Hanne Dahl

Elisabeth Åradsson, Bøjden har leveret dette indlæg, og hun har bibeholdt moderens stave- og skrivemåde fra den tid. Elisabeth skriver indledningsvis:

Min mor Edith Kej Nielsen ( Ditte ), Bøjden, (senere Millinge) var i sommeren 1947 elev på Den jyske Idrætshøjskole i Vejle. Hun var født på Bygmestergården i Horne. Her skrev hun om følgende oplevelse fra befrielsesdagene i begyndelsen af maj måned 1945.

“Jeg vil prøve at fortælle lidt om Dagene før og omkring den 5te Maj.

I Foraaret 1945 kunde vi se, høre og mærke, at Krigen snart vilde faa Ende, og som man tit sagde: ’Nu kan Tyskerne da ikke mere, nu er Krigen snart slut…’

Jeg skulle have en ny Plads til Maj efter at have været hjemme og passet Arbejdet i to Aar. Sammen med en Veninde bestemte vi os til at finde en Plads i Odense.

Det havde jeg ret let ved, da der kom Bud fra en Komtesse B.B.S, at hendes Søster i Odense manglede en ung Kokkepige til første Maj.

 Det syntes jeg godt om og var i Odense en Dag sammen med min Søster og blev fæstet til Pladsen, som saa skulde betrædes til 1ste Maj.

Men der herskede en vis Ængstelighed og Uro i dette hjem, der havde Krigen saa nær inde paa Livet, som nogen kunde have den, da deres Svigersøn Baron Wedell sad som Fange ved Tyskerne i Schellhuset og deres Søn’s Barn, Steen, var flygtet til Sverige.

Men optaget som jeg var af min nye Stilling, skulde de sidste Dage snart forsvinde hjemme i Horne med at faa alt færdigt til Dagen. De sidste Dage i Foraaret -45 gav os mere at tænke paa end lige det, som skulle ske den 1ste Maj.

I Horne var der meget illegalt Arbejde, hvilket gav til Følge, at 10 -12 Mand blev taget til Fange af Tyskerne og deres Medhjælpere og ført til Frøslev.

En Torsdag Eftermiddag paa en klar, smuk Foraarsdag, Solen stod højt paa Himmelen, og en frisk Foraarsvind blæste ind over Landet, fik Horne by igen Besøg af vore ’grønne Kammerater’, som kom med store Biler og gjorde holdt ved det Hus, som de faa Dage før havde taget Manden fra. Nu blev resten af Familien jaget ud med kun 10 min’s Varsel, der blev lagt Bomber, og faa Minutter efter var Huset sprængt i Luften med Møbler, Tøj og alle andre Værdier, som nu fandtes i et saadant Hjem. Egnens Folk var saa forskræmte og urolige, at de næsten ikke turde se paa hinanden og tale sammen.

Otte dag før jeg skulde tiltræde min nye Plads i Odense, fik jeg gennem min søster at vide, at Baron Wedell, som vi husker det store Bombardement af Schellhuset, havde prøvet paa at springe ud fra Vinduet paa 5te Sal for at befri sig fra Tyskerne. Som vi husker, var der de Mennesker, der slap derfra med Livet i behold, men Wedell havde brækket sin Rygsøjle. Han levede dog alligevel et Par Dage derefter, hvor han var indlagt paa et Hospital under streng Bevogtning. Hans Kone maatte ikke engang komme indenfor og besøge ham, men fik den Besked at Wedell havde det godt og var snart rask igen. Det slog dog ikke til med de Ord. Mærkeligt som det end lyder, fik Familien dog hans Lig udleveret, og man kunde da faa lov at vise ham den sidste Ære.

Baron Wedell sad i Celle sammen med Folktingsmand Paul Sørensen, som ogsaa var med i Springet fra Schellhuset. Paul Sørensen blev igen fanget af Tyskerne og indlagt paa et Hospital. Han overlevede det og blev befriet den 5te Maj. Nu er han igen, efter nogen tids Sygeleje rask og kan tage sit Arbejde op. Han skrev i sommeren 1945 et langt, smukt Stykke om Baron Wedell fra deres Fangenskab sammen i Tyskernes Hænder, som den gode Kammerat og Mand han havde været.

Endelig naaede vi første Maj, hvor Turen til Odense skulde finde Sted. Min Veninde som ogsaa havde faaet Plads derinde, ikke langt fra Villaen, hvor jeg skulde tjene, fulgtes jeg sammen med.

Vi tog Turen paa Cykel og Ruth’s Mor sagde til os, da vi kørte, at hvis vi nu hørte Kirkeklokkerne undervejs, saa er der blevet Fred. Men det blev ikke den Dag, vi fik den store Nyhed og det glædelige Budskab. Det kom først til os den 4. Maj om Aftenen, hvor den unge Pige, som jeg nu tjente sammen med og jeg selv, kom ned i Stuen og hørte det sammen med de andre i Radioen.

HURRA! Nu skulle vi alle være glade. Nu er der Fred.

