeren alene; der var ikke andre toldere på stedet. Det var Ludvig Christians overordnede i Fåborg, der skrev indstillingen til Overtolddirektoratet og anbefalede ham. Det var nemlig ikke givet, at det skulle være sådan en som ham, der skulle have posten. Normalt blev den besat med en krydstoldofficer, det vil sige en myndighedsperson fra Toldvæsenets maritime afdeling.

Der var dog flere grunde til, at han var egnet til arbejdet i Bøjden. Han havde en stærk konstitution; da han oprindeligt var oplært som sømand, havde han et meget nært kendskab til at styre en båd og borde et fartøj; og han var skikket til at foretage patruljeringer til fods. Det sidste ville være påkrævet for en strandkontrollør, der skulle holde øje med, hvad der skete på kysten og agere som myndighedsperson i de forhold. Men hans overordnede fremhævede også hans menneskelige egenskaber. De var sådanne, at opholdet på en isoleret post som Bøjden ikke ville få nogen skadelig indflydelse på ham.

Hvad handler den sidste bemærkning om? Måske viser den, at hans chef havde tillid til hans ærlighed. Aviserne rapporterede af og til om toldere, der hjalp smuglerne, der prøvede at smugle varer fra det nærliggende Tyskland. Der kunne også ligge værdier gemt i vraggods. Så den person, der skulle arbejde alene, uden en kollega til at ånde ham i nakken, skulle være redelig og ubestikkelig.

Ludvig Christian fik posten efter i 6 år, siden 1865, at have arbejdet ved Fåborg toldsted ’uden nummer’, altså uden en fast stilling.

Før Gerhardt-parret kom til Bøjden, havde de været på en lang rejse. Den startede i Flensborg, hvor Ludvig Christian som ung toldelev i 1851 var startet i det slesvigske toldvæsen. Der havde han fået mulighed for ved at præsentere et passende CV, som bestod i en ansættelse ved marinens depot på Als under treårskrigen i 1848-52. Her havde han ført regnskab. Han kunne også prale med, at han havde en meget stærk konstitution, og at han ’var det tyske sprog fuldstændig mægtig’, som han skrev i sin ansøgning. Det sidste måtte være en betingelse, hvis man skulle arbejde i Slesvig og Holsten. Det var ikke tilfældigt, at han kunne tale tysk. Han var døbt i Skt. Petri Tyske Kirke i København, hvilket viser, at hans forældre havde en tilknytning til Tyskland. Hans far var korporal i Livgarden til hest, senere vagtmester Ludvig Gerhardt,og hans moder var en enke ved navn Louise Glass, født Nyborg. Louise var født og opvokset i København, og det samme var Louises far og mor, så det har været Ludvig Christians far, der var tysk.

I Flensborg mødte Ludvig Christian Maria, som var datter af en skibsfører i byen. Hun var døbt i Marienkirche i Flensborg som Maria Brigitta Elisabeth Hammer. En ansættelse som toldassistent i Garding i september 1851 gav mulighed for, at de to kunne gifte sig. I Garding fik det unge par døtrene Hanne og Louise.

Tiden i Garding var en svær periode for Maria og Ludvig Christian. Maria var godt vant hjemmefra, og familien kom i økonomisk knibe. Da Ludvig i april 1853 ansøgte om gratiale fik han afslag, da hans overordnede mente, at Maria forestod en slet husførelse. Man levede i tætte forhold dengang, og der var åbne vinduer mellem arbejdsliv og privatliv. Først når følgerne af en letsindig og uklog økonomi stod Ludvig klart, skulle han have understøttelse, mente hans chef. Men så ville han til gengæld også anbefale ham, da Ludvig var en redelig og meget ferm toldbetjent.

Ludvig Christian fik hurtigt en ordning med sine kreditorer, og det begyndte at gå bedre med økonomien. Til gengæld gik det skidt med helbredet. Både Ludvig Christian og Maria fik marskfeber, som var udbredt i Garding blandt dem, der ikke var opvokset på egnen. I 1854 blev Ludvig efter eget ønske forflyttet til Tønder, der var en blomstrende handelskøbstad.

Familien voksede og med det udgifterne. I 1860 havde Maria født tre børn i Tønder, nemlig Ludvig Christian Nikolaj, Anton Emil og Marcus Andreas. Maria tog ved lære og begyndte at væve damask for at hjælpe til med økonomien, et nærliggende arbejde i Tønder, der havde produktion af damask og kniplinger. Ludvig tog ekstra arbejde. Han kopierede dokumenter for en advokat i byen. Familiens økonomi kom på rette køl.

Men ingen er længe i paradis. I 1861 blev Ludvig Christian sendt til Højer, og det var ikke lykkeligt. Han havde ekstra udgifter til husleje, og familien mistede de gode ekstra indtægter, som de havde haft adgang til at tjene i Tønder. Nu skulle Ludvig forsørge sig selv og Maria samt 5 børn og en søster. Børnene blev syge med mæslinger og skarlagensfeber, og familien fik understøttelse og forskud til at klare udgifterne. ’Det er ingen tom klagesang’, som hans chef skrev til Direktoratet med sin anbefaling. Maria fødte yderligere 2 børn i Højer, Caroline og Daniel.

I 1864 kom familien væk fra Højer, men da af helt andre grunde end tjenstlige. Da Preussen vandt den 2. slesvigske krig, måtte toldassistenten flygte. Ludvig pakkede sin familie med de nu 7 børn og sit dannebrogsflag på en trækvogn og slæbe læsset til Danmark nord for Kongeåen.

Det område, der gik tabt på det tidspunkt var rigt på handel og produktion, så det var et stort økonomisk tab for riget. Slesvig-Holstens velstand betød også, at der var mange toldassistenter i samme situation som Ludvig Christian. De havde været beskæftiget med at beskatte det rige handelsliv, og nu blev de afskediget. Næsten halvdelen af dem kunne ikke finde placering i kongerigets toldvæsen. Men det lykkedes for Ludvig Christian. Han blev den 14. januar 1865 konstitueret som strandkontrollør i Bøjden ved Fåborg Tolddistrikt. Han var bosat i Vester Åby Sogn, med tjeneste ved Strandhuse, en anløbsbro, hvor bådene kunne lægge til. I Vester Åby fødte Maria to børn, Johannes Harding og Ane Marie Christiane.

Det må have været en stor dag for familien, da man endelig kunne flyttet til eget toldhus, og familiefaderen den 1. januar 1870 erklærede troskab over for kong Christian 9. Lønnen var da 400 rigsdaler, fri bolig og godtgørelse af udgifter. Parrets sidste barn, sønnen Aksel Ludvig Martin Christian Gerhardt blev født på Bøjden i 1871.

Det betød ikke, at alle vanskeligheder var slut. Ting sker i livet, og en voldsom begivenhed var stormfloden i 1872, der ramte danske kystområder hårdt. Bøjden var særligt udsat. I den lille by mistede en mor og hendes to børn livet, da deres hus styrtede sammen om dem. Ved toldhuset skulle der bores ny brønd, fordi den der var, blev fyldt med saltvand. Al muldjorden og gødningen skyllede af og skulle erstattes. Ludvig Christian måtte ansøge om understøttelse til at få det retableret. Han fik naturligvis bevilling til at udbedre skaderne. Husets jordtilliggende var en del af lønnen, og hvis der ikke var noget muldjord, kunne han ikke gro foder til den ko, som han skulle holde om vinteren til familiens underhold.