Næste Dag begyndte tidligt. Festdagen skulde jo fejres, og det blev den. Min Frue bestemte straks en lille Festmiddag for Familien i hjemmet om Aftenen. Det hele skulde tilrettelægges og til dels gøres færdigt om Formiddagen, da min Medtjenerinde Ellen og jeg om Eftermiddagen skulde have fri et Par Timer og ind i Byen  og se, hvordan den ene Stikker og Nazist  foran Raadhuset blev ført frem foran den anden, saa Folket kunde haane og se dem, som saa skammeligt havde gjort vort Land skade under Krigen. Jo, der var meget at se inde i Byen.

Det som glædede mig mest, var dog at se vort Politi igen i den sorte Uniform paa Vagt i Gaderne. Ja, jeg skal love for, at der var Liv i den lille Odense By.

Snart var det tiden, at Ellen og jeg igen skulde ud til Arbejdet, desværre, det var dog saa spændende at se paa, men vi skulde jo tilbage og gøre det sidste af Middagen til rette.

Vi var nu næsten naaet ud af Byen igen, men da vi var i Klaregade, kom vi paa den skøre Tanke, at vi lige skulde en Tur ind i Byen igen. Vi steg op i den første Sporvogn, vi mødte. Den havde ikke kørt ret langt ind mod Byen igen, før der blev raabt ’Dæk jer’. Trods Pladsen var lille, smed vi os alle ned paa Bunden af Sporvognen, indtil vi lidt efter kunde snige os ind i eet af Husene ved siden af. Der stod vi en tid sammen med mange andre og hørte Kuglernes Susen og Knalden udenfor.

Men hvad skulde Ellen og jeg dog gøre? Tiden gik, vi skulde altsaa Hjem, og ikke længe efter vovede vi os udenfor døren. Der løb flere af vore Betjente med Gevær og skød og værgede sig mod Hippofolk, som havde gjort al denne uhyggelige Uro igen. Her spurgte vi dem, om der kunde ske noget ved at skynde os og rende ud paa Langelinie? De sagde, det måtte vi bestemt ikke! Jamen, hvad skulde vi dog gøre? Vi skulde hjem. Ved vort Spørgsmaal igen, sagde de: ’Det er paa eget Ansvar!’ Godt, saa løber vi, og jeg maa sige, det var med Fart paa, vi kom om paa den anden Side af Gaden og hjemad.

Men vi blev standset af mange Mennesker undervejs, som skulde have Svar paa den Ballade og Krig indefra Byen. En ung Mand, som kom meget i Hjemmet, hvor vi havde Plads, kom paa Cykel indefra Byen. Hans Læbe var i sin Flugt fra Byen ramt af en Kugle, men dog kun lidt beskadiget.

Endelig naaede vi da til Villaen i yderste Øjeblik, men der mødte os bestemt noget andet, end vi havde forventet. Udenfor stod en hel del af Naboerne og sagde, at vi ikke maatte gaa ind. Paa Døren sad en Seddel ’Sigtet for Krigsforbrydelse’ osv. Det fattede vi ikke helt, men sandt var det.

Naa, det var næsten Aften, saa vi maatte lade Tanken gaa tilbage til os selv. Hvad skulde vi? Ja, vi var jo nødt til at køre hjem. Min Cykel var ved Cykelsmeden og Ellen’s stod og var flad, saa dem kunde vi ikke faa meget Hjælp fra, men saa stod Fruens og Familien Baron Wedell’s Cykler der, saa dem blev vi nødt til at laane til vi hørte, hvordan det de næste dage vilde gaa med det hele. Det var gode og lette Cykler, saa vi var sådan set ikke kede af Byttet, for nu gik det rask hjemad. Nu skulde vi hjem og se om Festlighederne blev fejret hjemme. Jeg blev standset op flere Gange af Folk undervejs, som saa jeg kom fra Byen. De var nysgerrige og vilde have noget at vide.

Inden jeg naaede hjem til Horne, blev jeg igen holdt op og skulde efterses, men dem der gik Vagt ved Sognegrænsen, viste sig at være nogle af vore gode Mænd, der maatte gaa under Jorden om Vinteren. Da de saa, det var mig, blev jeg selvfølgelig ikke undersøgt, men fik at vide at der igen var blevet Ro i Odense.

Snart var jeg i Horne, og der blev gjort store Øjne, da jeg kom hjem midt under det hele. Jeg var med til Fakkeltog gennem Byen, og vi sang mange af vort Lands skønne Fællessange. Aftenen sluttede med en rigtig god gammeldags Kop stærk Kaffe ved min Broder, som er Købmand.

Næste Morgen skulde vi tidligt op. Det var søndag, og alle skulde til Kirke for ogsaa der at høre vort Budskab om Freden blive lyst.

Mandagen begyndte med straalende Sol, og den Dag skulde ikke gaa stille hen, for da vendte alle Sognets Mænd hjem fra Frøslev. Byen var klædt i sin Festdragt med Flag og Blomster. Udenfor Byen var rejst en stor Æresport, og da de meget ventede Mænd skulde holde deres Indtog, havde Faner fra alle Byens Foreninger og med Musik i Spidsen taget Opstilling, klar til at gøre sit, til at gøre Modtagelsen saa hjertelig og festlig som vel muligt.”

• 

• 

•