Andre forhold, som ramte, var sygdom. I lange perioder var Maria syg, og der måtte hentes læge og medicin fra Fåborg. Det krævede vognleje til lægen, og det var dyrt. Ludvig søgte, og fik bevilling til at dække sådanne udgifter, idet hans overordnede støttede ham og karakteriserede ham som en sirlig og påpasselig toldbetjent, men fattig og med mange børn, som han vanskeligt kunne forsørge.

På trods af fattigdommen har Ludvig og Maria aktivt støttet deres børn, også økonomisk. Selv når børnene var flyttet hjemmefra understøttede de dem, og de har lagt vægt på, at drengene fik en uddannelse. De tre af de i alt 5 drenge blev sømænd. I 1870 var Ludvig skibsdreng, og i 1880 var Daniel sømand. En tredje søn, Marcus, begyndte i 1881 på styrmandsuddannelsen på navigationsskolen i Svendborg. Det kostede penge, og selvom Marcus på det tidspunkt har været langt over konfirmationsalderen – han var 21 år i 1881 – så har forældrene følt sig kaldet til at hjælpe ham. Overtolddirektoratet gav bevilling til et tilskud, og Marcus fik sin uddannelse.

Samtidig må de have understøttet en anden søns uddannelse, nemlig Johannes Harding, som i 1882 fik undervisning på Teknisk Skole i Odense. Det var en uddannelse, hvor eleverne skulle betale skolepenge. Da var Harding 15 år.

Efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, fik toldhuset på Bøjden i 1880erne og 90erne en ny funktion i familien. Fra at være det sted, hvor Maria og Ludvig Christian opfostrede deres bøn, blev det et sted, hvor børnene vendte tilbage nogle dage om sommeren med deres ægtefæller og egne børn. Mange børnebørn har med glæde tænkt på og talt om somrene hos bedstefar og bedstemor på Bøjden og samvær med fætre og kusiner. Måske havde de også en tilføjelse om, at bedstefar var meget streng, og bedstemor, ja, hende så man ikke meget til. Hun var ofte syg.

I 1899 blev han tildelt hæderstegnet Dannebrogsmand. Det blev givet til “enhver, der ved klog og redelig Stræben for Brødres Vel og ved ædel Daad i en engere Kreds har gavnet Fædrelandet”. Måske var det i den anledning, at han tog til Assens og blev fotograferet sammen med Maria på Larsen Boes Atelier. Parret kunne se yngre ud end henholdsvis 72 og 69 år. Navnlig har de ikke noget hvidt hår af betydning. Men Larsen Boe drev sit atelier fra 1899 til 1905, og det ser ud, som om Ludvig har et lille hvidt mærke i venstre knaphul. Anledningen til at få fotografiet taget, kunne godt være familiefaderens hæder.

I 1905 gik Ludvig på pension, 78 år gammel. Ved hans fratræden havde hans chef indstillet ham til kammerråd. Den hæderstitel blev tildelt mænd, der havde gjort en fortjenstfuld indsats. Det blev afslået.

Efter Ludvig Christians pensionering blev parret boede i Bøjden, hvor de havde en datter, Louise. Hun var gift med malermester Carl Christian Madsen. Maria døde hurtigt efter, den 22. januar 1906, 75 år gammel. Ludvig døde 87 år gammel, den 18. juli 1916, begge begravet på Horne Kirkegård.

Kilder:
Man kan undre sig over, at fortællingen er meget mere fyldig om Ludvig Christian end om Maria. Det skyldes, at de mest omfattende kilder til parret er de gruppeordnede toldsager, som i realiteten er Ludvig Christians personalesag i Overtolddirektoratet. Det vil sige, at det, vi har mulighed for at vide, er oplysninger, der fremgår af den korrespondance, som Ludvig Christian har haft med sin arbejdsgiver. I sagens natur er det oplysninger, der har haft at gøre med hans tjenstlige forhold. Kun indirekte træder Maria og børnene frem.                                                                Andre kilder er kirkebøger og folketællinger, som indeholder punktvise, eksakte oplysninger.   En tredje kilde er familieberetninger, fortællinger, der har overlevet mundtligt i familien, som f. eks. om trækvognen med dannebrogsflaget, der er en beretning om familiens uddrivelse fra Slesvig. En lidt mere omfattende beretning er Levnedsberetning fra Marie Vilhelmine Gerhardt, gift Blomquist.  

Ludvig Christian Gerhardt (1827-1916) og Maria Birgitte Elisabeth Hammer (1832-1906)

Fotografiet befinder sig hos Birgit Gerhardt, gift Busk- Jensen. Det har været en del af Birgit Gerhardts mors fotoalbum, Marie Gerhardt. Marie Gerhardt var opkaldt efter sin farmor, Maria Birgitte Elisabeth Hammer.

Fotografiet er taget i Assens på fotograf Larsens Boes atelier, Østergade 19 i Assens. Det er ikke oplyst, hvornår fotografiet er taget. A. Larsen Boe Havde atelier i Assens fra 1899 til 1905, så fotografiet må være taget i det tidsrum. Det er mest sandsynligt, at det er taget i 1899, da Ludvig Christian blev hædret med titlen Dannebrogsmand. Den hvide mærkat i hans venstre knaphul kan godt være det hvide silkebånd.

Befrielsesdagene maj 1945

Elisabeth Åradsson, Bøjden har leveret dette indlæg, og hun har bibeholdt moderens stave- og skrivemåde fra den tid. Elisabeth skriver indledningsvis:

Min mor Edith Kej Nielsen ( Ditte ), Bøjden, (senere Millinge) var i sommeren 1947 elev på Den jyske Idrætshøjskole i Vejle. Hun var født på Bygmestergården i Horne. Her skrev hun om følgende oplevelse fra befrielsesdagene i begyndelsen af maj måned 1945.

“Jeg vil prøve at fortælle lidt om Dagene før og omkring den 5te Maj.

I Foraaret 1945 kunde vi se, høre og mærke, at Krigen snart vilde faa Ende, og som man tit sagde: ’Nu kan Tyskerne da ikke mere, nu er Krigen snart slut…’

Jeg skulle have en ny Plads til Maj efter at have været hjemme og passet Arbejdet i to Aar. Sammen med en Veninde bestemte vi os til at finde en Plads i Odense.

Det havde jeg ret let ved, da der kom Bud fra en Komtesse B.B.S, at hendes Søster i Odense manglede en ung Kokkepige til første Maj.

 Det syntes jeg godt om og var i Odense en Dag sammen med min Søster og blev fæstet til Pladsen, som saa skulde betrædes til 1ste Maj.

Men der herskede en vis Ængstelighed og Uro i dette hjem, der havde Krigen saa nær inde paa Livet, som nogen kunde have den, da deres Svigersøn Baron Wedell sad som Fange ved Tyskerne i Schellhuset og deres Søn’s Barn, Steen, var flygtet til Sverige.

Men optaget som jeg var af min nye Stilling, skulde de sidste Dage snart forsvinde hjemme i Horne med at faa alt færdigt til Dagen. De sidste Dage i Foraaret -45 gav os mere at tænke paa end lige det, som skulle ske den 1ste Maj.

I Horne var der meget illegalt Arbejde, hvilket gav til Følge, at 10 -12 Mand blev taget til Fange af Tyskerne og deres Medhjælpere og ført til Frøslev.

En Torsdag Eftermiddag paa en klar, smuk Foraarsdag, Solen stod højt paa Himmelen, og en frisk Foraarsvind blæste ind over Landet, fik Horne by igen Besøg af vore ’grønne Kammerater’, som kom med store Biler og gjorde holdt ved det Hus, som de faa Dage før havde taget Manden fra. Nu blev resten af Familien jaget ud med kun 10 min’s Varsel, der blev lagt Bomber, og faa Minutter efter var Huset sprængt i Luften med Møbler, Tøj og alle andre Værdier, som nu fandtes i et saadant Hjem. Egnens Folk var saa forskræmte og urolige, at de næsten ikke turde se paa hinanden og tale sammen.

Otte dag før jeg skulde tiltræde min nye Plads i Odense, fik jeg gennem min søster at vide, at Baron Wedell, som vi husker det store Bombardement af Schellhuset, havde prøvet paa at springe ud fra Vinduet paa 5te Sal for at befri sig fra Tyskerne. Som vi husker, var der de Mennesker, der slap derfra med Livet i behold, men Wedell havde brækket sin Rygsøjle. Han levede dog alligevel et Par Dage derefter, hvor han var indlagt paa et Hospital under streng Bevogtning. Hans Kone maatte ikke engang komme indenfor og besøge ham, men fik den Besked at Wedell havde det godt og var snart rask igen. Det slog dog ikke til med de Ord. Mærkeligt som det end lyder, fik Familien dog hans Lig udleveret, og man kunde da faa lov at vise ham den sidste Ære.

Baron Wedell sad i Celle sammen med Folktingsmand Paul Sørensen, som ogsaa var med i Springet fra Schellhuset. Paul Sørensen blev igen fanget af Tyskerne og indlagt paa et Hospital. Han overlevede det og blev befriet den 5te Maj. Nu er han igen, efter nogen tids Sygeleje rask og kan tage sit Arbejde op. Han skrev i sommeren 1945 et langt, smukt Stykke om Baron Wedell fra deres Fangenskab sammen i Tyskernes Hænder, som den gode Kammerat og Mand han havde været.

Endelig naaede vi første Maj, hvor Turen til Odense skulde finde Sted. Min Veninde som ogsaa havde faaet Plads derinde, ikke langt fra Villaen, hvor jeg skulde tjene, fulgtes jeg sammen med.

Vi tog Turen paa Cykel og Ruth’s Mor sagde til os, da vi kørte, at hvis vi nu hørte Kirkeklokkerne undervejs, saa er der blevet Fred. Men det blev ikke den Dag, vi fik den store Nyhed og det glædelige Budskab. Det kom først til os den 4. Maj om Aftenen, hvor den unge Pige, som jeg nu tjente sammen med og jeg selv, kom ned i Stuen og hørte det sammen med de andre i Radioen.

HURRA! Nu skulle vi alle være glade. Nu er der Fred.

Næste Dag begyndte tidligt. Festdagen skulde jo fejres, og det blev den. Min Frue bestemte straks en lille Festmiddag for Familien i hjemmet om Aftenen. Det hele skulde tilrettelægges og til dels gøres færdigt om Formiddagen, da min Medtjenerinde Ellen og jeg om Eftermiddagen skulde have fri et Par Timer og ind i Byen  og se, hvordan den ene Stikker og Nazist  foran Raadhuset blev ført frem foran den anden, saa Folket kunde haane og se dem, som saa skammeligt havde gjort vort Land skade under Krigen. Jo, der var meget at se inde i Byen.

Det som glædede mig mest, var dog at se vort Politi igen i den sorte Uniform paa Vagt i Gaderne. Ja, jeg skal love for, at der var Liv i den lille Odense By.

Snart var det tiden, at Ellen og jeg igen skulde ud til Arbejdet, desværre, det var dog saa spændende at se paa, men vi skulde jo tilbage og gøre det sidste af Middagen til rette.

Vi var nu næsten naaet ud af Byen igen, men da vi var i Klaregade, kom vi paa den skøre Tanke, at vi lige skulde en Tur ind i Byen igen. Vi steg op i den første Sporvogn, vi mødte. Den havde ikke kørt ret langt ind mod Byen igen, før der blev raabt ’Dæk jer’. Trods Pladsen var lille, smed vi os alle ned paa Bunden af Sporvognen, indtil vi lidt efter kunde snige os ind i eet af Husene ved siden af. Der stod vi en tid sammen med mange andre og hørte Kuglernes Susen og Knalden udenfor.

Men hvad skulde Ellen og jeg dog gøre? Tiden gik, vi skulde altsaa Hjem, og ikke længe efter vovede vi os udenfor døren. Der løb flere af vore Betjente med Gevær og skød og værgede sig mod Hippofolk, som havde gjort al denne uhyggelige Uro igen. Her spurgte vi dem, om der kunde ske noget ved at skynde os og rende ud paa Langelinie? De sagde, det måtte vi bestemt ikke! Jamen, hvad skulde vi dog gøre? Vi skulde hjem. Ved vort Spørgsmaal igen, sagde de: ’Det er paa eget Ansvar!’ Godt, saa løber vi, og jeg maa sige, det var med Fart paa, vi kom om paa den anden Side af Gaden og hjemad.

Men vi blev standset af mange Mennesker undervejs, som skulde have Svar paa den Ballade og Krig indefra Byen. En ung Mand, som kom meget i Hjemmet, hvor vi havde Plads, kom paa Cykel indefra Byen. Hans Læbe var i sin Flugt fra Byen ramt af en Kugle, men dog kun lidt beskadiget.

Endelig naaede vi da til Villaen i yderste Øjeblik, men der mødte os bestemt noget andet, end vi havde forventet. Udenfor stod en hel del af Naboerne og sagde, at vi ikke maatte gaa ind. Paa Døren sad en Seddel ’Sigtet for Krigsforbrydelse’ osv. Det fattede vi ikke helt, men sandt var det.

Naa, det var næsten Aften, saa vi maatte lade Tanken gaa tilbage til os selv. Hvad skulde vi? Ja, vi var jo nødt til at køre hjem. Min Cykel var ved Cykelsmeden og Ellen’s stod og var flad, saa dem kunde vi ikke faa meget Hjælp fra, men saa stod Fruens og Familien Baron Wedell’s Cykler der, saa dem blev vi nødt til at laane til vi hørte, hvordan det de næste dage vilde gaa med det hele. Det var gode og lette Cykler, saa vi var sådan set ikke kede af Byttet, for nu gik det rask hjemad. Nu skulde vi hjem og se om Festlighederne blev fejret hjemme. Jeg blev standset op flere Gange af Folk undervejs, som saa jeg kom fra Byen. De var nysgerrige og vilde have noget at vide.

Inden jeg naaede hjem til Horne, blev jeg igen holdt op og skulde efterses, men dem der gik Vagt ved Sognegrænsen, viste sig at være nogle af vore gode Mænd, der maatte gaa under Jorden om Vinteren. Da de saa, det var mig, blev jeg selvfølgelig ikke undersøgt, men fik at vide at der igen var blevet Ro i Odense.

Snart var jeg i Horne, og der blev gjort store Øjne, da jeg kom hjem midt under det hele. Jeg var med til Fakkeltog gennem Byen, og vi sang mange af vort Lands skønne Fællessange. Aftenen sluttede med en rigtig god gammeldags Kop stærk Kaffe ved min Broder, som er Købmand.

Næste Morgen skulde vi tidligt op. Det var søndag, og alle skulde til Kirke for ogsaa der at høre vort Budskab om Freden blive lyst.

Mandagen begyndte med straalende Sol, og den Dag skulde ikke gaa stille hen, for da vendte alle Sognets Mænd hjem fra Frøslev. Byen var klædt i sin Festdragt med Flag og Blomster. Udenfor Byen var rejst en stor Æresport, og da de meget ventede Mænd skulde holde deres Indtog, havde Faner fra alle Byens Foreninger og med Musik i Spidsen taget Opstilling, klar til at gøre sit, til at gøre Modtagelsen saa hjertelig og festlig som vel muligt.”

Tørvegravning i Horne af Vagn Poulsen

Valdemar Poulsen med familie flyttede fra Egensbjerggaard til Wiegaard den 1. maj 1947. Da familien på min fars side kom på besøg hen på sommeren 1947, skulle de rundt og se hele bedriften, også marker og den gamle mose. I løbet af denne besigtigelse udtalte min onkel Holger Pedersen fra Gelsted, at der jo var tørv her. Min store broder og jeg blev sendt hjem efter et 6 meter 1/2″ rør til at søge dybden, for så langt som røret kunne stikkes ned i tørvemassen, var der tørv, og her kunne de ikke nå til bunden med røret.

Herefter blev der taget beslutninger og forhandlet med firmaer,og dette resulterede i at  Fåborg Kulkompagni og brændselshandler Otto Nielsen, Egsmarken blev faste aftagere.

Fåborg Kulkompagni stillede med en rådgiver i tørvegravning, hr. Trane, og der blev ansat en formand, Jonasen fra Korinth. Derudover blev der ansat 2 brødre, Jørgen og Christian Jørgensen fra Manna ved Brønderslev. Brødrene kom fra Sverige og havde her arbejdet på et stålvalseværk. De havde tidligere arbejdet som daglejere på Wiegaard.

Desuden blev der ansat 2 mænd fra Lyø, Peder og Christian. De boede på værkstedet og lavede selv deres mad på en primus. Lørdag aften tog de hjem til familien på Lyø og kom så tilbage søndags aften. 

Desuden blev der lejet en Ford A lastbil af Horne Teglværk til at køre tørvedynd ud på læggepladsen, og der blev ansat to chauffører, Laurits Immerkær fra Horne og Karl Kristiansen, Egsmarken. Tørveværket blev lejet fra Kistrup mose.

Hele sommeren 1948 blev der gravet tørv. Der blev lagt el-ledninger fra en transformator til mosen, således at opstilling af tørveværk, elevator, dyndkasse og vandpumpe kunne blive klargjort. Der blev også opstillet et skur, hvor folkene kunne spise frokost.

Der blev først gravet overjord af, inden tørven kunne komme i elevatoren, videre i tørveværket for at blive æltet sammen med vand, derefter op i dyndkassen og senere ud på læggepladsen, hvor der var en mand til at tage imod tørvemassen. Denne blev så hældt ud i en formet slæde med en række rulleskær, der skar bredden på tørven. Manden skulle skære længder på tørven med en rulle på langt skaft. Når tørvene havde ligget der i en uges tid i godt og solrigt vejr, kunne de stables på højkant af koner fra Horne by, der således også kunne tjene lidt penge. Når tørvene var tørret færdig, var de klar til salg.

Det var som regel formanden eller far, der solgte tørv. Det skete nogle gange, at far blev på tørvepladsen og glemte at komme hjem til køerne.

Når der var gravet 1 million tørv, holdt mandskabet milliongilde, der bestod af pølser og øl. Et sådant gilde skete 3-4 gange på en sommer.

Hen på sommeren stødte de på et gammelt moseegetræ, der fra roden til den første sidegren var 10 meter lang, og topenden ved sidegrenen  var 1 meter i diameter. Den blev taget op ved hjælp af lange træbjælker, en talje og stålwire. Der var en valfart af mennesker fra Horne og Bøjden, der kom for at se dette kæmpeegetræ. Falck måtte opgive at tage det op. Træet blev solgt til savværket Savsted, Assensvej, Fåborg. Det skulle saves med det samme, pakkes mørkt og tørt i 5-6 år, før det kunne bruges til møbler.

De stødte også på et problem med grundvandet. Der måtte dæmmes op for det, således at de kunne pumpe vandet tilbage, der hvor der før var gravet.

Sommeren 1949 var et dårligt tørveår. Bøjden Mejeri købte 100 tons til levering i løbet af vinteren.

Vagn Poulsen

 

Tørvemosen i Horne